Pasning af baby første gang

Filippa2018 skriver:

Jeg må indrømme at jeg ikke kan at andre løsninger er i barnets tarv. Jeg har 2 stedsøskende som konstant og hele tiden, siden deres børn var 1 måned (!!!!) har fået dem passet - også i en hel weekend og jeg synes virkelig ikke det har været helt godt for børnene.

Vi har altså aldrig haft en situation hvor ikke en af os herhjemme, kunne være sammen med vores eget lille barn. Hverken behovet eller lysten har været der. Jeg bor ikke så tæt på min familie, så det afhjælper det også. Men jeg har sagt at så længe min datter ikke efterspørger det (selvom hun kan se at andre i familien tit er hos bedsteforældrene i længere tid) så er det ikke aktuelt. Tiden kommer lige pludselig, og fordi hun aldrig har oplevet at blive passet / afleveret hos andre uden os før hun var klar, og selv har bedt om det, har hun ingen dårlige erfaringer med det. Hvilket jo er win-win for alle. Hun har aldrig prøvet at savne os når hun er hos andre (hvilket jeg kan se at hendes stedfætre/kusiner gør ofte). De spørger hvornår deres mor/far kommer tilbage og hvorfor de ofte er andre steder uden deres forældre. Men det vil ingen i min familie indrømme er rigtigt, de mener at det er sundt at blive passet ofte og naturligt at græde / savne sine forældre. Det er jeg bare ikke enig i. Den situation vil jeg ikke sætte mine børn i.

Jeg kan se nu hvor langt min datter er på hendes selvstædighedsrejse og hun er SÅ tryg i den, fordi hun aldrig har været i svære situationer uden os.

Jeg har termin om få dage med nr. 2 og har virkelig lært at lytte til egne instinkter og pludselig en dag er børnene så store at de hellere vil alt muligt andet end os - hvilket er helt OK så længe de selv har lyst. Men så har vi givet dem alt den tid og tryghed vi kunne

Derudover vil jeg lige tilføje at min datter går i børnehave (dog en privatinstitution med meget høj normering) så hun er vant til at være der fra 8.30-15.00 hver dag, men det er også noget hun efterspørger og elsker. For hun ved jo at resten af tiden er med os - ikke en masse andre. 

Jeg har lært at man skal følge egen mavefornemmelse og som forældre er man bare dem der kender ens barn og grænser bedst. Jeg vil også gerne passe mine børnebørn når den tid kommer - men så sandelig først når barnet er klar. Det er jo bedst for alle  

 

 

 

Ja vores familier har samme holdning at det er sundt for barnet at være i så mange hænder som muligt, men vi vægter meget trygheden i relationerne. Og vi føler slet ikke hun ville være tryg i det lige nu. Det ville måske gå fint, det tror jeg faktisk det ville. 

Men jeg føler netop det er vores behov eller nok nærmere vores families behov. Hendes behov, er at kunne søge mod os når verden bliver for meget. Hvilket hun ofte gør og vi omfavner hende og så er hun klar og nyggerig igen.

Det tænker jeg faktisk måske er en fin løsning. Ikke at starte med med 3. Timer agtigt. Kunne i mærke barnet var klar, eller prøvede i at vænne barnet til det ��? 

Gode ide med korte besøg og alenetid. Så kan I gå en tur i området med telefonerne tændt og komme tilbage. Det gør man også med hvalpe (ingen sammenligning), så de ser at mor kommer igen.. og det gør dem trygge fra gang til gang når de oplever det. Du kunne også gå i kælderen/ ovenpå og læse i en bog og komme tilbage. Når det så går godt får man også mere mod på det som mor. 
Jeg har sagtens kunne se at mine børn har hygget sig - selv uden et stort sprog. Smil og grin og legetøj på gulvet. Og de gange hvor der har været noget har bedste ringet, og så har vi selvfølgelig været der. Men det er faktisk minimalt af hjemve, utryghed og scener vi har oplevet. 

Anonym skriver:

Barnets tarv..? Så mange andre kulturer tager bare fejl? ….Det er da intet galt i at barnet fra start vænner sig til OG er tryg ved at have flere omsorgspersoner. I muslimske lande, Grækenland, Italien, Peru, Afrika, Rusland, Polen osv osv. er familien tæt og man passer på kryds og tværs til stor glæde for alle..? Hvem siger at et barn kun skal have to omsorgspersoner? Fra start har mine drenge være lige så trygge ved min mor som mig… og set hende ofte. De er også lige så hjemmevante i hendes hus som hos os. 

