Når andre børn slår

Måskemor skriver:

Altså, mht. vennernes dreng, så synes jeg at nogle her i tråden glemmer at det er et lille barn på tre år, og ikke en voldsmand der er ude på at skade din datter.

Synes allerede du har fået nogle fine råd, men vil bare tilføje, at du skal prøve at se bag om adfærden, og se at drengen måske har det svært af en årsag. Måske er det svært med den nye lillesøster, at dele legetøj, at komme på besøg hos andre etc.

Og så hjælper det ikke noget konstant at sige, at han ikke må slå. Det tror jeg godt han ved, men han er tre år. Prøv med anvisninger og sæt ord på. Sig: “Var det lige den bil du gerne ville lege med? Den har Julie, du kan lege med den her bil”. 
Det hjælper ikke drengen konstant at kommentere eller skælde ud fordi han ikke må slå hvis han ikke ved hvordan han ellers skal reagere.

Jeg synes nu, at TS i den grad giver udtryk for at se bag om hans adfærd og forstå, hvad den kommer af. Hendes udfordring er snarere at hjælpe og beskytte sin datter uden at give køb på sin meget fine empati for drengen. 

Måskemor skriver:

Altså, mht. vennernes dreng, så synes jeg at nogle her i tråden glemmer at det er et lille barn på tre år, og ikke en voldsmand der er ude på at skade din datter.

Synes allerede du har fået nogle fine råd, men vil bare tilføje, at du skal prøve at se bag om adfærden, og se at drengen måske har det svært af en årsag. Måske er det svært med den nye lillesøster, at dele legetøj, at komme på besøg hos andre etc.

Og så hjælper det ikke noget konstant at sige, at han ikke må slå. Det tror jeg godt han ved, men han er tre år. Prøv med anvisninger og sæt ord på. Sig: “Var det lige den bil du gerne ville lege med? Den har Julie, du kan lege med den her bil”. 
Det hjælper ikke drengen konstant at kommentere eller skælde ud fordi han ikke må slå hvis han ikke ved hvordan han ellers skal reagere.

Jeg synes måske det netop er det, som hverken forældre eller vi har held med. De er nemlig rigtigt gode til at sætte ord på for ham (for han er netop kun 3 og selvom hans sprog er godt, så forstår han ikke, hvorfor han bliver vred), og min mand og jeg er gode til at træde i baggrunden og se, at der er en bagvedliggende årsag og lade forældrene håndtere det... men 10-14 slag på 2 timer blev bare for meget for min datter, og jeg havde bagefter lidt fornemmelsen af, at jeg havde svigtet hende i mit forsøg på at rumme den anden dreng og også vise forældrene, at jeg godt kunne se, at han reagerede fordi sådan og sådan og sådan... men da han gik, så stoppede min datters gråd, og hun blev sit eget jeg igen. Jeg troede ellers, at hun måske var blevet lidt rigeligt træt og grådlabil og tvær på ham (hvilket man jo godt kan forstå), men at se hende vende på en tallerken, var bare tankevækkende - det ramte mig med 140 i timen, at det var hendes behov, der var tilsidesat, fordi alle havde fokus på hans adfærd og årsagerne til dem

Jeg mangler nok lidt en handleplan for, hvad vi gør for min datter og ikke for drengen, når det en dag kommer til at ske igen. Og måske et værktøj til at sige fra på en god måde, så forældrene ikke føler sig yderligere pressede, eller afvist. For det ønsker jeg nok ikke Jeg har jo også tidligere set, hvor glade vores børn er for hinanden - og de snakker, til trods for det sidste halve års konfliktoptrapning, med glæde om hinanden.

StineW79 skriver:

Syntes du ska tage en snak med børnehaven, omkring situationen der. Samtidig ska man huske på, at nogen børn på en eller anden måde bliver til en naturlig syndebuk, der får skylden for alt. Selv på de dage, hvor de ik har været i børnehave osv. Men det er self aldrig i orden, at din datter bliv slået, skubbet osv.

Ang jeres vennepar, så ville jeg 100 procent gribe ind, så snart det er noget der gentager sig. Jeg ville bestemt, men venligt sige til drengen at det ska han stoppe med, og ellers ka han ik lege med mere, hvorefter han ville blive placeret ved hans forældre. Når han så er klar til at lege igen, må han være med igen. Hvis det skete igen, ville jeg vælge at sige farvel og tak. Evt se om lejeaftaler ka være hos dem, så i evt selv ka tage hjem. 

