Så hopper jeg ud af min skal... kan ikke mere... :-(

Kære Majbritt.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er rigtig ked af at høre om situationen. Det må være virkelig hårdt.

Mht. det rent praktiske, vil jeg gerne give mit bud på hvordan det administrative fungerer. Du har som forældremyndighedsindehaver de rettigheder der følger af Sundhedsloven, og du har som forældremyndighedsindehave ret til at udnytte retten til frit sygehusvalg i DK, på din søns vegne. Det er en patientrettighed at regionsrådet (er ikke klar over hvilken region du bor i), senest 8 hverdage efter, at et af sygehusene i din region har modtaget en henvisning af en patient, oplyser jer om hvilken dato og hvilket sted i skal til undersøgelse og behandling. Mange er ikke klar over at denne 8 dages frist findes, men den følger klart af Sundhedslovens § 90, og du kan roligt henvise til den, hvis der ender med at gå vildt lang tid inden I hører noget. Derudover skal Oliver som udgangspunkt tilbydes behandling inden en eller to måneder, hvor lang behandlingsfristen helt præcist er i jeres tilfælde ved jeg ikke, da det afhænger af flere ting. Men hvis ikke der på regionssygehuse kan tilbydes behandling indenfor behandlingsfristen, kan I i stedet udnytte det frie sygehusvalg, se om der er et andet offenltligt sygehus der kan hjælpe, eller overvej evt. et privat!

Jeg håber virkelig, der findes en løsning, og at han får det bedre!

Tanker, Sofia

Jeg ville sgu ikke lige springe videre uden at give en kommentar med på vejen...

Hvor er det dog frygteligt.. Jeg bliver så trist ved dette indlæg og kan kun blindt forestille mig hvordan det må være

Ja, ikke engang et "kram" virker vel.. Hmm.. Ja, jeg tænekr på jer, og håber I bliver henvist med det samme...

Jeg har ingen råd. Men har bare lyst til at give dig et stort kram.

Årh, søde Majbritt. Jeg vidste godt, det var skidt med dejlige Oliver, men ikke at det stod så grelt til.

Lad os håbe, jeres læge vil lave en henvisning, så I kan komme til Aarhus (sådan staves det jo nu) så hurtigt som muligt og få en udredning og måske kan de lave en plan fra status quo og så fremover.

Hold os opdateret herinde!

Åhhh Majbrit, hvor det da skære i mit hjerte at læse din historie igen, hvor er det ikke menneskeligt af de instanser, IKKE at gøre noget. Tænker det måske kan skade hans opfattelse af DEM, der burde hjælpe ham, ikke jer familie, men læger o.lign. Håber virkeligt, at du finder nogen, der kan hjælpe ham

Dot

twinboys skriver:

Det er med grædende hjerte at jeg skriver dette her indlæg... Men 7½ år med op og ned ture...

Jeg blev moar til et par dejlige drenge Oliver & Alexander, der kom til verden ekstrem for tidligt i uge 25 + 0 (2003 )

Vi har virkelig været igennem meget, og flere gange stået med manden med leen i nakken, som har ville tage vores drenge...Men han fik ikke lov, jeg stjal hans le...

Men det er ikke her jeg vil hen med dette indlæg, jeg har bare brug for luft, derfor skriver jeg nu om min elskede Oliver.

Han vejede ved fødslen 805gram og var selvfølgelig i respirator, kuvøse, ilt, operationer, sondemad og ja jeg kunne fortsætte...

Da han var omkring 2½mdr startede han med at blive ammet og min lille bitte pus åd og åd og jeg måtte stoppe ham hver gang for ellers blev han ved til han fik for meget og kastede op...

Da han senere startede på rigtig føde havde han det på samme måde, han har ingen sult eller mæthedsfornemmelse...Som jeg sagde da han var spæd, her har vi en kommende kok... Han elskede mad...

Årene gik og Oliver har altid været en lille bitte prut, han er ikke så høj og vejer bestemt heller ikke som andre på hans alder... Men han er jo også præmatur...

