fæle drømme :(

Jeg har det på samme måde, men det er også tit når jeg er vågen. Jeg er så bange for at miste Alexander, at jeg tit ikke kan sove og ikke sover i flere dage. Det er rigtigt ærgerligt at man ikke bare kan slappe af

Caroline86 skriver:

Jeg græd en lille lettelsen tåre da jeg læste dit svar! TAK smukke...

Det er SÅ forfærdeligt og man føler sig virkelig helt i en fremmed verden når man vågner og ikke kan slippe det igen! Jeg er også livsens ræd for at hun bliver kidnappet, men det er mest at hun dør, jeg drømmer!

Jeg fortalte det til Daniel forleden dag. Altså fortalte ham om "holde stille"-drømmen... Han sagde bare at det var da ubehageligt og at det skal jeg holde op med øhm JA... det vil jeg da også gerne, men det er ligesom en anelse svært bare at sige "så, slut.. nu drømmer jeg ikke det mere"

Kan godt være det er helt normalt vi har det sådan, men NØJS hvor er det bare fælt!

1000 tak for dit svar! selvom jeg er ked af du skal gå igennem det samme som mig

Jeg kan kun sige i lige måde.. :/

Ja, det er forfærdelig, og er sikker på kæresten ville give samme svar og måske blive lidt sur, når jeg "kan finde på" at drømme sådan om ham.. Men nej, det er nemlig ikke bare sådan lige at slippe igen!!

Held og lykke med det.. - Hvis du finder en løsning på det, må du meget gerne skrive til mig, og jeg omvendt!

til dig!

Rosa skriver:

Jeg har også de fantasier du taler om, men kun om dagen, aldrig om natten. Jeg kan gå på gaden eller sidde hjemme og falde i staver og pludselig forestille mig at jeg er til hans begravelse, eller de samme som du beskriver med at nogen gør ham ondt. Jeg tager det nu ikke som andet end udtryk for den grænseløse kærlighed og kæmpe angst for at miste, som er en naturlig del af det at blive mor. I dit(jeres) tilfælde lyder det dog som noget der godt kunne være en efterfødselsreaktion, fordi du netop er så plaget af det.

Måske var det en god ide at snakke med nogen om det? Din mor, Daniel eller en rigtig go veninde?

Uanset hvad så en masse knus herfra!!!!

Jeg nævnte det for Daniel, men han kan ikke forholde sig til det, tror jeg... Han giver mig et kæmpe kram, siger det er rigtig fælt og "at jeg skal holde op med at drømme sådan"

Jeg har aldrig overvejet at det kunne være en efterfødselsreaktion Jeg har nok hele tiden ment at så længe jeg har overskud til trolden, madlavning, oprydning, vasketøj etc etc så var det nok "normalt" at være træt og at have de her tanker/frygte... Det er kun den sidste måned-2 måneder at det virkelig har plaget mig. Har haft grumme drømme siden før hun blev født, men ikke så det direkte generede min søvn som det gør nu!

Måske det simpelthen ER det skide kejsersnit der stadig spøger?

Nu sidder jeg bare og TUDBRØLER igen

mariamiss6 skriver:

Caroline.... Det må være en underbevidst angst for at miste... Måske skulle du overveje at snakke med en terapeut om det?

Jeg tror ikke psykolog er den rigtige løsning, men noget samtaleterapi... Måske hypnose? så du kan grave dybt nok, og se hvad der fremkalder det....

Jeg tror du kan betegne det som en slags angstanfald...

Det svarer lidt til, da jeg var barn, og når vi var nogen steder (også ofte hjemme) jeg brugte enormt mange timer, på at forestille mig hvordan jeg skulle redde min familie, hvis nu der blev brand her eller der i huset... Og jeg er ret sikker på, at det handlede om, at jeg simpelthen ikke stolede på at de voksne ville redde mig, så jeg forventede at hvis der skete noget, skulle JEG som barn redde alle de andre inklusive de voksne...

Måske beror dine drømme på, at du ganske enkelt er bange for du ikke kan beskytte dit barn, mod udefrakommende farer. Og at du er angst for at miste hende...

Jeg ved det lyder bagateliseret, men du skal måske have hjælp til at få styr på det der med om du tager sorgerne på forskud?

