En episode med min datter

Hanspige skriver:

Det er naturligvis ikke op til  barnet at sætte dagsordenen for hele familien. 

Når der er planlagt tur, så tager man på tur medmindre der opstået akut sygdom. 

Siger heller ikke barnet skal stå for dagsordenen.

Men ville høre grunden. Eller sende de andre afsted.

Der må jeg være ærlig at der er jeg iskold, jeg fik besked på at når min søn gjorde det skulle jeg bare bære ham ud i bilen det er ikke børnene der bestemmer hvad man skal. Efter jeg gjorde det to gange gør han det selv godvilligt nu 

StortOgSmåt skriver:

Altså de behøver ikke at stå ret, men grundlæggende ja: Mine børn skal gøre hvad det bliver sagt, og det er ikke altid at der er rum til forklaringer eller forhandlinger.

Det ville hos mig ikke være til diskussion med en 9-årig om vi fx skulle til en middag - det synes jeg er et alt for stort og urealistisk en ansvar for et barn. Den slags beslutninger tager de voksne. Jeg ville dog tage en snak efterfølgende, såfremt det virkelig var noget mit barn var ked af (jeg har ikke erfaringer med de omtalte nedsmeltninger) og sørge for at prøve at imødekomme behovene anderledes en anden gang: var der fx for mange planer den pågældende uge, var der tale om noget barnet var utryk ved, osv.

Det er en middag, det er planlagt, bestilt, andre der har inviteret.

Det her er en tur, ja den er også planlagt, men ikke noget der ikke kan ændres på.

Ellers ville jeg have sendt far og lillebror afsted.

Nej børn skal ikke have masser af valg, men børn skal også lyttes til. 

Jeg har da også læst om voksne der er inviteret til noget og så ikke har lyst til at tage afsted, og de tager ikke afsted. Hvorfor er det anderledes for børn? (Kan forstå hvis du er alene med børnene og det er noget de skal til. Men jeg har da også ændret planer, i stedet for at stå med en stor nedsmeltning, hvis det ikke er noget der kun kan gøres den dag. ) 

Jeg siger ikke at børn skal bestemme dagsordenen.. overhovedet ikke. Jeg har også sagt: vi går nu. Det bestemmer jeg. 

Men den her piges reaktion er voldsom, og derfor ville jeg finde ud af hvor reaktionen kom fra(og have sendt far og lillebror afsted på en lille tur) hvorfor ville hun ikke med på den tur? Hvorfor er hun ligeglad med alt? 

Anonym skriver:

Klart. Men der er mange måder at takle sådan en episode på når det ikke er ofte det sker. 

Præcis. Hun er 9 år, og hvis hun pludselig reagerer så voldsomt, må der være noget. Hvis pigen har glædet sig til turen og pludselig ikke være med, hvorfor? 

BAE skriver:

Siger heller ikke barnet skal stå for dagsordenen.

Men ville høre grunden. Eller sende de andre afsted.

 

Det er da lige præcis hvad du siger? 

Du vil sende de andre afsted så datter får lov at blive hjemme med dig fordi det har hun lige lyst til.

Hanspige skriver:

Det er da lige præcis hvad du siger? 

Du vil sende de andre afsted så datter får lov at blive hjemme med dig fordi det har hun lige lyst til.

Hun kom jo ikke afsted. (Find ud hvorfor hun pludselig ikke ville med på turen. Og konsekvenser for opførslen(hvilket op også gjorde, intet sjovt derhjemme) )

Og nej hun bestemmer jo ikke alt, hun kom jo IKKE på den sjove tur, som lillebror ville komme på. 

Hun har siddet på værelset (om hun så skulle have fået lov til, er en anden sag).

Hvis det var en tur i badeland og hun slog dig og råbte af dig, skulle hun så "belønnes", med at komme afsted alligevel? Eller skulle hun miste den oplevelse? 

BAE skriver:

Hun kom jo ikke afsted. (Find ud hvorfor hun pludselig ikke ville med på turen. Og konsekvenser for opførslen(hvilket op også gjorde, intet sjovt derhjemme) )

Og nej hun bestemmer jo ikke alt, hun kom jo IKKE på den sjove tur, som lillebror ville komme på. 

Hun har siddet på værelset (om hun så skulle have fået lov til, er en anden sag).

Hvis det var en tur i badeland og hun slog dig og råbte af dig, skulle hun så "belønnes", med at komme afsted alligevel? Eller skulle hun miste den oplevelse? 

Af hvad? 

Hun ville ikke med på tur og det kom hun så ikke.. så hun fik helt selv lov at bestemme. 

Hanspige skriver:

Af hvad? 

Hun ville ikke med på tur og det kom hun så ikke.. så hun fik helt selv lov at bestemme. 

Men det betyder jo ikke at hun bestemmer over de andre. (Hun fik jo ikke lov til at have mobil eller bage kage derhjemme, så det var jo ikke sjov hjemme) 

Far kunne være taget afsted med sønnen. Eller moren kunne. 

