Anne85 skriver:
Så blev jeg endelig færdig med fødselsberetningen til Nynnes scrapbook.... og jeg synes da lige I skal have lov til at læse med 
Og se et par billeder af min lille prinsesse der nu er 11 dage gammel 
Jeg havde glædet mig helt vildt til denne fødsel - Syntes jeg havde en rigtig god første gangs fødsel og håbede (og forventede nok også) at anden gang ville blive lidt ala den første – måske bare lidt hurtige og hvor jeg var endnu mere ”til stede” end første gang hvor jeg syntes jeg lukkede mig meget inde i en osteklokke og hvor jeg synes jeg har mange sessioner af fødslen som jeg ikke husker helt klart – måske fordi jeg var godt bedugget af lattergas – måske fordi jeg kæmpede lidt for meget imod smerten i stedet for at arbejde med den.
Nå men i hvert fald var det mit udgangspunkt da jeg blev gravid her anden gang og det var egentlig hvad tankerne om fødslen kom til at fylde det meste af graviditeten igennem – ikke noget jeg frygtede og ikke noget jeg brugte særlig meget energi på at spekulere over.
Første gang jeg så blev nødt til pludselig at give fødslen nogle overvejelser var da jeg til jordemoder konsultation i uge 37 fik konstateret at prinsessen lå i sædestilling. Gisp! Jeg var til konsultation en mandag og fik så tid til scanning og evt. vendingsforsøg den kommende torsdag – og hold da op nogle lange dage der var derimellem. Jeg nåede vist at gå hele følelsesregisteret igennem – hvad søren gjorde vi nu – turde jeg gennemgå en sædefødsel (både af hensyn til mig selv, men absolut også af hensyn til Nynne) eller var den rette fødselsmetode for mig nu at vælge et kejsersnit. Pludselig fyldte tankerne om fødslen alt. Men da vi så kom til scanning om torsdagen lå madammen squ helt som hun skulle – hvilket hun formentlig har gjort hele tiden – hun lå bare så langt nede med hovedet at jordemoderen slet ikke mærkede et hoved forneden og troede vist at den store bagdel som lå under mit bryst var et hoved! Men pyha, vi åndede lettede op og begyndte nu for alvor at glæde os til fødslen – ikke nok med at prinsessen lå som hun skulle – men hun stod fast (hvilket vi jo havde fået at vide ikke var sikkert skete før fødslen var i gang her anden gang) og hun lå LANGT nede i mit bækken og var bare 500 % klar til at ville ud. Fødselslægen der scannede mig lagde på ingen måde skjul på, at han absolut troede jeg ville føde meget meget snart.
Så nu var vi bare KLAR til at møde vores lille prinsesse. Men men men… den lille bandit tog vist fusen på både jordemoder, læge og hendes forældre for hun valgte at blive derinde næsten en måned mere. Og hold da op en måned ? I ugerne op til terminen var vi hele tiden på vagt – det kunne jo ske I DAG så man måtte jo hele tiden være frisk og udhvilet og hytten var konstant klinisk ren for tænk nu hvis det skete i dag. Men vi nåede termin og intet skete – eller jo – plukveerne var der jo, slimproppen var gået og smerterne i underlivet var efterhånden ulidelige – men sådan havde det jo været i mange uger. Kristian var født 3 dage over tid og et eller andet sted havde jeg nok ikke forventet at lillesøster kunne komme SENERE! Men det blev virkeligheden! Som dagene gik uden hverken vandafgang eller veer, dalede spændingen og rastløsheden og kedsomheden fik efterhånden bedre og bedre tag i mig.
