Kvindens ret til at vælge at gennemføre en graviditet

Rosa skriver:

Jeg kan da sagtens forstå din tankegang - men jeg må ligesom Mor På Sjælland sige at jeg er meget uenig i de ting du skriver...

Prævention (for det første) er ikke den enes ansvar - det er begges, og hvordan ville DU have det med at din eks tvang dig til at blive forælder mod din vilje? Du har et valg - godt for dig, men jeg mener bare som udgangspunkt ikke at det at sige ja til at have sex med ens nye kæreste / en anden person er det samme som at sige ja til at sætte et barn i verden hvis "uheldet" skulle være ude...En anden ting er at jeg mener at alle børn har RET til at de to forældre som sætter dem i verden også virkelig ønsker sig dem (donorbørn som den eneste undtagelse - her an det være nok med en)...

Men alt dette har du jo selvfølgelig hørt før, og du har truffet din beslutning! Og tillykke med den - det er skønt med et lille nyt liv på vej! Du skal være mor, og jeg er sikker på at du vil elske dit barn ekstra meget for den far der i sin tid ikke fik et valg. Og så må man håbe at han får lov at opleve glæden ved at være far, både for sin egen og barnets skyld! Mit råd til dig og andre i samme situation er virkelig at forsøge at sætte jer ind i hvordan det må føles for faren. Virkelig forsøge at være empatiske! I har taget et valg for dem - og I kan glæde jer over graviditeten og beslutningen fordi det er jeres egen... Den mulighed har de ikke - så det er da klart at I må tage dem kritik der følger med fra omverdenen - sådan er det når man tager en fælles beslutning og gør den til sin helt egen...

Mvh

Rosa

Jeg er meget enig I de ting du skriver og er selv i samme situation som trådstarter.

Jeg har dog et spørgsmål: Hvad er forskellen på at undvære en far når man er donorbarn i forhold til at kvinden har taget beslutningen for faren??? Ingen af dem har en far - spørgsmålene vil dukke op uanset hvad.

 

KH

Rikke

Jeg synes også, det her er vigtigt at holde sig for øje, at de til at starte med begge gerne ville have barnet. Det virker som en også skriver som en form for hævnvendetta, når faderen lige pludselig ikke vil have noget med barnet at gøre.

Når du skriver kvindens ret til at få børn, så synes jeg det er ret sort/hvidt. For hvis man uforvarende er gået hen og blevet gravid, synes jeg faktisk også, det er mandens ret at blive hørt. Det gælder for begge parter om at se konsekvenserne af de valg der bliver foretaget. Jeg synes tit, det er alt for nemt for os kvinder at skyde skylden over på manden, som måske fravælger et barn. Selvfølgelig har man været fælles om at have sex, men det har jo vidtrækkende konsekvenser, når man vælger at sætte et barn i verden. Det handler netop om at se ud over egen næsetip og have empati for den anden part.

Selv er jeg alene med Laura på knap 4 mdr., og jeg stod også alene i graviditeten, da hendes far ikke vidste, hvad han ville. Jeg havde dog ikke noget andet valg end at få Laura, og det er svært at sige, hvad jeg selv ville have gjort, hvis jeg stod overfor at skulle træffe et sådant valg, der ville få konsekvenser resten af mit liv.

K.h. Linda

Det er en skide svær debat, for enden er man imod "børn uden fædre" ellers også har man en positiv holdning til det....

Jeg selv blev gravid men en fyr som jeg havde kendt et års tid, og vi var da så godt som kærester, men jeg var ikke klar til fast forhold så jeg valgte at stoppe mens legen var go... 6 uger senere finder jeg så ud af at jeg er gravid, og vælger med det samme at jeg skal have barnet uanset om han vil være en del af det eller ej... Lige da jeg fortæller ham hvordan og hvorledes vil han gerne have barnet, hvis vi bliver kærester. Hvilket jeg takker pænt nej tak til, jeg vil ikke være sammen med en bare fordi vi skal have barn sammen, der skal også være kærlighed i det.... Han stillede sig derfor med det samme på bagben, og vi har ikke set skyggen af ham siden. Han valgte at han intet ville have med barnet at gøre, hvilket jeg accepterede....

