En episode med min datter

Jeg havde en virkelig ubehagelig episode med min 9 årige datter i dag. Hun er en selvstændig pige med ben i næsen, der er glad for at diskutere, men hun har altid hørt efter hvis jeg har "skruet bissen på", selvom det sjældent har været nødvendigt. Hun er altid sød og kærlig ved sin lillebror og kommer ofte med kærlighedserklæringer til hele familien i form af tegninger, små gaver, kram osv. Hende og jeg er meget tætte, altid sammen og kan snakke om alt.

I dag skete der dog noget meget grænseoverskridende. Vi skulle ud at køre en tur i det dejlige vejr, hvilket hun plejer at elske. I dag havde hun imidlertid pludselig besluttet, at det gad hun bestemt ikke, efter vi andre havde fået tøj på og sat lillebror i bilen. Det var noget vi havde haft aftalt længe, min mand var endda kørt tidligere fra arbejde og derfor stod jeg fast. Bad hende flere gange om at tage sit tøj på, og hun nægtede, hvilket aldrig har været sket før. Jeg sagde, at hvis hun ikke kom med, så ville jeg tage hendes telefon fra hende, og hun sagde bare "her, tag den". Jeg blev vred til sidst og tog hende i armen for at løfte hende op (altså ikke hårdt, men for at bære hende) og hun slog både mig og min hånd væk. Min mand forsøgte at tale med hende, men hun var helt lukket ned og råbte af os.

Til sidst brød jeg grædende sammen. Det er ikke sikkert det er unormalt for alderen, men det er det for hende. Efter et par timer hvor hun ikke havde forladt værelset og bare havde ignoreret mig, kom hun ud og lod som ingenting, og var fuldstændig uforstående overfor at hun ikke måtte få sin telefon eller bage kage, som hun havde lyst til.

Jeg må indrømme at jeg stadig er virkelig chokeret og forskrækket, og hun virker totalt upåvirket. Jeg er seriøst i tvivl om hvordan jeg skal bære mig ad her, når det ikke hjælper at tale med hende. Hvad gør jeg hvis det sker igen? er der nogen, der har erfaringer med at håndtere sådan noget?

Øhm hvad er du chokeret over ?

At hun ikke gør hvad der bliver sagt ? Vend dig til det , hun er på vej til teenage alderen

Jeg er nok mere chokeret over hvis dit barn aldrig har sagt dig imod før? Det lyder da mere unormalt i mine ører

Anonym skriver:

Øhm hvad er du chokeret over ?

At hun ikke gør hvad der bliver sagt ? Vend dig til det , hun er på vej til teenage alderen

Jeg er nok mere chokeret over hvis dit barn aldrig har sagt dig imod før? Det lyder da mere unormalt i mine ører

Selvfølgelig har hun sagt mig imod, hun diskuterer ALT, men hun gør det som regel alligevel, hvis hun kan se jeg mener det. Jeg har aldrig før været ude for at hun slog. Det er bare voldsomt for mig.

Du skriver at din datter er 9 år. Kan det tænkes at grunden til at hun slog, er at du tog fat i hende for at løfte hende op, altså du var fysisk overfor hende først? 

Selvfølgelig skal hun gøre som der bliver sagt, det er ikke til diskussion. Men det virker som om, at I begge har eskaleret situationen.

Derudover så tænker jeg om hun så dig bryde grædende sammen? Hvis ja, så kan det også have bevirket at situationen har virket endnu mere voldsom på hende.

Jeg syntes du skal tage en stille og rolig snak med hende, for det lyder som eb uvant situation for jer begge? 

Synes nærmere at det er chokerende at du som den voksne brød grædende sammen Og jeg tænker egentlig også at det er spøjst at I har været så insisterende på at hun skulle med så I lader det eskalere. 

Mom skriver:

Du skriver at din datter er 9 år. Kan det tænkes at grunden til at hun slog, er at du tog fat i hende for at løfte hende op, altså du var fysisk overfor hende først? 

Selvfølgelig skal hun gøre som der bliver sagt, det er ikke til diskussion. Men det virker som om, at I begge har eskaleret situationen.

Derudover så tænker jeg om hun så dig bryde grædende sammen? Hvis ja, så kan det også have bevirket at situationen har virket endnu mere voldsom på hende.

Jeg syntes du skal tage en stille og rolig snak med hende, for det lyder som eb uvant situation for jer begge? 

Ja, det var helt sikkert en fejl at forsøge at bære hende. På det tidspunkt troede jeg egentlig "bare" hun var lidt på tværs, havde slet ikke forestillet mig at hun faktisk var så vred. Min tanke var selvfølgelig ikke at ville "slæbe" hende ud, men indimellem har jeg har haft held med at bære hende ud på bænken i gangen, så griner hun lidt og så er det det. Det gør jeg i hvert fald ikke igen, for det eskalerede det selvfølgelig. Det var helt og aldeles min fejl at det gik som det gik. 

Situationen var komplet uvant for os begge, det er derfor jeg søger redskaber til hvad i andre gør når de pure nægter at gøre noget.

Nej hun så eller hørte mig ikke græde. Jeg gik ind i stuen og hun kom ikke ud. Jeg blev ramt af voldsom dårlig samvittighed over det var eskaleret sådan.

