Faderen vælger os fra

Man kan ikke vare anonymt medmindre du tillader det når du opretter indlægget

Jeg er nu ligeglad med anonymiteten, men mere hvis du regner med at flere svarer, hvis det er en mulighed

Her er mit bud på et svar. Ikke skrevet for at du skal tage det ilde op, men delvis baseret på lidt erfaring. Hvis jeg har misforstået noget, så må du bære over med mig

Hvis jeg har gættet hvem du er (skriver hverken navn eller andre henvisninger) så tror jeg, at jeg tidligere har skrevet til dig (fra en anden brugerlogin end det jeg bruger nu). Jeg synes umiddelbart det med at få et barn med en god ven kan være en god idé. Men dette kun, hvis der ikke er følelser involveret. Jeg tror sex, romantiske følelser, drømme om kernefamilie og deslige kan spænde ben for en ellers god ide om, at barnet kender, kommer sammen med og har et godt forhold til begge forældre (modsat anonym/kendt donor). Det er selvfølgeligt rigtigt godt at I taler godt sammen og ikke kæmper om barn/samvær osv. Men du lyder bare i høj grad som om I ikke har afstemt og/eller været ærlige om jeres forventninger.

Det er slet ikke skrevet for at være negativ, og ved at det er let at sige, når man ikke står i det selv. Men som Linda tror jeg, at du skal adskille tingene. I er venner og han skal være far til dit barn. Tror måske også I skal overveje at stoppe sex/romantik indtil tingene er afklaret. Det vil sige, at

1) han skal afgøre, om han vil have et kæreste forhold eller ej. Man kan jo sagtens have et forhold selvom man ikke bor sammen, men han er jo nødt til at opfylde dine krav om nærvær.

2) du skal afgøre, at du ikke vil have et kæreste forhold og gøre op med dit selv om I kan fortsætte det "semi-kæresteforhold" I har også efter jeres barn bliver født

Du skriver, at det er svært at droppe ham og at du jo har følelser for ham. Men jeg tror, at du bliver nødt til at anskue tingene fra barnets synspunkt. Det barn skal have et stabilt grundlag, hvor både mor og far er helt afklaret med hvordan tingene er og skal være. Det giver en tryghed som er vigtig for et barn ligegyldig hvad I vælger at gøre. Og jeg tror det er vigtigt at det ikke er noget med at far kun er mors kæreste nogen gange - for det kan give forvirring og forhåbninger i sådan et lille barnesind.

Håber I finder en god løsning

madagaskar skriver:

Man kan ikke vare anonymt medmindre du tillader det når du opretter indlægget

Jeg er nu ligeglad med anonymiteten, men mere hvis du regner med at flere svarer, hvis det er en mulighed

Her er mit bud på et svar. Ikke skrevet for at du skal tage det ilde op, men delvis baseret på lidt erfaring. Hvis jeg har misforstået noget, så må du bære over med mig

Hvis jeg har gættet hvem du er (skriver hverken navn eller andre henvisninger) så tror jeg, at jeg tidligere har skrevet til dig (fra en anden brugerlogin end det jeg bruger nu). Jeg synes umiddelbart det med at få et barn med en god ven kan være en god idé. Men dette kun, hvis der ikke er følelser involveret. Jeg tror sex, romantiske følelser, drømme om kernefamilie og deslige kan spænde ben for en ellers god ide om, at barnet kender, kommer sammen med og har et godt forhold til begge forældre (modsat anonym/kendt donor). Det er selvfølgeligt rigtigt godt at I taler godt sammen og ikke kæmper om barn/samvær osv. Men du lyder bare i høj grad som om I ikke har afstemt og/eller været ærlige om jeres forventninger.

Det er slet ikke skrevet for at være negativ, og ved at det er let at sige, når man ikke står i det selv. Men som Linda tror jeg, at du skal adskille tingene. I er venner og han skal være far til dit barn. Tror måske også I skal overveje at stoppe sex/romantik indtil tingene er afklaret. Det vil sige, at

1) han skal afgøre, om han vil have et kæreste forhold eller ej. Man kan jo sagtens have et forhold selvom man ikke bor sammen, men han er jo nødt til at opfylde dine krav om nærvær.

