Bliver bonusmor-livet nemmere med tiden?

Jeg har snart et voksen barn , der havde så anstrengt forhold til hans “stedmor” (hun havde ikke børn i forvejen), at det ødelagde barnets forhold til far og det endte med at barnet lod sig skille fra far efter ti år igennem familieretten, hvor faren mistede forældremyndighed. 
Det kan være så svært at træde ind i en familie, men uanset hvad, betaler barnet den højeste pris. 

Jeg synes, det er ret så bekymrende, det meste du skriver. Og nej, at I får fælles børn gør det nok ikke nemmere, men vil være svære for bonussøn. Vent med flere børn, eller find en uden et barn i forvejen. Pu ha, får helt ondt i maven over at læse det her

Baby.mamma skriver:

Jeg synes, det er ret så bekymrende, det meste du skriver. Og nej, at I får fælles børn gør det nok ikke nemmere, men vil være svære for bonussøn. Vent med flere børn, eller find en uden et barn i forvejen. Pu ha, får helt ondt i maven over at læse det her

Vil du ikke godt overveje at scrolle forbi en tråd som denne næste gang?

Jeg ved godt, at det nærmest er en dansk nationalsport at sige sin mening, og at dette emne er sårbart, provokerende og følsomt. 

Men hvad skal TS bruge din kommentar til? Der er ingen forståelse. Ingen gode råd til at  ændre situationen. Der er ikke engang et forsøg på at give et perspektiv. 

Det er svært at være bonusforælder, og man oplever følelser, som kan være så svære at rumme og snakke højt om.  For folk har ofte en meget fordømmende reaktion, som hverken hjælper TS eller hendes bonussøn. Tværtimod, så giver det én endnu mindre løst til at åbne op og søge hjælp til at gøre det bedre.

Jeg tror, at når du får “ondt i maven” over hendes følelser, så har hun da allerede selv haft og tænkt en masse negativt om sig selv. Men det har aldrig virket motiverende for nogen at blive dømt eller udskammet (igen, et moderne udtryk), men med rummelighed og erfaringer fra andre, kan TS få hjælp at håndtere sine følelser og gøre en indsats for at få en god relation til knægten - eller træffe et valg om at sige stop. 

Du skal ikke elske andres børn på kommando, det kan man ikke. Du skal heller ikke forsøge at mase dig selv med i en forældrerolle du ikke har sat rammerne for. Du skal selv opfinde den relation der passer til dig og drengen. Find en enkelt ting der er jeres sammen, og lad det udvikle sig derfra. Læse godnathistorier, børste tænder, hjælpes med aftensmaden. Relationer bygges over tid, så vær tålmodig, tilgængelig og tydelig. 

Baby.mamma skriver:

Jeg synes, det er ret så bekymrende, det meste du skriver. Og nej, at I får fælles børn gør det nok ikke nemmere, men vil være svære for bonussøn. Vent med flere børn, eller find en uden et barn i forvejen. Pu ha, får helt ondt i maven over at læse det her

Hvorfor får du ondt i maven over det her, og synes at det er ret så bekymrende? Jeg søgte efter gode råd og sparring, og nej bonusmor rollen ér ikke en let rolle at håndtere Måske får jeg også udpenslet det hele som om, at alt er galt og at vi slet ikke har det godt sammen. Det har vi, men nu var det de svære ting, som jeg søgte råd til. Min bonusdreng er somsagt ikke et barn der af natur springer i armene på alle og enhver - heller ikke altid hans bedsteforældre, selvom at de har et fantastisk forhold. Det er heller ikke sådan at han aldrig søger mig - det gør han bestemt - eller at mig og ham ikke hygger, leger sammen og har det sjovt. Han har endda sagt før at jeg aldrig måtte gå ud af hans liv. Og jeg rummer ham, men det kan nogle gange være udfordrende at rumme et barn - det kan det da vel for alle, selv forældre! - men især når det ikke er ens eget biologiske, som man har en medfødt ubetinget kærlighed til. 
du får det næsten til at lyde som om at jeg “mishandler” barnet :/ 

Anonym skriver:

Det er en svær balancegang du skal gå. 
jeg har ikke selv været bonusmor, men min søn har en fra sin fars side (han kalder hende dog bare fars kæreste på trods af knap 6 år sammen). 

hvis du presser ødelægger du relationen, hvis du trækker dig sker det samme. 
hvis du opdrager/blander dig for meget kan det ødelægge relationen og omvendt hvis du ikke gør. 

