Pasning af baby første gang

Men udover pasningen, har begge dele af familien været lige meget sammen med barnet ? Eller har forskellen været pasningen som har styrket relationen.

Farmor har ikke været lige så mange timer sammen med dem når min mor har rejst flere gange af 8-10 dage med dem alene. 
Men det er helt klart min oplevelse st det er alenetid som giver en anderledes og tæt forbindelse. Jeg kan også selv meget bedre lide at være sammen med børn uden deres forældre som “påhæng”. Man bliver altid lidt vurderet og barnet er altid mere pjevset - man kan jo altid lige gå hen til mor og far hvis man er utilfreds. Jeg vil gerne også give bedsterne og mine drenge mulighed for små hemmeligheder, historier og  traditioner. Jeg behøver ikke være inde over. De får også flere pandekager end herhjemme - og det er helt fint.

Det der ofte sker, når forældrene er der (voksne) er  også at man fortaber sig i voksensnak - arbejde, politik osv. Der kommunikeres ikke så meget med børnene. 1:1 på ferie sammen = meget snak og fortællinger begge veje. At putte under en dyne osv er også anderledes end at blive passet i 5 timer med feber af farmor. 

Anonym skriver:

Ja. Det er det heldigvis. 

Men der kan forekomme et hvis pres og et hav af kommentar fra vores netværk, så kunne være rart at høre andres syn og valg. Om man er helt ved siden af. 

Ej hvor dejligt at han elsker det har du kunne mærke det på relationen ? 

 

 

Ja, jeg tror de får rigtig meget ud af det og lærer hinanden bedre at kende end hvis mor og far altid er med. Han blev hurtigere klar til at være alene med det ene sæt bedsteforældre end det andet, selvom han er glad for begge

Du skader ikke dit barn ved at udskyde pasning, og dit barn har ikke noget behov for at blive passet af andre. Det er suverænt dit og din partners valg, hvornår det skal ske. 
Når det er sagt, så forstår jeg godt, hvis fx bedsteforældrene har svært ved at vente. Min mand og jeg har netop passet vores (første) barnebarn på 6 mdr. en aften og skal passe ham igen en halv dags tid om et par uger. Det er helt fantastisk at “have ham” lidt på egen hånd. Vi har jo glædet os som vanvittige til at blive bedsteforældre, og det er en stor lykke at følge ham tæt. 
Men det er da klart vores behov - og i de konkrete situationer vores datters og svigersøns, da de gerne ville have lidt alenetid og  deltage i hhv. et foredrag og et show - og ikke noget, han som sådan havde/har “brug for”. Omvendt hyggede vi os bestemt alle tre og kom lidt tættere på hinanden. 

Havde min datter og hendes mand ikke haft lyst til eller mod på det, ville det til gengæld have været både unødvendigt og hårdt for dem at lade os passe, og jeg ser intet formål i at presse eller plage forældre, der ikke er interesserede eller parate. 

Anonym skriver:

Det er vel irellevant? Fik barn som 38 årig pga det tog mange år med behandling, og mine forældre er ikke unge?

Det er jo forskelligt hvornår folk får børn og er egentlig sagen uvedkommende. Min pointe var bare at det ikke er alle bedsteforældre der er gode til småbørn uanset alder. Min far der på daværende tidspunkt var 72 lod mit barn på knap 2 år løbe  alene ud på den store vej  da han skulle holde øje med ham i 10 minutter. Han troede at mit barn var stor nok til at færdes selv og vide man ikke løber rundt ude på en befærdet vej selv i myldretiden og blev siddende med sin kop kaffe i haven. Jeg Opdagede det ved et tilfælde.ø da jeg kiggede ud af vinduet. Og min far  er nu egentlig intelligent og fornuftig nok, han kan bare ikke huske hvad små børn kan og ikke kan. Så nej han har ikke fået lov at passe ham før mit barn er stort nok til at vide hvad der er rigtig og forkert. 

Jeg tror nu, at bedsteforældrenes alder har noget at sige. Jeg blev mormor sidste år i en alder af 51, og det er svært for mig at forestille mig folk på min alder have glemt alt om, hvordan man tager sig af et lille barn - eller for den sags skyld ty til helt outdatede former for pædagogik. Så voldsomme revolutioner er der alligevel ikke sket inden for basal pleje og pasning af småbørn

Når det er sagt, så ville min mor på 76 - altså oldemor - godt nok heller aldrig tiltænke en 2-årig evnerne til at kunne færdes ude på egen hånd hverken i haven eller på en befærdet vej. Det lyder ret vildt, også for en bedstefar i 70’erne, at opfatte det som forsvarligt. 

Anonym skriver:

Dejligt at høre andre familier der har valgt det samme. Vi har en følelse af at være meget forkerte og mærkelige, da ingen i vores netværk har valgt det samme. Hvordan har du formidlet dig? og har dine børn en god relation til familie på trods ?. Vi får tit af vide at vores barn ikke danne relation til andre, hvis mor og far altid er tilstede. 

