Når den ene i et parforhold har arbejde og penge..

Jeg er desværre langtidsledig og derfor rigtig fattig. Jeg får kun omkring 9000 udbetalt om måneden.
Min kæreste har et arbejde og får omkring 22000 udbetalt om måneden.
Vi har delt det op, så vi betaler 40/60 procent af de huslige fælles omkostninger.

Nu kommer så problemet, som jeg gerne vil høre, hvordan I andre løser...

Jeg har ikke råd til frisør, tøj, tandlæge, kiropraktor, at lappe cykel - alt. Jeg er på et eksistensminimum.
Min kæreste har råd til alt muligt. Han er ikke en, der bruger så mange penge, men hvis han vil have noget, kan han købe det.

Fordi jeg er arbejdsløs, står jeg for det meste huslige og hente/bringe unger. Vasker alt tøj, laver alt mad, gør rent. Tager næsten alle barn syg. Er husmor.
Han har et fuldtidsjob, han ikke kan lide. Jeg har altid dårlig samvittighed, fordi jeg ikke har et job!

Jeg kan f.eks. ikke gå til frisør eller noget, for sådan noget vil han ikke betale. Jeg tør faktisk ikke engang spørge! Han kan være gavmild, men han vil jo ikke betale til noget, han ikke synes, der giver mening...

Hvordan gør I andre, hvor den ene er fattig og den anden er "rig"?

Her er der fælles økonomi.

Vi har aldrig været ledige .men jeg tjener meget mere end min mand.  Men selvfølgelig deler vi .Da vi er en familie. 

Har du spurgt din kæreste om I evt kunne få fælles økonomi?

Og har du gjort dig nogle overvejelser om hvordan du selv ændre din situation?  At være langtidsledig er jo ikke en holdbar løsning.  Og måske du skulle få noget hjælp til at finde et arbejde?  Der er jo nok at få pt...

Og muligvis er det der din kæreste er . At han synes det er træls at han skal give dig penge HVIS det er pga kræsenhed du ikke er i job. 

Anonym skriver:

Her er der fælles økonomi.

Vi har aldrig været ledige .men jeg tjener meget mere end min mand.  Men selvfølgelig deler vi .Da vi er en familie. 

Har du spurgt din kæreste om I evt kunne få fælles økonomi?

Og har du gjort dig nogle overvejelser om hvordan du selv ændre din situation?  At være langtidsledig er jo ikke en holdbar løsning.  Og måske du skulle få noget hjælp til at finde et arbejde?  Der er jo nok at få pt...

Og muligvis er det der din kæreste er . At han synes det er træls at han skal give dig penge HVIS det er pga kræsenhed du ikke er i job. 

 

Jeg bad om råd, fra andre i samme situation - ikke råd til, hvordan jeg kunne komme i arbejde.

Der mangler hænder alle steder i det offentlige, hvor der bruges "varme hænder" - sosu jobs eller medhjælper i børnehaver? Det burde faktisk være nemt at finde noget.

Har I børn sammen? 

Jeg ville nok ikke kunne være sammen med en partner, som ville beholde det hele til sig selv. Hvis man er en familie, hjælper man hinanden og deler, i min optik.

Anonym skriver:

Jeg bad om råd, fra andre i samme situation - ikke råd til, hvordan jeg kunne komme i arbejde.

Mit råd er .

Find et arbejde.  Så slipper du for at være afhængig af din kæreste s penge.

Vi er lidt i samme situation. Min hustru arbejder relativt få timer i flexjob og jeg arbejder fuldtid. Derfor har jeg en del mere udbetalt end hun. Vi har ikke fællesøkonomi, men jeg betaler en væsentlig større del af vores udgifter, som f.eks. næsten alle dagligvareindkøb, alt der har med bil at gøre, næsten alle forsikringer og størstedelen af vores udgifter til ferier. Så er der selvfølgelig nogle ting hun står for at betale, men i sidste ende er fordelingen så vi begge har penge tilovers - også til fornøjelser.

"Vil ikke betale til noget han ikke syntes giver mening" - for mig skriger det til himlen. Det er alt for dominerende at han skal være dommer for om det giver mening at blive klippet! 

I må sætte jer ned og være enig om hvilke ting der som minimum skal være penge til. 

Alternativt ville køre total low budget aftensmad i en uge, fx. rugbrød med minimum af pålæg, spaghetti med ketchup, og siger han noget, så ville jeg svare at du er nødt til at prioritere, da du i denne måned er nødt til at have 500 kr. at gå til frisøren for og så kan der altså ikke være råd til anden slags mad. 

Jeg ville ikke kunne bliver i sådan et forhold, hvor man ikke kan tale fornuftigt om sådanne ting. 

Nu har vi jo kun din side af situationen, så det er lidt nemt kun at skyde på ham, for du skal selvfølgelig gøre alt for at kunne øge din indkomst. Men det tænker jeg i har haft en snak om, ellers tænker jeg da i også skal have det med i en snak om økonomi. 

Herhjemme betaler vi til fælles budgettet, så vi ca. har det samme rådighedsbeløb - når alle faste udgifter er betalt.

Er der en mulighed for at I kan ændre fordelingen så den ikke hedder 40/60, men noget der giver dig mere frihed i din økonomi?
Det er også en stor fordel for han at du kan tage alle børns sygedage, lægebesøg mm., og står for det meste i hjemmet.

Det lyder virkelig ikke som en holdbar løsning. Når du har så lidt at gøre med økonomisk, vil det give dig en følelse af mindreværd. 

I min optik bør man gå efter at opnå ligeværd i et forhold. Med så stor lønforskel kan man ikke opnå det, da den “rige” part vil have “the upperhand”. I sær når I har stillet det sådan an, at du skal stå for 40 procent af de faste udgifter. 

Hos os har vi 100 procent fællesøkonomi, og vi har de samme lommepenge at gøre med, selvom min mand tjener mere end mig. Det, synes vi, er mest fair.
Han går formentlig på pension 11 år før mig (pga hans alder) og derfor vil jeg komme til at tjene flere penge end ham i en lang periode, men der vil vi jo fortsat skulle have de samme penge at gøre med.

Det sikrer, at vi ikke er “afhængige” af hinanden i form af at tigge den anden om penge.

Mit råd til jer er klart at få 100 procent fællesøkonomi. Men taget din kærestes tilgang til økonomi i betragtning lyder det ikke til at være noget, han vil acceptere.

Derfor vil jeg synes, at det mest fair vil være, at fællesudgifterne betales procentvis efter, hvor meget I tjener. I har en indtægt på 31.000 kroner. Det vil sige, at din indkomst på 9.000 svarer til at du skal betale 30 procent af udgifterne, mens din mand betaler 70 procent. Det vil frigive flere penge til dig og give dig en øget følelse af frihed og selvstændighed.

Held og lykke med at sikre dig et større værd.

For mig er det lidt mærkeligt når man er en familie og har adskilt økonomi. Særligt når det er skævt fordelt og den ene så kan sidde og bestemme hvad den anden må og ikke må af ting.

JJeg tænker også det måske vil være en god løsning at gentænke budgettet. Så du ikke giver 40 %, men giver det du kan så du stadig har noget til "sjov". Det lyder til at han har fint råd til at bidrage med lidt mere. Og det lyder til at din indkomst er så lav at du ikke kan give 40 % af de faste udgifter.

Og så synes jeg ikke han lyder særlig omsorgsfuld hvis han ikke kan se hvor stor værdi et frisør besøg o.lign. har for dig.