Hvad synes i om selvvalgt kejsersnit ?

Jeg vil ikke dømme nogen ud fra deres valg, jeg er helt sikker på at de valg der bliver taget, bliver taget for deres egen skyld og ikke for nogens andre.

Så mit svar må være, jeg synes det er helt fint man kan vælge selv

Knus Siber, der selv har to pks

Siber skriver:

Jeg vil ikke dømme nogen ud fra deres valg, jeg er helt sikker på at de valg der bliver taget, bliver taget for deres egen skyld og ikke for nogens andre.

Så mit svar må være, jeg synes det er helt fint man kan vælge selv

Knus Siber, der selv har to pks

Barn og egen skyld, ikke... og er enig....

Eva skriver:

Barn og egen skyld, ikke... og er enig....

ja ja selvklart  også de små pus

Siber skriver:

ja ja selvklart  også de små pus

Ja, regnede jeg godt med du tog som en selvfølge...bare mærkeligt der ikke er forståelse for at vi alle tager de valg der er bedst for os hver især..

Eva skriver:

Ja, regnede jeg godt med du tog som en selvfølge...bare mærkeligt der ikke er forståelse for at vi alle tager de valg der er bedst for os hver især..

ja jeg forstår det hellere ikke!

Jeg har godt nok ikke valgt selv, da begge var i uk, men blev selvfølgelig spurgt om jeg ville en sædefødsel, og der sagde jeg pænt nej tak!

Men det jeg bliver ked af at høre er, hvor synd der er for mig, og jeg ikke er rigtig kvinde, og jeg skal komme efter dig.

Jeg forstår ikke sådanne kommetarer.

Jeg glemmer aldrig en kommetar jeg fik af en underbo få dage efter vi var kommet hjem. Hvor synd det var for mig, og nu havde jeg jo et grimt ar, og jeg kunne jo ingen ting når jeg var blevet opereret. Jeg sagde bare, tak, men der det feder at flække i fissen end at have et lille ar, so ingen kan se. Jeg blev bare så gal (var vidst stadigvæk lidt hormonella)

Knus

Siber skriver:

ja jeg forstår det hellere ikke!

Jeg har godt nok ikke valgt selv, da begge var i uk, men blev selvfølgelig spurgt om jeg ville en sædefødsel, og der sagde jeg pænt nej tak!

Men det jeg bliver ked af at høre er, hvor synd der er for mig, og jeg ikke er rigtig kvinde, og jeg skal komme efter dig.

Jeg forstår ikke sådanne kommetarer.

Jeg glemmer aldrig en kommetar jeg fik af en underbo få dage efter vi var kommet hjem. Hvor synd det var for mig, og nu havde jeg jo et grimt ar, og jeg kunne jo ingen ting når jeg var blevet opereret. Jeg sagde bare, tak, men der det feder at flække i fissen end at have et lille ar, so ingen kan se. Jeg blev bare så gal (var vidst stadigvæk lidt hormonella)

Knus

Også noget pladder...kan ikke forstå alt det der hellige omkring det at føde og at noget er bedre end andet....som om der er et hiraki indenfor fødsler...jeg glæder mig da bare over mit stramme understel og hellere have et ar på maven end sjælen..

Men for dælen at kvinder ikke bare kan udvise forståelse for hinanden....det handler jo ikke om måden man får børn men om hvordan man behandler dem når de er der..

Eva skriver:

Også noget pladder...kan ikke forstå alt det der hellige omkring det at føde og at noget er bedre end andet....som om der er et hiraki indenfor fødsler...jeg glæder mig da bare over mit stramme understel og hellere have et ar på maven end sjælen..

Men for dælen at kvinder ikke bare kan udvise forståelse for hinanden....det handler jo ikke om måden man får børn men om hvordan man behandler dem når de er der..

Helt enig!

Kan ikke holde øjnen oppe mere, så godnat!

Siber skriver:

Helt enig!

Kan ikke holde øjnen oppe mere, så godnat!

Nat nat-...sov dejligt..

lisbeth2910 skriver:

 

Jeg vil bare meget kort tilføje at man da også tager helt fejl, hvis man vælger kejsersnit af frygt for smerterne ved vaginal fødsel. Jeg forventer/tror at der er mange flere og længere varende smerter knyttet til et kejsersnit.

Jeg vil give dig ret - jeg fik AKS og der gik næsten 14 dage før jeg kunne vende mig selv i sengen igen - bogstaveligt talt. Min mand måtte vende mig... det er bare ikke fedt med et spædbarn i huset.

Jeg har ikke rigtigt villet blande mig i debatten herinde, fordi jeg synes den har en tendens til at blive meget sort og hvid og den rykker i bund og grund ikke ved noget. 

De folk der er imod moderens ret til at vælge uden medicinsk indikation, er lige så meget imod efter at have læst denne  og dem der mener der skal være plads til moderens ønsker har heller ikke ændret mening, så i min verden er det reelt ikke en debat, men en opremsning af synspunkter 

Jeg står så med et ben i hver lejr. Jeg fik AKS sidste gang efter 4 døgns igangsættelse og mere end 12 timer med ve-storm og en epidural der ikke virkede. Jeg rystede så meget at de måtte fysisk spænde mine arme fast under AKS'et (de turde ikke give mig mere krampestillende) og de var nødt til at lægge rygmarvsblokaden så højt (pga. den fejlede epidural) at halvdelen af mit mellemgulv var lammet, så jeg følte det som om jeg ikke kunne trække vejret. Oven i det hele kunne jeg ikke få min datter op til mig pga. rystelser og så hende derfor først 1½ time senere på opvågningen.

Denne gang har jeg bedt om at få lov til at prøve en naturlig fødsel igen (lægerne overvejer dog stadig dette, men det er ikke pga. min tidligere fødsel, men forskellige sygdomme jeg har - og i øvrigt også havde sidste gang - der gør at de stadig overvejer om de tør prøve en naturlig fødsel næste gang), men jeg har samtidigt understreget at jeg IKKE under nogen omstændigheder vil sættes igang. Hvis min datter af den ene eller den anden årsag skal ud før jeg selv går i fødsel, bliver det PKS og det har lægerne indvilget i uden protest.

Jeg mener at fødselsforberedelse og oplysning er vejen frem, når det drejer sig om 1. gangs fødende uden medicinsk indikation for PKS, men jeg mener også det er vigtigt i sidste ende at respektere moderens valg, og psykiske grunde kan også veje tungt i denne sammenhæng.

Ja kvinder er skabte til, at føde børn og detfor "bør" de føde naturligt. MEN når man nu i dagens Danmark tilhører et sundhedssystem hvor man har mulighed for selv, at vælge hvad der er det rette for en selv - så skal man da gøre det! Og er man usikker på hvilket valg man skal træffe, så findes der tunindvis af kyndige fagfolk der kan formidle informationer.

Man er i de sidste år begyndt, at fokusere mere og mere på individet selv og hvilke behov vi har hver især og dette ser jeg som et skridt i den rigtige retning, det giver nemlig plads til forskellighed og rummelighed til os alle sammen.