Der er jo heller ingen af os der ved om det var det hun ville.. eller om hun faktisk bare havde et virkelig dårligt øjeblik, hvor hun intet ville. 

Hun er 9 år gammel, ikke tre. Snak med hende, forstå hendes følelser. Hvorfor reagerede hun sådan, hvis det noget hun ikke plejer? For igen hun er en stor pige, så ville tænke mit hvis en stor pige opfører sig sådan.. og ville finde ud af hvorfor. 

Det er en middag, det er planlagt, bestilt, andre der har inviteret.

Det her er en tur, ja den er også planlagt, men ikke noget der ikke kan ændres på.

Ellers ville jeg have sendt far og lillebror afsted.

Nej børn skal ikke have masser af valg, men børn skal også lyttes til. 

Jeg har da også læst om voksne der er inviteret til noget og så ikke har lyst til at tage afsted, og de tager ikke afsted. Hvorfor er det anderledes for børn? (Kan forstå hvis du er alene med børnene og det er noget de skal til. Men jeg har da også ændret planer, i stedet for at stå med en stor nedsmeltning, hvis det ikke er noget der kun kan gøres den dag. ) 

Jeg siger ikke at børn skal bestemme dagsordenen.. overhovedet ikke. Jeg har også sagt: vi går nu. Det bestemmer jeg. 

Men den her piges reaktion er voldsom, og derfor ville jeg finde ud af hvor reaktionen kom fra(og have sendt far og lillebror afsted på en lille tur) hvorfor ville hun ikke med på den tur? Hvorfor er hun ligeglad med alt? 

Årsagerne til at der i hverdagen (hjemme hos mig) er grundlæggende forskelle på børn og voksne i et eksempel som ovenstående, er flere:

- Mine børn er dårligere til at konsekvensberegning, mere impulsive og mere lystbetonede.

- Mine unger ville ikke nødvendigvis medtænke, at noget var planlagt (mor), at nogle havde glædet sig (lillebror), at nogle var kørt tidligere fra arbejde (far). Det villle vi voksne.

- Mine børn finder en del ro i at vide at plagerier og forhandlinger ikke nytter, men at vi voksne har styrringen, også når vi er uenige. Jeg går ikke udenom konflikter.

- De må også gerne lære, at nu og da gør vi tingene som aftalt, selvom vi lige får mere lyst til noget andet, er trætte, er sure, osv. At der findes børn/voksne som gør noget andet, er egentlig lige meget.

- Vi voksne bærer ansvaret, eksempelvis hvis vi vælger at udeblive fra ting, men det gør mine børn ikke.

Så … Selvom jeg kunne ændre planer (som i TS’ eksempel) er det meget usandsynligt at jeg ville gøre det.

StortOgSmåt skriver:

Årsagerne til at der i hverdagen (hjemme hos mig) er grundlæggende forskelle på børn og voksne i et eksempel som ovenstående, er flere:

- Mine børn er dårligere til at konsekvensberegning, mere impulsive og mere lystbetonede.

- Mine unger ville ikke nødvendigvis medtænke, at noget var planlagt (mor), at nogle havde glædet sig (lillebror), at nogle var kørt tidligere fra arbejde (far). Det villle vi voksne.

- Mine børn finder en del ro i at vide at plagerier og forhandlinger ikke nytter, men at vi voksne har styrringen, også når vi er uenige. Jeg går ikke udenom konflikter.

- De må også gerne lære, at nu og da gør vi tingene som aftalt, selvom vi lige får mere lyst til noget andet, er trætte, er sure, osv. At der findes børn/voksne som gør noget andet, er egentlig lige meget.

- Vi voksne bærer ansvaret, eksempelvis hvis vi vælger at udeblive fra ting, men det gør mine børn ikke.

Så … Selvom jeg kunne ændre planer (som i TS’ eksempel) er det meget usandsynligt at jeg ville gøre det.

Selvom jeg sådan set godt forstår, hvad du og andre mener, og sådan set er enig et langt stykke hen ad vejen, så gør jeg mig alligevel lidt tanker:

Hvis man ikke er vant til situationer som TS beskriver, så er det i min optik bedre at lade planer være planer, og dermed den ene gang dele familien op (nogle bliver hjemme, og andre tager afsted), for at finde ud af årsagen til denne uvante adfærd.?

En ting er, at børn skal lære og forstå, at det er de voksne som bestemmer, så er det vel også en vigtig lære, at man trygt kan lade sin mening, holdning m.m komme til udtryk og måske rykke ved noget, istedet for at "lære børnene, at forhandlinger ikke nytter" - for hvis vi ikke skal lære dem, at man kan tale om tingene, hvem skal så? Hvem skal lære dem, at stå op for sig selv, og deres meninger, hvis de dybest set har lært at det ikke nytter.?

Det var en tur, ikke en middag, ikke en fødselsdag, ikke en aftale med andre end dem selv - herregud, det går nok, at de lige lavede om på planerne, når nu deres ene barn havde en så kraftig reaktion. 

Men okay, det er bare min mening