Dresscode

Jeg ville som flere andre også finde det ret ubehageligt at der var nævnt noget om forventninger til det tøj jeg kommer i. Uanset hvordan man formulerer det ville det afføde en usikkerhed i mig om det jeg havde på var godt og fint nok til jeres fest. Og jeg ville muligvis få svært ved at føle mig godt tilpas til festen

Når du skriver at du gerne vil have en type af fest, så ville jeg skabe dette ved at sætte rammerne omkring festen som jeg ville have dem. For det er det jeg synes man kan bestemme over som arrangør. Du kan evt lade folk vide at det er en finere fest, så tror jeg også at det løser sig selv

Jeg sidder og smiler lidt, for jeg havde også en masse tanker om hvordan min fest skulle være, mad, musik osv var timet til det mindste. Jeg var også i tvivl om jeg skulle skrive noget i invitationen om dresscode, men gjorde det ikke. Det var jeg glad for, for jeg må blankt erkende at jeg på ingen måde kan genkalde mig hvad mine gæster havde på, og jeg mindes heller intet om at have studset over det på aftenen...du er alt for optaget af dig selv, din nye mand og kærligheden og glæden i det hele til at opdage om nogen har t-shirt på. 

Jeg tænker det er sådan en ting man tænker over inden og tror vil få betydning, men som på dagen er totalt underordnet ��

Jeg forstår slet slet ikke behovet for at blande sig i hvad andre har på eller hvordan de ser ud. Man inviterer da vel ikke folk for deres tøjsmag eller udseende men fordi man kan lide dem. 

Hjemmegaaende skriver:

Jeg forstår slet slet ikke behovet for at blande sig i hvad andre har på eller hvordan de ser ud. Man inviterer da vel ikke folk for deres tøjsmag eller udseende men fordi man kan lide dem. 

Men så kunne man vel principielt holde brylluppet i en gammel slagtehal i pyjamas og med paptallerkner.. hvis man bare skal være helt ligeglad med æstetik.. hvert menneske/par, deres ønsker.

Det er noget med, at tøj (og andre æstetiske elementer) kan være med til at skabe en stemning. Og deres fest, deres regler - så kan man jo takke nej tak, hvis man ikke kan se sig selv i den sammenhæng som gæst. Og ligeledes må man som brudepar acceptere risikoen for afbud des mere ekstrem man bliver i sine “krav”.

Panther skriver:

Men så kunne man vel principielt holde brylluppet i en gammel slagtehal i pyjamas og med paptallerkner.. hvis man bare skal være helt ligeglad med æstetik.. hvert menneske/par, deres ønsker.

Det er noget med, at tøj (og andre æstetiske elementer) kan være med til at skabe en stemning. Og deres fest, deres regler - så kan man jo takke nej tak, hvis man ikke kan se sig selv i den sammenhæng som gæst. Og ligeledes må man som brudepar acceptere risikoen for afbud des mere ekstrem man bliver i sine “krav”.

Det er da ikke det samme. Har du behov for smukke rammer osv er det da super - men at snakke om æstetik i forhold til venner og families påklædning - ej come on! 

Hjemmegaaende skriver:

Det er da ikke det samme. Har du behov for smukke rammer osv er det da super - men at snakke om æstetik i forhold til venner og families påklædning - ej come on! 

Tak! Jeg synes også, det er noget af en sproglig forfladigelse af begrebet æstetik at bruge det om bryllupsgæsters festtøj. Tøj kan være flot, smart, elegant - men æstetisk ligefrem? Så er vi i hvert fald ude i royale bryllupper med haute couture og skrædderkunst. 

Hjemmegaaende skriver:

Det er da ikke det samme. Har du behov for smukke rammer osv er det da super - men at snakke om æstetik i forhold til venner og families påklædning - ej come on! 

Jeg synes, det giver en særlig stemning om alle kommer i galla/udklædning/casual til arrangerede fester. Og at det ville være mærkeligt at komme i gallatøj til et havebryllup eller jeans til et slotsbryllup.
At jeg så ikke personligt ville have lyst til at holde et galla-bryllup (hvilket trådstarter heller ikke vil), er jo så min s(m)ag. 

Mor og meget mere skriver:

Tak! Jeg synes også, det er noget af en sproglig forfladigelse af begrebet æstetik at bruge det om bryllupsgæsters festtøj. Tøj kan være flot, smart, elegant - men æstetisk ligefrem? Så er vi i hvert fald ude i royale bryllupper med haute couture og skrædderkunst. 

Det er en samlet æstetisk oplevelse, der i mine øjne bliver “forfladiget”, hvis halvdelen af gæsterne står i jeans til et slotsbryllup.

