Kvindens ret til at vælge at gennemføre en graviditet

 

Nej absolut ikke, men jeg mener at man som selvvalgt enlig mor (er det ikke sådan det hedder?) burde vise meget stor forståelse for at de mænd som ikke har ønsket at blive fædre gennemgår en række mere eller mindre voldsomme reaktioner på det uønskede faderskab... Både før og efter fødslen af barnet. Jeg synes tit jeg oplever/ læser at der er meget lidt forståelse for disse mænds vrede og desperation i de eksempler jeg har læst om herinde.Mange tråde om hvor dårligt de selvvalgte enlige mødre føler sig behandlet fordi faren ikke vil acceptere barnet, se det, betale børnepenge, fortælle sine forældre og venner om det osv osv

Det jeg prøver at forklare handler IKKE om at børnene ikke skulle have ret til at leve, men udelukkende om at mødrene efter min mening skal udvise MEGET stor forståelse og tålmodighed når de vælger at fratage et andet menneske retten til selv at vælge hvornår og med hvem han skal sætte børn i verden.

Jeg har ledt længe efter den rette far til mit barn - men det har da ikke afholdt mig fra at have sex med en masse andre undervejs - også nogle jeg aldrig kunne drømme om at få børn med. Det ville være forfærdeligt hvis en af dem jeg ikke kunne se en fremtid med eller ikke havde været sammen med på rette tidspunkt eller længe nok kunne komme og sige "nå - nu skal du altså være forælder, fordi det vil jeg! Og du skal betale børnepenge og så kan du forresten selv vælge om du vil se barnet når jeg har født eller om du vil have et barn gående rundt i verden som du ikke har noget forhold til". Og det synes jeg der generelt er meget lidt forståelse for i de tråde jeg har læst herinde om emnet - og jeg har sagt det samme til hver eneste af dem jeg har læst.

Efter min mening er det da KLART at mange af disse mænd går totalt i krise og taber småkagerne når de står i sådan en situation...

Helt enig! Det er faktisk meget ofte, at man læser om selvvalgte enlige mødre som gerne vil påtvinge barnets far en faderrolle som han fra starten har valgt fra af diverse årsager.

Det er pisse ærgeligt det skal være sådan - men jeg tror at mange med tiden som barnet vokser sig større begynder, at få nogle urealistiske forventninger om en faderrolle i barnets liv.

Sjovt nok er det som regel sådan, at selvvalgte enlige mødre er ene om beslutningen om, at få barnet og enlige i graviditeten, men samtidig render rundt med en drøm om, at barnets far nok skal bløde op når barnet er blevet født. Når han så ikke lever op til de selvskabte forventninger, ja "såååh bliver det personligt"!

qp skriver:

Helt enig! Det er faktisk meget ofte, at man læser om selvvalgte enlige mødre som gerne vil påtvinge barnets far en faderrolle som han fra starten har valgt fra af diverse årsager.

Det er pisse ærgeligt det skal være sådan - men jeg tror at mange med tiden som barnet vokser sig større begynder, at få nogle urealistiske forventninger om en faderrolle i barnets liv.

Sjovt nok er det som regel sådan, at selvvalgte enlige mødre er ene om beslutningen om, at få barnet og enlige i graviditeten, men samtidig render rundt med en drøm om, at barnets far nok skal bløde op når barnet er blevet født. Når han så ikke lever op til de selvskabte forventninger, ja "såååh bliver det personligt"!

Yes Jeg hører så under kategorien enlig mor, men har aldrig ville forlange noget af Johnny, Lauras far, som har en anden familie. Ingen af os har som skrevet haft noget valg mht. at få Laura og når jeg tænker tilbage, kan jeg sagtens se, der var nogle ting, jeg ville have gjort anderledes ift. hvordan jeg ville tackle tiden op til Lauras fødsel samt Johnnys og mit forhold. Da jeg var ked af det, himlede jeg i nogle situationer op over hans ansvar osv. men jeg kan da sagtens se, hvorfor han var i panik, og det forstår jeg så inderligt.