4 dage over termin var jeg ved jordemoder – stadig lang livmoderhals på omkring 3 cm og kun 1 cm åben. Og jordemoderen kunne på ingen måde komme til at lave hindeløsning på mig. Jeg gik TUDENDE derfra – selvom jordemoderen ikke havde sagt det så var jeg selv overbevist om at min status down stairs betød at fødslen i hvert fald ikke var nært forestående. Den efterfølgende tid var frygtelig! Folk kimede mig ned og til sidst måtte jeg lave totalt kommunikationsnedlæggelse! Jeg var ved at gå ud af mit gode skind over velmente (men død irriterende) opkald fra venner og familie der bare liiige ville høre om jeg havde født. Øh JA – det gjorde jeg for en uge siden jeg har bare ikke lige gidet ringe – altså hvad tror folk selv! Desuden havde jeg intet interessant at fortælle for der skete ikke andet i mit liv end bare at gå herhjemme og være bitter, og jeg kunne ærlig talt slet ikke rumme at høre om deres liv. Som prikken over i´et syntes jeg det væltede ind på sms, facebook o. lign med beskeder fra venner og bekendte der havde født – alle sammen med termin efter mig selvfølgelig. Var selvfølgelig glad på deres vegne, men kunne ikke lade være med at føle at det var lidt ”snyd” – hvorfor var det ikke mig.
Det var ulideligt varmt de sidste uger – flere gange røg temperaturen langt over 30 grader. Ikke særlig morsomt når man havde taget 25+ kg på og ikke ejede noget som helst sommertøj man kunne passe. Bare det at følge Kristian i børnehave og hente igen kunne være lidt af en udfordring.
Efterhånden som tiden gik, opgav jeg fuldstændig tanken om at jeg ville gå i gang af mig selv og talte nu bare dagene til jeg ville blive sat i gang. Men også det fik mig til at spekulere over fødslen. Hvordan ville det være at blive sat i gang? Ville veerne blive meget hårdere og ville fødslen blive meget længere. Jeg frygtede det virkelig. Den selvtillid jeg havde haft gennem hele graviditeten med at mit krop sagtens kunne styre det show – jeg havde jo gjort det før, hvorfor skulle jeg så ikke også være sej til det her anden gang – forsvandt pludselig. Jeg mistede al tillid til min krop og følte mig som en fiasko. Det gjorde mig så ked af det – hvorfor fungerede min krop ikke som den gjorde første gang. For mig var det så vigtigt at jeg havde tiltro til at min krop vidste hvad den gjorde når først veerne kom – og det begyndte jeg nu at tvivle på at den kunne leve op til.
Nå men min sindsstemning ændrede sig da de sidste dage inden jeg fødte – det var som om at jeg bedre kunne være i det hele når nu jeg havde accepteret at jeg ikke kom til at føde før jeg blev sat i gang – og da vi nåede en uge over termin blev det efterhånden mere overskueligt at kunne tælle ned til fødslen – 7 dage til igangsættelse.. 6 dage.. 5 dage… 4 dage… 3 dage….
Jeg sov stort set ikke natten til d. 12. juli. Var underlig rastløs i kroppen, havde mange plukveer (meeen det havde jeg nu haft i mere end en måned uden at det betød noget) og så var det bare ulideligt varmt. Jacob skulle i dagvagt og jeg blev derfor vækket helt da hans ur ringede kl. 5. Efter han var kørt lå jeg lidt i sengen – kunne slet ikke falde i søvn – synes jeg havde en underlig murren i maven, men igen – jeg havde squ også haft lignende menstruationsagtige smerter det sidste stykke tid uden det var blevet til noget som helst, så jeg lagde ikke rigtig noget i det. Stod op, gik i bad og sad så bare og slappede af i sofaen indtil Kristian vågnede. Fik ham gjort klar og fulgt i børnehave – stadig med lidt underlig fornemmelse i underlivet. Da jeg kom hjem fik jeg gjort lidt rent og kørte så af sted til Kolding sygehus hvor jeg havde en jordemoder konsultation kl. 11.10.
På Kolding sygehus er der kommet nye retningslinjer der gør, at jordemoderen skulle tilbyde mig et besøg i uge 41+ hvor hun skulle tjekke ”status” forneden, se om hun kunne lave hindeløsning og så give mig en tid til igangsættelse når jeg var 42+. Jeg havde absolut ingen forventninger til dette besøg. Ugen før havde jeg haft 3 cm livmoderhals og var kun 1 cm åben, så hun kunne slet ikke komme til at løsne hinder. Jeg var egentlig bare forberedt på at skulle sættes i gang torsdag og forventede at konsultationen i dag skulle bruges på at snakke om hvordan jeg ville blive sat i gang osv. Men da hun undersøgte mig var der heldigvis gode nyheder – jeg havde nu kun 1 ½ cm livmoderhals tilbage og var 2 cm åben. Så hun kunne sagtens lave en hindeløsning. Det var overstået på to sekunder og gjorde på ingen måde ondt – det blødte dog en lille smule bagefter. Jordemoderen sagde, at havde hun haft tilladelse til det (det må de åbenbart kun gøre på fødegangen) så kunne hun have taget mit vand – så det ville blive metoden jeg ville blive sat i gang med. Jeg skulle ringe ind torsdag 7.30 og så høre hvornår de havde tid til at se mig. Så ville de tage mit vand og havde jeg ikke fået veer indenfor et par timer ville de sætte ve-drop op.
