Whattodo skriver:
Jeg har kommet sammet med min kæreste i et år, og blev gravid på p-piller.
Da jeg fandt ud af det, var det med blandede følelser, ked af det, glad, og forvirring, hvilket er en normal reaktion, tror jeg
?. Jeg fik hurtig en følelse af at jeg gerne vil beholde barnet. Det som forhindrede mig i første omgang, jeg tænkte uddannelse osv, men fik talt med min mor omkring det, hun synes abort ville være en dårlig ide, og uddannelse kan man sagtens tage selvom man har et barn osv.
Da jeg fortalte kæresten at jeg var gravid, så gik han en smule i panik, begyndte at græde, og ryste, og nærmest tiggede mig om at få mig den abort, og om jeg var ude på at ødelægge hans og mit liv!
hvilket! gøre mig rasende, hvordan kan et barn kunne ødelægge, og ikke blot kun give glæde! ..
Men ja, så har han nærmest klistret sig på mig, har været med mig til læge til undersøge, og derefter til scanning, hvor jeg skulle snakke med en sygeplejerske, hvor han nægtede at gå, og ville blive til samtalen og sørge for der blev booket en tid til abort, følte mig presset! ..
Og nu er abort faktisk sat til imorgen! 
..'
har virkelig brug for nogen råd, tips whatever, et eller andet ..
jeg vil heller ikke bare være unfair overfor ham, og være egoistisk og bare tænke hvad jeg vil? ..
Årha !!!!
Jeg har stået i en ligende situation!
jeg var også blevet gravid ved uheld, jeg var selv meget i tvivel da jeg fandt ud af jeg var gravid og havde de samme følelser som dig!
Min kæreste ville så slet ikke have barnet på daværende tidspunkt, og jeg tror det gjorde at jeg var villig til en abort, selvom det strider imod mine principper.
problemet var bare at ugerne op til aborten blev jeg mere og mere knyttet til det der voksede inde i mavne på mig, og jeg græd hver dag, for var så meget i tvivle.
kæresten syntes det var forkert af mig, og menten at vi nærmest havde aftalt at det skulle være en abort!
Jeg valgte desværre at få aborten, og det hjemsøger mig hver dag, at tænke at jeg kunne have haft et lille barn nu, er den barske realitet. og i denne situation føler jeg at jeg har ladet mig presset til aborten!
Jeg er stadig sammen med min kæreste som jeg fik aborten med, men det har været ekstrem hårdt for vores forhold..
Det lyder på dig som om du er mere sikker end jeg var, så derfor siger jeg at du bliver nød til at lytte til dig selv..
stil det op på denne måde: hvordan vil du have det hvis du får aborten? og hvordan vil du have det hvis du ikke gør?
P.s mænd er mærkelige væsner og tit skal de bare have tid til at forholde sig til at skulle være far!
Mange tanker herfra, håber det bedste for dig, uanset hvad det er...