Min søn mangler ingenting, han har i dag stadig ikke kontakt til hans biologiske far, men så har han tilgengæld min kæreste, som er den bedste far som han overhovedet kunne tænke sig....

Det eneste "komtakt" vi har til den biologiske far er at han betaler børnepenge engang i mdr. Det vil nogen også mene er noget jeg pådutter ham trods han ikke vil, men jeg undersøgte da jeg blev gravid om han på en eller anden måde kunne undgå at betale de penge, hvilket kun kan lade sig gøre hvis jeg havde skrevet faren som ukendt, hvilket jeg aldrig ville gøre. Min søn har ret til at vide besked når han bliver gammel nok til det, så ville aldrig lyve om hans biologiske far....

 

LouiseLarsen skriver:

Det er en skide svær debat, for enden er man imod "børn uden fædre" ellers også har man en positiv holdning til det....

Jeg selv blev gravid men en fyr som jeg havde kendt et års tid, og vi var da så godt som kærester, men jeg var ikke klar til fast forhold så jeg valgte at stoppe mens legen var go... 6 uger senere finder jeg så ud af at jeg er gravid, og vælger med det samme at jeg skal have barnet uanset om han vil være en del af det eller ej... Lige da jeg fortæller ham hvordan og hvorledes vil han gerne have barnet, hvis vi bliver kærester. Hvilket jeg takker pænt nej tak til, jeg vil ikke være sammen med en bare fordi vi skal have barn sammen, der skal også være kærlighed i det.... Han stillede sig derfor med det samme på bagben, og vi har ikke set skyggen af ham siden. Han valgte at han intet ville have med barnet at gøre, hvilket jeg accepterede....

Min søn mangler ingenting, han har i dag stadig ikke kontakt til hans biologiske far, men så har han tilgengæld min kæreste, som er den bedste far som han overhovedet kunne tænke sig....

Det eneste "komtakt" vi har til den biologiske far er at han betaler børnepenge engang i mdr. Det vil nogen også mene er noget jeg pådutter ham trods han ikke vil, men jeg undersøgte da jeg blev gravid om han på en eller anden måde kunne undgå at betale de penge, hvilket kun kan lade sig gøre hvis jeg havde skrevet faren som ukendt, hvilket jeg aldrig ville gøre. Min søn har ret til at vide besked når han bliver gammel nok til det, så ville aldrig lyve om hans biologiske far....

 

Det er nu ikke helt rigtigt. For at få børnepenge fra faderen, skal man sende en ansøgning, og hvis man ikke gør det, ja så kommer faderen ikke til at betale.

Når det er sagt, så synes jeg da, at han selvfølgelig skal betale

K.h. Linda

Rosa skriver:

Jeg kan da sagtens forstå din tankegang - men jeg må ligesom Mor På Sjælland sige at jeg er meget uenig i de ting du skriver...

Prævention (for det første) er ikke den enes ansvar - det er begges, og hvordan ville DU have det med at din eks tvang dig til at blive forælder mod din vilje? Du har et valg - godt for dig, men jeg mener bare som udgangspunkt ikke at det at sige ja til at have sex med ens nye kæreste / en anden person er det samme som at sige ja til at sætte et barn i verden hvis "uheldet" skulle være ude...En anden ting er at jeg mener at alle børn har RET til at de to forældre som sætter dem i verden også virkelig ønsker sig dem (donorbørn som den eneste undtagelse - her an det være nok med en)...