 

 

Jeg må indrømme at jeg ikke kan at andre løsninger er i barnets tarv. Jeg har 2 stedsøskende som konstant og hele tiden, siden deres børn var 1 måned (!!!!) har fået dem passet - også i en hel weekend og jeg synes virkelig ikke det har været helt godt for børnene.

Vi har altså aldrig haft en situation hvor ikke en af os herhjemme, kunne være sammen med vores eget lille barn. Hverken behovet eller lysten har været der. Jeg bor ikke så tæt på min familie, så det afhjælper det også. Men jeg har sagt at så længe min datter ikke efterspørger det (selvom hun kan se at andre i familien tit er hos bedsteforældrene i længere tid) så er det ikke aktuelt. Tiden kommer lige pludselig, og fordi hun aldrig har oplevet at blive passet / afleveret hos andre uden os før hun var klar, og selv har bedt om det, har hun ingen dårlige erfaringer med det. Hvilket jo er win-win for alle. Hun har aldrig prøvet at savne os når hun er hos andre (hvilket jeg kan se at hendes stedfætre/kusiner gør ofte). De spørger hvornår deres mor/far kommer tilbage og hvorfor de ofte er andre steder uden deres forældre. Men det vil ingen i min familie indrømme er rigtigt, de mener at det er sundt at blive passet ofte og naturligt at græde / savne sine forældre. Det er jeg bare ikke enig i. Den situation vil jeg ikke sætte mine børn i.

Jeg kan se nu hvor langt min datter er på hendes selvstædighedsrejse og hun er SÅ tryg i den, fordi hun aldrig har været i svære situationer uden os.

Jeg har termin om få dage med nr. 2 og har virkelig lært at lytte til egne instinkter og pludselig en dag er børnene så store at de hellere vil alt muligt andet end os - hvilket er helt OK så længe de selv har lyst. Men så har vi givet dem alt den tid og tryghed vi kunne

Derudover vil jeg lige tilføje at min datter går i børnehave (dog en privatinstitution med meget høj normering) så hun er vant til at være der fra 8.30-15.00 hver dag, men det er også noget hun efterspørger og elsker. For hun ved jo at resten af tiden er med os - ikke en masse andre. 

Jeg har lært at man skal følge egen mavefornemmelse og som forældre er man bare dem der kender ens barn og grænser bedst. Jeg vil også gerne passe mine børnebørn når den tid kommer - men så sandelig først når barnet er klar. Det er jo bedst for alle  

Filippa2018 skriver:

Jeg må indrømme at jeg ikke kan at andre løsninger er i barnets tarv. Jeg har 2 stedsøskende som konstant og hele tiden, siden deres børn var 1 måned (!!!!) har fået dem passet - også i en hel weekend og jeg synes virkelig ikke det har været helt godt for børnene.

Vi har altså aldrig haft en situation hvor ikke en af os herhjemme, kunne være sammen med vores eget lille barn. Hverken behovet eller lysten har været der. Jeg bor ikke så tæt på min familie, så det afhjælper det også. Men jeg har sagt at så længe min datter ikke efterspørger det (selvom hun kan se at andre i familien tit er hos bedsteforældrene i længere tid) så er det ikke aktuelt. Tiden kommer lige pludselig, og fordi hun aldrig har oplevet at blive passet / afleveret hos andre uden os før hun var klar, og selv har bedt om det, har hun ingen dårlige erfaringer med det. Hvilket jo er win-win for alle. Hun har aldrig prøvet at savne os når hun er hos andre (hvilket jeg kan se at hendes stedfætre/kusiner gør ofte). De spørger hvornår deres mor/far kommer tilbage og hvorfor de ofte er andre steder uden deres forældre. Men det vil ingen i min familie indrømme er rigtigt, de mener at det er sundt at blive passet ofte og naturligt at græde / savne sine forældre. Det er jeg bare ikke enig i. Den situation vil jeg ikke sætte mine børn i.

Jeg kan se nu hvor langt min datter er på hendes selvstædighedsrejse og hun er SÅ tryg i den, fordi hun aldrig har været i svære situationer uden os.

Jeg har termin om få dage med nr. 2 og har virkelig lært at lytte til egne instinkter og pludselig en dag er børnene så store at de hellere vil alt muligt andet end os - hvilket er helt OK så længe de selv har lyst. Men så har vi givet dem alt den tid og tryghed vi kunne

Derudover vil jeg lige tilføje at min datter går i børnehave (dog en privatinstitution med meget høj normering) så hun er vant til at være der fra 8.30-15.00 hver dag, men det er også noget hun efterspørger og elsker. For hun ved jo at resten af tiden er med os - ikke en masse andre. 

