Så hopper jeg ud af min skal... kan ikke mere... :-(

nej nej nej.... Hvor har jeg dog ondt af dig og din dreng Majbritt... Puha.... Ved slet ikke hvad jeg skal sige, har slet ingen råd eller noget, men synes bare du skulle vide jeg læste med, og er rigtig ked af det der sker for jer!!!

Jeg håber på det bedste for jer, og der snart kommer noget hjælp til jeres dejlige familie!!

Knus Karina

Det er jo helt forfærdeligt. Gad vide hvor man går hen for at få hjælp til sådan noget altså

Om der er det der diagnose søges eller noget?

Stakkels dreng, der må virkelig være et eller andet der kan gøre noget. Idun har også altid været en småt-spiser. I perioder har vi været bekymret,fordi hun slet ikke spiser stort set.

Herhjemme hjælper det nogengange når vi slet ikke kommenterer det og når ejg sørger for at have frugt og grønt herhjemme, for det vil hun som regel spise, hvis hun ikke spiser andet. Men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige. mmm...

Håber I finder en lsønign...

twinboys skriver:

Det er med grædende hjerte at jeg skriver dette her indlæg... Men 7½ år med op og ned ture...

Jeg blev moar til et par dejlige drenge Oliver & Alexander, der kom til verden ekstrem for tidligt i uge 25 + 0 (2003 )

Vi har virkelig været igennem meget, og flere gange stået med manden med leen i nakken, som har ville tage vores drenge...Men han fik ikke lov, jeg stjal hans le...

Men det er ikke her jeg vil hen med dette indlæg, jeg har bare brug for luft, derfor skriver jeg nu om min elskede Oliver.

Han vejede ved fødslen 805gram og var selvfølgelig i respirator, kuvøse, ilt, operationer, sondemad og ja jeg kunne fortsætte...

Da han var omkring 2½mdr startede han med at blive ammet og min lille bitte pus åd og åd og jeg måtte stoppe ham hver gang for ellers blev han ved til han fik for meget og kastede op...

Da han senere startede på rigtig føde havde han det på samme måde, han har ingen sult eller mæthedsfornemmelse...Som jeg sagde da han var spæd, her har vi en kommende kok... Han elskede mad...

Årene gik og Oliver har altid været en lille bitte prut, han er ikke så høj og vejer bestemt heller ikke som andre på hans alder... Men han er jo også præmatur...

Pludselig fra den ene dag til den anden holdte Oliver op med at spise, han går til diætist og i børneambulatoriet... Hans vægt stod stille og han voksede ikke... Det blev værre og værre og han begyndte at hade måltider... Vi har gået til ergo været med i madlege... Vi har været pædagogiske og total upædagogiske med at få ham til at spise... Vi har prøvet alt...

Idag spiser han intet, hader mad, kaster op og har ingen energi ... Vores Oliver er her ikke... Han er træt, ked af det, sur, hidsig, tomme blikke ja jeg kan blive ved...Vi startede til spisepsyk i Odense voksensamtaler og de mener ikke de kan hjælpe mere... Vi er smidt ud, som jeg føler det og må klare det hele selv... Alle opgiver ham...

Jeg er lost, jeg er knækket, jeg er druknet, kan bare ikke mere.. Jeg hiver i de sidste tråde og har idag kontaktet en telefonlinie for anoreksi og bulemi og bedt dem kontakte mig og de kom med mange gode råd, som jeg så måtte fortælle var afprøvet og ikke havde hjulpet... Hun sagde han burde indlægges men det har vi jo været og de gjorde jo intet end at sende os hjem igen for de mener han er for lille...7½år... Hvad fanden gør man... De ved sgu for lidt om børn med spiseproblemer... Det har stået på i 2år nu...Skal vi virkelig vente 7år så han kun er skind og ben og gammel nok til at de kan tage ham ind... Hvad fanden er det for et sundhedssystem vi har...

Jeg har kontaktet psykologen fra hans skole og bedt hende om hjælp og hun var meget lyttende og ville snakke med hendes kollegaer og en læge fra Sønderborg og kontakte mig i næste uge...

Jeg har kontaktet min egen læge og først den 16.nov kunne jeg få en tid...

Jeg har kontaktet et hospital i Risskov som har en afd. for børn med spisevanskeligheder, men for at komme ind der skal man have en henvisning...Lange ventetider sikkert også...

