Bliver bonusmor-livet nemmere med tiden?

Hej, 
Jeg er ny herinde, men jeg trænger til at få luftet mine tanker lidt. Jeg håber I kan dele lidt ud af jeres erfaringer - det kunne være rart at føle, at man ikke er helt alene i Verden 

Jeg har haft en kæreste i et år, som har en søn på 4,5 år. Jeg har ikke selv børn. Vi flytter sammen i det nye år, og som jeg har det nu, så nyder jeg dælme altså mere de børnefri uger end dem, hvor sønnen er i huset. Vi er langsomt ved at opbygge en relation, det går langsomt - men fremad. Kan godt mærke at han ikke altid synes at jeg er den fedeste i verden og han er ikke et barn, der automatisk bare springer i armene på én. Derudover har han temperament og efter flere dage sammen i streg, mig, ham og min kæreste, kan jeg godt mærke at min tålmodighed er LANGT kortere end min kærestes (som er uendelig lang!). Min kæreste er konfliktsky og ikke den bedste til at sætte grænser, hvilket han også selv er klar over… Jeg elsker ikke barnet og har pt ikke et forhold til ham, udover at det er min kærestes barn. Jeg gør alt hvad jeg kan for, at arbejde på en tættere relation og forsøger også at fornemme hvor hurtigt/langsomt det skal gå ift sønnen, så det ikke bliver overvældende. Og så er det såå svært at man ikke kan blande sig, når man synes at ungen har skabt sig længe nok - der skal jeg altså tit trække vejret dybt! 

Vores drøm er også at få nogle fælles børn sammen. Mit spørgsmål går bare på, om det her bonusmor “cirkus” nogensinde bliver lettere? Får man større forståelse for ens bonusbarn, når man selv bliver mor og kan det mon gøre at familien kan føles mere som en fælles enhed/ fælles familie? Den bliver aldrig som en kernefamilie, det ved jeg  

åh har lidt brug for at høre de positive historier også! 

Kh 

Om det bliver nemmere handler vel om du tager ansvar for relationen, du er den voksne og du er bonusmor, dvs du gerne må sætte grænser, især når I nu bor sammen i fælles hjem.

Tag på ture med ham, lav ting han godt kan lide

Hej, 
Jeg er ny herinde, men jeg trænger til at få luftet mine tanker lidt. Jeg håber I kan dele lidt ud af jeres erfaringer - det kunne være rart at føle, at man ikke er helt alene i Verden 

Jeg har haft en kæreste i et år, som har en søn på 4,5 år. Jeg har ikke selv børn. Vi flytter sammen i det nye år, og som jeg har det nu, så nyder jeg dælme altså mere de børnefri uger end dem, hvor sønnen er i huset. Vi er langsomt ved at opbygge en relation, det går langsomt - men fremad. Kan godt mærke at han ikke altid synes at jeg er den fedeste i verden og han er ikke et barn, der automatisk bare springer i armene på én. Derudover har han temperament og efter flere dage sammen i streg, mig, ham og min kæreste, kan jeg godt mærke at min tålmodighed er LANGT kortere end min kærestes (som er uendelig lang!). Min kæreste er konfliktsky og ikke den bedste til at sætte grænser, hvilket han også selv er klar over… Jeg elsker ikke barnet og har pt ikke et forhold til ham, udover at det er min kærestes barn. Jeg gør alt hvad jeg kan for, at arbejde på en tættere relation og forsøger også at fornemme hvor hurtigt/langsomt det skal gå ift sønnen, så det ikke bliver overvældende. Og så er det såå svært at man ikke kan blande sig, når man synes at ungen har skabt sig længe nok - der skal jeg altså tit trække vejret dybt! 

Vores drøm er også at få nogle fælles børn sammen. Mit spørgsmål går bare på, om det her bonusmor “cirkus” nogensinde bliver lettere? Får man større forståelse for ens bonusbarn, når man selv bliver mor og kan det mon gøre at familien kan føles mere som en fælles enhed/ fælles familie? Den bliver aldrig som en kernefamilie, det ved jeg  

åh har lidt brug for at høre de positive historier også! 

