Hvornår satte i grænsen?

MTC skriver:

Hej Mutti

Hvor rart at du også går nede ved Liza og er glad for det - du er jo lige lidt længere i forløbet end jeg - så det er godt at høre at de er"gode at have med" hele vejen.

Øv at det ikke lykkedes for dig i første omgang Men på den igen

Bruger du åben eller anonym?! Hvis jeg må spørge

Selvfølgelig må du spørge . Jeg har valgt at bruge åben donor, da jeg ikke vil fratage mit kommende barn muligheden for oplysninger og et møde med donor. Der er ingen der kan spå om fremtiden og det er jo slet ikke sikkert det bliver aktuelt. Men jeg kan bare mærke med mig selv at jeg aldrig vil kunne leve med at ha taget det valg på mit barns vegne.

Uh, hvor bliver det bare spændende med dig  . Hvornår regner du med at du skal insemineres? Det kan jo ligefrem være vi render ind i hinanden derude

Tutter skriver:

 

Jo tak :-*

Uh det lyder jo rigtig fedt.. Kan ikke vente til og komme igang.. Uh hvordan bliver det så ikke når jeg skal vente 9 mdr. på en lækker bebs haha 

Det lykkedes  Jeg blæste med 75 % 

Så endnu en kontrol om en måned, og ligger den ligeså fint, så kan jeg snart komme igang håber jeg 

Tutter skriver:

Det lykkedes  Jeg blæste med 75 % 

Så endnu en kontrol om en måned, og ligger den ligeså fint, så kan jeg snart komme igang håber jeg 

Selvfølgelig gør den da det!  alt hvad jeg kan

Toffi skriver:

Mit spørgsmål er til de som overvejer, er igang eller har fået baby via insemination som alene mor.

Hvornår satte i grænsen for at i ikke længere ville vente på manden? Hvillke overvejelser gjorde i jer?

Jeg er 29 nu og har aldrig været den store dater. Har da haft et par kærester for mange år siden, men ikke noget seriøst. Med dette in mente tænker jeg at der er en risiko for at fremtiden bliver ligeså.

Jeg er egentlig fuldstændig afklaret med at skulle få baby med en donor, men har en anelse svært ved at sætte en grænse for hvornår det skulle ske. Primært fordi jeg selvfølgelig godt kunne tænke mig at det blev en baby fra mig og manden i mit liv.

Faktisk ser jeg rigtig mange fordele ved at skulle få det alene og det er slet ikke noget der skræmmer mig. Der er bare lige den sidste beslutsomhed, for tænk nu hvis liiiiige han skulle dukke op.. Misforstå mig ikke, kommer manden ikke, så indleder jeg et forhold med en "frossenpind". Men igen hvornår/hvordan sætter jeg mon grænsen.

Hvad gjorde i? Hvad tænkte i? Hvordan satte i grænsen?

Oplys mig please

Julie

Ja Jeg var "kun" 23 år da jeg havde den store snak med mig selv

jeg har nemlig heller aldrig været den store date'er og viste godt med mig selv at dette ville ikke ændre sig, men jo jeg ville jo også gerne have en familie med mand og børn men ak de mænd jeg løb ind i de var ikke familie prosentiale (mildt sagt)

jeg har altid vist at jeg ville have mange børn og for at det skulle lykkes bare en smule så skulle jeg være under 30 når jeg fik den første, for ikke at sige de første

jeg havde tænkt alt igennem (synes jeg ) og min beslutning lå klar, hvis manden i mit liv kommer forbi efter at jeg er blevet gravid så tager han også den lille med i købet, ellers er han jo ikke manden i mit liv. basta!

men jeg tro at grænsen var nået da jeg indså at jeg ikke havde brug for en mand for at blive en familie, jeg havde allerede en familie, måske en lidt mærkelig en men den var der -- jeg boede på det tidspunkt sammen med min mor og min lillebror 2år det gør jeg sådan set stadigvæk nu har vi bare i fællesskab lejet et hus--  og det er den bedste familie vi kunne ønske os (vi kunne bare godt bruge lidt mere plads)

jeg ved ikke om det er svar nok men jeg tror faktisk selv du skal finde ud af hvornår din grænse er nået

held og lykke

Mutti2B skriver:

Selvfølgelig må du spørge . Jeg har valgt at bruge åben donor, da jeg ikke vil fratage mit kommende barn muligheden for oplysninger og et møde med donor. Der er ingen der kan spå om fremtiden og det er jo slet ikke sikkert det bliver aktuelt. Men jeg kan bare mærke med mig selv at jeg aldrig vil kunne leve med at ha taget det valg på mit barns vegne.

