Medicinsk abort

wamse skriver:

Jeg har fået både en kirugisk og en medicinsk abort, og har derfor prøvet forskellen. Jeg vil absolut tage den medicinske, hvis jeg skulle stå i det igen. Altså jeg blødte en del bagefter, men smerterne var som ven en kraftig mens. Almindelige smertestillende kunne sagtens tage det.

Opløftende! Det er præcis det jeg satser på. Jeg plejer ikke at have mens smerter, så jeg ved ikke helt hvordan det er, men hvis nogle kvinder kan overleve det måned efter måned, kan jeg nok klare et par timer af det.

jeg har fået medicinsk abort. Det var i 13 uge, der var ikke nogt foster, det var et blindt æg, men skulle have meget morderkage og div. ud.

Lå på sygehuset i 12 timer. ( og så havde jeg fået nok af det, selv om de syntes jeg skulle blive natten over ),  Og kan huske jeg havde rigtig ond. Fik mange smertestillende piller ( sys jeg selv ). Da der først var gået "hul på bylden" og jeg begyndte at blød det ud, gik de værste smerter over. Nok også fordi jeg havde fået så meget medicin.

Tror ikke det er lige så slemt i uge 5-6 da moderkage/barn ikke er så stort. Men det er selvfølgelig forksliigt fra person til person.

Jeg ville vælge medicinsk igen "hvis" uheldet skulle ske igen, da jeg syntes det er det mest naturlige for kroppen. Og jeg skulle ikke ind og skrabes efter, mit graviditetshormon var nede under 10 efter 4 uger.

Er altså nødt til at spørge om du slet ikke kan overveje at få dit barn?

Ved godt det ikke var dit spørgsmål,men... Hvis det er aldersforskellen der afskrækker dig, så skal det altså nok gå. Forstår godt hvis det er en stor mundfuld at overveje,men i har trods alt selv skabt det,så er du helt sikker på det ikke skal have en chance?

Syntes livet er uretfærdigt nogen gange. Vi vil så gerne have have en baby,men jeg blir ikke gravid, du er gravid og vil ikke have det. Øv.

Med hensyn til abort, så har jeg aldrig prøvet det, så ved ikke hvilken der er "bedst".

Miss.Sunshine skriver:

Er altså nødt til at spørge om du slet ikke kan overveje at få dit barn?

Ved godt det ikke var dit spørgsmål,men... Hvis det er aldersforskellen der afskrækker dig, så skal det altså nok gå. Forstår godt hvis det er en stor mundfuld at overveje,men i har trods alt selv skabt det,så er du helt sikker på det ikke skal have en chance?

Syntes livet er uretfærdigt nogen gange. Vi vil så gerne have have en baby,men jeg blir ikke gravid, du er gravid og vil ikke have det. Øv.

Med hensyn til abort, så har jeg aldrig prøvet det, så ved ikke hvilken der er "bedst".

Jeg kan sagtens forstå dit spørgsmål og det er helt rimeligt, at du spørger!

Graviditeten er i den grad en svipser - vi har brugt kondom og det smuttede en enkelt gang, hvorefter jeg tog en fortrydelsespille. Jeg både ryger og har drukket lejlighedsvis, hvilket jeg ikke gjorde under den første graviditet (hvor jeg desuden var mega hysterisk med parabener, parfume osv.). Helt grundlæggende kan man sige, at vi slet ikke er klar til endnu et barn - det er simpelthen ikke ønsket - og hvis vi valgte at få det, ville vi ikke med god samvittighed kunne sige, at vi havde givet det barn de bedste forudsætninger. Vores første barn er hjerte-barn (en lille, men dog med tiden betydelig hjertefejl) og jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis nr. 2 fejlede noget, evt. pga. min livstil. Jeg oplevede desuden nogle tilknytningsvanskeligheder med den første og er p.t. på lykkepiller (jeg har ikke en depression - en alt for lang historie at blande ind her og nu).

Vi har afvejet for og imod og de eneste gode grunde til at få barnet er, at jeg er bange for en abort og "nu er det her alligevel". Det er for mig totalt latterlige grunde til at sætte endnu en baby i verden. Hvordan ville det barn ikke have det senere, hvis det kom frem, at det ikke havde været ønsket, hvorimod søster var et ønskebarn...?

Jeg har flere veninder, der virkelig har kæmpet for at for deres guldklumper og jeg synes det er mega urimeligt, at vi kommer så nemt til det og ikke ønsker det. Havde det været en af de pågældende veninder, havde de jo beholdt det selvom det måske ikke lige passede.