Jeg har lært at man skal følge egen mavefornemmelse og som forældre er man bare dem der kender ens barn og grænser bedst. Jeg vil også gerne passe mine børnebørn når den tid kommer - men så sandelig først når barnet er klar. Det er jo bedst for alle  

 

 

 

Barnets tarv..? Så mange andre kulturer tager bare fejl? ….Det er da intet galt i at barnet fra start vænner sig til OG er tryg ved at have flere omsorgspersoner. I muslimske lande, Grækenland, Italien, Peru, Afrika, Rusland, Polen osv osv. er familien tæt og man passer på kryds og tværs til stor glæde for alle..? Hvem siger at et barn kun skal have to omsorgspersoner? Fra start har mine drenge være lige så trygge ved min mor som mig… og set hende ofte. De er også lige så hjemmevante i hendes hus som hos os. 

Anonym skriver:

Hej

Mit spørgsmål er hvornår i fik passet jeres barn første gang ? Mit barn er 13 1/2 mdr. Det er til stor irritation for vores familier, at vi ikke vil lade vores barn passe endnu. Jeg føler bare overhovedet ikke det er barnet eller mit behov lige nu, jeg er faktisk slet ikke klar og mit barn er lige ramt seprationsangst fasen    er jeg helt forkert på den ? Skader jeg mit barn ved at vente 

Nej det skal de ikke blande sig i. Du får dit barn passet, når du har brug for det og er klar til det. 

Hvis de bliver irriteret, så bed dem om flette næbet. Det er JERES barn, ikke deres ejendom. 

Så sig:vi skal nok sige til når vi har brug for pasning. 

Filippa2018 skriver:

Jeg må indrømme at jeg ikke kan at andre løsninger er i barnets tarv. Jeg har 2 stedsøskende som konstant og hele tiden, siden deres børn var 1 måned (!!!!) har fået dem passet - også i en hel weekend og jeg synes virkelig ikke det har været helt godt for børnene.

Vi har altså aldrig haft en situation hvor ikke en af os herhjemme, kunne være sammen med vores eget lille barn. Hverken behovet eller lysten har været der. Jeg bor ikke så tæt på min familie, så det afhjælper det også. Men jeg har sagt at så længe min datter ikke efterspørger det (selvom hun kan se at andre i familien tit er hos bedsteforældrene i længere tid) så er det ikke aktuelt. Tiden kommer lige pludselig, og fordi hun aldrig har oplevet at blive passet / afleveret hos andre uden os før hun var klar, og selv har bedt om det, har hun ingen dårlige erfaringer med det. Hvilket jo er win-win for alle. Hun har aldrig prøvet at savne os når hun er hos andre (hvilket jeg kan se at hendes stedfætre/kusiner gør ofte). De spørger hvornår deres mor/far kommer tilbage og hvorfor de ofte er andre steder uden deres forældre. Men det vil ingen i min familie indrømme er rigtigt, de mener at det er sundt at blive passet ofte og naturligt at græde / savne sine forældre. Det er jeg bare ikke enig i. Den situation vil jeg ikke sætte mine børn i.

Jeg kan se nu hvor langt min datter er på hendes selvstædighedsrejse og hun er SÅ tryg i den, fordi hun aldrig har været i svære situationer uden os.

Jeg har termin om få dage med nr. 2 og har virkelig lært at lytte til egne instinkter og pludselig en dag er børnene så store at de hellere vil alt muligt andet end os - hvilket er helt OK så længe de selv har lyst. Men så har vi givet dem alt den tid og tryghed vi kunne

Derudover vil jeg lige tilføje at min datter går i børnehave (dog en privatinstitution med meget høj normering) så hun er vant til at være der fra 8.30-15.00 hver dag, men det er også noget hun efterspørger og elsker. For hun ved jo at resten af tiden er med os - ikke en masse andre. 

Jeg har lært at man skal følge egen mavefornemmelse og som forældre er man bare dem der kender ens barn og grænser bedst. Jeg vil også gerne passe mine børnebørn når den tid kommer - men så sandelig først når barnet er klar. Det er jo bedst for alle  

 

 

 

Nu sammenligner du med nogen, der er i den helt modsatte grøft. Og jeg kan godt forstå, at tryk avler modtryk, og at du kan opleve et - urimeligt - behov for at forsvare dit helt acceptable og ok valg. Men du drager også nogle konklusioner, som er meget vidtrækkende. Fx: 
“Derudover vil jeg lige tilføje at min datter går i børnehave (dog en privatinstitution med meget høj normering) så hun er vant til at være der fra 8.30-15.00 hver dag, men det er også noget hun efterspørger og elsker. For hun ved jo at resten af tiden er med os - ikke en masse andre.” 

