Jeg har lige fået mit andet KS for 6 uger siden og det AKS eller PKS er i min verden stort set totalt ligegyldigt - jeg ville ikke anbefale det medmindre der ikke var andre muligheder.
Første gang fik jeg AKS pga. en igangsættelse der gik galt og efter ve-storm i over 12-14 timer med veer der var for korte vil at være effektive og så mange kramper at jeg bare lå og rystede i de 10-15 sekunder der var mellem veerne, en allergisk reaktion på antibiotika og en epidural der ikke virkede lå jeg bare og græd og rystede og anede dårligt hvad jeg selv hed. Der valgte de at køre mig til AKS, og jeg krampede så meget at jeg måtte spændes fast og ikke kunne få min datter over- jeg så hende i 30 sekunder før de gik med hende og min mand, da jeg skulle lappes sammen.
Der gik bogstaveligt talt mere end 14 dage før jeg kunne vende mig selv i sengen.
Her anden gang havde jeg efter en del overtalelse og en lille milliard undersøgelser og studehandler fået lov til at prøve en vaginal fødsel - desværre ville min datter det anderledes. Hun nægtede at vende sig, og jeg fik at vide at jeg under ingen omstændigheder fik lov til at prøve en sædefødsel - det kunne jeg ligeså godt slå ud af hovedet med det samme.
Det endte så i PKS. Det var en stille og rolig fornøjelse, der foregik i en nærmest hyggelig atmosfære - ikke desto mindre ER det en operation og her 6 uger senere har jeg stadig nerveskader i forbindelse med arret. Min hud svier og brænder og jeg har fået at vide at det sagtens kan fortsætte 3-6 måneder endnu, indtil kroppen finder ud af at den skal ignorere de nerver der laver balladen.
Der er altid PKS, hvor folk er ovenpå efter 4 timer og fødsler hvor folk er lagt ned af smerter i måneder bagefter, men statistisk set er følgevirkningerne LANGT mindre efter en vaginal fødsel end efter et KS, og det er bare røv-hårdt at skulle tage sig af et spædbarn når man ikke engang kan komme ud af sengen uden hjælp - det lægger en gevaldig dæmper på lykken ved at være blevet mor.
Jeg synes hun skal snakke med lægerne og jordemødrene og se om ikke de kan dæmpe hendes angst for en vaginal fødsel - det er klart det sundeste for både hende og barnet.
Babyer der er taget ved KS er har iøvrigt ofte kvalme mv. efter fødslen, da de bl.a. får slugt en masse vand, og det er rigtigt ubehageligt som helt nybagt forældre når de kaster vandet op og det virker som om de er ved at blive kvalt i det, hvorimod dem der bliver født vaginalt får presset vandet ud af turen igennem fødselskanalen.
Mælken er ofte længe om at løbe til efter KS, da kroppen ikke får det skud hormoner der kommer efter en vaginal fødsel.
Hvorvidt hun kan få PKS eller ej må være mellem hende og lægerne, men jeg mener at hendes ønske om fuld bedøvelse er totalt ude i hampen. Nu må hun simpelt hen tage sig sammen - at udsætte sit ufødte barn for fuld narkose, der går direkte ned til barnet fordi man er bange for den smule nål i ryggen (og de lokalbedøver endda inden de stikker nålen i ryggen på hende) er efter min mening totalt uansvarligt.