Alle forældre er jo angst for at deres børn skal falde fra dem på en eller anden vis, og derfor tager man diverse sikkerhedsforanstaltninger i for eksempel hjemmet eller bilen... Men jeg tror at din underbevidsthed har drevet det for langt for dig, og det er nok ikke helt holdbart... Den slags vokser jo måske med tiden, når Laura bliver lidt mere selvstændig, og så tror jeg virkelig du vil få det svært....

Hvad tror du selv?

synes ikke du bagatelliserer det.. for du har ret! Jeg TAGER sorgerne på forskud. Og det har jeg gjort længe! Tidligere har det dog "kun" omhandlet mig selv og min sygdom (for det meste)... Jeg kunne ligeså godt forvente at jeg blev syg igen, for så kunne jeg kun blive positivt overrasket!

Men det der er det underlige er jo at jeg BESTEMT ikke forventer at hun dør på den ene eller anden måde!!!!!! Jeg frygter det, ja, men jeg synes ikke det overtager min hverdag på den måde som det andet gjorde... det er mine ikke-vågne timer der bliver overtaget, men det påvirker naturligvis de vågne...

ÅÅÅHHH hvor jeg ikke kan overskue det her!

Hun er jo lige her! rask og dejlig! Der sker hende ikke noget for jeg KAN passe på hende. og det gør jeg!

OG jeg er egentlig ikke overbeskyttende.. altså hun vælter når hun sidder på gulvet og leger, hun bumber sit lille hoved ind i skabet når hun kravler ind i det osv osv osv! Hun falder ned fra træerne til den tid.. og børn SKAL slå sig! de skal jo lære at det gør ondt hvis man er uforsigtig

Det er godt nok forvirrende, det her!

lotchen skriver:

Årh sveske....

Jeg har også mange dumme tanker (dog ikke drømme), sådan noget med 'hvad nu hvis Oliver bliver syg og dør, vi kører galt og han dør, jeg dør, Lars dør...' Altså tror det har noegt at gøre med, at nu har vi ansvar for det her lille væsen og vores egen og barnets dødelighed er gået op for os! Der ER jo nogen, det her sker for... Hører det næsten hver dag i nyhederne med trafikuheld. Så kører tankerne videre; hvis oliver er væk, så kan Lars og jeg ikke blive sammen, det ved jeg og hvad skla jeg så - så får jeg aldrig flere børn, for vil ikke have børn med andre end Lars...

Ahrmen altså!

Det er et udtryk for at vi ELSKER vores små basser og voers familie og ikke vil miste dem!

Men hvis det bliver så grelt, at det begynder at overtage glæden i din hverdag så tror jeg at en god terapeut er vejen frem for dig

Knus Charlotte

synes bestemt ikke det tager glæden fra mig.. heldigvis! men det påvirker naturligvis min livskvalitet når jeg ikke sover!

men jeg er stadig ligeså meget på overfor Laura... så snart hun er i seng klasker jeg sammen.... det ender i virkeligheden nok med at gå ud over Daniel

Caroline86 skriver:

 

synes ikke du bagatelliserer det.. for du har ret! Jeg TAGER sorgerne på forskud. Og det har jeg gjort længe! Tidligere har det dog "kun" omhandlet mig selv og min sygdom (for det meste)... Jeg kunne ligeså godt forvente at jeg blev syg igen, for så kunne jeg kun blive positivt overrasket!

Men det der er det underlige er jo at jeg BESTEMT ikke forventer at hun dør på den ene eller anden måde!!!!!! Jeg frygter det, ja, men jeg synes ikke det overtager min hverdag på den måde som det andet gjorde... det er mine ikke-vågne timer der bliver overtaget, men det påvirker naturligvis de vågne...

ÅÅÅHHH hvor jeg ikke kan overskue det her!

Hun er jo lige her! rask og dejlig! Der sker hende ikke noget for jeg KAN passe på hende. og det gør jeg!

OG jeg er egentlig ikke overbeskyttende.. altså hun vælter når hun sidder på gulvet og leger, hun bumber sit lille hoved ind i skabet når hun kravler ind i det osv osv osv! Hun falder ned fra træerne til den tid.. og børn SKAL slå sig! de skal jo lære at det gør ondt hvis man er uforsigtig

Det er godt nok forvirrende, det her!

