Barn syg - fordeling mellem far/mor

Men handler det ikke om at man kan være rummelig overfor flere optimale løsninger afhængig af familien?  Hvorfor er 50/50 det der SKAL efterstræbes..??

Hvis jeg blot skal på arbejde og ikke har nogle presserende opgaver/ møder som påvirker mange mennesker er det da mere væsentligt, at min mand eventuelt tager et møde i ledergruppen og er med til de strategiske drøftelser. Hvis jeg skal undervise trumfer det fordi 20 mennesker regner med mig. 

Kan man arbejde hjemmefra?

Hvor fleksibelt er arbejdet/ arbejdspladsen?

Fornemmer man en fyringsrunde på vej..?

Det handler ikke om løn - men nogle gange når man har en lederstilling er der bare flere der afhænger af en. 

milimeter demokrati synes jeg ikke giver meget mening. Hos os er det fra gang til gang en overvejelse af hvor det “skader” mindst ikke at være til stede. 

Og man kan ikke sige “hvad der fungerer for mig skal fungere for alle”.  

Til TS: hvis det ikke fungerer for dig skal I jo netop have en snak om hvad I kan gøre ved det. Men at sige nu har jeg taget 8 og du har taget tre - så de næste 5 er dine…?  Giver ikke mening for mig. Det skal passe for jer begge. Kommunikation er vejen frem - ikke milimeter demokrati 

Da min ældste var lille var jeg studerende på universitetet - manglede stort set kun speciale, så det blev naturligt mig der stod for sygedage, men også primært at aflevere og hente.

Da de mindste var små havde jeg arbejde fuldtid i begyndelsen og på 80% efter den sidste barsel. Det var ofte mig, der tog barn syg, hvis mormor ikke kunne - det var vist mest vane end noget andet. Med tiden har det været mere ligeligt fordelt på den måde, at vi vurderer hvad er der i vores kalendere. 

Dog nu hvor de er så store, så de eventuelt kan være hjemme alene et en time eller to, så bliver det mig der får sat arbejdsdagen sammen, så jeg kan være på arbejdspladsen ved undervisning og så møder og forberedelse hjemme. Det er fordi ehg arbejder 10 minutter væk på cykel, mens min mand arbejder 1,5 time væk i tog, så der giver mere mening, at jeg får stillet arbejdsdagen sammen. 

Kastanje skriver:

Men handler det ikke om at man kan være rummelig overfor flere optimale løsninger afhængig af familien?  Hvorfor er 50/50 det der SKAL efterstræbes..??

Hvis jeg blot skal på arbejde og ikke har nogle presserende opgaver/ møder som påvirker mange mennesker er det da mere væsentligt, at min mand eventuelt tager et møde i ledergruppen og er med til de strategiske drøftelser. Hvis jeg skal undervise trumfer det fordi 20 mennesker regner med mig. 

Kan man arbejde hjemmefra?

Hvor fleksibelt er arbejdet/ arbejdspladsen?

Fornemmer man en fyringsrunde på vej..?

Det handler ikke om løn - men nogle gange når man har en lederstilling er der bare flere der afhænger af en. 

milimeter demokrati synes jeg ikke giver meget mening. Hos os er det fra gang til gang en overvejelse af hvor det “skader” mindst ikke at være til stede. 

Og man kan ikke sige “hvad der fungerer for mig skal fungere for alle”.  

Til TS: hvis det ikke fungerer for dig skal I jo netop have en snak om hvad I kan gøre ved det. Men at sige nu har jeg taget 8 og du har taget tre - så de næste 5 er dine…?  Giver ikke mening for mig. Det skal passe for jer begge. Kommunikation er vejen frem - ikke milimeter demokrati 

Er du - som kvinde og mor - slet ikke nysgerrig på hvorfor, at "rummelighed og kommunikation er vejen frem" aldrig falder ud til kvindernes fordel? 

Kvinder har, om året, igennemsnit - målt på alle sektorer - 1,5 sygedag med et barn. Mænd har tilsvarende 0,9 sygedage. Kilde: Danmarks Statistik. 

Vh. 

Er du - som kvinde og mor - slet ikke nysgerrig på hvorfor, at "rummelighed og kommunikation er vejen frem" aldrig falder ud til kvindernes fordel? 

Kvinder har, om året, igennemsnit - målt på alle sektorer - 1,5 sygedag med et barn. Mænd har tilsvarende 0,9 sygedage. Kilde: Danmarks Statistik. 