Jeg ringer til min læge imorgen og beder ham henvise med det samme, og håber han uden at blinke bare gør det...

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men jo jeg måtte vel bare have luft...

Tak fordi du læste med og har du nogle gode råd eller idéer så luft dem gerne for mig...

Den triste Majbritt der fik skallen knækket, så i kunne se den nøgne sandhed

 

Åhhh hvor er det bare hårdt...jeg kan virkelig godt forstå din frustration, især over systemet som ikke slår til...

Jeg håber virkelig at der snart kommer en hjælpende hånd til jer.

Mange tanker fra mig

Jeg kender dog intet til problemet men synes du har gjort det rigtige ved at kontakte alle muligheder. Saa gaar jeg ud fra du venter paa at hore fra dem..

Der maa da vaere en laege der kender til faenomenet med smaa born og spiseforstyrrelser i svaer grad et eller andet sted i danmark. jeg kan ikke forestille mig det er det rette at faa ham et sted hen der ellers er for voksne... Mon ikke du kan lege detektiv paa nettet.

Kæreste Majbritt.. Jeg har jo fuldt din historie længe og den rammer mig hver gang meget dybt... Det er så frygteligt...

Jeg har længe tænkt at inde bag den stærke Majbritt måtte der sidde en mor på randen til at bryde sammen - og her tror jeg du er nu...

Jeg håber og ber til at der en dag sker store ændringer med din smukke lille dreng...

Og jeg håber snart at læger og alle andre får øjnene op for hvad der skal og kan gøres...

Men imellem tiden skal du altså love mig at passe på dig selv, jeg ved godt det er hårdt og jeg ved du lever og ånder for dine drenge og at du vil gøre alt for dem... Men samtidig er det også vigtigt at deres mor har det godt, så hun kan klare at komme det her igennem...

Har du overvejet at søge lidt orlov for en periode (dit job er også hårdt og mange timer om ugen)

Jeg ved du har en dejlig mand i Casper som er der for jer.. Men jeg håber også at du foruden Casper har en skøn veninde som til tider hiver dig lidt væk til en god snak og en hygge tur ud af huset...

De bedste tanker Pia - mit nummer har du og ellers må du skriver til mig så tit du har lyst og lukke alt det ud du skulle have behov for...

twinboys skriver:

Det er med grædende hjerte at jeg skriver dette her indlæg... Men 7½ år med op og ned ture...

Jeg blev moar til et par dejlige drenge Oliver & Alexander, der kom til verden ekstrem for tidligt i uge 25 + 0 (2003 )

Vi har virkelig været igennem meget, og flere gange stået med manden med leen i nakken, som har ville tage vores drenge...Men han fik ikke lov, jeg stjal hans le...

Men det er ikke her jeg vil hen med dette indlæg, jeg har bare brug for luft, derfor skriver jeg nu om min elskede Oliver.

Han vejede ved fødslen 805gram og var selvfølgelig i respirator, kuvøse, ilt, operationer, sondemad og ja jeg kunne fortsætte...

Da han var omkring 2½mdr startede han med at blive ammet og min lille bitte pus åd og åd og jeg måtte stoppe ham hver gang for ellers blev han ved til han fik for meget og kastede op...

Da han senere startede på rigtig føde havde han det på samme måde, han har ingen sult eller mæthedsfornemmelse...Som jeg sagde da han var spæd, her har vi en kommende kok... Han elskede mad...

Årene gik og Oliver har altid været en lille bitte prut, han er ikke så høj og vejer bestemt heller ikke som andre på hans alder... Men han er jo også præmatur...

Pludselig fra den ene dag til den anden holdte Oliver op med at spise, han går til diætist og i børneambulatoriet... Hans vægt stod stille og han voksede ikke... Det blev værre og værre og han begyndte at hade måltider... Vi har gået til ergo været med i madlege... Vi har været pædagogiske og total upædagogiske med at få ham til at spise... Vi har prøvet alt...

Idag spiser han intet, hader mad, kaster op og har ingen energi ... Vores Oliver er her ikke... Han er træt, ked af det, sur, hidsig, tomme blikke ja jeg kan blive ved...Vi startede til spisepsyk i Odense voksensamtaler og de mener ikke de kan hjælpe mere... Vi er smidt ud, som jeg føler det og må klare det hele selv... Alle opgiver ham...