Tja det er jo svært så....

for hvis du ikke handler på dine tanker, ved at overbeskytte hende, så er du jo som enhver anden mor, der lader sit barn selv udforske verdenen....

Måske skal du prøve, når du lukker dine øjne, at sige til dig selv: Jeg KAN godt beskytte min datter. Jeg ER i stand til altid at være der for hende, i godt og ondt. Og jeg kan derfor sove med ro i sindet....

lyder latterligt, men den slags virker jo for nogle....

Måske du skulle prøve at sige det, hver aften... Og på den måde jage mareridtene på flugt? Det er jo kun et forsøg værd... .Og ellers må du prøve at undersøge hvem der måske kunne hjælpe dig med det?

Jeg hepper på en hypnotisør eller sådan noget

mariamiss6 skriver:

Tja det er jo svært så....

for hvis du ikke handler på dine tanker, ved at overbeskytte hende, så er du jo som enhver anden mor, der lader sit barn selv udforske verdenen....

Måske skal du prøve, når du lukker dine øjne, at sige til dig selv: Jeg KAN godt beskytte min datter. Jeg ER i stand til altid at være der for hende, i godt og ondt. Og jeg kan derfor sove med ro i sindet....

lyder latterligt, men den slags virker jo for nogle....

Måske du skulle prøve at sige det, hver aften... Og på den måde jage mareridtene på flugt? Det er jo kun et forsøg værd... .Og ellers må du prøve at undersøge hvem der måske kunne hjælpe dig med det?

Jeg hepper på en hypnotisør eller sådan noget

det koster intet at prøve!

tak for svaret! Det vil jeg faktisk forsøge!!

1000 tak for alle svar! det er rart at man kan lukke ud herinde!

Søde dejlige Caroline... Det du har er Angst - Angst for at miste din datter... Ikke at det er til meget trøst men jeg har det stadig - dog ikke så tit mere.. jeg har faktisk fået hjælp til at takle det her meget store problem... Når børnene er hos deres far drømmer jeg den samme drøm om og om igen... (og det er med garanti at det sker)

Børnenes far bor ude på landet i et mindre gammelt landbrug - Der er enormt hyggeligt der ude og børnene elsker jo også at være der.. MEN, når det bliver mørkt bliver det altså virkelig mørkt.. dækningen på mobilen er rigtig dårlig og i det hele taget syntes jeg der er meget uhyggeligt at være..

For at komme til sagen drømmer jeg altid at der er nogle mænd der bryder ind og slår Jim ihjæl og så stjæler de børnene (puha bliver dårlig bare af at skrive det) de mishandler mine børn og gør rigtig grimme ting ved det... Puha, det kunne jeg ikke lige skrive uden at blive ked af det... Og i min drøm kan jeg kun høre dem skrige og kalde på deres far og mig...

på et tidspunkt blev det alt for meget for mig så jeg søgte læge og var ved at tro jeg var blevet sindsyg... - jeg fik hjælp med nogle samtaler og til at takle både min skilsmisse og prøve at komme videre med mine onde drømme...

Jeg drømmer desværre stadig de her drømme og må tit ringe til Jim om natten (det er heldigvis okay) bare for at sikre mig alt er okay...

På et tidspunkt bildte jeg mig selv ind at der var en grund til mine drømme - jeg kunne se det ske... og jeg talte med Jim om at børnene ikke skulle sove der nede noget tid ind til jeg fik klaret min angst... så de sov her...men puha en ond cirkel...

men føj hvor kan sådan nogle drømme være slemme ved en og ødelægge en psykisk...

Men det jeg ville frem til var at det er helt normalt det er en angst for at miste og samtidig miste kontrol ...

Stort knus og tanker til dig Caroline.

Caroline86 skriver:

 

det koster intet at prøve!

tak for svaret! Det vil jeg faktisk forsøge!!

1000 tak for alle svar! det er rart at man kan lukke ud herinde!

Det var da så lidt

men det er jo ikke sikkert min sætning virker.... Kan vær du skal forsøge at finde dig en sætning som passer dit sprog, og din overbevisning

mariamiss6 skriver:

Det var da så lidt

men det er jo ikke sikkert min sætning virker.... Kan vær du skal forsøge at finde dig en sætning som passer dit sprog, og din overbevisning

ja, jeg finder en som giver mig ro