Samsovning eller ikke

Minime2018 skriver:

Tror han kun vil sove med sin kæreste og at de to skal sove sammen. Flink fyr. Han vil ikke sove alene, men forventer børnene vil. Jeg ved godt hvad jeg havde valgt. Desværre

Synes nu stadig det er ok, at kæresten også har et ønske til sove arrangementet. Men ja, hvis de ikke kan blive enige så er der jo ikke noget at gøre andet end at gå hvert til sit. 

Herre Gud - dine børn er 2 og 4 år. De er små børn. 

Herhjemme har vi altid ( fra ca 1 år) puttet børn på eget værelse i egen seng. Men har man brug for at komme ind og sove med mor/far om natten så er man altid velkommen. Nogle nætter ligger der to børn kl 24, andre nætter sover begge i egen seng hele natten. Jo ældre de er blevet jo mere sover de på eget værelse synes jeg. 

Dine børn er små. Giv dem hvad de har behov for - tro mig, lige om lidt er de store og du savner tiden hvor de ville ligge tætte om natten og var afhængige af en. 
Jeg accepterer at din kæreste har en anden holdning, men du havde nu engang børnene før ham og det er altså kun en periode af jeres liv og det må han forstå. Så jeg ville sige, enten lader han børnene tilbage i sengen og måske vil han også knytte sig mere til dem på den måde eller også må han sove i en anden seng når/hvis børnene kommer om natten. 

Anonym skriver:

endnu en gang tak for jeres tilbage meldinger. Mine børn er 2 og 4 år. 
jeg spurgte min kæreste igen i dag hvad han ville sige til jeg går og tænker at købe en ekstra seng, til det svarede han “nej det kommer ikke til at ske. Så må du vælge”

Jøsses. Kan han slet ikke forstå at det er en svær omvæltning for dine 2 meget små børn? En ting er at de skal dele mors opmærksomhed med ham, men de bliver også smidt ud af soveværelset hvor de ellers har haft plads. 

jeg tænker du får et rigtig svært samliv med ham. Det bliver jer og ham - i bliver aldrig  en enhed, med den manglende forståelse han udviser overfor dem. Jeg synes du skal overveje jeres forhold godt og grundigt.  

Anonym skriver:

Synes nu stadig det er ok, at kæresten også har et ønske til sove arrangementet. Men ja, hvis de ikke kan blive enige så er der jo ikke noget at gøre andet end at gå hvert til sit. 

Selvfølgelig må han have et ønske. Men at Han forventer at en 2 og 4årig bare kan sove alene uden problemer fra den ene dag til den anden + de i det hele taget skal forholde sig til at der er flyttet en ny mand ind som de skal dele mor med. Det er meget på én gang for så små størrelser. 
i min optik mangler han total forståelse for hendes børn. 
det er de voksne der har valgt at de gerne vil leve sammen - men børnene har ikke valgt det. Så selvfølgelig skal man passe på dem, og tage det i deres tempo og lade dem falde til i de nye rammer inden man begynder at rode i deres rutiner. - eller, det er selvfølgeligt i min verden

Anonym skriver:

endnu en gang tak for jeres tilbage meldinger. Mine børn er 2 og 4 år. 
jeg spurgte min kæreste igen i dag hvad han ville sige til jeg går og tænker at købe en ekstra seng, til det svarede han “nej det kommer ikke til at ske. Så må du vælge”

Hvortil du så kan svare:

Jeg vælger at sove sammen med mine børn. De er små og har brug for mig. Deres hjerner kan endnu ikke, som vi, forstå et langt tidsperspektiv, mens vi som de voksne ved, at det sikkert kun drejer sig om et par år mere.

Jeg foreslår min skat, at vi køber en ny seng (f.eks 140×200) til dig og sætter den op i det lille værelse. Så har børnene og jeg den store at sove i, og vi to har plads nok til at hygge os der, inden vores sovetid.

Du kan nu vælge

----‐--

Og det er så mit meget imødekommende respons på hans sidste udmeldinger. For mig er valget ganske enkelt; farvel med dig. En helt utroligt manglende empati for dine børn, din radbrækkede ryg og følelser. Ren mig, mig mig tankegang. Ud med ham.

Anonym skriver:

endnu en gang tak for jeres tilbage meldinger. Mine børn er 2 og 4 år. 
jeg spurgte min kæreste igen i dag hvad han ville sige til jeg går og tænker at købe en ekstra seng, til det svarede han “nej det kommer ikke til at ske. Så må du vælge”

Så det er ham der bestemmer det hele?

Hvorfor er der kun hans behov der skal tilgodeses? Jeg havde virkelig tænkt om jeg kunne være sammen med en der slet ikke kunne se en løsning eller se på børnenes behov, eller bare vil ændre på mine rutiner med mine børn. Ellers kunne han da pænt gå ind og sove på et af børnenes værelse, hvis han så gerne vil sove alene.

Har du spurgt ham HVORFOR der ikke kan komme en seng ind?

Hvad hvis de er syge, har mareridt eller bare bliver bange, må de så ikke komme ind?

Anonym skriver:

Kan jo ikke svare for andre end mig selv. Men nej jeg er ikke nogens bonusforælder.

Jeg er ikke tilhænger af samsovning generelt. Men folk kan jo da gøre, hvad de vil - jeg er helt ligeglad. Nu efterspørger TS jo blot holdninger. Mit eget barn sover på eget værelse og trives med det. Det er jo helt fint, hvis du har den lyst. Men det er vel ok, at andre ikke har.