Anonym skriver:

Ja, det var helt sikkert en fejl at forsøge at bære hende. På det tidspunkt troede jeg egentlig "bare" hun var lidt på tværs, havde slet ikke forestillet mig at hun faktisk var så vred. Min tanke var selvfølgelig ikke at ville "slæbe" hende ud, men indimellem har jeg har haft held med at bære hende ud på bænken i gangen, så griner hun lidt og så er det det. Det gør jeg i hvert fald ikke igen, for det eskalerede det selvfølgelig. Det var helt og aldeles min fejl at det gik som det gik. 

Situationen var komplet uvant for os begge, det er derfor jeg søger redskaber til hvad i andre gør når de pure nægter at gøre noget.

Nej hun så eller hørte mig ikke græde. Jeg gik ind i stuen og hun kom ikke ud. Jeg blev ramt af voldsom dårlig samvittighed over det var eskaleret sådan.

Når du og din datter er tætte, og dette er en enkeltstående tilfælde, så vil jeg helt sikkert råde dig til at tage en stille og rolig og fortrolig snak med hende. Hør hvad er rør sig i hende, har hun det godt osv., prøv at få hende til at åbne sig.

Mom skriver:

Når du og din datter er tætte, og dette er en enkeltstående tilfælde, så vil jeg helt sikkert råde dig til at tage en stille og rolig og fortrolig snak med hende. Hør hvad er rør sig i hende, har hun det godt osv., prøv at få hende til at åbne sig.

Tusind tak for dit venlige svar jeg prøver at snakke lidt med hende igen i morgen og ser tiden an har overreageret lidt kan jeg se, er nok ret følsom. 

Altså jeg er egentlig ikke helt enig med de andre svar.

Det ville også være helt ude af karakter for mine, og jeg ville blive chokeret over den reaktion (og hvordan man reagerer på chok er jo forskelligt, men gråd er helt normalt).

Måske var det en forsmag på de hormonelle forandringer, men jeg ville også spørge ind til, om der var sket noget andet i hendes liv, som gør ondt og fylder. Det virker meget mærkeligt, at hun virker (eller prøver at lade som om), intet er sket.

Hun er en stor pige på 9, og jeg tænker du jo altid i et let og uformelt toneleje kan spørge hende ind til hvordan hun oplevede det?

Fx

”Jeg tænkte på, hvorfor ville du egentlig ikke med på tur igår? Jeg er ikke sur, jeg synes bare du plejer at elske køretur, så jeg ville bare høre om du har skiftet mening”

”Var du ked af det, da vi skulle afsted igår? Jeg har tænkt på, jeg slet ikke fik spurgt dig om du var ok, fordi jeg blev lidt stresset over, at vi skulle afsted og du ikke ville alligevel”

”Vil du gerne prøve at hygge alene hjemme, næste gang vi andre køre en tur? Eller tror du gerne, du vil med?”

”Jeg blev sørme forskrækket, da du slog mig igår. Det gør vi jo ikke herhjemme. Var det fordi jeg ville bære dig? Er du blevet for stor til det?” 

“Jeg er lidt nysgerrig: Kan du fortælle, hvorfor du blev så vred igår, da vi skulle afsted? Det var jo træls for dig. Jeg oplevede det hvertfald som, du blev rigtig sur. Er det rigtigt? Okay - hvad synes du der gik galt?”

..  Er umiddelbare bud på en samtale starter, der sagtens kan være smilende og let, og kan tages over lektierne, lidt TV hygge eller når man kommer ind med vasketøj. 

Du kan også tage udgangspunkt i dig selv “Pyha, jeg blev da vist sur igår - det var vi selvfølgelig to om. Er du stadig sur? Eller gad du bare ikke afsted?” 

Umiddelbart tænker jeg, at når man nærmer sig teenageårene, kan man godt reagere på at folk der er en fysisk overlegen, tager fat i en - blidt eller lidt hårdhændet, når man har sagt fra flere gange og markeret sin holdning. Det vil voksne også gøre, trække sig væk eller skubbe folk i afmagt, hvis den anden part fysisk ville gå over ens intimsfærde.

For selvfølgelig er det godt, du holder fast og at hun skal lære, at familietur ikke er noget man kan bestemme over, når man er 9 - det gør mor og far.

Tror blot det var i et øjebliks affekt og desperation over ikke at være blive imødekommet, på det man siger verbalt, hvortil at man blive ‘fysisk overrumplet’. 
Jeg ser det som værende helt normalt, og så er det nok bare at overveje en anden tilgang næste gang, som ikke indebærer fysisk kontakt fra din side, når hun siger fra Det er ingen skam i at blive klogere, og hun er nok bare for stor til den type håndtering nu. Det er helt naturligt - om man er 9, 12 eller 16, tror jeg man, hvis man nu er blevet rigtig sur, vil kunne reagere kortvarigt fysisk, ved fysisk uønsket kontakt, når man har sagt nej flere gange. 

Og pyt med det! I morgen er en ny dag og ingen behøver at undskylde, bare man er klogere til næste gang og forsøger at forstå hinanden, så har man gjort sig umage.