2) du skal afgøre, at du ikke vil have et kæreste forhold og gøre op med dit selv om I kan fortsætte det "semi-kæresteforhold" I har også efter jeres barn bliver født

Du skriver, at det er svært at droppe ham og at du jo har følelser for ham. Men jeg tror, at du bliver nødt til at anskue tingene fra barnets synspunkt. Det barn skal have et stabilt grundlag, hvor både mor og far er helt afklaret med hvordan tingene er og skal være. Det giver en tryghed som er vigtig for et barn ligegyldig hvad I vælger at gøre. Og jeg tror det er vigtigt at det ikke er noget med at far kun er mors kæreste nogen gange - for det kan give forvirring og forhåbninger i sådan et lille barnesind.

Håber I finder en god løsning

Ja, der er helt sikkert mange svære elementer i det, men altså livet er jo ikke en lige landevej i rosenland. Og det indtryk ønsker jeg da heller ikke at give mit barn. Jeg er jo ikke selv nogen konservativ eller småborgerlig person, der tror på kasse-løsninger. Jeg mener, at det er reelt nok, at følelser ikke kan puttes på dåse med etiket. Barnet tager ikke skade af at opleve, at kærlighed kan have mange forskellige slags udtryk og former. Man kan godt elske hinanden, holde af hinanden osv., uden at det er på en bestemt måde eller har en bestemt form. Hvad vi har sammen seksuelt, vil jo ikke være noget barnet bliver konfronteret med, så det er kun et spørgsmål om, hvilke kærlige udtryk vi giver hinanden, at barnet vil observere.

Det er for mig at se kun, hvis vi går hen og blir uvenner, at barnet vil mærke adskillelsen og evt. oplever et problem/en indre konflikt.

Anonym skriver:

Ja, der er helt sikkert mange svære elementer i det, men altså livet er jo ikke en lige landevej i rosenland. Og det indtryk ønsker jeg da heller ikke at give mit barn. Jeg er jo ikke selv nogen konservativ eller småborgerlig person, der tror på kasse-løsninger. Jeg mener, at det er reelt nok, at følelser ikke kan puttes på dåse med etiket. Barnet tager ikke skade af at opleve, at kærlighed kan have mange forskellige slags udtryk og former. Man kan godt elske hinanden, holde af hinanden osv., uden at det er på en bestemt måde eller har en bestemt form. Hvad vi har sammen seksuelt, vil jo ikke være noget barnet bliver konfronteret med, så det er kun et spørgsmål om, hvilke kærlige udtryk vi giver hinanden, at barnet vil observere.

Det er for mig at se kun, hvis vi går hen og blir uvenner, at barnet vil mærke adskillelsen og evt. oplever et problem/en indre konflikt.

Mener nu ikke hverken jeg er småborgerlig, konservativ eller en kasse tænker. Tilgengæld har jeg meget erfaring med børn i ikke-typiske forhold og har selv stået i et "måske-forhold".

Om ikke andet, så var det bare mit input. Man gør jo det der virker for en selv. Det lød bare ikke umiddelbart som om jeres løsning fungerede helt som planlagt, men så misforstod jeg nok bare dit indlæg.

Under alle omstændigheder, held og lykke

 

Mener nu ikke hverken jeg er småborgerlig, konservativ eller en kasse tænker. Tilgengæld har jeg meget erfaring med børn i ikke-typiske forhold og har selv stået i et "måske-forhold".

Om ikke andet, så var det bare mit input. Man gør jo det der virker for en selv. Det lød bare ikke umiddelbart som om jeres løsning fungerede helt som planlagt, men så misforstod jeg nok bare dit indlæg.

Under alle omstændigheder, held og lykke

Jeg ved ikke rigtig, om vi misforstår hinanden eller snakker forbi hinanden. Forstår ihf ikke lige din respons.

Det var slet ikke myntet på dig, det med at være konservativ osv. Det var en konstatering at JEG ikke er sådan og derfor måske heller ikke føler et behov for at tingene skal være mor, far og børn, eller adskilt, altså traditionelt - som jeg synes det er, det du gav udtryk for, altså klare linjer af adskilte størrelser (ved ikke, om jeg ikke kan forklare mig godt nok). Men den der enten-eller løsning, som jeg opfattede, at du anbefalede, den opfatter jeg som meget kasse-tænkning, altså enten er man par/gift/kærester eller også har man overhovedet ikke noget følelsesmæssigt sammen.

Det jeg svarede dig på, var primært dette her: "Jeg synes umiddelbart det med at få et barn med en god ven kan være en god idé. Men dette kun, hvis der ikke er følelser involveret. Jeg tror sex, romantiske følelser, drømme om kernefamilie og deslige kan spænde ben for en ellers god ide om, at barnet kender, kommer sammen med og har et godt forhold til begge forældre (modsat anonym/kendt donor)."

