Barn syg - fordeling mellem far/mor

Mor og meget mere skriver:

Og så en faktor mere: Når et par bliver skilt, og de ikke er enige om bopæl og samvær med børnene, falder det næsten altid ud til kvindens fordel. Dette problematiseres hyppigt, når man diskuterer ligestilling - som et eksempel på, at mænd ikke har samme privilegier som kvinder. 
Men  netop derfor burde det være i mænds egen interesse at deltage på lige fod, når det gælder barsel og børns sygedage. Når en far kun har taget et minimum af barselsorloven og ikke har taget børns sygedage, så  vil moren nødvendigvis stå bedre, når der skal tildeles bopæl og samvær. 

Jeg tror gerne, at mange kvinder “melder sig først” til at være hjemme hos syge børn. Og at det i en del ægteskaber nærmest er en selvfølge. Men udover de konsekvenser, det har for arbejdsgiveres opfattelse af småbørnsmødre som mere ustabile i fremmøde - og dermed indiskutabelt også med lønmæssige konsekvenser for mange kvinder - så rammer det altså også fædrene, den dag de ved skilsmisse skal argumentere for, at de har taget samme ansvar for børnene som mødrene. 

Dermed er det også i mændenes interesse at ændre på fordelingen af børnerelaterede “opgaver” i det enkelte hjem. 

Jeg er meget enig. 

Dog er det tankevækkende, at når min mand tager barnets sygedag, så bliver han dagen efter konfronteret af sine kvindelige kolleger "hvorfor det ikke var konen der kunne tage den?". Han er i et rimelig kønsneutralt fag i den private sektor. Vi deler som det lige passer og vores barn er heldigvis sjældent syg, men det gør da, at han synes, at det er lidt sværere at melde barn syg end jeg gør. Vores jobs er "lige vigtige" men jeg tjener faktisk en god portion mere end ham. 

Det samme gælder når han tager med til scanning /jordemoder af baby i maven, så skal kvinderne lige kommentere at "sådan noget kunne de da klare selv, da de var gravide". Det er muligt, men sådan gør vi ikke hjemme hos os (plus det her er en graviditet med lidt ekstra risici og derfor øget kontrol). De er i midt 40erne, så de har stadig hjemmeboende børn. Jeg undres simpelthen over den opførsel.

Jeg har også selv oplevet på en arbejdsplads at det blev bemærket når det var mændene der havde barn syg, igen af kvinderne. Ikke af mændene. 

Så kvinde er kvinde værst gælder desværre stadig 

Mor og meget mere skriver:

Og så en faktor mere: Når et par bliver skilt, og de ikke er enige om bopæl og samvær med børnene, falder det næsten altid ud til kvindens fordel. Dette problematiseres hyppigt, når man diskuterer ligestilling - som et eksempel på, at mænd ikke har samme privilegier som kvinder. 
Men  netop derfor burde det være i mænds egen interesse at deltage på lige fod, når det gælder barsel og børns sygedage. Når en far kun har taget et minimum af barselsorloven og ikke har taget børns sygedage, så  vil moren nødvendigvis stå bedre, når der skal tildeles bopæl og samvær. 

Jeg tror gerne, at mange kvinder “melder sig først” til at være hjemme hos syge børn. Og at det i en del ægteskaber nærmest er en selvfølge. Men udover de konsekvenser, det har for arbejdsgiveres opfattelse af småbørnsmødre som mere ustabile i fremmøde - og dermed indiskutabelt også med lønmæssige konsekvenser for mange kvinder - så rammer det altså også fædrene, den dag de ved skilsmisse skal argumentere for, at de har taget samme ansvar for børnene som mødrene. 

Dermed er det også i mændenes interesse at ændre på fordelingen af børnerelaterede “opgaver” i det enkelte hjem. 

Og endnu en faktor … eller måske mere en vinkel: Hvis vi nu begyndte at tale om omsorgsarbejdet som en kompetence, fremfor som noget kvinder vil/kan/bør fra naturens hånd … hvad ville der så ske?

Kunne vi så begynde at tale om: Benhårdt arbejde (om det også er tilfredsstillende er egentlig sagen mindre vedkommende), omsorgsarbejde der kræver træning, overblik, øvelse … ligesom meget andet arbejde gør (men dette er ulønnet) …

Hvis vi ser på omsorgsopgaverne på den måde, lyser andre ting nemlig op: Hvorfor mødre ofte styrer hjemmet og føler sig mest kompetente hertil, til trods for at det (også) presser dem og stiller dem dårligt økonomisk..  De ganske enkelt øvet sig mere igennem barsel og sygedage, ansvar for familiens små og gamle, de er opdraget mere til at se/løse omsorgsopgaver fra barns ben, osv…

Og hvorfor far ofte står dårligere ved skilsmisse? Fordi han faktisk gennemsnitligt har optjent færre kompetencer, er mindre trænet i omsorgsarbejdet, har et ringere overblik, anser det i mindre grad som et af hans væsentligste ansvarsområder … og måske føler sig mindre kompetent?

