Bliver bonusmor-livet nemmere med tiden?

Jeg elsker mine bonus børn højt.

Jeg har selv 2 piger på 7 og 8 år min bonus datter er 9 år der er under et år i mellem min 8årig og min bonus hvilket jeg nok tænker er det der har hjulpet meget her 

Min bonus dreng på 13 er en dejlig dreng som jeg dog ikke ser helt så tit.

Jeg er ved at flytte sammen med min kæreste nu efter næsten 2år.

Men bonus livet er ikke altid lige nemt  det man kan blive mest uenige om er børnene vis man ser tegn på den mindste forskel hvilket jeg har haft flere problemer med vis jeg giver samme regler for hans datter ser han ikke altid at det var det samme for mine så her har vi haft en del konflikter på den konto hvilket man nok skal regne med bliver det samme vis i så får fælles børn. Så ja du skal nok have opbygget et godt kærligt naturligt forhold til bonus inden i overvejer fælles børn. Da der altid er forskel på om det er ens egne og bonus føelses messigt

Jeg har bare lyst til at tilføje til debatten, at det der med en kernefamilie, den kun består af mor, far og biologiske børn. Det perspektiv synes jeg er forældet.

En kernefamilie burde være/er for mig en lykkelig familie. Heldigvis bliver forældre ikke sammen for hver en pris, som da kernefamiliebegrebet blev opfundet. 

Jeg har 2 bonus sønner. Det hjælper at man kommer ind i deres liv når de er små. Den ældste af mine bonus sønner var 12 da jeg kom ind i hans liv. Jeg ved at han holder af mig men jeg bliver aldrig en omsorgs person for ham. Han skriver aldrig til mig eller spørger mig om hjælp. Den anden var 6, da jeg kom. Vi har et andet forhold. Vi skriver sammen. Laver ting sammen og krammer og fjoller når jeg er der. Jeg har nu været deres bonus mor i snart 5 år. Vi bor ikke sammen da jeg også har børn og geografisk vil ingen af os rykke vores børn op med roden. Så der går nok en 5 år endnu før det er en realitet. Men vi laver ting sammen, hver for sig og med hele flokken. Hver sommer tager vi på ferie sammen og oplever at være en sammenbragt men bagefter nyder vi en ferie hver for sig. Det er hårdt at være en sammenbragt hvor grænser og regler er vidt forskellige. Min kæreste og hans x fik børn sent i livet og tror det har påvirket deres holdning til grænser hvor jeg fik min den første som 20 årig. Jeg har opdaget ar være bonus mor tager mange ressourcer. Fordi man hele tiden vandrer på en knivsæg. Man kan nemmere sige fra overfor ens egne børn uden de tvivler på kærligheden hvorimod ens bonus nemt kan føle man er efter dem ��‍�� men jeg holder meget af dem.  

Anonym skriver:

Jeg har bare lyst til at tilføje til debatten, at det der med en kernefamilie, den kun består af mor, far og biologiske børn. Det perspektiv synes jeg er forældet.

En kernefamilie burde være/er for mig en lykkelig familie. Heldigvis bliver forældre ikke sammen for hver en pris, som da kernefamiliebegrebet blev opfundet. 

Sådan ser jeg ikke på det. Jeg opfatter ikke begrebet kernefamilie som værdiladet. I mine ører er det ikke hverken “rigtigere” eller bedre end - fx - udtrykket regnbuefamilie. Det er i mange situationer praktisk at have nogle betegnelser for de mange forskellige familietyper, så jeg synes, det er ganske hensigtsmæssigt, at de findes - hvad folk så evt. lægger i dem, er vel individuelt. 
Har du et andet, i din opfattelse mere neutralt, bud på, hvad man kan kalde en familie med far, mor og fælles børn? 

Anonym skriver:

Jeg har bare lyst til at tilføje til debatten, at det der med en kernefamilie, den kun består af mor, far og biologiske børn. Det perspektiv synes jeg er forældet.

En kernefamilie burde være/er for mig en lykkelig familie. Heldigvis bliver forældre ikke sammen for hver en pris, som da kernefamiliebegrebet blev opfundet. 

I dag handler det vist mere om, at mange får børn med partnere, de ikke kender særligt godt, og så går det galt, når der kommer pres på.

Selvfølgelig er kernefamilien stadig det mest optimale - når den fungerer.

Mor og meget mere skriver:

Sådan ser jeg ikke på det. Jeg opfatter ikke begrebet kernefamilie som værdiladet. I mine ører er det ikke hverken “rigtigere” eller bedre end - fx - udtrykket regnbuefamilie. Det er i mange situationer praktisk at have nogle betegnelser for de mange forskellige familietyper, så jeg synes, det er ganske hensigtsmæssigt, at de findes - hvad folk så evt. lægger i dem, er vel individuelt. 
Har du et andet, i din opfattelse mere neutralt, bud på, hvad man kan kalde en familie med far, mor og fælles børn? 

I bund og grund bare en familie som alle andre familieformer

For mig er kernefamilie som begreb meget værdiladet, fordi jeg altid som barn blev mødt af, at jeg ikke havde det. 