Og sådan mener jeg ikke, at det behøver at være. Det var såmænd bare det, jeg sagde.

Nej, du har ikke misforstået, at tingene ikke er, som JEG ønsker dem, men det synes jeg ikke lige hænger sammen med det, jeg gav dig som svar  Med andre ord kan jeg ikke lige se, hvorfor du opfatter det som at jeg påstår, at alt er perfekt, fordi jeg ikke er enig med dig i løsningen ??

Problemet er jo ikke, at vi ikke er kærester, altså at vi ikke har etiket på vores relation. Problemet er, at faderen ikke giver nok til vores relation, uanset om det så er på venneplanet, elskovsplanet eller følelsesplanet. Vi er ulige i, hvad vi forventer os af hinanden. Og der opstår problemet.

Jeg ved ikke rigtig, om vi misforstår hinanden eller snakker forbi hinanden. Forstår ihf ikke lige din respons.

Det var slet ikke myntet på dig, det med at være konservativ osv. Det var en konstatering at JEG ikke er sådan og derfor måske heller ikke føler et behov for at tingene skal være mor, far og børn, eller adskilt, altså traditionelt - som jeg synes det er, det du gav udtryk for, altså klare linjer af adskilte størrelser (ved ikke, om jeg ikke kan forklare mig godt nok). Men den der enten-eller løsning, som jeg opfattede, at du anbefalede, den opfatter jeg som meget kasse-tænkning, altså enten er man par/gift/kærester eller også har man overhovedet ikke noget følelsesmæssigt sammen.

Og sådan mener jeg ikke, at det behøver at være. Det var såmænd bare det, jeg sagde.

Nej, du har ikke misforstået, at tingene ikke er, som JEG ønsker dem, men det synes jeg ikke lige hænger sammen med det, jeg gav dig som svar  Med andre ord kan jeg ikke lige se, hvorfor du opfatter det som at jeg påstår, at alt er perfekt, fordi jeg ikke er enig med dig i løsningen ??

Foreslog kun kasse løsningen indtil I begge var afklaret med hvordan I nu engang vælger at stå i forhold til hinanden Og det er jo ikke andet end det - et forslag Og i min verden er vi ikke længere væk fra hinanden selv hvis vi skulle være uenige

Jeg har naturligvis ikke den fulde forståelse af jeres situation, det er jo umuligt at fortælle mange måneders forhold i et indlæg uden at gå i personspecifikke detajler, hvilket jeg som dig heller ikke ville synes om.

Mit input er blot givet på baggrund af hvordan jeg forestiller mig, at jeg selv ville ønske at gøre, hvis jeg eller faderen til mit barn ikke selv var 100% afklaret med situationen (men stadig var i et semi-kæreste forhold).

madagaskar skriver:

Mener nu ikke hverken jeg er småborgerlig, konservativ eller en kasse tænker. Tilgengæld har jeg meget erfaring med børn i ikke-typiske forhold og har selv stået i et "måske-forhold".

Om ikke andet, så var det bare mit input. Man gør jo det der virker for en selv. Det lød bare ikke umiddelbart som om jeres løsning fungerede helt som planlagt, men så misforstod jeg nok bare dit indlæg.

Under alle omstændigheder, held og lykke

Og så var det også dette her, jeg svarede dig på: "Men jeg tror, at du bliver nødt til at anskue tingene fra barnets synspunkt. Det barn skal have et stabilt grundlag, hvor både mor og far er helt afklaret med hvordan tingene er og skal være. Det giver en tryghed som er vigtig for et barn ligegyldig hvad I vælger at gøre. Og jeg tror det er vigtigt at det ikke er noget med at far kun er mors kæreste nogen gange - for det kan give forvirring og forhåbninger i sådan et lille barnesind."

Det er her, jeg er uenig med dig. Jeg tror ikke nødvendigvis et barn kun oplever tryghed ved kasse-løsninger. Fra naturens hånd findes der mange forskellige former for relationer far og mor imellem og de kan skifte meget. Manden, der kommer og går, fordi det instinktivt ligger til ham, moderen som den eneste stabile base i virkeligheden. Sådan er vi fra naturens hånd skabt.

