En episode med min datter

Helt ærlig, så forstår jeg dig godt. Hvis min 10-årige i den grad satte sig på bagben og nægtede at gøre, hvad der blev sagt, ville jeg også blive chokkeret.

Selvfølge diskutere vi, og hun siger fra/vil ikke ting, men i sidste ende er det mig (os) der bestemmer, og sådan er det og det indordner hun sig under. Så kan det godt være der er stor verbal og nonverbal protest både før, under og efter en opgave, men hun gør det da.

Og det skriver jeg ikke for at sige, at din datter ikke respekterer jer, men blot for at sige jeg godt forstår din afmagt og reaktion. Jeg ville også blive meget presset i den situation.

MEN som andre skriver, så er det et enkelt tilfælde og måske din datter også selv blev chokkeret over sig selv og sin relation, og ved ikke lige hvordan hun skal håndtere det, hvorfor hun lader som ingenting. Så tag en alvorlig men kærlig snak med hende

Jeg er rigtig glad for jeg ikke er den eneste, der bliver ramt når sådan noget sker, tak for jeres åbenhed og gode råd

Og jer der synes det er voldsomt at græde over... tja. Sådan er vi jo forskellige. På nogen områder er jeg bestemt heller ikke en særlig følsom person, men nu kan jeg så se, at når mine børn virker til at have det så svært som hun virkede til at have det lige dér, så bliver jeg påvirket. Og det skal jeg lige lære at tackle, derfor sætter jeg stor pris på alle jeres råd det er heldigvis ikke noget, der har været sket før.

Anonym skriver:

Jeg havde en virkelig ubehagelig episode med min 9 årige datter i dag. Hun er en selvstændig pige med ben i næsen, der er glad for at diskutere, men hun har altid hørt efter hvis jeg har "skruet bissen på", selvom det sjældent har været nødvendigt. Hun er altid sød og kærlig ved sin lillebror og kommer ofte med kærlighedserklæringer til hele familien i form af tegninger, små gaver, kram osv. Hende og jeg er meget tætte, altid sammen og kan snakke om alt.

I dag skete der dog noget meget grænseoverskridende. Vi skulle ud at køre en tur i det dejlige vejr, hvilket hun plejer at elske. I dag havde hun imidlertid pludselig besluttet, at det gad hun bestemt ikke, efter vi andre havde fået tøj på og sat lillebror i bilen. Det var noget vi havde haft aftalt længe, min mand var endda kørt tidligere fra arbejde og derfor stod jeg fast. Bad hende flere gange om at tage sit tøj på, og hun nægtede, hvilket aldrig har været sket før. Jeg sagde, at hvis hun ikke kom med, så ville jeg tage hendes telefon fra hende, og hun sagde bare "her, tag den". Jeg blev vred til sidst og tog hende i armen for at løfte hende op (altså ikke hårdt, men for at bære hende) og hun slog både mig og min hånd væk. Min mand forsøgte at tale med hende, men hun var helt lukket ned og råbte af os.

Til sidst brød jeg grædende sammen. Det er ikke sikkert det er unormalt for alderen, men det er det for hende. Efter et par timer hvor hun ikke havde forladt værelset og bare havde ignoreret mig, kom hun ud og lod som ingenting, og var fuldstændig uforstående overfor at hun ikke måtte få sin telefon eller bage kage, som hun havde lyst til.

Jeg må indrømme at jeg stadig er virkelig chokeret og forskrækket, og hun virker totalt upåvirket. Jeg er seriøst i tvivl om hvordan jeg skal bære mig ad her, når det ikke hjælper at tale med hende. Hvad gør jeg hvis det sker igen? er der nogen, der har erfaringer med at håndtere sådan noget?

Hvorfor brød du sammen?

Hvorfor SKULLE hun med? Jeg ville have sendt far og lillebror af sted, og så taget snakket med hende efter noget tid, stille og roligt.(ved godt hun har ignoreret dig i nogle timer,)

Tænker hendes råben er fra reaktionen af at du tog fat i hende, mens du var vred og så lukker hun af.

Så gå ind til hende, prøv at lyt til hende, hvorfor ville hun ikke med(spurgte du hende i situationen hvorfor hun ikke ville med alligevel? Alle har jo liv til at skifte mening)?

Hvad følte hun da du blev vred og tog hendes arm?

Det hjælper tit ikke at snakke med dem med det samme. Hun er 9, en stor pige.

Jeg var egentlig også blevet rystet, så jeg forstår din afmagt. Om jeg var brudt sammen tror jeg ikke, men selvom jeg selvfølgelig også har børn der vil diskutere, kan være “umulige” og alt muligt andet, så er det uhørt herhjemme ikke at adlyde en besked fra de voksne og jeg har aldrig - som i aldrig - oplevet at måtte give fortabt. Mor bestemmer. Uden undtagelser.