Da jeg fødte Stella ville jeg enormt gerne amme, men kunne ikke - jeg fik ingen mælk og hun ville ikke sutte. Der tænkte jeg som dig "hvor er det uretfærdigt at nogle kvinder sagtens kan amme, men ikke gider eller vil".

Jeg ønsker dig al held og lykke med baby-projektet. Det må være en meget meget hård kamp og jeg kan sagtens forstå, at du reagerer på mit indlæg.

Knus
Sisley

Amso skriver:

jeg har fået medicinsk abort. Det var i 13 uge, der var ikke nogt foster, det var et blindt æg, men skulle have meget morderkage og div. ud.

Lå på sygehuset i 12 timer. ( og så havde jeg fået nok af det, selv om de syntes jeg skulle blive natten over ),  Og kan huske jeg havde rigtig ond. Fik mange smertestillende piller ( sys jeg selv ). Da der først var gået "hul på bylden" og jeg begyndte at blød det ud, gik de værste smerter over. Nok også fordi jeg havde fået så meget medicin.

Tror ikke det er lige så slemt i uge 5-6 da moderkage/barn ikke er så stort. Men det er selvfølgelig forksliigt fra person til person.

Jeg ville vælge medicinsk igen "hvis" uheldet skulle ske igen, da jeg syntes det er det mest naturlige for kroppen. Og jeg skulle ikke ind og skrabes efter, mit graviditetshormon var nede under 10 efter 4 uger.

Jeg håber bare, at jeg er heldig og det godt godt og relativt smertefrit. Jeg tror godt nok jeg havde valgt en kirrurgisk, hvis jeg var meget længere henne, men ja, jeg ved sgu ikke... Er mega bange for at komme i fuld narkose...

Sisley skriver:

Jeg kan sagtens forstå dit spørgsmål og det er helt rimeligt, at du spørger!

Graviditeten er i den grad en svipser - vi har brugt kondom og det smuttede en enkelt gang, hvorefter jeg tog en fortrydelsespille. Jeg både ryger og har drukket lejlighedsvis, hvilket jeg ikke gjorde under den første graviditet (hvor jeg desuden var mega hysterisk med parabener, parfume osv.). Helt grundlæggende kan man sige, at vi slet ikke er klar til endnu et barn - det er simpelthen ikke ønsket - og hvis vi valgte at få det, ville vi ikke med god samvittighed kunne sige, at vi havde givet det barn de bedste forudsætninger. Vores første barn er hjerte-barn (en lille, men dog med tiden betydelig hjertefejl) og jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis nr. 2 fejlede noget, evt. pga. min livstil. Jeg oplevede desuden nogle tilknytningsvanskeligheder med den første og er p.t. på lykkepiller (jeg har ikke en depression - en alt for lang historie at blande ind her og nu).

Vi har afvejet for og imod og de eneste gode grunde til at få barnet er, at jeg er bange for en abort og "nu er det her alligevel". Det er for mig totalt latterlige grunde til at sætte endnu en baby i verden. Hvordan ville det barn ikke have det senere, hvis det kom frem, at det ikke havde været ønsket, hvorimod søster var et ønskebarn...?

Jeg har flere veninder, der virkelig har kæmpet for at for deres guldklumper og jeg synes det er mega urimeligt, at vi kommer så nemt til det og ikke ønsker det. Havde det været en af de pågældende veninder, havde de jo beholdt det selvom det måske ikke lige passede.

Da jeg fødte Stella ville jeg enormt gerne amme, men kunne ikke - jeg fik ingen mælk og hun ville ikke sutte. Der tænkte jeg som dig "hvor er det uretfærdigt at nogle kvinder sagtens kan amme, men ikke gider eller vil".

Jeg ønsker dig al held og lykke med baby-projektet. Det må være en meget meget hård kamp og jeg kan sagtens forstå, at du reagerer på mit indlæg.

Knus
Sisley

Okay der er så nogle tungtvejende argumenter,men var du nu "bare" i panik,pga aldersforskellen,så syntes jeg bare det skulle overvejes igen. Det må være noget af det værste at fortryde i verden,for man får ingen chance for at lave det om.

Altså grundlæggende vil jeg sige at hvis i ikke ønkser barnet,så skal det ikke komme til verden. Den holdning respekterer jeg fuldt ud.

Alle børn skal være ønskebørn,måske ikke den dag mor opdager hun er gravid,men ihvertfald når det kommer til verden.

Jeg ønsker dig/jer al mulig held og lykke,også med jeres barn. Håber han/hun bliver helt rask.

