Hejsa.
Da jeg var 21 stod jeg i samme situation som dig. Det var godt nok ikke min kæreste jeg blev graivd med, men en gammel bekendt, som endte med en one night stand.
Jeg fortalte ham det, og havde nok men alligevel ikke helt besluttet mig for at jeg ville beholde barnet. Han flippede helt skråt og sagde også at jeg ødelagde hans liv, at det jo ikke var et kærlighedsbarn osv osv osv. Han beskyldte mig dog på intet tidspunkt for noget med at blive en dårlig mor elelr noget, men han var bare slet ikke interesseret i at blive far til et barn han skulle have sammen med mig.
Der gik et par uger og jeg fortalte ham at nu lå beslutningen fast, og jeg havde valgt at beholde barnet. Jeg høret derfra ikke mere til ham. Da jeg havde født ringede jeg for at fortælle at han havde fået en datter, og at han var mere end velkommen til at komme og besøge os på hospitalet. Det gjorde han, var der et kvarter, og jeg har ikke hørt fra ham siden. Mín datter bliver idag 6 år.
Det er det bedste der nogensinde er sket mig, vil aldrig vælge anderledes. For os har det ikke betydet noget at han ikke har været der. Min datter spørger efter ham med jævne mellemrum, og jeg svarer så godt jeg kan uden at lyve og holde ting tilbage for hende. Hun ved at han findes, hvad han hedder og at hun først kan se ham når hun bliver 18 og kan opsøge ham.
Det er selvfølgelig også hårdt at være enlig mor, men det er skønnere end hårdt. Jeg har elsket det. Fandt for ldt over et år siden min skønne kærest og fik en bonus søn med. Idag venter vi vores første fælles barn:0)
Så mit råd, føolg dit hjerte og tænk ikke på hvad andre tænker og slet ikke hvad han siger.
Knus
Christina, som ville gøre det hele på samme måde igen, hvis jeg skulle gøre det om:0)
Anmeld