Uh, hvor bliver det bare spændende med dig  . Hvornår regner du med at du skal insemineres? Det kan jo ligefrem være vi render ind i hinanden derude

Helt det samme her - var fra start af lidt i tvivl om anonym/åben .. men er nu kommet frem til at det skal være åben - af samme årsag som dig. Så er muligheden der - hvis barnet føler for det. Men det er jo slet ikke sikkert at det komemr til at have betydning - jeg mener jo ikke at tilvalget af et barn er et fravalg af en mand.. Så jeg håber da på at der dukker en mand op i vores liv - som vil spille en faderrolle

Afhængig af hvordan mine tests ser ud i denne måned... så krydser jeg fingre for at komme igang her i aug. Time will show ;O)

Så nu tager jeg på skanderborg festival, og ter mig tosset, da jeg håber at det bliver min sidste festival, uden et ansvar der venter derhjemme

Kunne da være sjovt hvis vi rendte ind i hinanden dernede!!

Faktisk er jeg rigtig glad for at finde "kvinder som mig" herinde.. På trods af støtte fra min dejlige familie og venner... så er det bare rart at vide at vi er flere om det!

Måske en dag (længere fremme i forløbet) vi skulle forsøge at mødes eller noget... og med de andre herinde?! Tænker at det også er godt for barnet at møde andre der " lige som en selv"!? Giver det mening det jeg skriver??!! :-)

millesofie skriver:

Ja Jeg var "kun" 23 år da jeg havde den store snak med mig selv

jeg har nemlig heller aldrig været den store date'er og viste godt med mig selv at dette ville ikke ændre sig, men jo jeg ville jo også gerne have en familie med mand og børn men ak de mænd jeg løb ind i de var ikke familie prosentiale (mildt sagt)

jeg har altid vist at jeg ville have mange børn og for at det skulle lykkes bare en smule så skulle jeg være under 30 når jeg fik den første, for ikke at sige de første

jeg havde tænkt alt igennem (synes jeg ) og min beslutning lå klar, hvis manden i mit liv kommer forbi efter at jeg er blevet gravid så tager han også den lille med i købet, ellers er han jo ikke manden i mit liv. basta!

men jeg tro at grænsen var nået da jeg indså at jeg ikke havde brug for en mand for at blive en familie, jeg havde allerede en familie, måske en lidt mærkelig en men den var der -- jeg boede på det tidspunkt sammen med min mor og min lillebror 2år det gør jeg sådan set stadigvæk nu har vi bare i fællesskab lejet et hus--  og det er den bedste familie vi kunne ønske os (vi kunne bare godt bruge lidt mere plads)

jeg ved ikke om det er svar nok men jeg tror faktisk selv du skal finde ud af hvornår din grænse er nået

held og lykke

Tak skal du have

Hvordan går det så med dine overvejelser nu? Er du igang eller skal du igang?

KaMa skriver:

 

Så vil jeg ønske dig held og lykke i morgen, og håber at det ser bedre ud end sidst.

Det gode ved Copehagen Fertility Center er, at der højst er 2 ugers ventetid.. lige til at klare, når man er en utålmodig sjæl

Det lykkedes  Jeg blæste med 75 % 

Så endnu en kontrol om en måned, og ligger den ligeså fint, så kan jeg snart komme igang håber jeg 

Hehe, kan se jeg fik citeret mig selv igår, da jeg skrev dette, så du får den lige 

Tutter skriver:

Det lykkedes  Jeg blæste med 75 % 

Så endnu en kontrol om en måned, og ligger den ligeså fint, så kan jeg snart komme igang håber jeg 

 

Hehe, kan se jeg fik citeret mig selv igår, da jeg skrev dette, så du får den lige 

Hvor er det bare cool. Så er det bare at krydse fingre til næste gang.

Du kan jo sagens få en henvisning til Svends klinik i mellemtiden. Der skal jo nok lidt styr på pco'en.

KaMa skriver:

 

Hvor er det bare cool. Så er det bare at krydse fingre til næste gang.

Du kan jo sagens få en henvisning til Svends klinik i mellemtiden. Der skal jo nok lidt styr på pco'en.

Det er bare så cool, kan slet ikke få armene ned hihi..

Jep, min læge er vist tilbage i næste uge, mener jeg hans vikar sagde.. Så skal jeg op og få den henvisning :-*

Toffi skriver:

Tak skal du have

Hvordan går det så med dine overvejelser nu? Er du igang eller skal du igang?

det tog mig 15mån at blive gravid med Tinke, men jeg mangler også det hormon der gør ar de der små "hår" nede i æggestokken der holder fast på ægget, folder sig ud. så behandling og div medicin så var den der, jeg kan nu kigge på jordens dejligste barn, der smiler op til mig hun er nu 8mån

held og lykke med din behandlig og husk selv om at der skulle komme nederlag og skuffelser så bare giv det tid det skal nok lykkes, hold hovedet og humøret oppe og tænk positivt også efter de første 4 mån i behandlig det var sådan jeg klarede den