 

Vh. 

Jeg er pragmatiker - tingene skal hænge sammen. Hvis mine møder er vigtigst og involverer flest mennesker er det min mand der tager det og omvendt. 

Mænd og kvinder har ikke de samme jobs - så det er jo ikke underligt at der er en forskel. Og nu taler vi kun om barns sygedage som en sur pligt..? Jeg tror der er rigtig mange kvinder der hygger sig hjemme med deres syge barn og ser Netflix og Disney med en kop the. Og faktisk også nyder dagen og roen. … det kan jeg da i hvert fald selv genkende. Modsat en hektisk dag på arbejde med mange møder. Jeg vil da i mange tilfælde ikke bytte med min mand når jeg bliver hjemme med sygt barn. 

Men igen - det lyder til st det generer ts .. og så skal der da fordeles anderledes.

Kastanje skriver:

Jeg er pragmatiker - tingene skal hænge sammen. Hvis mine møder er vigtigst og involverer flest mennesker er det min mand der tager det og omvendt. 

Mænd og kvinder har ikke de samme jobs - så det er jo ikke underligt at der er en forskel. Og nu taler vi kun om barns sygedage som en sur pligt..? Jeg tror der er rigtig mange kvinder der hygger sig hjemme med deres syge barn og ser Netflix og Disney med en kop the. Og faktisk også nyder dagen og roen. … det kan jeg da i hvert fald selv genkende. Modsat en hektisk dag på arbejde med mange møder. Jeg vil da i mange tilfælde ikke bytte med min mand når jeg bliver hjemme med sygt barn. 

Men igen - det lyder til st det generer ts .. og så skal der da fordeles anderledes.

Nej i sig selv er det jo en udfordring, at der er hhv mande- og kvindefag for ikke at tale om kvinder i ledelserne. Men selvsagt både et problem, at kvinder ikke er på ledelsesgangene og at ledelsesgangene åbenbart stadig ser det der med børns sygdom som et ansvar for kvinderne. Så fastholder man jo en sygelig struktur i samfundet. 

Jeg har endnu et barns sygedag med Netflix, pause og the til gode. Hvor det er et aktivt tilvalg som noget federe end mit job. Det lyder som en alternativ præmis. For mig er sygdom (og vi er endda ikke hårdt ramt) hårdt arbejde. Snot, tårer, serveringsopgaver, rengøring, madlavning, indkøb efter særlige varer - tit krydret med dårlig søvn til hele banden. Der er mit job altså noget federe. 

Men hvorfor mon ikke det gibber i mændene for at hygge en dag hjemme med syge børn? Der lyder da som en oplagt dag at indhente lidt af det forsømte. I hvertfald ud fra din beskrivelse. 

Vh.

Jeg har et job, med skiftende arbejdstider, og kæresten har et alm 8-17 ish job. Han har så også mulighed for at arbejde hjemmefra, og ka også rykke hans timer lidt begge veje. 

Det betyder for vores vedkommende at vi altid har kigget på hvem det passede bedst for på dagen. 

Hvis jeg har fri, blir jeg self hjemme, hvis vi har personalemøde blir jeg hjemme.

Har jeg morgenvagt, blir kæresten hjemme. 

Har jeg aftenvagt kommer kæresten hjem senest kl 13.30, og tager over. 

Arbejder jeg weekend, tager kæresten sig self af sygt barn osv.

Så ka det self ske at kæresten har møder han ik ka rykke, også blir jeg hjemme fra en evt morgenvagt, hvis ik vi har mulighed for pasning.

Vi ser begge muligheden for at tage barn syg, som en måde at vise omsorg for vores børn. Er det helt "umuligt" for os at blive hjemme, så har vi altid været så heldige, at mormor har ku passe. Det elsker ungerne også.

Min kæreste tjener næsten det dobbelte af mig, men vi har aldrig diskuteret at hans job sku være vigtigere end mit, sådan som jeg ka se der også blir diskuteret her i tråden Vh Stine 

Nej i sig selv er det jo en udfordring, at der er hhv mande- og kvindefag for ikke at tale om kvinder i ledelserne. Men selvsagt både et problem, at kvinder ikke er på ledelsesgangene og at ledelsesgangene åbenbart stadig ser det der med børns sygdom som et ansvar for kvinderne. Så fastholder man jo en sygelig struktur i samfundet. 