Jeg kørte derfra ca. kl. 11.30. da jeg kom hjem gik jeg i gang med at vaske gulv. Jeg havde mange plukveer, men lagde ikke noget i det. Jordemoderen havde sagt at hindeløsningen kunne give frygtelige plukveer som så bare ville gå i sig selv igen, så jeg forventede egentlig bare at det var det. Da jeg på et tidspunkt havde siddet en halv times tid i sofaen og slappet af kom jeg til at mærke efter – hmm, der havde vist ikke rigtig været nogen plukveer imens jeg bare sad der. Jeg besluttede mig derfor for at hoppe i løbeskoene og gå en rask tur nede i skoven. Jeg gik virkelig til – sveden piblede af mig ? Og det kunne dælme sætte gang i plukveerne – jo længere jeg kom ned i skoven, jo kraftigere blev de. På et tidspunkt nev de så meget så jeg lige måtte koncentrere mig om vejrtrækningen imens. Da jeg kom hjem en lille time efter gik det hele dog mere eller mindre i sig selv igen. Mor og Thomas havde lovet at hente Kristian (mor havde vist en forventning om, at den hindeløsning ville sætte gang i noget – det havde den nemlig gjort dengang hun fik det foretaget med Trine). De kom hjem ved 15.30 tiden. Herefter var vi et par timer i haven – Jacob kom også hjem og far kom forbi. Imens vi var derude gik jeg frem og tilbage på terrassen – men de tidligere plukveer blev ikke rigtig til så meget. Engang imellem kom der lidt hvor jeg lige måtte stoppe op og puste lidt – men slet slet SLET ikke noget der mindede om veer.
Vi gik indenfor ved 17.30 tiden og jeg fik lavet mad til drengene (var selv for rastløs til at spise noget) og smurt madpakke til Kristian. Efter vi havde spist syntes jeg at der begyndte at ske lidt nederst i maven igen. Det var ikke regelmæssigt, men når de kom gjorde de ondt. Desuden begyndte jeg igen at bløde – noget underligt friskt blod der var tilblandet et eller andet slimagtigt. Hmm… nå men jeg tænkte stadig, at det var nok bare de kraftige plukveer som jordemoderen havde talt om – og blødningen skyldtes sikkert bare at hun havde været deroppe og rode tidligere på dagen.
Det pissede ned og lynede og tordnede. Jacob syntes det var vildt morsomt at skulle ud og køre i det – så ved 19 tiden står Kristian og jeg og kigger på at den tossede far kører frem og tilbage i vandpytterne udenfor i min lille konebil. Efterfølgende er det squ underligt at tænke på hvor mange mærkelige ting man lavede imens man havde veer (som jeg så endnu ikke rigtig forstod, var veer). Efterfølgende hyggede jeg lidt i sofaen med Kristian, fik givet ham nattøj på osv. og så puttede Jacob ham. Jacob spurgte flere gange om ikke jeg syntes vi skulle ringe til mor og så køre Kristian derhjem og sove, men jeg troede overhovedet ikke det ville blive denne nat jeg skulle føde så jeg syntes det var synd han sku smides derhjem. Der gik dog ikke lang tid efter vi havde puttet ham før jeg måtte sande at der vist ingen vej var tilbage! Da han var lagt i seng ved 20-tiden bad jeg Jacob prøve at tage tid på veerne/plukveerne eller hvad det nu var. Der var 3 minutter imellem og de varede ca. 1 minut (lidt længere når jeg lå ned, lidt kortere når jeg stod op/gik rundt – hvilket absolut var rarest). Hmm… det måtte jo betyde at det var veer, men jeg troede stadig ikke helt på det – veer skulle jo gøre ONDT og så slemme var de absolut ikke og jeg havde det jo super godt imellem veerne. Men nå – vi prøvede at ringe til fødegangen. Imens jeg snakkede med afdelings jordemoderen havde jeg et par veer som hun tog tid på. De varede ifølge hende kun 20 sekunder og hun syntes derfor vi skulle vente lidt endnu med at komme – hvilket jeg også selv var mest tændt på. Jeg syntes det var rart at være hjemme og havde egentlig ikke brug for en jordemoders hjælp – men omvendt begyndte jeg da også at blive lidt bange for om vi ville kunne nå derop hvis vi ventede alt for længe endnu.