Kh 

Jeg er selv bonusmor til 2 piger på 6 og 15 år og min kæreste er bonusfar til min søn på 7 år. 
jeg er kommet utrolig nemt ind på livet af pigerne, specielt den yngste som selv ringer til mig og siger hun elsker mig, ligger sig og putter hos mig osv. den ældste giver lange krammere og ringer også bare for at hygge snakke. Men det er på en helt anden måde (det er aldersforskellen der gør det tror jeg) 

min søn derimod er glad for min kæreste. Han nyder at tumle med ham og lege kildelege. Men han har ikk knyttet sig rigtig til ham endnu. Han har endnu ikke fået et kram f.eks. Og han taler stortset kun til ham hvis min kæreste taler til ham eller hvis han skal have hjælp til noget i minecraft (fordi han ved jeg ikk kan finde ud af det). Når vi sover sammen hvad enten det er her eller hos min kæreste og min søn vågner om morgenen. Så ligger han sig dog næsten altid ved siden af ham i stedet for ved siden af mig. 
Så jeg er sikker på at det bånd nok også skal blive styrket. Om ikk andet når vi flytter derhjem. Han har nemlig sin datter i en 9/5 ordning hvor jeg har min søn i en 7/7 ordning. Så det giver dem lige 2 dage hvor de bare kan være de to og knytte bånd. 

Hvis man er indstillet på at tingene skal blive nemmere så bliver de det også. Det er måske nemmere med tolerancer når man selv har børn da forståelsen for diverse udbrud er anderledes. 
Men hvis din kæreste er dårlig til at sætte grænser så det “klart” han synes du er nederen fordi det ikk er noget han har oplevet før hvis/når du så sætter nogen for ham. Men derudover så kan børn også mærke hvis de ikke er elsket. Så det tænker jeg du skal arbejde på. 

der er ingen der siger du skal elske han som var han dit eget men elske ham som din bonus søn inden i får jeres egne børn vil være en god ide. 

Hej igen, 

tak for jeres svar  
Jeg er helt enig i, at man er den voksne og at ansvaret ligger hos de voksne for, at få en god relation. Og jeg knokler på livet løs, skal det siges. Jeg synes det er svært at sige, at man skal elske et andet barn, førend at tingene kan lykkes. Man kan i min optik ikke forcere den følelse og sige at den følelse ‘skal’ man bare have. Et barn elsker jo heller ikke automatisk sin bonusmor den anden vej. Jeg forsøger også at lave hyggelige ting sammen, bare mig og ham, omend ham efter 2 minutter som regel kalder på sin far igen - om det er fordi at far er i huset når mig og ham hygger om en aktivitet og han så gerne blot vil ha’ ham med, eller om han ikke er helt tryg ved mig, ved jeg ikke. Tror dog bare det første. Men jeg håber at jeg snart kan tage ud af huset, bare mig og ham, og tage på legeplads, i zoo etc. Noget som kan styrke forholdet . 

Hvis det allerede er så svært nu, så bliver det nok kun værre, når/hvis I en dag flytter sammen. Jeg kender stort set kun bonusmødre, der fortryder deres valg.

Hvis jeg var dig, så ville jeg finde en kæreste uden børn. Så er forholdet meget mere ligeværdigt, og du slipper for at være den, der skal sluge flest kameler mht. barnet, jeres tid, samvær og din kærestes eks.

Det er ikke dig, der har den baggage med fra tidligere, men du er nok den, det kommer til at gå ud over, så på den måde kan det føles uretfærdigt at være den barnløse i et parforhold, hvor kun den ene har børn.

Anonym skriver:

Hvis det allerede er så svært nu, så bliver det nok kun værre, når/hvis I en dag flytter sammen. Jeg kender stort set kun bonusmødre, der fortryder deres valg.

Hvis jeg var dig, så ville jeg finde en kæreste uden børn. Så er forholdet meget mere ligeværdigt, og du slipper for at være den, der skal sluge flest kameler mht. barnet, jeres tid, samvær og din kærestes eks.

