Kan 7 mennesker bo sammen uden planlægning?

Anonym skriver:

Jeg vil gerne sige tak for alle jeres svar.

Nu har der været meget fokus på fars børn, men ikke på hvordan mine børn med deres 'handicap' skal tackle en ustruktureret hverdag, fordi der skal være plads til fars børn. De går i special klasse og jeg har en familierådgiver der guider mig til at tackle deres behov. ja vi må vente med at flytte sammen. Mine børn kommer heller ikke spontant hos mig hvis de er hos deres far eller lignende. Alt er planlagt på måneds/ugebasis undtagen evt sygdom

Tror det vil give kaos hvis 7 mennesker bare gør hvad der passer dem i en almindelig hverdag.

Vi holder heldigvis alle 7 af hinanden men det er nok bedst at nøjes med weekend hygge eller finde et kæmpe hus ��

Hej igen. 

I selve dit opslag, nævner du faktisk ikke noget af det du skriver her, men mere dig som har et problem. 

Nu du ikke får ret bringer du hurtigt ind dine børns handicap ind over, i selve opslaget, lyder det som dig der har brug for super meget struktur og ikke så meget dine børn. Så derfor har jeg taget udgangs punkt i det. 

Hvis jeg havde børn, med adhd/add/autisme og de som jeg havde super meget brugt for kasse tænkning, og brug for i god tid vide hvis der sker ændringer, ville jeg personligt aldrig overveje at skulle tage en chaos pilot ind, altså en der ikke har brug for det og måske elsker spontant hans børn kommer forbi, ikke at sige i ikke skal være sammen, men i skal nok ikke bo sammen. 

Men omvendt så kan dine børn måske lære at leve med, deres måske god venner bare kommer forbi og hygger, og det kan måske styrke dem senere hen i livet med skema ændringer og dumme chefer

Spørgsmålet er mere er det dig der har brug for det eller dine børn, hvis det går udover dine børn at der spontant kommer folk forbi, så er det meget simpelt, så skal du beskytte dem, og derfor ikke flytte sammen. 

Hvis det er dig, der bliver presset ja så ville jeg søge hen mod professionel hjælp, som måske kan give dig nogle gode værktøjer til at håndtere dette, men ellers være da et cola par (couple living apart) og nyde den frihed det giver. 

Anonym skriver:

Hej igen. 

 

I selve dit opslag, nævner du faktisk ikke noget af det du skriver her, men mere dig som har et problem. 

Nu du ikke får ret bringer du hurtigt ind dine børns handicap ind over, i selve opslaget, lyder det som dig der har brug for super meget struktur og ikke så meget dine børn. Så derfor har jeg taget udgangs punkt i det. 

 

Hvis jeg havde børn, med adhd/add/autisme og de som jeg havde super meget brugt for kasse tænkning, og brug for i god tid vide hvis der sker ændringer, ville jeg personligt aldrig overveje at skulle tage en chaos pilot ind, altså en der ikke har brug for det og måske elsker spontant hans børn kommer forbi, ikke at sige i ikke skal være sammen, men i skal nok ikke bo sammen. 

 

Men omvendt så kan dine børn måske lære at leve med, deres måske god venner bare kommer forbi og hygger, og det kan måske styrke dem senere hen i livet med skema ændringer og dumme chefer

 

Spørgsmålet er mere er det dig der har brug for det eller dine børn, hvis det går udover dine børn at der spontant kommer folk forbi, så er det meget simpelt, så skal du beskytte dem, og derfor ikke flytte sammen. 

 

Hvis det er dig, der bliver presset ja så ville jeg søge hen mod professionel hjælp, som måske kan give dig nogle gode værktøjer til at håndtere dette, men ellers være da et cola par (couple living apart) og nyde den frihed det giver. 