Jeg står så bare i den heldige situation, at Johnny valgte at deltage i fødslen, og netop har valgt fortsat at ville se Laura og have et forhold til hende, hvilket jeg faktisk synes er ret stort, især når han nu har/havde en anden familie at tage hensyn til.

K.h. Linda 

Linda2009 skriver:

Yes Jeg hører så under kategorien enlig mor, men har aldrig ville forlange noget af Johnny, Lauras far, som har en anden familie. Ingen af os har som skrevet haft noget valg mht. at få Laura og når jeg tænker tilbage, kan jeg sagtens se, der var nogle ting, jeg ville have gjort anderledes ift. hvordan jeg ville tackle tiden op til Lauras fødsel samt Johnnys og mit forhold. Da jeg var ked af det, himlede jeg i nogle situationer op over hans ansvar osv. men jeg kan da sagtens se, hvorfor han var i panik, og det forstår jeg så inderligt.

Jeg står så bare i den heldige situation, at Johnny valgte at deltage i fødslen, og netop har valgt fortsat at ville se Laura og have et forhold til hende, hvilket jeg faktisk synes er ret stort, især når han nu har/havde en anden familie at tage hensyn til.

K.h. Linda 

Jeg forstår ikke hvorfor du beskriver det som "stort", at han vil se sin datter - jeg kunne forstå hvis han ikke var hendes biologiske far, at du brugte det ord men det kan jeg ikke i denne sammenhæng?

Jeg er også enlig mor - selvvalgt vil jeg ikke kalde det, for vi var to om det i den første tid af min graviditet, - vi havde det hele, kærlighed, drømme om fremtiden osv osv...  men der var dog omstændigheder der gjorde, at vi to ikke fortsatte forholdet og at faderen idag ikke ser min søn.

Jeg elsker mit barn over alt i verden men hvis jeg havde vidst de ting om faderen som jeg i dag gør, så havde jeg altså valgt anderledes! Jeg synes virkelig ikke noget barn er tjent med sådan en far som mit barns far er - og jeg jeg synes også det er vigtigt, at børn har et forhold til sin far, på trods af moderen og faderens uenigheder om hinanden.

Nu er situationen som den er og jeg forsøger, at gøre mit bedste hvilket jo må være godt nok - for jeg kan ikke gøre det anderledes

 

Kan forstå begge siders argumenter, men som en anden også skriver er det meget vigtigt at se på hver enkelt situation og ikke skære alle over en kam..

De mødre der nærmest 'narer' en mand til at blive far, endten ved ikke at sige de har smidt pillerne eller noget i den stil, burde have noget så meget en endefuld, da det bare er dybt forkasteligt..

Derudover er det sandt at man har et fælles ansvar så snart man har sex, og dermed bliver det jo også fælles! -Hvis manden mener at det er 'nok' at have uafbrudt samleje, og dermed ikke beskytter sig, velvidende at kvinden ikke benytter prævention, jamen så må han da også være klar til at kunne tage det ansvar der kan komme efterfølgende.. Nemlig at blive far! Det kan da aldrig nogensinde være kvindes uovertrufne valg blot fordi det er hendes krop - i denne situation altså..

Jeg står selv i oven nævnte situation, og ønskede bestemt ikke en graviditet som resultat af vores sjov den ene nat, men ikke desto mindre var det der jeg stod en måned efter. Jeg havde for mange år siden besluttet mig for at jeg aldrig nogensinde ville udsætte min krop for noget så unaturligt som en abort- af MANGE forskellige årsager, og jeg oplyste også faderen til min barn omkring situationen tids nok, og han sagde beslutningen var min, og han nok skulle tage sit ansvar hvis ikke jeg ville have mig en abort.. At han så flere gange under min graviditet har ændret mening, og idag står og beskylder mig for at det var MIT valg at gøre HAM til far, kan da gøre mig noget så harm! -Og dette er jo præcis hvad TS også har oplevet... Heldigvis er jeg på intet tidspunkt blevet beskyldt af andre for at handle dårligt, da alle mener der skal 2 til tango, og mænd alt for nemt kan løbe fra deres ansvar.

