Når den ene i et parforhold har arbejde og penge..

Det skriger da til himlen at du ikke engang tør spørge om en tur til frisør.. enten overtænker du situationen alt for meget eller også er hans reaktion helt forkert.

Derudover er det da nedværdigende at skulle tigge penge.

Vi har fællesøkonomi og får så ud af vores samlede pulje 2000 kr til "spas"/lommepenge hver hver måned. Min mand har omkring 25000 udbetalt hver måned, jeg har 15000. Jeg har i mange år arbejdet deltid og passet hjemme på hjemmepsningstilskud, så i flere år var min indtægt 5500 pr måned. Men vi løftede i flok.. (det var så også en selvvalgt situation, så lidt anderledes end det du står i med at være langtidsledig)

Hvis ikke vi havde fået fælles økonomi havde jeg klart valgt en procentvis fordeling af udgifterne.

Og i jeres situation bør den faktisk hedde 29/71 ud fra hvad i får udbetalt. Så hvis han ikke vil være med til at du også kan leve for lidt mere end eksistensminimum, så ville jeg bestemt kræve at fællesudgifter blev fordelt så de rent faktisk svarede til jeres forholdsmæssige indkomst.. 

Men igen.. hvis man er derude at man skal diskutere procenter for at få økonomien til at hænge sammen og man skal "kræve sin ret" vil jeg påstå at der er større og mere alvorlige ting på spil i forholdet. I et sundt forhold har man da lyst til at hjælpe hinanden og at begge har det godt! Det inkluderer for mig at man deles ligeligt om pengene.. så længe vi ikke snakker om at finansiere et spilforbrug, cigaretter, ugentlig manicure eller designertøj f.eks. frisør er en helt almindelig udgift, men i jeres situation vil jeg mene at man så også holder det på et minimum: få vasket hår hjemmefra og kun klipning. Hvis frisør dækker over permanent, farvning, vask og styling hver måned ville jeg sgu også stejle og sige at det bruger man sine "lommepenge" på

Jeg bor alene så kan ikke dele erfaringer på det punkt. Vi hjælper hinanden økonomisk hvis den ene mangler noget. 

synes din mand lyder som en egoistisk dominerende stodder for at sige det mildt. I bor sammen, har børn sammen. Så burde det være fuldstændig ligegyldigt hvem der tjener mest. Man er et team i et forhold og hjælper hinanden. 

også lige en sidebemærkning. Ignorer dem der sidder og siger du skal finde job og. De ved ikk hvorfor du er langtidsledig og det behøver de heller ikke vide noget som helst om. 

jeg var selv langtidssygemeldt i næsten 6 år fordi jeg ikie KUNNE varetage et arbejde. Og blev så træt af folks ignorante kommentarer om at man “bare kunne finde job” og “der mangler mange i den offentlige sektor” osv osv. jeg lærte at ignorerer dem. For igen. De kendte ikie min situation og havde heller ikke krav til at kende den 

Jeg tjener også mere end min mand, men vi har fællesøkonomi  

jeg synes det lyder meget voldsomt at han ikke vil hjælpe mere! Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i

Anonym skriver:

Jeg er desværre langtidsledig og derfor rigtig fattig. Jeg får kun omkring 9000 udbetalt om måneden.
Min kæreste har et arbejde og får omkring 22000 udbetalt om måneden.
Vi har delt det op, så vi betaler 40/60 procent af de huslige fælles omkostninger.

Nu kommer så problemet, som jeg gerne vil høre, hvordan I andre løser...

Jeg har ikke råd til frisør, tøj, tandlæge, kiropraktor, at lappe cykel - alt. Jeg er på et eksistensminimum.
Min kæreste har råd til alt muligt. Han er ikke en, der bruger så mange penge, men hvis han vil have noget, kan han købe det.

Fordi jeg er arbejdsløs, står jeg for det meste huslige og hente/bringe unger. Vasker alt tøj, laver alt mad, gør rent. Tager næsten alle barn syg. Er husmor.
Han har et fuldtidsjob, han ikke kan lide. Jeg har altid dårlig samvittighed, fordi jeg ikke har et job!

Jeg kan f.eks. ikke gå til frisør eller noget, for sådan noget vil han ikke betale. Jeg tør faktisk ikke engang spørge! Han kan være gavmild, men han vil jo ikke betale til noget, han ikke synes, der giver mening...