Hvis vi så på det på den måde, ville vi i mine øjne tilføje debatten nogle nuancer, som ikke forstod omsorg som latent i kvinder, men som noget værdifuldt og kompetencekrævende … og i højere grad noget man “træner og gør sig fortjent til at kunne” - uanset køn…

Og så ville kvinder måske i mindre grad opfatte deres mænds job som vigtigere, men i højere grad som noget andet (og bedre betalt), end omsorgsarbejdet. Således vil hun måske også i højere grad sikre sig at blive kompenseret (fx igennem ligelig fordeling af husstandsindkomst eller pensionsopsparringer) imens hun passer omsorgen og manden passer det “vigtige” lønnede arbejde… eller også ville hun forlange en mere ligelig deling af omsorgsopgaverne, så hun selv kunne deltage i lønarbejdet…

Tænker ikke det så meget handler om at dem på direktionsgangene nødvendigvis skal tage sygedagene.

Men mere at kvinder ikke skal forsvare deres valg om ikke at tage sygedagene og mænd ikke skal forsvare deres valg om evt. at tage dem.

Det samme kunne skrives om barsel, skolehjem-samtaler, rengøring, madlavning og tusind andre ting, hvor "samfundet" har en forventning om at nogen bestemte tager sig af det - det være sig mand, kvinde eller andet.

 

Det kan du sagtens have ret i. Der er dog en vis "show it don't tell it"-effekt. Så hvis et firmaets mandlige administrerende direktør tog en barns sygedag i ny og næ, så ville accepten måske have lettere ved at dryppe ned ad?

I denne her tråd er det som om, det at en mand er en højt betalt leder i en krisetid, gør det legitimt ikke at tage barn syg. Fordi ansvar, løn, krisetid (frygt for fyring). Gad egentlig vide om de samme mænd gladeligt tog en sygedag i opgangstider uden fyringsfrygt?

Når men min pointe var bare, det kunne være forrygende hvis der var en ledelse, som aktivt viste en anden vej med balancen af børn, ansvar, job og det løse. Ellers kan det være pokkers svært for den mandlige medarbejder at gøre sig fri af hvordan det "plejer" at være. 

Vh. 

Lje skriver:

Det kan du sagtens have ret i. Der er dog en vis "show it don't tell it"-effekt. Så hvis et firmaets mandlige administrerende direktør tog en barns sygedag i ny og næ, så ville accepten måske have lettere ved at dryppe ned ad?

I denne her tråd er det som om, det at en mand er en højt betalt leder i en krisetid, gør det legitimt ikke at tage barn syg. Fordi ansvar, løn, krisetid (frygt for fyring). Gad egentlig vide om de samme mænd gladeligt tog en sygedag i opgangstider uden fyringsfrygt?

Når men min pointe var bare, det kunne være forrygende hvis der var en ledelse, som aktivt viste en anden vej med balancen af børn, ansvar, job og det løse. Ellers kan det være pokkers svært for den mandlige medarbejder at gøre sig fri af hvordan det "plejer" at være. 

 

Vh. 

 

 

 

 

Måske det her hjælper med øremærket barsel til mænd?

Pb18 skriver:

Jeg er meget enig. 

Dog er det tankevækkende, at når min mand tager barnets sygedag, så bliver han dagen efter konfronteret af sine kvindelige kolleger "hvorfor det ikke var konen der kunne tage den?". Han er i et rimelig kønsneutralt fag i den private sektor. Vi deler som det lige passer og vores barn er heldigvis sjældent syg, men det gør da, at han synes, at det er lidt sværere at melde barn syg end jeg gør. Vores jobs er "lige vigtige" men jeg tjener faktisk en god portion mere end ham. 

Det samme gælder når han tager med til scanning /jordemoder af baby i maven, så skal kvinderne lige kommentere at "sådan noget kunne de da klare selv, da de var gravide". Det er muligt, men sådan gør vi ikke hjemme hos os (plus det her er en graviditet med lidt ekstra risici og derfor øget kontrol). De er i midt 40erne, så de har stadig hjemmeboende børn. Jeg undres simpelthen over den opførsel.

Jeg har også selv oplevet på en arbejdsplads at det blev bemærket når det var mændene der havde barn syg, igen af kvinderne. Ikke af mændene. 

Så kvinde er kvinde værst gælder desværre stadig 

Helt enige med dig. 

Men ved os er det min mand der tager barn sygedage. Passer meget breder. Han kan arbejde hjemme fra også om aften så tager jeg den. Med mindre der er et møde Han Skal være med til og ikke kan flyttes