Men alt dette har du jo selvfølgelig hørt før, og du har truffet din beslutning! Og tillykke med den - det er skønt med et lille nyt liv på vej! Du skal være mor, og jeg er sikker på at du vil elske dit barn ekstra meget for den far der i sin tid ikke fik et valg. Og så må man håbe at han får lov at opleve glæden ved at være far, både for sin egen og barnets skyld! Mit råd til dig og andre i samme situation er virkelig at forsøge at sætte jer ind i hvordan det må føles for faren. Virkelig forsøge at være empatiske! I har taget et valg for dem - og I kan glæde jer over graviditeten og beslutningen fordi det er jeres egen... Den mulighed har de ikke - så det er da klart at I må tage dem kritik der følger med fra omverdenen - sådan er det når man tager en fælles beslutning og gør den til sin helt egen...

Mvh

Rosa

helt enig.

Og vil lige tilfoje held og lykke med barnet

Jeg synes det er et ret stort dilemma! Jeg forstår fuldt ud, at du har valgt at beholde barnet, specielt fordi i jo var enige om at skulle have barnet indtil uge 11!

Da min kæreste og jeg fandt sammen for seks år siden, fortalte jeg ham, at jeg var imod abort og at dette ikke ville være en mulighed, hvis jeg blev gravid! Min kæreste accepterede min holdning og det er heldigvis aldrig blevet aktuelt!

Jeg mener ikke, at der behøves at være en far og en mor! Jeg er overbevist om, at mange enlige forældre klarer sig ligeså godt eller bedre end forældre hvor både mor og far er der!

På den anden side skal man jo selvfølgelig respektere sin kærestes mening! Jeg har en bekendt, som er blevet gravid fordi hun smed p-pillerne! Faren ville absolut ikke have børn på daværende tidspunkt og jeg synes da bestemt, at moren har taget røven på ham! Det er vigtigt, at man har snakket tingene igennem og kvinder skal ikke udnytte mænd som sæddonere mod deres ønske!

Man må se hver sag individuelt! Andet vil være diskriminerende!

Til sidst - pøj pøj med graviditeten!

Mumto3 skriver:

(Hvis jeg har forstået det rigtigt) Så synes jeg at det er vigtigt at huske på at de, både mor og far, gerne ville have barnet, lige indtil hun gik fra ham, og så vendte han på en tallerken, og ville forresten ikke have barnet eller have at hun fik det! Det synes jeg da overhovedet ikke at han kan bestemme! Det lyder jo nærmest som en slags 'hævn', går du fra mig, så tager jeg dit barn.

 

Sådan læste jeg det også...og er det korrekt forstået, synes jeg trådstarter har en vigtig pointe. Hvorfor skal hun opgive sit barn, fordi hun opgiver forholdet? (Forstå mig ret )

 

I alle andre tilfælde er jeg dog af den mening, at børn bør være en fælles beslutning mellem den kommende Mor & Far.

Ehm mener du så vi (os der har valgte barnet!!!) burde få en abort og afsluttet et liv, der aldrig selv fik valget???

Skulle jeg så MEGET mod min vilje, ha´fået en abort, pga. Nicolaj, Maluccas "far" ikke ønskede, at deltage i hendes liv, men der imod ønskede jeg fik en abort????

 

Nej absolut ikke, men jeg mener at man som selvvalgt enlig mor (er det ikke sådan det hedder?) burde vise meget stor forståelse for at de mænd som ikke har ønsket at blive fædre gennemgår en række mere eller mindre voldsomme reaktioner på det uønskede faderskab... Både før og efter fødslen af barnet. Jeg synes tit jeg oplever/ læser at der er meget lidt forståelse for disse mænds vrede og desperation i de eksempler jeg har læst om herinde.Mange tråde om hvor dårligt de selvvalgte enlige mødre føler sig behandlet fordi faren ikke vil acceptere barnet, se det, betale børnepenge, fortælle sine forældre og venner om det osv osv

Det jeg prøver at forklare handler IKKE om at børnene ikke skulle have ret til at leve, men udelukkende om at mødrene efter min mening skal udvise MEGET stor forståelse og tålmodighed når de vælger at fratage et andet menneske retten til selv at vælge hvornår og med hvem han skal sætte børn i verden.