Man skal så også samtidig vise forståelse for manden i hans situation, og det gør jeg bestemt også og har ikke forlangt noget som helst at mit barns far på noget tidspunkt.. Og havde faktisk heller ikke søgt om børnebidrag fra ham, men da han så begyndte at beskylde mig for det ene og det andet efter han havde kørt rundt i følelser og forhold til mig, så har jeg søgt børnepenge alligevel, da det simpelthen er SÅ lille en ting i forhold til hvad han har budt mig.. Og jeg har endda stadig døren åben for ham, og han er velkommen i sit barns liv hvis han ønsker det, men han skal også bare bestemme sig, og melde det ud med det samme, da jeg ikke gider han fortsætter stilen med bare at ændre mening hele tiden.. Så ja, hav forståelse for manden, men til en meget begrænset grad. Som minimum vurdér det ud fra den enkelte situaion!

surprisebaby skriver:

Jeg er gravid i 32. uge, og åh, jeg er simpelthen så træt af at få at vide, hvor svært det må være for faren, at jeg har valgt at få barnet.

Min ex og jeg havde kun kendt hinanden ganske kort tid, da jeg blev gravid. Vi ville have barnet, men da jeg var i 11. uge gik jeg fra ham, og han ønskede så, at jeg fik en abort, hvilket jeg ikke ville.

Siden har han svinget mange gange mellem sine ønsker i forhold til barnet. Den ene dag ønsker han ingen kontakt og vil gerne have, at jeg skriver "far ukendt" og den næste dag ønsker han, at barnet skal bo fast hos ham.

Det jeg er træt af er, at mange mennesker synes, at det er så synd for ham, at jeg ikke fik en abort... til det kan jeg kun sige, at mandens valg i forhold til at få børn jo er om han bruger beskyttelse eller ej. Det kan da ikke blive sådan, at en kvinde skal tvinges til abort. Jeg er slet ikke uforstående overfor, at det er svære vilkår at blive far under, men er bare så død træt af hele tiden, at skulle forsvare, hvorfor jeg ikke fik en abort.

Forstår ikke helt, hvorfor folk vælger at prioritere at nævne, det kan være synd for faren, at du har valgt at beholde barnet.
Kan godt forstå, du er træt af at høre på det. Det er jo ikke konstruktiv snak, og hvad skal du dog bruge den slags ord til nu, hvor dit lille mirakel er på vej
I øvrigt mener jeg, at ynker man faren, skal man lige huske på, at alternativet ikke givetvis ville være bedre for ham... Og tænk engang, hvor folk da også stadig ville kunne snakke: "Han troede, det skulle være dem for altid, hun blev gravid, men så skred hun og fik en abort!" (Sat på spidsen naturligvis).

Jeg mener bare, - det er så nemt at være should have/would have/could have-agtig på andres vegne. Og det er vel for så vidt også i orden og ganske menneskeligt. Bare ikke i forhold til bogstavelig talt så livsvigtigt et emne som abort. Ikke i min bog.

Held og lykke med resten af graviditeten - du har noget fantastisk i vente )

qp skriver:

Jeg forstår ikke hvorfor du beskriver det som "stort", at han vil se sin datter - jeg kunne forstå hvis han ikke var hendes biologiske far, at du brugte det ord men det kan jeg ikke i denne sammenhæng?

Jeg er også enlig mor - selvvalgt vil jeg ikke kalde det, for vi var to om det i den første tid af min graviditet, - vi havde det hele, kærlighed, drømme om fremtiden osv osv...  men der var dog omstændigheder der gjorde, at vi to ikke fortsatte forholdet og at faderen idag ikke ser min søn.