Fortæl dem, at I syntes det er svært, med alle de slag. Anerkend at i godt ka se, at de gør det godt, og at i er meget glade, for deres dreng, men at i og jeres datter, ik er tryg ged at lege med ham.

I vores vennekreds opdrager vi frit, på hinanden unger, når vi er sammen. Ingen blir sure over det, og vi har en fælles forventning om  at vi gør det af god grund! Det gør det også meget hyggeligere at være sammen. 

Alders spredningen i vores gruppe er fra 2 år, til 16 år, og vi har kendt hinanden mellem 10 og 20 år. Vh Stine 

Jeg kan godt lide din tilgang med at tage en snak med forældrene om, at vi faktisk synes de gør det godt og er gode til at rumme ham, men at det er svært med de mange slag og synd for vores datter. Det vil vi helt sikkert gøre. Det er god måde at sige "det ser fint ud, men vi er nødt til at gøre noget andet eller noget mere".

Jeg har lidt sværere ved at gribe ind overfor ham, tror jeg. Hvis forældrene nu så passivt til, så var det nok lidt lettere at sige fra, men det gør de ikke. De griber ind. Men det virker bare ikke, når han får lov at slå så mange gange på så kort tid.

Jeg tænker at børnehaven gør hvad dig kan for at hjælpe drengen.

Med hensyn til venneparet dreng, ville jeg tage fat i ham og sige at jeg ikke vil have at han slåe mit barn. 

Derefter ville jeg forsøge at lege med begge børn. 

Fortsætter han med at slå ville jeg gå hjem\smide ham hjem.

At han er storebror, gør det ikke acceptabelt at slå andre. 

lineog4 skriver:

Med hensyn til børnehaven så har jeg egentlig et spørgsmål: kommer din datter hjem og fortæller om episoder altså en gang imellem, eller kommer hun hjem og fortæller om det hver dag, altså noget systematisk? Hvis det "bare" er episoder så ville jeg forvente, at det har børnehaven helt tjek på (også når du skriver hun fortæller om efterfølgende skæld ud), så ja du kan lade et ord falde, hvis det presser sig på, men ellers ville jeh forvente at de voksne professionelle kender situationen. 

Er det derimod mere hver dag, noget systematisk og det gør din datter ked af det og måske endda ked af at gå i børnehave, så er det sindsyg vigtigt, st du involverer pædagogerne.

 

Med hensyn til vennernes dreng. Det er et barn på 3,5 som lige er blevet storebror med alle de følelser som bunker rundt i kroppen. Jeg ville gå med ind i deres leg, guide og hjælpe og erkende at lige i dag er så dagen hvor jeg bliver legetante og ikke voksenhygger (ville jeg i endnu højere grad gøre, hvis jeg var drengens mor). Drengen slår jo ikke fordi han er ond eller vil gøre ondt, han slår fordi det opleves som udvejen, som den bedste relation på det han står i lige nu - så det han står i lige nu skal vi voksne hjælpe han til at komme ud af på en bedre måde. Kan vi ikke det ved at være med i legen, ja så skal han fjernes fra legen, fordi han fortæller jo det er for svært for ham. Men jeg ville først være aktiv og se i øjnene i dag var ikke dagen hvir de to små kunne lege selv. 

Når jeg er en aktiv del af legen, så opdrager jeg selvfølgelig også både ved at være et eksempel, ved at være lettere styrende og ved at sige stop til ting som ikke er i orden - har aldrig tænkt over om det var okay og hvad det andet barns forældre har tænkt, har egentlig bare gjort det. 

Jeg tror virkelig, du rammer hovedet på sømmet her. Børnehave situationen er nok egentligt ikke det store problem - tror faktisk det er situationen med vennens dreng, der satte mine tanker i gang og gjorde mig lidt i tvivl om, hvor meget jeg skal gribe ind overfor. Min datter er, som en anden også nævner, også lidt en politimand, som fortæller at nu har Oskar slået den og den, og nogle gange er det hende, andre gange andre og nu har de voksne skældt ud. Det fylder bare hos hende, men er ikke et stort problem.