Den næste halve times tid tog veerne lidt til – de var stadig til at holde ud, men jeg måtte lige hænge mig op af vores reol og koncentrere mig godt om vejrtrækningen hver gang der kom én. Jacob fik ringet til mor og sagt at hun vist godt kunne regne med at skulle sove ved os i nat. Derefter (kl. 21.10) ringede han til fødegangen og sagde at NU kom vi altså.
Kl. 22 ankommer vi til fødegangen. Vi bliver taget imod af en social og sundhedsassistent – hun tager min vandrejournal, viser os ind på fødestue 6 og siger så at hun vil finde en jordemoder. Der er åbenbart fuldt hus den aften. I hvert fald er den jordemoder vi senere får tildelt kaldt ekstra ind og hun har to fødsler på samme tid så vi ser ikke meget til hende.
Vi er selv på stuen et stykke tid – her går jeg bare rundt i ring – hænger lidt op af væggen hver gang der kommer en ve.
Ca. 22.15 kommer jordemoder Anne. Hun undersøger mig og finder at min livmoderhals nu er udslettet og at jeg er 3-4 cm åben – yes! tænker jeg, så bliver vi da ikke sendt hjem igen!
Vi spørger om jeg må komme i karbad – ikke fordi jeg har planer om at ville føder der, men bare for smertelindring. Det må jeg selvfølgelig gerne, men så skal jeg have et lavement. Hmm.. det var jeg ikke så pjattet med – frygtede at skulle holde tilbage imens man havde veer – men det var egentlig slet ikke så slemt.
Jordemoderen har vist travlt på en anden stue – i hvert fald går der noget tid inden vi ser hende igen – så i stedet for karbadet hopper jeg under den varme bruser. Det var SKØNT! Jeg tror jeg stod der i en halv times tid.
Kl. 23 er jordemoderen tilbage på stuen. Hun beder mig hoppe på briksen og her lytter hun med doptone efter Nynnes hjerterytme – den er desværre lidt før høj både før, under og efter mine veer så jeg får påsat CTG for at måle rytmen over en længere periode. ØV tænker jeg – jeg havde virkelig håbet på at kunne gå omkring og nu er jeg bare bundet til sengen. Men det skal vise sig at blive rigtig godt!
Hjerterytmen bliver ved med at være en smule forhøjet – jeg får derfor målt min temperatur, men den er ikke forhøjet. Jordemoderen spørger også til om jeg har drukket godt dagen igennem da Nynnes hjerterytme godt kan være lidt forhøjet hvis jeg er dehydreret – og det må jeg jo tilstå at jeg ikke har – så jeg bliver beordret til at drikke en masse saftevand og så får jeg ellers lov til at blive liggende med måleren.. hmm! Nå men her ligger jeg en times tid inden vi ser hende igen – veerne tager til, men bliver på intet tidspunkt så jeg ikke kan holde dem ud. Det var en FED oplevelse – jeg følte virkelig at jeg havde kontrol over min krop – når der var en ve koncentrerede jeg mig 500 % om den og min vejrtrækning – og når der ikke var ve sov jeg squ (!!!) – det var som om min krop vidste at NU er der lige et par minutters fred og her gælder det om at samle al den energi jeg overhovedet kan inden næste ve kommer. Ifølge måleren har jeg tre veer på ti minutter.