Jeg har endnu et barns sygedag med Netflix, pause og the til gode. Hvor det er et aktivt tilvalg som noget federe end mit job. Det lyder som en alternativ præmis. For mig er sygdom (og vi er endda ikke hårdt ramt) hårdt arbejde. Snot, tårer, serveringsopgaver, rengøring, madlavning, indkøb efter særlige varer - tit krydret med dårlig søvn til hele banden. Der er mit job altså noget federe. 

 

Men hvorfor mon ikke det gibber i mændene for at hygge en dag hjemme med syge børn? Der lyder da som en oplagt dag at indhente lidt af det forsømte. I hvertfald ud fra din beskrivelse. 

 

Vh.

Til det første:

I min optik er det ikke et problem at der fag hvor der er flest kvinder eller mænd..? Jeg misunder ikke mænd der skruer dæk på på et værksted? Jeg har heller ikke et ønske om at være leder (på nogen måden). Det er ikke et problem at jeg så fravælger denne karrierevej. Og det er ikke et narrativ eller en samfundsmæssig forstokket norm der siger mig at det ikke er tillokkende. Jeg vil heller ikke være brandmand eller politimand.

Jeg tænker også at der en en del mænd som ikke ønsker at være pædagoger eller sygeplejesker. 
Man skal da søge det der er motiverende for en. 

Til det sidste: 

Jeg køber da aldrig særlige ting ved sygdom. Tårer…? Tror aldrig at mine børn hsr grædt ved sygdom… kun som babyer. Det er dog 9 og 14 nu. Og når man alligevel er hjemme er det da ikke hårdt at hente noget sagt eller en bolle. Jeg har typisk back to back møder - så hjemmedage er bestemt mere afslappende end en lidt snottet unge på sofaen. Og jeg har endda et barn med diabetes hvis blodsukker skal styres hardcore ved sygdom for ikke at stige voldsomt. 

Min mand har heller ikke noget imod hjemmedage ved sygdom. Vi kigger på vores kalendre og beslutter. Og pilen peger bestemt ikke altid på mig.

Min mand er selvstændig tv-fotograf så når han skal arbejde skal han arbejde. Jeg er pædagog og komm7nalt ansat. Men han har også rigtigt mange dage “hverdagsfri” så alt i alt tror jeg han har haft dem flest dage når de har været syge (eller i coronakarantæne eller -hjemmeskole)

Kastanje skriver:

Vi holder ikke regnskab. Afhænger meget af hvem der har de vigtigste møder/ opgaver den dag.

Hvis jeg har en workshop med 25 mennesker duer det ikke at afmelde. Min mand er leder og har også væsentlige møder der trumfer mine til tider.

og ikke for at træde på en ligestillingstå … men hvis man tjener 80.000 + er der en del steder der ikke forventer at man tager 8 syge dage - hverken selv eller for børnene.

Langt de fleste gange arbejder vi bare hjemme så det er slet ikke et problem.

Kan dog være svært at arbejde hjemme med et sygt barn... 

Lje skriver:

Nej i sig selv er det jo en udfordring, at der er hhv mande- og kvindefag for ikke at tale om kvinder i ledelserne. Men selvsagt både et problem, at kvinder ikke er på ledelsesgangene og at ledelsesgangene åbenbart stadig ser det der med børns sygdom som et ansvar for kvinderne. Så fastholder man jo en sygelig struktur i samfundet. 

Jeg har endnu et barns sygedag med Netflix, pause og the til gode. Hvor det er et aktivt tilvalg som noget federe end mit job. Det lyder som en alternativ præmis. For mig er sygdom (og vi er endda ikke hårdt ramt) hårdt arbejde. Snot, tårer, serveringsopgaver, rengøring, madlavning, indkøb efter særlige varer - tit krydret med dårlig søvn til hele banden. Der er mit job altså noget federe. 

 

Men hvorfor mon ikke det gibber i mændene for at hygge en dag hjemme med syge børn? Der lyder da som en oplagt dag at indhente lidt af det forsømte. I hvertfald ud fra din beskrivelse. 

 

Vh.

Synes heller ikke der er meget hyggedag over det at være hjemme med syge børn. Mest er det dårlig samvittighed over det man ikke når på job. Samt en masse snot og/eller opkast. 

Men jeg er helt enig med dig. Det kunne da være oplagt for manden i den situation at hygge sig derhjemme med syge børn, Disney og en kop the