En episode med min datter

Anonym skriver:

Det er da ikke sådan det fungerer herinde. Ville være dybt mærkeligt hvis man kun skulle køre en masse dialoger i tråden, med bestemte personer. Man må da også kunne løfte snakken på et mere generelt niveau, hvor man også inddrager flere stemmer og holdninger i tråden. Det andet er da for kedeligt.

Forstår ikke hvad du mener. 

Altså. Du starter hele optrapningen ved, at du siger, at så skal du have hendes telefon hvis hun bliver hjemme. Hun siger okay, og giver dig telefonen. Hvorefter du så tager fat i hende fysisk. 

kan du selv se problemet? Du har lige fortalt: giv mig telefonen hvis du bliver hjemme. Hun går med på den præmis. Og SÅ bliver hun alligevel fysisk afstraffet og skal slæbes med. 

Anonym skriver:

Øhm hvad er du chokeret over ?

At hun ikke gør hvad der bliver sagt ? Vend dig til det , hun er på vej til teenage alderen

Jeg er nok mere chokeret over hvis dit barn aldrig har sagt dig imod før? Det lyder da mere unormalt i mine ører

Ej, det vil jeg virkelig gerne udfordre det statement der? Mine børn har aldrig talt mig imod på den måde der - de er 14, 11 og 6. 
med store er begge i teenage-fasen og til trods for det, har de altid accepteret og lyttet efter når jeg har - skruet bissen på - som TS så fint bruger udtrykket. 
jeg ville være undersøgende på, om der måske var sket noget i skolen? Uvenner med en veninde? hvis adfærden er meget atypisk ville jeg også blive bekymret som mor. 
jeg er helt forbavset over du har fået 10 på den der

CKJ skriver:

Ej, det vil jeg virkelig gerne udfordre det statement der? Mine børn har aldrig talt mig imod på den måde der - de er 14, 11 og 6. 
med store er begge i teenage-fasen og til trods for det, har de altid accepteret og lyttet efter når jeg har - skruet bissen på - som TS så fint bruger udtrykket. 
jeg ville være undersøgende på, om der måske var sket noget i skolen? Uvenner med en veninde? hvis adfærden er meget atypisk ville jeg også blive bekymret som mor. 
jeg er helt forbavset over du har fået 10 på den der

Børn er børn og især teenager er teenager og hvis de ikke siger en imod eller at man har konflikter, også store. Vil jeg vove og påstå at det er meget unormalt og gør også lidt at jeg tænker, hvor nært et forhold man kan have til sine børn, og om de evt er bange for deres forældre , eller hvad det handler om.

Det er helt normalt med opgør mod forældre og en vigtig del af udviklingen 

Anonym skriver:

Børn er børn og især teenager er teenager og hvis de ikke siger en imod eller at man har konflikter, også store. Vil jeg vove og påstå at det er meget unormalt og gør også lidt at jeg tænker, hvor nært et forhold man kan have til sine børn, og om de evt er bange for deres forældre , eller hvad det handler om.

Det er helt normalt med opgør mod forældre og en vigtig del af udviklingen 

 

Det er jeg helt med på, men at man begynder at slå er da ikke normalt? Især ikke hvis det ikke er en side man har set før? 
jovist, kan mine børn synes jeg er bund urimelig og tage en rask diskussion med mig. Men har jeg stillet et krav - om fx en fælles familietur er det ikke til diskussion og sådan er der jo en masse ting. Som ikke er til diskussion - især ikke når man er 9 år.

Anonym skriver:

Børn er børn og især teenager er teenager og hvis de ikke siger en imod eller at man har konflikter, også store. Vil jeg vove og påstå at det er meget unormalt og gør også lidt at jeg tænker, hvor nært et forhold man kan have til sine børn, og om de evt er bange for deres forældre , eller hvad det handler om.

Det er helt normalt med opgør mod forældre og en vigtig del af udviklingen 

 

Det er virkelig en voldsom teori, at fraværet af store konflikter skulle bunde i et ikke-nært forhold eller frygt for forældrene. Jeg har så afgjort selv haft min ration af konflikter især med vores to ældste, da de var teenagere, og det er ganske rigtigt helt normalt, men der er intet bekymrende eller usundt ved ikke at have det. 
Børn er ikke bare børn, og teenagere er ikke bare teenagere. De er vidt forskellige - ligesom alle andre mennesker er det - og nogle af dem er rolige, sindige, fredsommelige gemytter også igennem teenageårene. Nogen føler slet ikke behov for eller trang til at gøre oprør og trives fint uden at markere sig - og man kan altså godt kappe navlestreng og frigøre sig uden ballade og konflikter. 

Jeg har været lærer for teenagere i ca. 25 år, og flere gange har jeg hørt fra nogle af dem, at de var dødtrætte af konstant at høre om “at være under ombygning” - forventninger om, at de var kontrære og i opposition - pr. definition skulle mene, at deres forældre var håbløse - osv. 
Det er jo sådan set lige så stigmatiserende og fordomsfuldt som at hævde, at alle kvinder under menstruationen, graviditeten eller i overgangsalderen har en kort lunte. Folk er forskellige - hormonelle påvirkninger virker forskelligt - og måderne at reagere på er forskellige.