Det er ikke dig, der har den baggage med fra tidligere, men du er nok den, det kommer til at gå ud over, så på den måde kan det føles uretfærdigt at være den barnløse i et parforhold, hvor kun den ene har børn.

Jeg har ikke selv stået i situationen hverken som bonusmor eller den, der har børn “med” i et nyt forhold - men jeg har bestemt ikke indtryk af, at det nødvendigvis er lettest at være i den sidstnævnte situation. Bekymringer over, om ens nye partner kan holde af barnet/børnene - kameler, der skal sluges, når partneren er uenig i opdragelse og beslutninger vedrørende barn/børn - frygt for, om barnet vil føle sig mindre værd end eventuelt nye børn med den nye partner - etc. etc. 
Personligt ville jeg være  så bange for, at en ny kæreste ikke kunne få varme og kærlige følelser for barnet med tiden, og at jeg måske overså negative signaler, fordi jeg så inderligt gerne ville have det til at lykkes med en kæreste, jeg var vild med. 

Givetvis er det en udfordring at være bonusmor eller -far, men hun/han har dog kun sig selv at passe på, mens den, der har barn eller børn med ind i forholdet, skal tænke på både dem og sig selv. I værste fald måske endda ofre forholdet til en elsket kæreste, fordi børnene ikke trives med hende eller ham. 

Når det er sagt, så kender jeg flere familier, hvor hverken bonusforældre eller “dem med børn” har fortrudt, og hvor alle parter trives. 

Jeg har været bonusmor uden børn, og nu har jeg et barn med en mand uden andre børn.

Først og fremmest vil jeg foreslå dig at slippe ansvaret lidt. Eller måske nærmere presset. For som du selv nævner, så kan kærligheden ikke forceres, og tiden er faktisk din bedste ven. Så selvom du rigtig gerne vil have det til at lykkes, så skal du overveje at slappe lidt mere af i relationen og lade tiden hjælpe jer på vej. Det er i hvert fald min erfaring, at pres (fra en selv eller omgivelserne) er den sikre vej til fiasko. 

Som bonusmor uden egne børn har man “kun” ansvaret for en selv. Til gengæld bliver relationen nemt ulige, især hvis ens partner har en tendens til argumenter som “for barnets bedste” eller “hans behov..”... For hvem kan modargumentere? Uanset hvad det behov så end er, så er det vigtigere end dit. Selv når det måske ikke er så vigtigt endda.

Det kan også være rigtig svært at få lov at sige fra eller sætte grænser, for straks sætter nogen tvivl ved ens intentioner (selvom det er helt legitimt at bande sine egne børn væk, så er det sprængfarligt med bonusbørn). 

Du skal mærke rigtig godt efter, før du vælger at få børn med en far. Det kan bestemt godt lykkes og være en succes. Man bliver nok bare overrasket over nogle følelser, som kan dukke op, især hvis man ikke elsker sit bonusbarn (endnu). For når du har lyst til at gå i en lykkelig babyboble med dig, din kæreste og jeres nye vidunder, ja, så glæder din kæreste sig til at få sin søn med i den boble. Når din kæreste ikke har tid til at passe den lille efter en hård nat pga samvær, så kan man også blive frustreret måske. Og når du er gravid og skifter mellem panik og waaauw, så har han prøvet det før. 

Det kan også være en fordel. Dit barn har allerede en storebror, der (forhåbentlig) elsker det, og din mand er mere rolig end en førstegangsfar i panik.

Du bad om gode historier, og dette er måske ikke helt det ønskede. Men nogle refleksioner og erfaringer, som du måske kan bruge - eller bare smide væk. 

Selvfølgelig bliver nogle ting nemmere, men hvis du inderst inde ikke trives i konstellationen, så bliver det svært.

Du er dog sej for at gøre dit bedste og spørge, hvordan du kan gøre det endnu bedre. Det er en god start og vejen til at det nok skal lykkes. 

