Hej med dig
Uha, det er virkelig ubehageligt, det du er ude for. Og jeg kender det desværre kun alt for godt.
Jeg har altid (i perioder) været meget plaget af mareridt. Så slemt, at jeg ikke har kunnet fungere i dagtimerne pga. de uhyggelige nætter, som fortsat sad i mig. Og mine drømme har også været af den der tabu-karakter, hvor man drømmer episoder, som ens hjerne måske slet ikke burde være i stand til at udtænke? - For så er man da syg i hovedet! (Tænkte jeg..)
Og efter jeg er blevet mor har der også været ulidelige perioder. Men mit råd til dig er det, som jeg selv fik, da jeg i 2. g. gik til psykolog pga. mareridtene, som simpelthen greb ind i min hverdag:
"Hvis du gør det underbevidste bevidst, kan det jo ikke længere være underbevidst."
Dvs. jo grimmere, det, du drømmer, er, des vigtigere er det at vippe det fra vandret til lodret position. Altså TALE, RÅBE, TEGNE, SKRIVE DET (som du gør nu) op i det bevidste sindslag! Så ikke noget med at gemme væk - så drømmer du bare præcis det samme igen. Sig det i stedet højt og tydeligt, når du vågner, også selvom det virker ubehageligt:
"Jeg har drømt, at jeg holdt med Laura i bilen ved et vejkryds. En mand flåede bagsædedøren op og skar halsen over på hende. Det var en forfærdelig drøm, men bare en drøm, og det har ikke noget med virkeligheden at gøre." Gentag evt. et par gange. Men tro mig, det er svært at sige de ord højt (Jeg har skisme svært ved bare at skrive dem på dine vegne!). MEN: Det hjælper i den grad! Men husk at gøre det uanset, hvor klamt du bliver nødt til at formulere dig. For så er det jo netop ikke længere noget, som kan springe frem fra den skumle drømmekælder. Nu ligger det pakket ud på loftet 
.
Det blev, pyhada, et laangt svar. Men synes, det var vigtigt at give dig det med, da det har virket for mig. (Dog ingen garanti for, at det virker hos dig selvfølgelig, men jeg finder det nu alligevel sandsynligt, og denne tråd er jo en glimrende start).
