Anonym skriver:
Ikke desto mindre er spørgsmålet jo relevant - skal staten betale for at vi får en uddannelse, hvorefter vi siger vores branche-job op og tager et ufaglært job fordi man indenfor egen branche ikke kan få børnevenlige tider (flex, deltid osv)?
For det er jo ganske korrekt, at man efter 10-15 år IKKE vil kunne komme tilbage igen - hele pointen med uddannelse er jo at man skal have viden omkring det man laver, og de fleste områder udvikler sig jo - så teorien om at det kan man “bare gøre hvis man vil” - det har jo konsekvenser i alle retninger.
Noget andet er så, at det kan man altså heller ikke bare lige gøre. Jeg har selv gået ledig for år tilbage, og søgte ALT jeg kunne - jeg blev altså ikke kaldt ind til samtaler - formodentlig i nogle tilfælde nok fordi de godt kunne se jeg ville skride i samme øjeblik jeg fik noget bedre. Det er altså tonse-dyrt for en arbejdsgiver at oplære folk som så smutter igen indenfor kort tid.
Så skriver du man bare kan flytte - altså det koster nemt 200.000 at sælge et hus, købet et nyt og flytte (renovering, salærer, lånegebyrer, flytning, nye gardiner osv). Så det er da på igen måder noget man “bare lige” gør.
Jeg tænker dine teorier mest er netop det - teorier.
Amen to that! Jeg har set flere eksempler på personer der af den ene eller anden årsag - nogle selvvalgt, andre meget ufrivilligt - ikke fik foden inden for deres fag efter endt uddannelse med det samme da de blev færdige (trods gode resultater og arbejde at få) og efter at have kæmpet i årevis på at få et job inden for deres fag, ikke er lykkes og som arbejder nu ufaglært, har måtte tage ny uddannelse eller går uden indkomst. Det er simpelthen spild af gode kompentencer og spild af ressourcer hvis “alle bare valgte noget andet i en periode” for det vil betyde at man ryger ud af sit fag og ikke kan få en fod inden for igen. Jeg kan se hvad de gør ved psyken og selvværdet for disse mennesker, så derfor virker det helt urealistisk i mine øjne at tro at “man laver bare noget andet i nogle år og så går man tilbage til det man plejer”. Det er forbundet med enorm usikkerhed og enorme konsekvenser, og har man som mange akademikere har, arbejdet i døgndrift i årevis for gode resultater, studiejob/netværk, osv., så er det ikke “bare lige” at smide det på gulvet for det er ikke “bare lige mens de er små”. Det er tit for altid.
Måske har man altid et valg - men det er et valg med enorme personlige og samfundsmæssige konsekvenser, især hvis “alle bare gjorde det”, ville der mangle mere arbejdskraft end i forvejen. Det betyder tab af kompetencer på arbejdspladserne og mindre i skat - derfor mindre i fælleskassen til pga institutionerne.
I forvejen i mange brancher oplever virksomheder mv at kvinder forlader branchen når de rammer midt 30 fordi de får børn og som også påvirker muligheden for kvinder at få en fod inden for - for hvorfor skulle man ansætte en kvinde hvis hun alligevel forlader jobbet om nogle år fordi hun skal have børn.
Jeg har selv valgt et andet arbejde og i en anden landsdel end hvad jeg drømte om samt tidligere har gjort for netop at være tættere på 37 timer end 60 timer som kræves i mange jobs i mit fag. Deltid er ikke en mulighed i mit fag men min mand har allernådigst fået lov til 32 timer på hans arbejde (ét år ad gangen og kun hvis det passer med arbejdspladsen sammensætning og opgaverne i øvrigt), så den løsning er vi gået med så vi kan give så mange 7.30-15/15.30 dage som muligt, men vi bestemmer ikke selv hvornår møder ligger osv og de kan sagtens være indtil kl 17. Min mand laver også noget andet end dét han reelt er uddannet, så også her har han indgået nogle kompromisser og det er fuldstændig udelukket for ham at komme tilbage til dét han lavede før. Jeg er spændt på om jeg kan komme videre fra mit kompromisvalg, det vil tiden kun vise, men jeg ved at jeg har lukket en række døre allerede.
Er det fair?
I stedet for at pege fingre af forældre, der ofte gør det bedste de kan, bør vi i stedet anderkende at samfundet har brug for alle typer jobs og vi bør støtte kampen i de brancher der hedder 45+ timers arbejdsuge så deltid bliver muligt og/eller der er bedre vilkår for børnefamilier. Det er samtidig også en ligestillingskamp at der kommer bedre vilkår alle steder for børnefamilier, så ingen “tvinges” til at forlade sit job når man får børn - fordi det altid har været kvinder der har taget deltid, sygedagene, skiftet fag, branche osv med effekt på løn/pension, karriere og muligheder. Det løser vi ikke ved at fortsætte som vi plejer og give dårlig samvittighed til andre der ikke ofrer alt for deres børn, men at blive og kæmpe indefra og ændre på præmissen at om at man ikke kan være småbørnsmor og leder fx. Måske er vi så heldige at når vores børn eller børnebørn kommer på arbejdsmarkedet så er det her slet ikke et issue og der er mulighed for både frihed til familie og mulighed for at lave lige præcis dét man allerhelst vil. Jeg håber det!
Jeg ser én skrive at det vil være bedre for normeringerne og pædagogerne hvis flere hentede tidligere - det er IKKE forældrenes ansvar at sikre pædagogernes arbejdsvilkår. Ja der er dårlige normeringer mange steder og JA dem skal vi kæmpe for at ændre, men det at tro at det løser sig ved at flere forældre skifter deres job og henter tidligere er at tisse i bukserne for at holde sig selv varm.
Endelig, så ved man sjældent hvordan den enkelte familie er sat sammen og fungerer. Måske er der ikke andre muligheder, måske er der sygdom, måske økonomi der spiller ind. Måske er der lange dage men til gengæld forældre der er 120% på når de så er sammen med deres børn - tæller kvalitet ikke over kvantitet? Kunne vi ikke stoppe med at stikke vores næser i andre folks business og støtte lidt mere op om hinanden i stedet for at have holdninger til hvad andre gør, ikke gør og burde gøre?