Jeg tænker på min mands ekstremt overvægtige kusiner, som allerhelst vil gemme sig i neutralt tøj. På min meget, meget jordbundne og “spejdernaturlige” veninde, som ikke kan fordrage at stadse sig ud og føler sig klædt ud til karneval i en festkjole. På vores meget generte ungkarle-ven, som altid går i arbejdstøj og træsko, og som lige akkurat kunne holde ud at være i jeans og en hverdagsagtig skjorte til vores bryllup. 
Dem ville jeg ikke undvære som gæster - og bestemt heller ikke ønske, at de skulle føle sig ubekvemme eller gå og frygte for, om de kunne leve op til “standarden”. 

Jeg kan ikke lade være at tænke på, om man så også kan henstille til, at håret er nyklippet eller sat op - at kvinderne har makeup på - for hvad hjælper en flot kjole, hvis helhedsindtrykket trækkes ned af kedeligt hængehår eller et blegt ansigt? 

Jeg elsker at klæde mig fint på, sætte mit hår, bruge mine fineste smykker, give den los med makeup, vælge en taske, der matcher tøjet osv. Sådan føler jeg mig rigtigt godt tilpas til en festlig anledning, og ofte har jeg sikkert været overdressed, men det er sådan, jeg “er” til fest. Jeg vil bare gerne også have, at mine vidt forskellige gæster føler sig tilsvarende godt tilpas i deres tøj. 

Selvfølgelig, hvis man kun har venner og familie, for hvem det er bekvemt og ikke føles forkert at bære det stiveste puds, er det uproblematisk. Men har man en mere broget og mangfoldig omgangskreds, er det så ikke definitionen på gæstfrihed at byde dem ind til sin fest netop med hjertelig anerkendelse af hver deres udgave af “tøj, jeg synes passer til et bryllup”? 

Til vores bryllup kom en af mine kusiners daværende kæreste i et par militærlignende støvler - og pænt tøj i øvrigt. Han var meget ung og lidt rebelsk. Jeg tænkte vitterlig ikke et sekund på de støvler, men min tante - kusinens mor - kan stadig ikke nævne hverken vores bryllup eller ekskæresten uden at bringe de frygtelige støvler ind i samtalen. Det er sgu da trist, at det i dén grad har taget hendes fokus og egentlig lidt strengt, at det nærmest overskygger hele hendes erindring om vores bryllup. 

Jeg tænker på min mands ekstremt overvægtige kusiner, som allerhelst vil gemme sig i neutralt tøj. På min meget, meget jordbundne og “spejdernaturlige” veninde, som ikke kan fordrage at stadse sig ud og føler sig klædt ud til karneval i en festkjole. På vores meget generte ungkarle-ven, som altid går i arbejdstøj og træsko, og som lige akkurat kunne holde ud at være i jeans og en hverdagsagtig skjorte til vores bryllup. 
Dem ville jeg ikke undvære som gæster - og bestemt heller ikke ønske, at de skulle føle sig ubekvemme eller gå og frygte for, om de kunne leve op til “standarden”. 

Jeg kan ikke lade være at tænke på, om man så også kan henstille til, at håret er nyklippet eller sat op - at kvinderne har makeup på - for hvad hjælper en flot kjole, hvis helhedsindtrykket trækkes ned af kedeligt hængehår eller et blegt ansigt? 

Jeg elsker at klæde mig fint på, sætte mit hår, bruge mine fineste smykker, give den los med makeup, vælge en taske, der matcher tøjet osv. Sådan føler jeg mig rigtigt godt tilpas til en festlig anledning, og ofte har jeg sikkert været overdressed, men det er sådan, jeg “er” til fest. Jeg vil bare gerne også have, at mine vidt forskellige gæster føler sig tilsvarende godt tilpas i deres tøj. 

Selvfølgelig, hvis man kun har venner og familie, for hvem det er bekvemt og ikke føles forkert at bære det stiveste puds, er det uproblematisk. Men har man en mere broget og mangfoldig omgangskreds, er det så ikke definitionen på gæstfrihed at byde dem ind til sin fest netop med hjertelig anerkendelse af hver deres udgave af “tøj, jeg synes passer til et bryllup”? 

Til vores bryllup kom en af mine kusiners daværende kæreste i et par militærlignende støvler - og pænt tøj i øvrigt. Han var meget ung og lidt rebelsk. Jeg tænkte vitterlig ikke et sekund på de støvler, men min tante - kusinens mor - kan stadig ikke nævne hverken vores bryllup eller ekskæresten uden at bringe de frygtelige støvler ind i samtalen. Det er sgu da trist, at det i dén grad har taget hendes fokus og egentlig lidt strengt, at det nærmest overskygger hele hendes erindring om vores bryllup. 

Det var ganske modigt og også lidt sjovt at kæresten i den grad blæser på traditioner og kommer med de støvler til bryllup i svigerfamilien.