Jeg ville ærlig talt ikke kunne klare det, og giver STOR credit til de som bare er fantastiske bonusforældre  

Min søns fars kæreste, overdængende ham med gaver, ville være sammen med ham alene (selvom han sagde nej - og blev så tvunget med hende ud), hun påtog sig en mor rolle i en sådan grad, at hun begyndte at tale negativt om mig og hvad jeg lærte ham, sagde han måtte/ikke måtte mm. Over for ham. Jeg tror ikke hun har gjort det i ond mening, jeg tror simpelthen det er fordi hun så gerne vil ham. 
men det har resulteret i, at vores søn ikke kan udstå hende! I så stor en grad, at han ikke vil afsted på ferie hos sin far når hun er der, på trods af han gerne vil se sin far. (Han er teenager nu)
hun har ikke selv børn, og ønsker sig det - men min eks vil ikke have flere børn og det har været definitivt siden de fandt sammen. 
tror desværre lidt hun så har fået en “så har jeg da om ikke andet ham…” følelse.. 

Deres relation er desværre gået fuldstændig af hækken feldt til..  på trods af jeg faktisk “blandede mig” og inviterede hende på kaffe osv så vores dreng kunne se jeg synes om hende på trods.. Hvilket desværre bare resulterede i hun var nedladende omkring mig og vores hjem, mens min søn hørte på det når han var på samvær (sagde til far mens han hørte det). 
Jeg har ikke taget det så personligt da jeg tænker der må være mere bag sådan en reaktion  og siger til min søn hun nok ikke mener det sådan osv.. men han er jo ikke tabt bag en vogn.. 

Så ja.. desværre ikke en positiv oplevelse, men jeg håber du kan bruge det konstruktivt, i den balance gang du bevæger dig ud i. 
derudover vil jeg give en anden her i tråden ret i, at flytte sammen osv måske skulle vente til jeres relation er stærkere, for barnets skyld! Det er en kæmpe omvæltning for ham.. Tænker i skal sætte ham først, og være helt sikre på det kan fungere, så han ikke bliver såret. I sidste ende går det altid ud over børnene om man vil det eller ej

Tak for dine råd. Det tror jeg at du har helt ret i, at jeg også skal prøve at slappe af og tage tingene stille og roligt. 
jeg har talt med nogle af mine veninder, som selv var/er skilsmissebørn og har haft bonus forældre. De fortæller at deres bonusforældre altid har været med til opdragelsen - ikke i samme omfang selvfølgelig, men at de ville synes at det ville være endnu mere unaturligt, hvis ekstra-forælderen/bonus slet ikke sagde noget eller var med til at opdrage. De har alle et godt forhold til deres bonusforældre, også selvom at det heller ikke har været legene let fra starten, for nogen.  

jeg er ked af at høre det med din søn og hans bonusmor  Hun lyder på ingen måde let at håndtere, for hverken dig eller din søn…  

Igen skriver:

Du skal ikke elske andres børn på kommando, det kan man ikke. Du skal heller ikke forsøge at mase dig selv med i en forældrerolle du ikke har sat rammerne for. Du skal selv opfinde den relation der passer til dig og drengen. Find en enkelt ting der er jeres sammen, og lad det udvikle sig derfra. Læse godnathistorier, børste tænder, hjælpes med aftensmaden. Relationer bygges over tid, så vær tålmodig, tilgængelig og tydelig. 

Tusind tak for dit gode og konstruktive råd! Det vil jeg tage til mig

Jeg dater udelukkende mænd uden børn. Hvorfor gøre livet svære for sig selv? 

Ja, og let's face it... børn er ofte larmende, krævende, irriterende og har store følelsesmæssige udsving.

Jeg elsker selvfølgelig mine egne, men det er hårdt at være sammen med andres børn, og at være papmor/far kan slide selv den bedste person op, for det er bare ikke specielt fedt at skulle stå model til.

Hvis jeg selv blev skilt, så ville jeg aldrig kunne blive lykkelig, hvis jeg skulle leve med en anden mands børn. Så hellere et forhold, hvor man kun så hinanden i de uger, hvor børnene var hos den anden forælder.

Desuden er jeg selv skilsmissebarn, og har ikke haft nogen som helst interesse i mine forældres partnere. 

Min far har boet med min papmor siden jeg var 8 år, men jeg har aldrig set hende som en del af familien. Jeg kan sagtens omgås hende og acceptere hende som min fars partner, men jeg vil ikke overnatte hos dem, og jeg inviterer heller ikke hendes børn til familiefødselsdage, for jeg ser dem ikke som en del af min familie.

Jeg går ind for kernefamilien i det omfang det er muligt, og i TS's tilfælde har hun stadig mulighed for kernefamilien, så den ville jeg gå efter

Jeg datede en mand med en 6-årig datter i 3 måneder. Han præsenterede os for hinanden efter få uger. Ja spørg ikke, hvorfor jeg gik med til det så tidligt, når jeg aldrig selv ville præsentere min søn for en kæreste så hurtigt. Men jeg lærte af det forhold, at det ikke er noget for mig at date mænd med børn. Pigen var egentlig sød og velopdragen og interesseret i mig, men små børn fylder jo naturligvis ekstremt meget. Jeg tog mig i at foretrække at besøge min kæreste, når hun var hos sin mor eller sov. Livet som bonusmor er bare ikke noget for mig.