Din næsten 5-årige kunne meget vel efterspørge og elske sin børnehave, selv om hun - hvis det var muligt - blev hentet af en moster eller bedstefar i børnehaven en gang eller to om ugen og hyggede sig med hende/ham nogle timer. Du tillægger hende en særlig glæde ved børnehaven på grundlag af en viden om, at resten af tiden er med jer. Og det kan du jo på ingen måde vide, om der er belæg for - for hun har ikke prøvet andet. Ydermere er der vel ingen, der taler for, at børn skal være sammen med “en masse andre”, når de ikke er i fx børnehave. Det er slet ikke dét, jeg ser nogen tale for eller selv gøre. 

Og den der med mavefornemmelsen - tja. Den følger dine stedsøskende vel også, og i deres tilfælde lyder det ikke som en helt igennem god retningsviser. 
Din datter ville næppe lide nød ved at tilbringe tid alene med en anden nær omsorgsperson, og hendes selvstændighedsrejse ville være lige tryg af den grund.

Der er ikke kun én rigtig måde, én ret vej at gå - I har truffet jeres valg, og fuld respekt for dét, men lige så fuld respekt, hvis I havde valgt en lidt anden. 

1. Barn omkring 20 mdr. (Passet af nød) Første gang passet "for sjov" lige over 2 år. Hjemmepasset til 4 år

2. Barn omkring 17-18 mdr. (Det har nok været for sjov sammen med storesøster) Hjemmepasset til 2 år

Jeg tror det bedste i verden har været at lytte til os selv og vores børn. De har meget forskellige temperamenter. Den ældste var de første 3 år af sit liv meget tilbageholden. Og alle havde SÅ travl med at fortælle at vi gjorde alt galt og "hun skulle jo lære det" men tænk sig! Barnet blev sørme klar mod alle odds (ironi kan forekomme ) i dag har jeg en 6,5 årig der snakker med alt og alle og selv kan tage på legeaftaler. 

Ja det giver sikkert noget andet til bedsteforældrene at "få lov" tidligt. MEN jeg er af den overbevisning, at hvis man holder på den "ret" og ikke respekterer ens voksne børns ønsker. Så er man en røv. Pasning før barnet kan sige det vil de gerne selv, er udelukkende til for de voksnes skyld. Så kan der være ting der gør, at det er nødvendigt før (vores nr 3 skal f.eks allerede starte i dagpleje 14 mdr gammel pga økonomi) pg sådan er det.

Og man kan have andre familiekonstellationer, hvor der ikke er tale om pasning men nærmere at barnet er sammen med en anden omsorgsperson. Og fred være med det

Men jeg synes bedsteforældres opgave først og fremmest må være at støtte deres egne børn i at mærke sig selv som forældre. Og hvis de gerne vil passe, så stå til rådighed når behovet kommer. Men det er så unfair at de skal stå der og sige sådan nogle grimme ting til dig

Mor og meget mere skriver:

Nu sammenligner du med nogen, der er i den helt modsatte grøft. Og jeg kan godt forstå, at tryk avler modtryk, og at du kan opleve et - urimeligt - behov for at forsvare dit helt acceptable og ok valg. Men du drager også nogle konklusioner, som er meget vidtrækkende. Fx: 
“Derudover vil jeg lige tilføje at min datter går i børnehave (dog en privatinstitution med meget høj normering) så hun er vant til at være der fra 8.30-15.00 hver dag, men det er også noget hun efterspørger og elsker. For hun ved jo at resten af tiden er med os - ikke en masse andre.” 

Din næsten 5-årige kunne meget vel efterspørge og elske sin børnehave, selv om hun - hvis det var muligt - blev hentet af en moster eller bedstefar i børnehaven en gang eller to om ugen og hyggede sig med hende/ham nogle timer. Du tillægger hende en særlig glæde ved børnehaven på grundlag af en viden om, at resten af tiden er med jer. Og det kan du jo på ingen måde vide, om der er belæg for - for hun har ikke prøvet andet. Ydermere er der vel ingen, der taler for, at børn skal være sammen med “en masse andre”, når de ikke er i fx børnehave. Det er slet ikke dét, jeg ser nogen tale for eller selv gøre. 

Og den der med mavefornemmelsen - tja. Den følger dine stedsøskende vel også, og i deres tilfælde lyder det ikke som en helt igennem god retningsviser. 
Din datter ville næppe lide nød ved at tilbringe tid alene med en anden nær omsorgsperson, og hendes selvstændighedsrejse ville være lige tryg af den grund.

Der er ikke kun én rigtig måde, én ret vej at gå - I har truffet jeres valg, og fuld respekt for dét, men lige så fuld respekt, hvis I havde valgt en lidt anden. 

Tænker du må føle dig stødt siden du hidser dig op. Vi behøver vidst ikke at bruge mere tid på at have en dialog om forskelligheder. Mit svar var ikke til dig men til trådstarter