Jeg skriver netop i opslaget at jeg også har to børn med adhd/autisme og at det giver både mig og dem ro i hverdagen med faste rammer/rutiner

Og nej jeg havde ikke brug for at få ret, men råd/tips/erfaring

Hanspige skriver:

Nej han må ikke spontant lave planer eller tage hvor hen han lige lyster. Det bliver planlagt på forhånd. Hvorfor er det så svært for dig at acceptere? 

Hvis de bare spontant bestemmer hvad og hvor de er, med adgang til et tomt hus og dankort så er der ski ikke ret godt styr på dem. 

Sport og klub plejer at være planlagt

Jeg spørger HVORFOR? det kaldes at UNDRE sig. 

Det ved du ikke, du kender ikke børnene. 

Derfor kan det jo GODT være spontant at de har LYST til at tage i klubben, eller med til vennens sports. Men sporten var mere at en 12 årig ofte selv tager derhen, de har styr på tingene selv. Tager hjem, henter deres ting og tager til sport eller lige efter skole

Så hvis en ven spørger om han må komme med på stranden, må han kun næste dag ? 

Med det du beskriver både med dig og dine børns behov for struktur og din kæreste og hans børn spontanitet. Så tror jeg det vil være bedst at I venter med ta flytte sammen til børnene er flyttet hjemmefra, for eller tror jeg hurtigt at det ene sæt børn vil føle at de ikke er lige så vigtige.

For hvis dine børn ikke kan være i det spontane så vil det være synd at tvinge dem ud ud et. Og man kan ikke tillade sig at sige til din kæreste børn at de ikke må kommet over efter skole hvis det har lyst til at se deres far, eller kna det hurtigt skabe splid og børnene imellem. Jeg var ret gammel d amine forældre belv skilt og kort efter flyttede min ene forælder til den anden ende af landet, sammen men sin nye kæreste og denne børn. Og på trods af min alder og jeg var på vej væk hjemmefra har det i perioder gjort rigtig ondt at kærestens børn havde en hverdag med min forældre og alle de sjove stunder de havde i hverdagen når det gik måneder mellem jeg så min forældre. Derfor mener jeg ikke det er forsonligt hvis I flytter sammen og din kærestes ikke kan komme spontant forbi.

Anonym skriver:

Jeg vil gerne sige tak for alle jeres svar.

Nu har der været meget fokus på fars børn, men ikke på hvordan mine børn med deres 'handicap' skal tackle en ustruktureret hverdag, fordi der skal være plads til fars børn. De går i special klasse og jeg har en familierådgiver der guider mig til at tackle deres behov. ja vi må vente med at flytte sammen. Mine børn kommer heller ikke spontant hos mig hvis de er hos deres far eller lignende. Alt er planlagt på måneds/ugebasis undtagen evt sygdom

Tror det vil give kaos hvis 7 mennesker bare gør hvad der passer dem i en almindelig hverdag.

Vi holder heldigvis alle 7 af hinanden men det er nok bedst at nøjes med weekend hygge eller finde et kæmpe hus ��

Der er fokus på fars børn, fordi det i givet fald ville være dem, der skulle lide afsavn. Dit indlæg gik jo på, om du kunne kræve, de ændrede på deres vaner af hensyn til dig og dine børn. Ingen har stillet spørgsmålstegn ved, at dine børn har brug for forudsigeligheden - det opfatter jeg som udtryk for respekt for deres og dine behov. 
Når I spiser kl. 17, og der skal være ro kl. 19, ser jeg heller ikke de spontane besøg af hans børn som det eneste “problem”. Dén struktur og rytme synes jeg ikke, at man kan pålægge andre børn at indrette sig under - og det ville blive grundlag for mange konflikter, hvis I boede under samme tag. 

Jeg synes jo ikke, udfordringen er, at “7 mennesker bare gør, hvad der passer dem i en almindelig hverdag” - det drejer sig udelukkende om to af syv, med mindre din kæreste også vil have det stramt med at leve under så stramme rammer. Udfordringen er i mindst lige så høj grad, at du og dine børn har behov for disse rammer - og jeg synes, det er vigtigt, at du gør dig klart, at det ikke bare er hans børn, der umuliggør, at I kan bo sammen.