Jeg vil gerne byde ind her. I forhold til vores situation. 

Nogle af disse samfund er anderledes konstrueret. Altså familierne bor meget tæt eller under samme tag. Og bruger tiden sammen. Her tænker jeg at barnet naturligt har flere omsorgspersoner, med det samme det danner relationer til andre end de primære. 

Men vi bor langt væk fra familie grundet job. Vi ser dem dog ofte engang hver 14 dag eller ugentligt i et par timer. Men det er bare ikke nok til at vores datter har kunne danne relationener til dem som omsorgspersoner, ikke endnu. Det kan være det kommer når hun er ældre og husker dem mere. Havde vi boet under samme hus eller side om side, tror jeg ville have et andet syn på det. 

Anonym skriver:

Jeg vil gerne byde ind her. I forhold til vores situation. 

Nogle af disse samfund er anderledes konstrueret. Altså familierne bor meget tæt eller under samme tag. Og bruger tiden sammen. Her tænker jeg at barnet naturligt har flere omsorgspersoner, med det samme det danner relationer til andre end de primære. 

Men vi bor langt væk fra familie grundet job. Vi ser dem dog ofte engang hver 14 dag eller ugentligt i et par timer. Men det er bare ikke nok til at vores datter har kunne danne relationener til dem som omsorgspersoner, ikke endnu. Det kan være det kommer når hun er ældre og husker dem mere. Havde vi boet under samme hus eller side om side, tror jeg ville have et andet syn på det. 

Jeg er med på at det er anderledes, hvis man er naboer eller bor sammen. Men hvis I ses næsten ugentligt i nogle timer kan man sagtens også opbygge en tæt relation. Der hvor jeg så en forskel var da jeg (som foreslået af en anden) trak mig lidt og gik små ture. .. for ellers gik snakken meget mellem mig og min mor.  Hun fik også lov at skifte og bade når jeg var på besøg uden mig. Herved blev hun hurtig en omsorgsperson også (ikke den primære - men en de var meget tætte med). Her handler det også om hvorvidt bedste ønsker en tæt rolle. De skal bestemt ikke tale dårligt til dig eller presse dig. Det er ufint og ikke befordrende. 

Anonym skriver:

Jeg er med på at det er anderledes, hvis man er naboer eller bor sammen. Men hvis I ses næsten ugentligt i nogle timer kan man sagtens også opbygge en tæt relation. Der hvor jeg så en forskel var da jeg (som foreslået af en anden) trak mig lidt og gik små ture. .. for ellers gik snakken meget mellem mig og min mor.  Hun fik også lov at skifte og bade når jeg var på besøg uden mig. Herved blev hun hurtig en omsorgsperson også (ikke den primære - men en de var meget tætte med). Her handler det også om hvorvidt bedste ønsker en tæt rolle. De skal bestemt ikke tale dårligt til dig eller presse dig. Det er ufint og ikke befordrende. 

 

Ja. Enig men børn er så forskellige vores datter skreg hvis andre holdte hende fra omkring 4-5 mdr gør hun så vidt stadig væk. Hun rækker selv ud hvis andre skal rører hende. Så det har taget lidt ekstra tid for hende at ville andre, det har vi prøvet mest muligt at respekterer. De tager bade sammen, far og mor trækker sig når hun virker tryg nok, så leger de. Men der går ikke mere en 5 min så rækker hun ud efter os eller begynder at græde og vil op til os. Så vi syntes virkelig det er svært at "give plads" for vores datter vil bare os lige nu hvor seprationsfasen klinger. Før kunne de være på legeværelset sammen i 30 min uden problemer. 

Anonym skriver:

Det tænker jeg faktisk måske er en fin løsning. Ikke at starte med med 3. Timer agtigt. Kunne i mærke barnet var klar, eller prøvede i at vænne barnet til det ��? 

Jeg ved ikke, om børn nødvendigvis bliver "klar" til noget, de aldrig har prøvet før. For mig handler det om, at vi som forældre skulle kunne hvile i det. Børn fanger så hurtigt sindstilstande, og er man som forælder usikker, bliver barnet det med al sandsynlighed også.