Hvis du finder det vanskeligt nu (og det tror jeg langt fra at du er ene om, for det  er ofte vanskeligt), tror jeg ikke at ville turde håbe på, at det blev nemmere, når I skal bo fast under samme tag, tvært imod. Spøgelser flytter gerne med og følelsen af “kvalt” risikerer at blive kun mere intens - men sværere at gøre om.

Haster det nødvendigvis? I har ikke kendt hinanden ret længe og hans lille dreng skal også kunne følge med. På få år er der allerede sket mange fundamentale ændringer i hans liv - måske den næste kunne udskydes et år eller to - også det med at skulle forholde sig til nye søskende.

Hvis ikke hans og din relation fungerer, hvis ikke du trives “på andenpladsen”, så bedre at finde ud af det inden ved at have trykprøvet forholdet over længere tid - for så går jeres familie uanset hvad i opløsning, muligvis på bekostning af også et fælles barn?

Måske hvis I venter, viser det sig at der bare skulle mere tid til og så kan I jo altid flytte sammen senere når alle trives…

En bonusmor, som ikke selv har børn, kan umuligt forstå hvad man er oppe mod som forældre. Jeg var vanvittig klog inden jeg fik børn og vidste lige præcis hvornår børn skabte sig og teede sig ude i byen….. sidenhen har jeg fået tre børn og kan bare sige, at jeg ikke fattede noget som helst om børneopdragelse, følelser og hvad der ellers er på spil i en forældre/barn relation. 
ønsker her held og Lykke- ansvaret for den gode relation ligger ved dig

Det er en svær balancegang du skal gå. 
jeg har ikke selv været bonusmor, men min søn har en fra sin fars side (han kalder hende dog bare fars kæreste på trods af knap 6 år sammen). 

hvis du presser ødelægger du relationen, hvis du trækker dig sker det samme. 
hvis du opdrager/blander dig for meget kan det ødelægge relationen og omvendt hvis du ikke gør. 

Jeg ville ærlig talt ikke kunne klare det, og giver STOR credit til de som bare er fantastiske bonusforældre  

Min søns fars kæreste, overdængende ham med gaver, ville være sammen med ham alene (selvom han sagde nej - og blev så tvunget med hende ud), hun påtog sig en mor rolle i en sådan grad, at hun begyndte at tale negativt om mig og hvad jeg lærte ham, sagde han måtte/ikke måtte mm. Over for ham. Jeg tror ikke hun har gjort det i ond mening, jeg tror simpelthen det er fordi hun så gerne vil ham. 
men det har resulteret i, at vores søn ikke kan udstå hende! I så stor en grad, at han ikke vil afsted på ferie hos sin far når hun er der, på trods af han gerne vil se sin far. (Han er teenager nu)
hun har ikke selv børn, og ønsker sig det - men min eks vil ikke have flere børn og det har været definitivt siden de fandt sammen. 
tror desværre lidt hun så har fået en “så har jeg da om ikke andet ham…” følelse.. 

Deres relation er desværre gået fuldstændig af hækken feldt til..  på trods af jeg faktisk “blandede mig” og inviterede hende på kaffe osv så vores dreng kunne se jeg synes om hende på trods.. Hvilket desværre bare resulterede i hun var nedladende omkring mig og vores hjem, mens min søn hørte på det når han var på samvær (sagde til far mens han hørte det). 
Jeg har ikke taget det så personligt da jeg tænker der må være mere bag sådan en reaktion  og siger til min søn hun nok ikke mener det sådan osv.. men han er jo ikke tabt bag en vogn.. 

Så ja.. desværre ikke en positiv oplevelse, men jeg håber du kan bruge det konstruktivt, i den balance gang du bevæger dig ud i. 
derudover vil jeg give en anden her i tråden ret i, at flytte sammen osv måske skulle vente til jeres relation er stærkere, for barnets skyld! Det er en kæmpe omvæltning for ham.. Tænker i skal sætte ham først, og være helt sikre på det kan fungere, så han ikke bliver såret. I sidste ende går det altid ud over børnene om man vil det eller ej