I mandags blev jeg som bekendt insemineret for første gang. Den 28. dec skal jeg teste.
Jeg vil lige dele lidt af tankerne omkring det. I andre piger i denne her gruppe kender jo nok følelserne, som er helt nye for mig.
Jeg tænker på det som det første, når jeg vågner. Konstant hele dagen og lige inden jeg falder i søvn, tænker jeg også på det..
Kroppens signaler bliver overanalyseret og sammehold med hvad jeg har læst mig til sker i kroppen. Signaler som i forvejen er påvirket af hardcore hormonstimulering.
Fx ved jeg, at i dag eller i morgen vil en graviditet sætte sig fast. Kigger ned på maven med stirrerøjne og prøver med begrænsede telepatiske evner at få et forhåbentlig befrugtet æg til at sætte sig fast.
Pga ægløsningssprøjte som indeholder HCG hormoner, så har jeg graviditetstegn - allerede en time før insemineringen, så jeg kan ikke rigtig bruge symptomerne til noget.
Til gengæld har jeg rationaliseret mig frem til, at hvis symptomerne klinger af, så er det nok fordi, jeg ikke er gravid.
Det resulterede i, at jeg i går morgen i en halv vågen og halvdrømmende tilstand kom frem til, at nu gjorde brysterne ikke ondt længere. Blev så ked af det (var stadig lidt langt væk og var ved at vågne). Lettere deprimeret står jeg ud af sengen og kan konstatere, at brystvorter stadig svier og hele brystet spænder. Jubiiii blev helt glad og lettet.
Kl. 13 i går kunne jeg konstatere med stor glæde, at jeg havde kvalme. Det kom og gik indtil sen aften. Nu har jeg (desværre) ikke kvalme. Kan ikke lade være med at smile lidt ved tanken om, at ømme bryster, kvalme og hiv og sving i underlivet er så kærkommen i mit liv nu.
Jeg er dog også meget bevidst om, at jeg snart er lige til den lukkede afdeling, hvis jeg ikke snart flytter fokus over på noget andet.
Bliver jeg ikke gravid denne her gang, så håber jeg virkelig at anden rundte vil være en anelse mindre krævende..