Jeg elsker mit barn over alt i verden men hvis jeg havde vidst de ting om faderen som jeg i dag gør, så havde jeg altså valgt anderledes! Jeg synes virkelig ikke noget barn er tjent med sådan en far som mit barns far er - og jeg jeg synes også det er vigtigt, at børn har et forhold til sin far, på trods af moderen og faderens uenigheder om hinanden.

Nu er situationen som den er og jeg forsøger, at gøre mit bedste hvilket jo må være godt nok - for jeg kan ikke gøre det anderledes

 

Jeg vidste du ville reagere på mit ordvalg

Nu til dit spørgsmål. Grunden til jeg synes det er stort af ham er at han også har 3 andre børn på hhv. 12, 9 og 4 at tage hensyn til. De ved bare ikke noget endnu, og han er ret sikker på, de vil vende ham ryggen, når han lader bomben springe om en lillesøster. Han har hele tiden været sikker på, at han ville se Laura og være en del af hendes opvækst, han har dog bare ikke informeret mig om denne beslutning. Jeg har ingen drømme om det perfekte familieliv med ham mere, for jeg har accepteret, at tingenes tilstand nu engang er, som de er. Jeg var tidligere dum nok til at tro på, at vi skulle være sammen, og ja det var naivt, hvilket jeg blankt indrømmer, men nu er jeg afklaret med situationen, selvom der stadig er følelser.

 

Ja der er jo ikke så mange andre ting jeg har, at forholde mig til herinde end ord

Jeg kan sagtens forstå hans dilemma, men når det så er sagt så tror jeg, at de store piger nok vil være mere interesserede i lillesøsteren end at han har været moderen utro (hvis han og konen kan finde ud af det sammen).

Og ja... man bliver klogere - vi har jo alle prøvet det der med, at være naive og det kan vi jo tage ved lære af

qp skriver:

Ja der er jo ikke så mange andre ting jeg har, at forholde mig til herinde end ord

Jeg kan sagtens forstå hans dilemma, men når det så er sagt så tror jeg, at de store piger nok vil være mere interesserede i lillesøsteren end at han har været moderen utro (hvis han og konen kan finde ud af det sammen).

Og ja... man bliver klogere - vi har jo alle prøvet det der med, at være naive og det kan vi jo tage ved lære af

Jeg regner med at det er til mig...

Den ældste er en dreng, og de to efterfølgende er piger. Ja, jeg tror nu heller ikke de vil støde ham væk, når de får beskeden, og han bliver ikke sammen med konen, men vil skilles, hvilket hun nægter. Hun nægter i det hele taget at se realiteterne i øjnene, og da jeg talte med hende, fik hun det til at lyde som om, at Johnny og jeg skal dele en købmandskurv, og når det så er overstået, så skal vi aldrig ses mere. Det er sgu lidt morsomt, må jeg
indrømme

Linda2009 skriver:

Det er nu ikke helt rigtigt. For at få børnepenge fra faderen, skal man sende en ansøgning, og hvis man ikke gør det, ja så kommer faderen ikke til at betale.

Når det er sagt, så synes jeg da, at han selvfølgelig skal betale

K.h. Linda

Havde både statsamtet med indeover, og en advokat og nej der var ikke noget at gøre... Han var far, så han skulle betale. Jeg skulle ikke søge om noget som helst, andet end underholdnings bidrag før og efter fødsel, udstyr osv. Hvilket jeg ikke gjorde....

Mumto3 skriver:

(Hvis jeg har forstået det rigtigt) Så synes jeg at det er vigtigt at huske på at de, både mor og far, gerne ville have barnet, lige indtil hun gik fra ham, og så vendte han på en tallerken, og ville forresten ikke have barnet eller have at hun fik det! Det synes jeg da overhovedet ikke at han kan bestemme! Det lyder jo nærmest som en slags 'hævn', går du fra mig, så tager jeg dit barn.

 

Det er også sådan jeg forstår det - Så jeg syntes så helt bestemt at trådstarter har alt mulig ret til at beholde sit barn i maven - ja det har hun jo så selvfølgelig også valgt, men det er da barnets far der pludselig ikke ville være en del af det alligevel...