Anonym skriver:
Jeg finder det snart underholdende det her 
Hvis du har fået en rift og godt ved det er harmløst, så ringer du jo heller ikke til lægen. Det giver jo sig selv (og hvis en borger alligevel ringer pga en overfladisk rift, så kunne opkaldet skyldes et behov for psykisk ro. Dem er der i øvrigt mange af, hvilket jeg før også har skrevet).
Jeg kan så informere dig om, at der er forholdsvis mange som kan blive usikre på harmløse ting. Især når det kommer til ens børn. Lige pludselig kan det være svært at gennemskue hvad man skal gøre. Tænk nu hvis man overså noget? Hvis ens lille dreng fik lavet en overfladisk rift på et gammelt rustent ståltrådshegn fx. Det kan godt skabe utryghed hos forældre.
Er du i tvivl eller usikker så ring til dit lægehus. Også selvom det er i kategorien småting.
PS. Har ikke ville skrive det - men har selv siddet i et lægehus og på børneafdeling og talt med RIGTIG mange borgere og familier. ALLE henvendelser er velkomne og jeg informerer og beroliger altid uanset størrelsen på problematikken.
Ja, det er faktisk en interessant ordveksling efterhånden, tydeligvis præget af hver vores “filosofi” og kendskab. Jeg ser det nemlig den anden vej rundt som nært familiemedlem til to praktiserende læger og veninde til en lægesekretær i et lægehus, som samstemmende beklager, hvor uendeligt mange ressourcer, de bruger på “hellere kontakte lægen en gang for meget end én for lidt”-typer, der (selvsagt uforvarende!) blokerer telefonlinjen og/eller lægens kalender med fuldstændigt hverdagsagtige, absolut banale symptomer.
En af dem siger, at det da er fint med førstehjælpskurser i skolen, men at det ville være mindst lige så relevant at indføre kurser i “Dette er ikke et læge-issue” og basal “Bare sæt et plaster på”-undervisning. Og så undrer de sig over, hvorfor mentaliteten eller uvidenheden har ændret sig så markant over de sidste årtier. Om det er udtryk for, at folk vitterlig ingen erfaring har med vabler, brandsår, blå mærker og forklarlige rifter, eller om det handler om “Jeg har ret til!”
At særligt førstegangsforældre er yderst bekymrede og opmærksomme er ikke nyt, der har vi vist allesammen været, og i sådanne tilfælde har de et fælles mindset om at være særligt large. Men når nogle folk tilsyneladende netop ikke ved, at en lille rift efter havearbejde eller vabler efter nye sko ikke er lægens bord, så ér der da en udfordring.
I den anden ende af spektret har vi så dem, der ikke kontakter lægen på trods af potentielt meget alvorlige symptomer - her er mænd som bekendt stærkt overrepræsenteret. Udfordringen er altså dels at tilskynde en del af befolkningen til at gå til læge ved tvivl, dels at påvirke eller undervise andre i lige at slå koldt vand i blodet. En tidligere, nok så relevant kampagne om “Brug ikke lægevagtens tid på ….” kunne jo utilsigtet føre til, at den forkerte målgruppe ræsonnerede, at man generelt ikke tog lægens tid med noget som helst. Det er absolut en balancegang.
I mit lægehus kan jeg tidligst få en tid til noget ikke-akut, men dog behandlingskrævende, midt i august. Jeg ved af erfaring, at jeg skal sætte mindst en halv time af - i arbejdstiden - for, på en heldig dag, at komme igennem til lægesekretæren med en mere akut problemstilling. Og hvis det så primært var andre med, undskyld udtrykket, relevante symptomer, der gjorde det vanskeligt, ville jeg udelukkende pege på for dårlig bemanding. Men det er næppe tilfældet, at dømme efter udsagn fra sundhedspersonale, inklusiv deres offentlige talerør, og det finder jeg altså problematisk.