Jeg har ledt længe efter den rette far til mit barn - men det har da ikke afholdt mig fra at have sex med en masse andre undervejs - også nogle jeg aldrig kunne drømme om at få børn med. Det ville være forfærdeligt hvis en af dem jeg ikke kunne se en fremtid med eller ikke havde været sammen med på rette tidspunkt eller længe nok kunne komme og sige "nå - nu skal du altså være forælder, fordi det vil jeg! Og du skal betale børnepenge og så kan du forresten selv vælge om du vil se barnet når jeg har født eller om du vil have et barn gående rundt i verden som du ikke har noget forhold til". Og det synes jeg der generelt er meget lidt forståelse for i de tråde jeg har læst herinde om emnet - og jeg har sagt det samme til hver eneste af dem jeg har læst.

Efter min mening er det da KLART at mange af disse mænd går totalt i krise og taber småkagerne når de står i sådan en situation...

RikkeR skriver:

Jeg er meget enig I de ting du skriver og er selv i samme situation som trådstarter.

Jeg har dog et spørgsmål: Hvad er forskellen på at undvære en far når man er donorbarn i forhold til at kvinden har taget beslutningen for faren??? Ingen af dem har en far - spørgsmålene vil dukke op uanset hvad.

 

KH

Rikke

I min verden er der forskel på at være produktet af to mennesker som har sex og bliver gravide med hinanden (ved et uheld) hvoraf en af dem tager en beslutning enevældigt og exkluderer manden af processen, og så at en enlig kvinde ønsker sig et barn så meget at hun tager en informeret og velovervejet beslutning om at benytte sig af en donor. Jeg er sikker på at en forælder godt kan elske et barn for to...

Jeg mener sagtens man kan forklare et barn at det er donorbarn uden skade - men at vide at ens far virkelig ikke ønskede sig af få dig og måske endda har valgt at holde sig ude af dit liv -det er noget andet synes jeg...

KH

Rosa

Rosa skriver:

Nej absolut ikke, men jeg mener at man som selvvalgt enlig mor (er det ikke sådan det hedder?) burde vise meget stor forståelse for at de mænd som ikke har ønsket at blive fædre gennemgår en række mere eller mindre voldsomme reaktioner på det uønskede faderskab... Både før og efter fødslen af barnet. Jeg synes tit jeg oplever/ læser at der er meget lidt forståelse for disse mænds vrede og desperation i de eksempler jeg har læst om herinde.Mange tråde om hvor dårligt de selvvalgte enlige mødre føler sig behandlet fordi faren ikke vil acceptere barnet, se det, betale børnepenge, fortælle sine forældre og venner om det osv osv

Det jeg prøver at forklare handler IKKE om at børnene ikke skulle have ret til at leve, men udelukkende om at mødrene efter min mening skal udvise MEGET stor forståelse og tålmodighed når de vælger at fratage et andet menneske retten til selv at vælge hvornår og med hvem han skal sætte børn i verden.

Jeg har ledt længe efter den rette far til mit barn - men det har da ikke afholdt mig fra at have sex med en masse andre undervejs - også nogle jeg aldrig kunne drømme om at få børn med. Det ville være forfærdeligt hvis en af dem jeg ikke kunne se en fremtid med eller ikke havde været sammen med på rette tidspunkt eller længe nok kunne komme og sige "nå - nu skal du altså være forælder, fordi det vil jeg! Og du skal betale børnepenge og så kan du forresten selv vælge om du vil se barnet når jeg har født eller om du vil have et barn gående rundt i verden som du ikke har noget forhold til". Og det synes jeg der generelt er meget lidt forståelse for i de tråde jeg har læst herinde om emnet - og jeg har sagt det samme til hver eneste af dem jeg har læst.

Efter min mening er det da KLART at mange af disse mænd går totalt i krise og taber småkagerne når de står i sådan en situation...