Mine børn er der 2 år imellem og det syntes jeg altså har været rigtig hårdt.... Den lille er nu 1 1/2 år og den store 3 1/2. De kan godt lege lidt sammen, men er jo overhovedet ikke det samme sted i udviklingen.... Den store (en dreng) bliver hurtigt lidt for vild i sin leg og den lille (en pige) skriger op så snart han bare rør hende, er for tiden pænt træt af at sige "Nu stopper I altså....."
De er glade for hinanden, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. De lyser begge op som små sole når de ser hinanden. Men det ville de jo også have gjort hvis der havde været 3 år imellem dem, og så ville de oven i købet stadig have haft glæde af hinanden....
Noget andet er at man skal acceptere, at man ikke kan bruge samme tid på den lille som man gjorde med den store.
Syntes nogen gange,jeg med meget dårlig samvittighed, har kigget over på mit lille spædbarn, som ofte måtte ligge alene på et tæppe fordi den store tog meget af min tid. Og var det ikke den lille jeg følte skyld overfor, så var det den store. Jeg følte han var alt for lille til at skulle opleve, at hans mor måtte afvise selv basale ønsker han måtte have, fordi der nu var kommet et nyt barn.
Det er hårdt at skulle op flere gange om natten, da man nu pludselig har 2 børn der ikke sover igennem om natten - den store er først inden for de sidste få mdr. begyndt at sove igennem.
Men det der næsten piner mig mest er at jeg glemmer at nyde nuet... Har ofte for travlt med hele tiden at at se frem til de bliver stører. "Det bliver nemmere når de bliver ældre" tager jeg mig selv i at tænke og sådan skal det ikke være. Det er så kort tid af deres liv de er små, som i rigtig små og det skal sq nydes, ikke overståes.
Det lyder ret negativt, det ved jeg, prøver bare at være ærlig... Alt det negative fylder måske 40% i min verden, resten er positivt og med positivt mener jeg det samme som mødrene i indlægene over mig - bare for at understrege at de har helt ret
Anmeld
