Jeg skriver dette indlæg anonymt, fordi jeg ikke ønsker at enhver fra nettet kan komme ind og læse min historie her og forbinde det med min identitet. I er meget velkommen til også at svare anonymt.
Jeg har lige haft en alvors snak med mit barns far idag, fordi jeg synes, at han er meget fraværende, både fysisk og på andre måder. Vi er ikke par, men primært venner og kommende forældre. Vi har fra starten af haft den aftale, at han sku være far til barnet, men at han ikke sku tvinges til mere end han havde lyst til, fordi det var mig, der gerne ville være mor og fordi vi ikke rigtig vidste, hvor det bar henaf med os. Men vi har mere sammen end bare venskab til at jeg synes, det er ok, at han forholder sig så uforpligtende. Det sårer mig, at han ikke ønsker mere og jeg har svært ved at fortsætte vores relation på denne måde.
Da vi mødte hinanden for næsten 2 år siden startede vi med at kæreste lidt, men for ca. et år siden fandt vi ud af, at det skulle vi ikke - eller dvs. det var nok overvejende ham, der var kommet frem til den konklusion, at han havde brug for at være alene. Men vi har gerne villet hinanden alligevel, både som venner og elskende, og troet på, at vi kunne finde ud af, at være forældre sammen.
Men især det sidste halve år har han været meget fraværende og optaget af sit eget og jeg føler mig lidt forsømt, både som ven, men også som kommende mor til hans barn. Og jeg bekymrer mig for hans fremtidige engagement også ift. hans barn.
Det hele er efterhånden på hans præmisser. Jeg må ikke ha for mange forventninger, må ikke stille krav, fx til en bestemt mængde af hans tid og opmærksomhed. Jeg reserverer en del tid i min kalender og mit liv til ham, men det føler jeg ikke han gør med mig. Han vil ikke lave forpligtende aftaler og vi er stort set kun sammen, når han har lyst til det. Ikke når jeg har behov for ham. For han har andet i sit liv, som kommer i første række: hans børn, hans job, hans venner. Og han virker ikke til at ha behov for mig. Det skyldes nok at jeg dækker de behov, han måtte ha i min retning. Han behøver ikke spørge. Det er primært mig, der ringer til ham - selvom han sms'er næsten daglig - det er mig, der inviterer ham og spør, om vi skal ha en weekend sammen. Han får også sex i det omfang, han har behovet. Så han har ikke behov for at søge en anden kvinde - har han selv sagt. Og det er jo fint for mig, men hvem dækker mine behov ? Jeg savner en partner eller bare en, der også ønsker at være der for mig. En der har behov for mig og tager initiativet til samvær. En som kan være der også i hverdagen og ikke kun 2-3 gange på 5 md. og som også vil være noget for mit barn.
Måske er det mine behov, der har ændret sig, men jeg synes bare ikke længere, at det er tilfredsstillende og nok for mig det lidt, han kan give. Og jeg sidder nu og er utrolig ked af det. Både på mine vegne over at være involveret med en mand, som dybest set ikke synes at ville mig mere end det, og på mit barns vegne, over at få en far, som ikke prioriterer det. Jeg havde nok en eller anden forestilling om, at vi måske ville blive mere knyttet til hinanden, når barnet først var en realitet og var også åben for, at det måske ku betyde at vi fandt sammen igen som par, på en anden måde end tidligere. Men for ikke at foranledige en misforståelse, så vil jeg lige sige, at det på ingen måde var for at binde ham til mig, at jeg ville ha et barn. Barnet og moderskabet var noget, jeg havde besluttet mig for, før jeg mødte ham.
Jeg har indtil videre været afklaret med at skulle være alene mor og overvejede en anonym donor, inden jeg mødte min ven. Men grunden til at jeg valgte min ven som far, var netop så at jeg havde en, der kunne dele oplevelsen med mig og også slæbet og som kunne og ville være far for mit barn. Det var min opfattelse, at min ven havde sagt ja til disse ting. Men vi har nok en lidt forskellig opfattelse af, hvad det indebærer og i hvilket omfang. Jeg er lidt chokeret over, at man som mand kan være så unattached til sit eget barn og moderen til sit barn. Synes det er lidt afstumpet og usundt. Da jeg mødte ham, var det netop hans evne til omsorgsfuldhed, empati og kærlighed, jeg værdsatte så meget. Men det er der ikke meget af lige nu. Nu har han sit eget ego og egne behov i centrum og virker ikke særlig villig til at være der for mig, hvis det betyder, at han samtidig skal give afkald på noget.
Jeg vil nødigt ha, at mit barn skal vokse op og føle sig uelsket og nedprioriteret eller føle at far ikke er der, ligesom jeg selv er vokset op med, og overvejer derfor, om jeg helt skal skippe ham og gøre plads til en anden mand i mit liv. En som elsker mig og gerne vil være der for mig, og som også ønsker at være noget for mit barn. Men om jeg finder det, kan jeg jo ikke vide, og så er jeg ihf helt alene. Føler bare lige nu, at jeg nøjes med for lidt. Jeg er træt af ikke at kunne stille nogle krav og ha nogle forventninger til et menneske, som er så tæt på mig.