AnjaZenia skriver:

Jeg har 2 bonus sønner. Det hjælper at man kommer ind i deres liv når de er små. Den ældste af mine bonus sønner var 12 da jeg kom ind i hans liv. Jeg ved at han holder af mig men jeg bliver aldrig en omsorgs person for ham. Han skriver aldrig til mig eller spørger mig om hjælp. Den anden var 6, da jeg kom. Vi har et andet forhold. Vi skriver sammen. Laver ting sammen og krammer og fjoller når jeg er der. Jeg har nu været deres bonus mor i snart 5 år. Vi bor ikke sammen da jeg også har børn og geografisk vil ingen af os rykke vores børn op med roden. Så der går nok en 5 år endnu før det er en realitet. Men vi laver ting sammen, hver for sig og med hele flokken. Hver sommer tager vi på ferie sammen og oplever at være en sammenbragt men bagefter nyder vi en ferie hver for sig. Det er hårdt at være en sammenbragt hvor grænser og regler er vidt forskellige. Min kæreste og hans x fik børn sent i livet og tror det har påvirket deres holdning til grænser hvor jeg fik min den første som 20 årig. Jeg har opdaget ar være bonus mor tager mange ressourcer. Fordi man hele tiden vandrer på en knivsæg. Man kan nemmere sige fra overfor ens egne børn uden de tvivler på kærligheden hvorimod ens bonus nemt kan føle man er efter dem ��‍�� men jeg holder meget af dem.  

Nu det et andet spørgsmål men har det været hårdt ikke at bo sammen? Har en skøn kæreste som har børn, store der ikke bor hos ham, og ikke ser ham så tit mere. Jeg har små. 5 og 7 som jeg bor med. Vi har snakket lidt om at bo sammen. Men vil helst ikke rykke dem fra de vante omgivelser venner mm. Men synes også det er hårdt at undvære sin kæreste. Vi har været sammen i snart et år. Jeg synes ikke det er blevet nemmere 

Anonym skriver:

I bund og grund bare en familie som alle andre familieformer

For mig er kernefamilie som begreb meget værdiladet, fordi jeg altid som barn blev mødt af, at jeg ikke havde det. 

Det lyder da også voldsomt, at du altid mødte den reaktion - og mærkeligt, når det er så udbredt ikke at være far, mor og børn. Det er trods alt over 50 %, der bliver skilt.
Jeg har aldrig selv oplevet folk studse over eller kommentere, at jeg ikke kom fra en kernefamilie (død far, ny, tidligere fraskilt stedfar og tre stedsøstre) - mange af mine klassekammerater m.v. var selv skilsmissebørn (hvilket jeg faktisk, til gengæld, opfatter som et dumt udtryk). Kan det hænge sammen med nærmiljø? - hvis skilsmisser, solomødre etc. var usædvanlige, hvor du kommer fra? 
Jeg synes stadig, det er meningsfuldt at have nogle betegnelser for forskellige familietyper. Som lærer er det fx praktisk og hensigtsmæssigt for mig med disse begreber, så jeg hurtigt kan sættes ind i og sætte andre ind i en elevs familiekonstellation. På ingen måde værdiladet, bare faktuelt. 
Jeg oplever nu også ofte, at forældre selv bruger disse betegnelser - omtaler sig selv som solomødre, regnbuefamilier, nye familier med dine, mine og vores børn etc. 

I mine øjne er perspektivet for længst ændret. Få går ud fra som en selvfølge, at en familie = kernefamilie med far, mor og børn, og at det er “rigtigere”. Børnene, jeg kender, mærker det næppe - vi har p.t. et tema om forskellige familieformer i de 6. klasser, jeg underviser i tysk, og de fortæller glad og gerne, at de fx har to mødre - eller far og bonusmor og mor og bonusfar og søskende på begge “sider” - eller …. 

AnjaZenia skriver:

Jeg har 2 bonus sønner. Det hjælper at man kommer ind i deres liv når de er små. Den ældste af mine bonus sønner var 12 da jeg kom ind i hans liv. Jeg ved at han holder af mig men jeg bliver aldrig en omsorgs person for ham. Han skriver aldrig til mig eller spørger mig om hjælp. Den anden var 6, da jeg kom. Vi har et andet forhold. Vi skriver sammen. Laver ting sammen og krammer og fjoller når jeg er der. Jeg har nu været deres bonus mor i snart 5 år. Vi bor ikke sammen da jeg også har børn og geografisk vil ingen af os rykke vores børn op med roden. Så der går nok en 5 år endnu før det er en realitet. Men vi laver ting sammen, hver for sig og med hele flokken. Hver sommer tager vi på ferie sammen og oplever at være en sammenbragt men bagefter nyder vi en ferie hver for sig. Det er hårdt at være en sammenbragt hvor grænser og regler er vidt forskellige. Min kæreste og hans x fik børn sent i livet og tror det har påvirket deres holdning til grænser hvor jeg fik min den første som 20 årig. Jeg har opdaget ar være bonus mor tager mange ressourcer. Fordi man hele tiden vandrer på en knivsæg. Man kan nemmere sige fra overfor ens egne børn uden de tvivler på kærligheden hvorimod ens bonus nemt kan føle man er efter dem ��‍�� men jeg holder meget af dem.  

Hvordan har det, at de fik børn sent i livet påvirket deres holdning til grænser? Er de for skrappe? Min mand og jeg har også fået barn sent og kan nogen gange godt tænke, vi nok er meget konsekvente og sætter meget skarpe grænser i forhold til de yngre forældre, vi møder. 

Anonym skriver:

Hvordan har det, at de fik børn sent i livet påvirket deres holdning til grænser? Er de for skrappe? Min mand og jeg har også fået barn sent og kan nogen gange godt tænke, vi nok er meget konsekvente og sætter meget skarpe grænser i forhold til de yngre forældre, vi møder. 

Nej de er faktisk meget bløde i forhold til mine. Jeg har tænkt over om mine er for hårde men har luret, at i min omgangskreds, er det generelt et billede. Forældre der får børn sent er mere bløde med regler hvoraf forældre der får børn tidligt, har mere skarpe regler.