Ingen tvivl om, at du ser rigtigt - I kan og skal ikke bo sammen. 

BAE skriver:

Jeg spørger HVORFOR? det kaldes at UNDRE sig. 

 

Det ved du ikke, du kender ikke børnene. 

Derfor kan det jo GODT være spontant at de har LYST til at tage i klubben, eller med til vennens sports. Men sporten var mere at en 12 årig ofte selv tager derhen, de har styr på tingene selv. Tager hjem, henter deres ting og tager til sport eller lige efter skole

Så hvis en ven spørger om han må komme med på stranden, må han kun næste dag ? 

 

Jeg har svaret dig flere gange nu

Det er lidt fjollet at komme med det samme spørgsmål om og om igen  

Hanspige skriver:

Jeg har svaret dig flere gange nu

Det er lidt fjollet at komme med det samme spørgsmål om og om igen  

Men du har jo IKKE svaret på HVORFOR. Men at han ikke må.. men hvorfor han ikke spontant tage i biografen? På stranden? Eller bare ned i byen? 

BAE skriver:

Men du har jo IKKE svaret på HVORFOR. Men at han ikke må.. men hvorfor han ikke spontant tage i biografen? På stranden? Eller bare ned i byen? 

 

Jo det har jeg. 

Det er sådan vi gør det her jeg behøver ikke uddybe yderligere, heller ikke selvom du "råber". 

Hanspige skriver:

Jo det har jeg. 

Det er sådan vi gør det her jeg behøver ikke uddybe yderligere, heller ikke selvom du "råber". 

Fordi du vil vide det dagen før. Så nej. 

Så dine børn må aldrig være spontane? De må kun besøge venner, hvis det er planlagt dagen før?

Tage i biografen efter skole, som en spontan ide? 

Frygter lidt det kan blive et problem hvis alle vennerne gør det hele tiden... Men ja I gør som I vil. Jeg undrer mig bare over grunden til at de SKAL sige det dagen før. At de ikke kan ringe eller skrive det, hvis ideen opstår? 

BAE skriver:

Fordi du vil vide det dagen før. Så nej. 

 

Så dine børn må aldrig være spontane? De må kun besøge venner, hvis det er planlagt dagen før?

Tage i biografen efter skole, som en spontan ide? 

Frygter lidt det kan blive et problem hvis alle vennerne gør det hele tiden... Men ja I gør som I vil. Jeg undrer mig bare over grunden til at de SKAL sige det dagen før. At de ikke kan ringe eller skrive det, hvis ideen opstår? 

Det tænker jeg Hanspige finder ud af når de bliver ældre.  
der kommer en naturlig løsrivelse på et tidspunkt, og får man ikke lov, så gør man det bare og spørger bagefter  

jeg må indrømme jeg heller ikke forstår det. Min søn har siden han var 6-7 år spurgt om han måtte tage på legeaftale eller lignende samme dag, særligt hvis en ven skulle på stranden, legeland osv og det har han fået lov til. Nu er min dreng 13 år, og vi har en regel at han må stort set alt, MEN jeg skal vide hvor han er. Dvs går de fra skolen til netto så skriver han når de går, og når de er i netto, går de videre til fodboldbanen, så skriver han når de går, og når de er der osv osv… jeg ved altid hvor min søn er, men 99% af hans aftaler er spontane, og det kræver også tillid mellem barn og forælder.

mine forældre gjorde som hanspige… jeg måtte aldrig noget spontant. Det resulterede i da jeg var 14 år stak jeg af hjemmefra første gang, og de næste år rendte jeg ud som det passede mig og de vidste aldrig hvor jeg var. Forsøgte de med husarrest osv stak jeg af, og ja. Jeg udfordrede grænserne som enhver anden teenager i stramme tøjler ville gøre.

man siger jo at strenge forældre får snedige børn