Faktisk tror jeg lige så mange børn tager skade af firkantede, fasttømrede familieforhold, som de ikke kan "slippe ud af". De tror hele verden er sådan og kan aldrig selv få et forhold til at køre, fordi de tror, at det perfekte forhold er evigt klare linjer for tid og evighed. Og det er jo et eller andet sted en illusion. Mange mennesker, som bilder sig selv ind, at det er det perfekte, dør langsomt, fordi de ikke tør at slippe og opleve noget andet.

Men der skal selvfølgelig være ligeværdighed og balance i give-and-take i en relation. Ellers er det som regel ikke holdbart.

Foreslog kun kasse løsningen indtil I begge var afklaret med hvordan I nu engang vælger at stå i forhold til hinanden Og det er jo ikke andet end det - et forslag Og i min verden er vi ikke længere væk fra hinanden selv hvis vi skulle være uenige

Jeg har naturligvis ikke den fulde forståelse af jeres situation, det er jo umuligt at fortælle mange måneders forhold i et indlæg uden at gå i personspecifikke detajler, hvilket jeg som dig heller ikke ville synes om.

Mit input er blot givet på baggrund af hvordan jeg forestiller mig, at jeg selv ville ønske at gøre, hvis jeg eller faderen til mit barn ikke selv var 100% afklaret med situationen (men stadig var i et semi-kæreste forhold).

Jamen vi er da afklaret  Vi er bare ikke enige !

Vi har forskellig forståelse af, hvad en god relation er og derfor opstår der utilfredshed og sure miner hos enten den ene eller anden part, eller hos begge.

Det er måske ikke helt klart, hvad jeg mener med det. Vi er afklaret med, at vi ikke er kærester, men at vi er venner, elskere og skal være far og mor. Vi har bare forskellig opfattelse af, hvad et venskab er, hvad et elskovs-forhold er og hvad det vil sige at være far og mor sammen. Vi forstår noget forskelligt ved det. PÅ TRODS AF at vi har snakket ørerne af hinanden i over et år nu om det.

Anonym skriver:

Og så var det også dette her, jeg svarede dig på: "Men jeg tror, at du bliver nødt til at anskue tingene fra barnets synspunkt. Det barn skal have et stabilt grundlag, hvor både mor og far er helt afklaret med hvordan tingene er og skal være. Det giver en tryghed som er vigtig for et barn ligegyldig hvad I vælger at gøre. Og jeg tror det er vigtigt at det ikke er noget med at far kun er mors kæreste nogen gange - for det kan give forvirring og forhåbninger i sådan et lille barnesind."

Det er her, jeg er uenig med dig. Jeg tror ikke nødvendigvis et barn kun oplever tryghed ved kasse-løsninger. Fra naturens hånd findes der mange forskellige former for relationer far og mor imellem og de kan skifte meget. Manden, der kommer og går, fordi det instinktivt ligger til ham, moderen som den eneste stabile base i virkeligheden. Sådan er vi fra naturens hånd skabt.

Faktisk tror jeg lige så mange børn tager skade af firkantede, fasttømrede familieforhold, som de ikke kan "slippe ud af". De tror hele verden er sådan og kan aldrig selv få et forhold til at køre, fordi de tror, at det perfekte forhold er evigt klare linjer for tid og evighed. Og det er jo et eller andet sted en illusion. Mange mennesker, som bilder sig selv ind, at det er det perfekte, dør langsomt, fordi de ikke tør at slippe og opleve noget andet.

Men der skal selvfølgelig være ligeværdighed og balance i give-and-take i en relation. Ellers er det som regel ikke holdbart.

Enten er vi uenige (hvilket jo er tilladt på en debatside ) ellers fik jeg ikke skrevet det godt nok første gang

Jeg mener at mange forskellige forhold kan virke. Tror fuldt ud på at man kan være forældre og kærester på trods af at man ikke bor sammen. Tror også sagtens at et barn kan se ens forældre være kærlige mod hinanden uden at tro at hele verden falder sammen.

Jeg mener også at hvis I kan have valgt den perfekte løsning, hvis I kan få det hele afbalanceret i forhold til følelser og forventninger.

Men ... jeg tror også at et barn meget hurtigt vil opfange (meget hurtigere end mange forældre tror), hvis der er uoverensstemmelser mellem mors og fars forventninger/udgangspunkt i forholdet.

Men ... jeg tror også at et barn meget hurtigt vil opfange (meget hurtigere end mange forældre tror), hvis der er uoverensstemmelser mellem mors og fars forventninger/udgangspunkt i forholdet.