Kl. 00 er jordemoderen tilbage på stuen. Hun undersøger mig og til min store skuffelse er jeg kun 5 cm åben. 5 cm!!!! Det kunne jeg bare slet ikke overskue – jeg syntes jo heller ikke veerne sårn for alvor bed endnu og jeg forestillede mig bare at der ville gå timer endnu. Det får jeg vist sagt højt til jordemoderen – i hvert fald siger hun at nogle gange kan man opleve med 2. gangs fødende at de sidste 5 cm kommer meget hurtigt – så måske jeg har født om en time, men hun kan ingenting love. Kl. 00.15 seponerer jordemoderen CTG måleren og sætter sig ved computeren for at få overblik over hvad den har målt. Kort herefter lyder der et højt ”hmf” fra mig (som en stor fed mand der virkelig skal skide ?) – jeg kan mærke at det begynder at presse og siger lidt forvirret til jordemoderen at der altså sker et eller andet nu og om det ikke er alt alt for tidligt (havde jo LIGE fået at vide at jeg kun var 5 cm åben!!) – hun kommer hen til mig og mærker efter ved de efterfølgende veer, men der sker ikke mere så hun siger at det sikkert bare var fordi Nynne havde roteret sig nedad i bækkenet. Nå tænker jeg – så er der alligevel lang tid endnu ? Hun sætter sig tilbage til computeren – men ti minutter efter udbryder jeg igen ”HMF” og kan mærke at nu presser det altså! Jordemoderen løber hen til mig og jeg spørger om det virkelig kan passe at det allerede er nu. Det kan sagtens være siger hun og mærker efter – jo den er god nok, og jeg får grønt lys til at presse med næste gang! Tre gange når jeg at presse – første gang tager jordemoderen mit vand, anden gang kommer hovedet ud (jeg skriiiiger og tager helt automatisk min hånd derned og kan slet ikke forstå at det virkelig allerede er hendes hoved jeg kan mærke) – jeg når lige at tænke ”FUCK jeg ender squ da med at sprække fra hoved til røv” inden jeg får tredje presseve – kl. 00.31 - og min dejlige lille Nynne kommer ud ? (p. s… jeg fik ikke så meget som en rift ?)
Det var simpelthen så fantastisk en oplevelse – jeg havde absolut en god fødsel første gang, men det her var helt ubeskriveligt. Jeg havde virkelig kontrol over min krop og jeg formåede virkelig at arbejde med veerne i stedet for at stritte imod smerten. Jeg var 100 % til stede under hele forløbet og jeg kan huske hver en detalje her efterfølgende.
Og Jacob var helt fantastisk under fødslen – han var der på præcis den måde jeg havde brug for – VAR der ”bare” og lod mig være i min trance mellem veerne og under veerne var han klar med opmuntrende ord og en hånd der blev klemt gul og blå ?
Desværre gik det hele vist lige lidt for stærkt for min lille Nynne - i hvert fald scorer hun ikke så fin apgar score (hun har ikke så pæn en farve, hendes reflekser er ikke så gode, hun har en knirkende respiration og hun er lidt slap). Jeg får hende op på maven, Jacob klipper navlesnoren og alt det der og jordemoderen tager det hele meget roligt – men jeg er urolig og spørger også på et tidspunkt hvorfor hun er så grå og om hun ikke skal skrige ordentlig igennem. Efter lidt tid kommer hun over og får CPAP og suges lidt i munden (hun blev født i lidt grønt fostervand). Jordemoderen forklarer os, at den sidste vej gennem fødselskanalen giver barnet en ret hårdhændet massage, som både presser fostervandet ud af barnets lunger og stimulerer blodomløbet - men da Nynne kom så stærkt ud til sidst har hun nok ikke fået presset alt vand ud af lungerne og har ikke fået stimuleret blodomløbet tilstrækkeligt. Først er det bare jordemoderen der står og giver hende CPAP, men da hun ikke rigtig retter sig tilkaldes der en børnelæge. Hun gør nu ikke så meget andet end bare at give hende CPAP og observere hende. Hun bliver hurtigt pænere i farven og hendes reflekser er også fine, men hun har stadig en lidt stødende respiration og er turvis lidt slap. Efter en halv time med CPAP retter hun sig dog og da hun kommer over til mig er hun helt ovre hendes lidt hårde start!
Wauw, fik lige flashback! Jeg fødte også Nicolai på stue 6 på Kolding Sygehus ;o)