Hvordan gør I andre, hvor den ene er fattig og den anden er "rig"?

Hos os, vil den ene aldrig være fattig imens den anden er rig. Vi har stort set fælles økonomi, dog med et tvist af egen økonomi. Vi er et par (og har været gift i en del år), og derfor vil det være absurd for os, med sådan en opdeling.

Har I altid haft hver jeres økonomi? 

Jeg er på ressourceforløbsydelse - så vores økonomi minder meget om jeres og også situation. Vi er fællesøkonomi 

Måske er han træt af at du ikke får et job ?

Pt er der ret stor efterspørgsel på hænder, så det burde være muligt og måske mere det som nager.

Her tjener vi meget ulige, men vi arbejder begge to og bidrager til husholdningen, men hvis jeg skulle arbejde og min kæreste bare gik hjemme, tror jeg også jeg ville blive træt af det 

Vi har 100% fælles økonomi.. Min mand får ca 27.000 hver måned og jeg får ca 12.000 - jeg har lige gået sygemeldt og der fik jeg 9000.

Jeg kan så frit bruge "hans" penge på frisørbesøg osv.. Føler så ikke det er hans penge men vores..

Nu har vi ikke så markant en forskel i indkomst, men stadig tjener min mand noget mere end mig. Vi er enige om at vi er en husstand og en familie og derfor er alle pengene der går ind fælles og det er uanset om en af os skulle blive arbejdsløs eller den anden vinde i lotto

Lad folk snakke som de har forstand - når man er langtidsledig i dag ligger der med gevaldig stor sandsynlighed fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser eller lidelser til grund … og systemet skal nok sikre, at man tvinges til aktivt at forsøge at ændre sin situation.

Dernæst: Den ulige magtbalance du beskriver i dit forhold villle jeg ikke kunne acceptere. Det lyder uværdigt og jeg forstår ikke at man vil ydmyge sin partner på den måde. Hos os deles vi om tingene - der gjorde vi også før vi fik børn. 

Her tjener kæresten næsten det dobbelte af mig, og vi har i vores 20 år sammen, altid haft hver vores økonomi. Vi har en fordeling, hvor han feks betaler mere af på vores fælles udgifter/lån osv.

Alt hva vi optager sammen, afdrager vi på sammen.

Han køber lige så tit tøj osv til ungerne, handler ind, ordner ALT i haven, tager nok også en noget større del af det daglige husarbejde i hverdagen. Jeg har nok samlet set haft flest barn syg hjemme, fordi det har passet, med mine fridage. Men han har ALDRIG brokket sig, hvis han var nød til at tage barn syg.

Jeg arbejder som pædagog på 30 timer pr uge, han arbejder med computer.

Jeg har bedt min chef om at komme op på 32 timer, men for at det ka lade sig gøre, ska jeg skrive under på 14 timers vagter, extra nedsat hviletid og i sidste ende vil det give mig 1 extra sftenvagt pr mdr. Det har jeg valgt at sige nej til, og vil nu til at finde et vikarjob ved siden af, hvor jeg ka få dagvagter i stedet. 

Vores store bil er lige gået i stykker, og vi ska derfor ud og have ny bil. Her vil 1 extra aftenvagt self være en god økonomisk hjælp, men min kæreste ka også godt forstå at jeg siger nej.

Jeg har nogen fysiske skavanker pga piskesmæld, og min kæreste brokker sig aldrig over, at han tjener mere, og derfor også betaler mere.

Han har været med til at bestemme hvor og hvordan vi bor, at vi har fået 2 børn, 2 biler, 4 katte, at ungerne går til forskellige sports aktiviteter, hvor og hvordan vi holder ferie osv osv.

Han har altid været med til at købe bind, p-piller, og alt hva man ellers ka betegne som kvindeting.

Jeg er heldig på frisør fronten. Jeg bliver klippet af min søster, det samme gør ungerne. Jeg klipper kæresten. 

Jeg ved ik hvorfor du ik arbejder, og det er sådan set også ligemeget, så længe i ka blive enige om, en rimelig fordeling hjemme. Når du engang igen måske kommer i job, ska der self kigges på fordeling af udgifter, fælles opgaver osv. Vh Stine