Det vil der da altid være. Synes det er en illusion at tro, at man kan have et forhold, hvor man som mor og far altid er enige, altid har samme forventninger og er afklaret. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Netop fordi man er to forskellige individer og ikke kan vide, hvad den anden tænker og føler. Ej heller nødvendigvis ved at kommunikere om det. Man kan aldrig sætte sig 100% ind i en andens univers.

Og det er jo netop derfor - måske - at faderen og jeg nu står i den situation, at vores fælles platform åbenbart har ændret sig, fordi den enighed, jeg troede vi havde, åbenbart alligevel ikke er til stede, eller måske har ændret sig. Og så er jeg nødt til at forholde mig til det. Ud fra nu'et.

Det centrale problem er, at jeg ikke synes, at faderen giver nok til vores relation og heller ikke virker synderligt mere engageret, fordi der nu er et barn. Og det kan gøre mig bekymret for, om han vil være der for sit barn i tilstrækkelig grad og i det omfang, jeg havde fået indtryk af, at han gerne ville.

Virkelighed og teori kan være to forskellige ting. Og når han ikke ønsker at forpligte sig til andet end nu'et, så kan hans interesse og engagemen jo hele tiden ændre sig, og det er det, jeg ikke er sikker på, at jeg kan og vil fortsætte med at leve med. Om ikke andet end på mit barns vegne. For barnet skal ikke knytte sig til ham og savne ham, hvis han så hele tiden prioriterer noget andet først og er ustabil, efter hvilket humør han nu er i og hvad han lige synes er vigtigt.

Har lige snakket med min ven idag. Atter en gang på mit initiativ. Men han havde da tænkt på at ringe, sagde han, trods alt

Og vi havde så en laaaang snak, som forhåbentlig har givet en større gensidig forståelse af, hvordan vi oplever tingene. Ikke at der var så frygtelig meget nyt, men jeg synes mit billede blev klarere ift. at problemerne er der, fordi vi er så vidt forskellige som vi er, især ift vores forventninger og behov ift. relationer.

Han forventer, at vi kan være to selvstændige og ikke mindst selvkørende personer, som ikke har brug for hinanden (mere eller mindre det han sagde), men som bare kan VÆLGE at være sammen ind imellem og nyde hinandens selskab/nyde det vi kan give hinanden (og han mener her ikke sex - det ved jeg !). Han forventer måske, at vi kan have det sammen, som han har med andre af sine venner. Problemet er bare, at jeg har nogle helt andre former for relationer, som er langt mere intense og hvor man helt klart HAR brug for hinanden og ikke oplever noget negativt ved at indrømme det og vise det. Hvis ikke man har brug for hinanden, hvad skal man så med hinanden ? Så kan det da være lige meget.

Jeg blev lidt ked af erkendelsen af, at vi måske aldrig kommer til at kunne opfylde hinandens forventninger og behov, fordi vi forventer os noget meget forskelligt af en relation og "glemmer" at den anden person ikke er den type, der måske kan opfylde behovet. Han værdsætter meget min åbne, dybtsindige facon og min evne til at vise følelser og være bevidst og vise engagement i ham. Han gennemtænker nok ikke lige, at det netop også kræver noget mere engagement og indlevelse fra ham at gengælde den energi og opmærksomhed. Jeg er jo ikke som de mennesker, han er vant til at omgås, som jeg vil kalde bekendtskaber og ikke dybe venskaber - relationer hvor man virkelig giver af sig selv.

Så selvom at vi sluttede med at snakke om, hvordan vi kan nå hinanden mere på midten, så sidder jeg nu og er ked af det og i tvivl om jeg overhovedet har lyst til at fortsætte kontakten. Det burde ikke være nødvendigt at BEDE om eller OPFORDRE til opmærksomhed og skulle føre den andens hånd. Det ligger åbenbart bare ikke naturligt til ham at give så meget af sig selv til et andet menneske. Måske lægger jeg bare op til endnu mere skuffelse og frustration ved at blive ved med at forsøge.

Så længe jeg ikke har nogen kæreste, der kan være dét for mig - en der elsker mig helt uden at få armen drejet rundt - så tror jeg, det blir svært ikke at opleve skuffelse ift min ven. Han vil altid skuffe mig, fordi han aldrig vil kunne give mig det, jeg ønsker og har behov for. Spørgsmålet er så, om jeg kan holde ud overhovedet at have ham i mit liv, ift. fælles barn, når jeg har det sådan. Lige nu kan jeg ihf ikke se, hvordan det skal fungere.