Pludselig fra den ene dag til den anden holdte Oliver op med at spise, han går til diætist og i børneambulatoriet... Hans vægt stod stille og han voksede ikke... Det blev værre og værre og han begyndte at hade måltider... Vi har gået til ergo været med i madlege... Vi har været pædagogiske og total upædagogiske med at få ham til at spise... Vi har prøvet alt...

Idag spiser han intet, hader mad, kaster op og har ingen energi ... Vores Oliver er her ikke... Han er træt, ked af det, sur, hidsig, tomme blikke ja jeg kan blive ved...Vi startede til spisepsyk i Odense voksensamtaler og de mener ikke de kan hjælpe mere... Vi er smidt ud, som jeg føler det og må klare det hele selv... Alle opgiver ham...

Jeg er lost, jeg er knækket, jeg er druknet, kan bare ikke mere.. Jeg hiver i de sidste tråde og har idag kontaktet en telefonlinie for anoreksi og bulemi og bedt dem kontakte mig og de kom med mange gode råd, som jeg så måtte fortælle var afprøvet og ikke havde hjulpet... Hun sagde han burde indlægges men det har vi jo været og de gjorde jo intet end at sende os hjem igen for de mener han er for lille...7½år... Hvad fanden gør man... De ved sgu for lidt om børn med spiseproblemer... Det har stået på i 2år nu...Skal vi virkelig vente 7år så han kun er skind og ben og gammel nok til at de kan tage ham ind... Hvad fanden er det for et sundhedssystem vi har...

Jeg har kontaktet psykologen fra hans skole og bedt hende om hjælp og hun var meget lyttende og ville snakke med hendes kollegaer og en læge fra Sønderborg og kontakte mig i næste uge...

Jeg har kontaktet min egen læge og først den 16.nov kunne jeg få en tid...

Jeg har kontaktet et hospital i Risskov som har en afd. for børn med spisevanskeligheder, men for at komme ind der skal man have en henvisning...Lange ventetider sikkert også...

Jeg ringer til min læge imorgen og beder ham henvise med det samme, og håber han uden at blinke bare gør det...

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men jo jeg måtte vel bare have luft...

Tak fordi du læste med og har du nogle gode råd eller idéer så luft dem gerne for mig...

Den triste Majbritt der fik skallen knækket, så i kunne se den nøgne sandhed

 

Hej

Åh det gør mig ondt med din dreng Har slet ikke ord til at beskrive, og kan umuligt sige jeg kan forstå dine følelser for det kan man ikke når man ikke har været igennem det samme. Men jeg kender en del til systemet, og det fungere virkelig ikke. Min veninde har været igennem noget lignende og til sidst gik hun til pressen for at få hjælp, lige pludselig kunne de godt hjælpe :/ Ved ikke om det er noget du vil gå så vidt med, men det kan jo være det hjælper. De bedste tanker her fra

 til dig sødeste, fordi det fortjener du.

Det er jo fuldstændig grotesk at systeet svigter dig, når du har allermest brug for dem. Jeg er selv på Børne og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg Hospital (København), hvor vi har 10 afsnit, hvoraf der er et anoreksi og et småbørnsafsnit. Her har vi før taget børn ind med de problemer som din søn har, men dette er jo Københavns Kommune. Måske denne kunne bruges ved det frie syghusvalg.

Jeg ved det er meget hårdt, men vær sød at kæmp med næb og klør, og lad ikke systemet knække jeres familie.. Få evt. en sundhedsplejerske ind over, de kan nogen gange gøre underværker.. I SKAL have hjælp, og de SKAL give jer den, det er simpelthen ikke menneskeligt at æade jer lide på denne måde.

Giv din skønne skønne dreng et kram, og lov mig at bruge aftenen på at græde ud og derefter tag kampen op med det helt igennem rådne system..

Endnu flere

De bedste tanker herfra med ønsket om at det hele nok skal blive godt igen....

Tine