Når nu det kørte op i en spids som det gjorde, ville jeg lade tingene køle ned før vi tog en videre snak. Men det ville stå meget klart, at jeg ikke ville acceptere en sådan opførsel en anden gang, og det ville også stå klart at der følger naturlige konsekvenser af en sådan adfærd. Eksempelvis at man ikke er stor nok til at håndtere adgang til en mobiltelefon, eller hvad det nu kunne være.

Træk vejret, pust ud, tal sammen. Det var forhåbentlig bare en enkeltstående nedsmeltning.

Jeg kan så godt forstå dig. 

Jeg er så slet ikke enig hvad flere skriver. Selvfølgelig må man som 9 årig ikke diktere hvad man hellere vil, nægte at tage med, slå sin mor ikke acceptere at man har mistet sit privilege. 

Jeg ville snakke med hende ja, men bestemt gøre opmærksom på at det ikke er op til hende om hun vil med ud på tur eller ej. Så ville jeg lukke den der. 

Jeg kan så godt forstå dig. 

Jeg er så slet ikke enig hvad flere skriver. Selvfølgelig må man som 9 årig ikke diktere hvad man hellere vil, nægte at tage med, slå sin mor ikke acceptere at man har mistet sit privilege. 

Jeg ville snakke med hende ja, men bestemt gøre opmærksom på at det ikke er op til hende om hun vil med ud på tur eller ej. Så ville jeg lukke den der. 

Et barn kan ikke have lyst til noget? De skal stå ret og gøre hvad der bliver sagt? 

Selvfølgelig er der noget hvor man bare skal afsted til. 

Men tænker hvis jeg skulle.. lad os sige spise hos nogle venner og mit barn på 9 år brændte sammen og sagde; jeg vil ikke afsted. Så vil jeg da lytte og spørge hvorfor vil du ikke? 

Tænker hun slog i afmagt, fordi mor tog fat i hende. (Og nej siger ikke det er ok at slå) 

BAE skriver:

Et barn kan ikke have lyst til noget? De skal stå ret og gøre hvad der bliver sagt? 

Selvfølgelig er der noget hvor man bare skal afsted til. 

Men tænker hvis jeg skulle.. lad os sige spise hos nogle venner og mit barn på 9 år brændte sammen og sagde; jeg vil ikke afsted. Så vil jeg da lytte og spørge hvorfor vil du ikke? 

Tænker hun slog i afmagt, fordi mor tog fat i hende. (Og nej siger ikke det er ok at slå) 

 

 

Det er naturligvis ikke op til  barnet at sætte dagsordenen for hele familien. 

Når der er planlagt tur, så tager man på tur medmindre der opstået akut sygdom. 

Anonym skriver:

Synes nærmere at det er chokerende at du som den voksne brød grædende sammen Og jeg tænker egentlig også at det er spøjst at I har været så insisterende på at hun skulle med så I lader det eskalere. 

Hun er 9 år gammel. Selvfølgelig bestemmer forældrene.

BAE skriver:

Et barn kan ikke have lyst til noget? De skal stå ret og gøre hvad der bliver sagt? 

Selvfølgelig er der noget hvor man bare skal afsted til. 

Men tænker hvis jeg skulle.. lad os sige spise hos nogle venner og mit barn på 9 år brændte sammen og sagde; jeg vil ikke afsted. Så vil jeg da lytte og spørge hvorfor vil du ikke? 

Tænker hun slog i afmagt, fordi mor tog fat i hende. (Og nej siger ikke det er ok at slå) 

 

 

Altså de behøver ikke at stå ret, men grundlæggende ja: Mine børn skal gøre hvad det bliver sagt, og det er ikke altid at der er rum til forklaringer eller forhandlinger.

Det ville hos mig ikke være til diskussion med en 9-årig om vi fx skulle til en middag - det synes jeg er et alt for stort og urealistisk en ansvar for et barn. Den slags beslutninger tager de voksne. Jeg ville dog tage en snak efterfølgende, såfremt det virkelig var noget mit barn var ked af (jeg har ikke erfaringer med de omtalte nedsmeltninger) og sørge for at prøve at imødekomme behovene anderledes en anden gang: var der fx for mange planer den pågældende uge, var der tale om noget barnet var utryk ved, osv.

Anonym skriver:

Hun er 9 år gammel. Selvfølgelig bestemmer forældrene.

Klart. Men der er mange måder at takle sådan en episode på når det ikke er ofte det sker.