Hvis kæresten ikke ønsker samsovning med hendes børn (TS har ikke svaret på, hvor gamle børn hun har) så er det vel også hans ret til ikke at ønske det. 

Jeg er bonusmor og deler fuldstændig samme holdning som dig! Jeg skal altså heller ikke sove med andres børn. Elsker min bonusdatter som jeg har haft i mange år og vi har et rigtig godt forhold men jeg skal have frirum i mit soveværelse! Ville slet ikke kunne være intim med min kæreste hvis der var andre i soveværelset! Børn som voksne!

Ikke derned sagt at de ikke må komme ind og natten hvis der er noget eller hvis de er syge. Men er der noget der er så akut de ikke kan sove i egen seng bliver det heller ikke i vores. Så hedder det en madras på gulvet. Det har dog aldrig været noget vi har været nød til.

Min mand og jeg har nu fået et fælles barn og her er min holdning præcis den samme. Hun er lige knapt 2 måneder og har sovet på eget værelse nu i et par dage uden problemer. Min mand og jeg deler heldigvis samme holdning så det har aldrig været et emne at snakke om herhjemme.  Hvis vi ikke gjorde ville jeg også have det rigtig svært og tror aldrig vi var komme ret langt i forholdet hvis han var gået ind for det. 

Jeg har intet imod andre der vælger det men for mig er det fuldstændig udelukket og der skal vel være plads til alles holdninger. 

Når det så er sagt må jeg nok sige at hvis trådstarter har fundet en mand der ikke er meget for det må han jo have vidst da de flyttede sammen at det var vilkårene og hvis ikke må der jo være aftalt inden at der ikke skulle være samsovning når de skulle flytte sammen. Så der må vel være indgået en aftale et sted i processen?? Det kan næsten ikke passe han ikke har vidst det eller hun ikke er gået med til at det ikke skulle være sådan når han rykkede ind.

Jeg er helt enig i at børnenes behov skal sættes højt men i min husstand skal vi altså være her allesammen.

Mor11 skriver:

Selvfølgelig må han have et ønske. Men at Han forventer at en 2 og 4årig bare kan sove alene uden problemer fra den ene dag til den anden + de i det hele taget skal forholde sig til at der er flyttet en ny mand ind som de skal dele mor med. Det er meget på én gang for så små størrelser. 
i min optik mangler han total forståelse for hendes børn. 
det er de voksne der har valgt at de gerne vil leve sammen - men børnene har ikke valgt det. Så selvfølgelig skal man passe på dem, og tage det i deres tempo og lade dem falde til i de nye rammer inden man begynder at rode i deres rutiner. - eller, det er selvfølgeligt i min verden

Hvor står det at han forventer de kan sove alene fra den ene dag til den anden?

Jeg er bestemt heller ikke til samsovning og det sker ikke herhjemme hverken med bonusbarn eller vores fælles barn. Vi er heldigvis enige så ingen problemer der!

Men trådstarter må da have vidst da de flyttede sammen at der var kærestens holdning.. og må være gået med til at ændre sove arrangementet når han flyttede ind. Så ville det måske have været klogt at starte øvelsen i at sove i egen seng noget tid inden så det ikke bliver forbundet med at mors kæreste har skylden.. 

Tror alle skal huske vi kun hører den ene side af sagen. Børnene kan vel mærke tydeligt på mor at hun er imod det hvilket jo heller ikke fremmer processen.. 

Ærgerlig situation for alle! Personligt havde jeg sagt det samme som kæresten men så heller aldrig gået så langt i forholdet hvor den med børnene har en så modsat holdning. Det kan kun give udfordringer på mange andre punkter også.

Dem der skriver at de ikke bryder sig om at sove sammen med andres børn - jeg håber virkelig ikke i er nogens bonusforældre.

Nu er der jo altså mindst lige så mange familier der ikke sover med børnene, som der gør.. begge dele er vel “normalt”..

Jeg er bonusmor og skal ikke sove med børn i sengen eller for den sags skyld i soveværelset. Hverken vores fælles barn eller min bonus. Det fungere så fint! Det har aldrig været er problem herhjemme. Personligt havde jeg heller aldrig valgt at gå i et forhold med en der fortrak det og ville blive ulykkelig hvis det skulle ændres. Det kan jo kun gå galt.

Men ligefrem at antyde at alle bonusforældre absolut SKAL ville have børn i sengen for at få den titel. Så er der vidst lige så mange du må håbe der ikke er forældre for der findes mindst lige så mange “rigtige” forældre der ikke samsover

Nu har jeg generelt aldrig rigtig forstået det der frivillig samsovning med børn. Min søn har sovet hos mig de sidste tre måneder af nød fordi hans værelse er ved at blive renoveret og jeg er ved at blive sindsyg af det.  At han kommer ind nogen gange genere mig ikke skal lige siges. For det er igen af nød (altså han er vågnet og kan ikk falde i søvn igen)
men hvis man vælger at gå ind i en familie hvor samsovning er en ting. Så må man også indstille sig på nogle kompromiser. Forstår godt at din kæreste ikke vil hVe dem i sengen hver nat eller du skal ind til dem og sove. Men han må sq så rykke sig lidt og sige ja til en ekstra seng i soveværelset til ungerne 

forhold handler da generelt om kompromiser når man ikke er enig om tingene.