Jeg er lost, jeg er knækket, jeg er druknet, kan bare ikke mere.. Jeg hiver i de sidste tråde og har idag kontaktet en telefonlinie for anoreksi og bulemi og bedt dem kontakte mig og de kom med mange gode råd, som jeg så måtte fortælle var afprøvet og ikke havde hjulpet... Hun sagde han burde indlægges men det har vi jo været og de gjorde jo intet end at sende os hjem igen for de mener han er for lille...7½år... Hvad fanden gør man... De ved sgu for lidt om børn med spiseproblemer... Det har stået på i 2år nu...Skal vi virkelig vente 7år så han kun er skind og ben og gammel nok til at de kan tage ham ind... Hvad fanden er det for et sundhedssystem vi har...

Jeg har kontaktet psykologen fra hans skole og bedt hende om hjælp og hun var meget lyttende og ville snakke med hendes kollegaer og en læge fra Sønderborg og kontakte mig i næste uge...

Jeg har kontaktet min egen læge og først den 16.nov kunne jeg få en tid...

Jeg har kontaktet et hospital i Risskov som har en afd. for børn med spisevanskeligheder, men for at komme ind der skal man have en henvisning...Lange ventetider sikkert også...

Jeg ringer til min læge imorgen og beder ham henvise med det samme, og håber han uden at blinke bare gør det...

Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men jo jeg måtte vel bare have luft...

Tak fordi du læste med og har du nogle gode råd eller idéer så luft dem gerne for mig...

Den triste Majbritt der fik skallen knækket, så i kunne se den nøgne sandhed

 

Søde Majbritt.....har da bare lyst til at give dig en kæmpe krammer!!!! Og lyst til at sige, at det hele nok skal gå, men kan godt se, at det er noget en kamp i står midt i. Ingen ord er kloge nok - så trøst er det bedste jeg kan give. At søge hjælp vil nok være det bedste at gøre.... I skal også huske jer selv undervejs. Det er også hårdt at være mor og far i det her. I gør det bedste I kan - mere kan I ikke gøre! 

Pas på dig selv og sig til, hvis jeg kan gøre noget. Ligger gerne skulderen til! 

KRAM

Jeg har ingen løsning og ingen ord jeg tror der kan trøste dig... Men jeg kunne ikke læse dit indlæg uden lige at sige at jeg igennem din fortælling kan mærke din dybe sorg og smerte.

Jeg har personligt selv haft spiseforstyrrelser tæt inde på livet i min omgangskreds og familie og nej jeg ved ikke hvordan man hjælper, for logik og fornuft virker ikke... Og så ved jeg slet ikke hvordan det må være når vi snakker om en der ikke engang er bleve teenager endnu......

Et stort og varmt kram herfra og med et stort ønske om at du til sidst trænger igennem systemet og får hjælp til din elskede søn...

Ej Majbritt, hvor er jeg dog ked af at læse det her!

Din læge MÅ da kunne se, at han skal hjælpe dig videre! Desværre kan du godt få ret i, at der er lange ventelister....

Har han været igennem en grundig fysisk undersøgelse af mund og spiserør? Bare så der ikke er noget fysisk ubehag, der ligger til grund for at han ikke vil spise?

Har ingen gyldne ord, vil bare udtrykke min medfølelse og håber I får hjælp til din lille Oliver.

Hej...

Har desværre ikke nogen gode råd men kan nemt dele dog har det ved os hjulpet lidt at give hende hvad hun vil ha når hun vil ha det lige fra is, chips osv. og med tiden vokset hun igen en lyst til mad, Daniella startet også ud emd at overspise og var meget glad for mad men alt hvad der hed sygehus, læger osv. blandet sig i hende mad osv. og til sidst fik hun nok og gik i spise stop, der var hun ikke mere en ca. 6 måneder.

Jeg ved ikke hvad du kan eller skal gøre men du må ikke opgive kampen, bliv ved, og selvom det er hårdt er få et præmature barn er det helt sikkert også det hele værd de er så unikke...

Jeg vil lige sende dig en kæmpe  og sende jer alle de vrme tanker, lykke og håb jeg overhovedet har og ejer.

Knus Stina

Åhh søde søde ven. Jeg sender dig alt den held og lykke, og du er i mine tanker. Håber i får den hjælp i har brug for.