Sisley skriver:

Jeg har besluttet at få den medicinske og har været til undersøgelse idag og har taget den pille, der stopper graviditeten. Så nu er jeg altså officielt ikke-gravid mere.

Jeg var kun i 4.-5. uge (sidste mens første dag var den 26/8) og gynækologen mente helt klart, at den medicinske abort var at foretrække for mig.

Næste trin er torsdag hvor selve aborten skal foregå herhjemme. Vi skal selv lægge to stikpiller om morgenen og jeg har fået både kvalme- og smertestillende med hjem. Jeg har endda fået en ekstra pose med smertestillende, hvis det skulle være meget slemt.

Lige nu er jeg optimistisk - jeg ved, at det er den helt rigtige beslutning ikke at gennemføre graviditeten og jeg er lettet over at være igang. Selvfølgelig frygter jeg torsdag. Jeg frygter, at jeg får mange smerter og bliver rigtig dårlig eller bløder så meget, at jeg skal indlægges. Men der er ingen vej tilbage og heldigvis er min kæreste hjemme hele dagen og vi har 2 minutter i bil til hospitalet.

I skal få en update når det er overstået...

Sisley

Ps. så vidt jeg kunne forstå på gynækologen, er den medicinske at foretrække, når det er så tidligt i forløbet. Havde jeg været bare et par uger længere henne, havde jeg nok valgt den kirurgiske, hvis jeg da overhovedet havde kunne gennemføre en abort så "sent"...

Fik du pillerne hos lægen eller hvordan? Er meget forundret over at du kan få lov at abortere så hurtigt. Forstår ikke hvorfor der er sådan en forskel. Jeg selv ska vente flere uger på at komme ind på sygehuset til først en forundersøgelse og så til senere at få en pille for at komme ind igen 1-2 dage efter for at få de sidste piller.

Er grædefærdig over den lange ventetid jeg har. Forstår det slet ikke

Vinker skriver:

Fik du pillerne hos lægen eller hvordan? Er meget forundret over at du kan få lov at abortere så hurtigt. Forstår ikke hvorfor der er sådan en forskel. Jeg selv ska vente flere uger på at komme ind på sygehuset til først en forundersøgelse og så til senere at få en pille for at komme ind igen 1-2 dage efter for at få de sidste piller.

Er grædefærdig over den lange ventetid jeg har. Forstår det slet ikke

Min læge har henvist mig til en privatpraktiserende gynækolog netop for at jeg ikke skulle vente. Jeg ringede mandag, hvor de faktisk allerede havde en ledig tid, men min kæreste skulle med og derfor fik jeg tid i går torsdag. Kan du ikke også komme til gyn?

Det gik meget nemt: En samtale, podning for klamydia, en ultralydsskanning og en blodprøve. Inden jeg gik fik jeg den pille som stopper graviditeten (jeg tror den modvirker det hormon som kroppen ellers producerer for ikke at afstøde "fremmedlegemet", som det jo er)

Jeg har og jeg gør det aldrig nogensinde igen...det var virkelig en skrækkelig oplevelse...meget voldsomt med blødning og store smerter. Kender en anden der har været igennem det samme og havde lige så væmmelig en oplevelse. Kan du ikke få det gjort kirurgisk?

Vinker skriver:

Er glad for du har taget hul på denne debat for er selv i samme situation.

Jeg er 7 uger henne og går og venter på jeg ska ind på sygehuset. Var ved min egen læge for en uge siden og har nu fået brev om at jeg ska til forundersøgelse den 8.

Jeg var egentlig sikker på jeg skulle ha den medicinske abort, men nu ved jeg ikke om jeg har lyst til det. Synes bestemt ikke det lyder rart det de andre skriver! Men på den anden side er jeg bare bange for at de får pillet ved noget de ikke skal ved den kiruiske.

Åh det er svært, men alligevel føler jeg mig ret sikker på at jeg IKKE vil ha den medicinske udfra det jeg nu har læst.

Synes bare ventetiden er LANG - skynd dig at bestille tid hos lægen hvis du ikke allerede har gjort det. Jeg ringede derind da jeg var lidt over 5 uger henne og ender først med at få abort når jeg er ca 10 uger henne

Det er yderst sjældent der sker noget ved kirurgisk og så slipper du får det forløb som i min situation var virkelig voldsomt og traumatisk, men det er selvfølgelig forskelligt hvordan det er for den enkelte. Jeg endte med en kirurgisk fordi det hele ikke kom ud selv. Og sådan en åbning op med blødning osv, det er dælme heller ikke smart i forhold til infektion.

Jeg vil uden tvivl og klart anbefale den kirurgiske og der er du også frisk med det samme.