Og så har du ret i, at det er nødvendigt at støtte de her børn i deres leg, men det er blevet mere og mere anstrengende for os. Vi har indtil for et halvt års tid siden bare kunnet lade børnene lege... og hygge os imens og nyde, at de var så glade for hinanden, og så håndtere den sporadiske konflikt, der kom. Pludselig fik han svært ved at dele sine legesager - hun måtte ikke røre ved noget som helst, når vi var hos dem, og så er det eskaleret derfra. At han er blevet storebror og skal konkurrere med en lillesøster er ikke bedre, men han havde udfordringer før det også. Slog også før. Bare ikke i samme grad.

Jeg tror du har ret i, at vi skal erkende, at de skal have mere hjælp i deres leg, men mere hjælp vil faktisk betyde mere end mandsopdækning, tror jeg. For vi prøver at blande os, vi prøver at fjerne dem lidt fra hinanden og samle dem om noget roligt hver for sig. Igen mangler jeg nok værktøjer til, hvad vi skal gøre, når han så slår alligevel. De kan fx sidde ved siden af hinanden til frokost (fordi de rigtigt gerne vil) og flankeret af 4 voksne. Så læner hun sig ind for at viske noget til ham (se hunden slikker på min fod), og pludselig kommer der en knytnæve lige i hovedet. Nogle gange er det svært at vide, hvorfor han slår både for hende og os - det kan komme ud af det blå. Og så må vi flytte dem på hver sin side af en voksen. I situationen tror jeg egentligt gerne, jeg vil være bedre til at hjælpe mit barn - er i tvivl om, om jeg kan hjælpe hende mere, end jeg gør.

Vi har snakket om, at det nok er bedst de mødes på neutral grund (det gør de også med andre venner, fordi han har svært ved at dele legesager). Men jeg kan ikke se det hjælper på det hele :/

Mor og meget mere skriver:

Til situationen med venneparrets søn vil jeg bare minde om, at forældrene kan være mindst lige så usikre som du på, hvordan I lige griber dette an. De kan meget vel gå og frygte, at I synes, deres søn er belastende, og at det kan slå skår i jeres venskab. Og når man nu som mor - og far - knuselsker sin unge og føler med ham, når han kæmper med sine svære følelser, kan alene tanken om, at andre voksne “i smug” tager afstand fra ham, føre til, at man er ekstra overbeskyttende og forsigtig i sine reaktioner på hans adfærd. (Andre forældre reagerer stik modsat og gør et stort nummer ud af at straffe og skælde uforholdsmæssigt voldsomt ud, fordi det ikke skal hedde sig, de ikke kan opdrage deres barn.) 

Min pointe er, at det vil være godt for alle parter, hvis I voksne får svesken på disken og sat ord på hans adfærd. Du virker meget, meget rummelig og empatisk over for drengen, og det giver god grobund for en rolig samtale. Jeg mener altså ikke noget med at overproblematisere hans opførsel eller irettesætte forældrene for deres håndtering - mere noget med, at du sætter ord på, at du kan se, han er meget frustreret, og at I må finde en måde at hjælpe begge børn på, så jeres datter ikke bliver slået og ked af at være sammen med ham. 
Jeg tror, det vil være en lettelse for alle parter, for hans forældre er næppe upåvirkede. 

Lige præcis!!! Det er nok mest det, jeg kan se mig selv i. Jeg føler virkeligt med dem og har virkeligt ikke lyst til at irettesætte hverken dem eller drengen. Men hvordan hulan starter man sådan en samtale. Den skal jeg lige have tygget lidt på.

I situationen kan du jo hjælpe din datter uden at irettesætte drengen ved at hjælpe hende til at sige fra og sætte grænser. Så hvis han slår og hun bliver ked af det kan du jo hjælpe hende med at sætte ord på i stedet for kun at trøste. Fx “øv, det var ikke så rart at blive slået. Det er helt ok at du siger stop”  og viser det med dit kropssprog fx at sætte hånden op i en stop gestus. Det hjælper jo i hvert fald din datter til at se at det ikke er en adfærd hun bare skal acceptere. ��

Det er meget normalt at drenge har perioder hvor de er meget fysiske og slår hinanden, i sær i den alder du beskriver  med hensyn til jeres vennepar ville jeg (hvis det var mig der stod i situationen hvor han blev ved med at slå selvom at forældrene havde sagt at han ikke måtte) gå hen til ham og sige til ham, få øjenkontakt og sige til ham “du skal ikke slå min datter” jeg har gjort det flere gange selv og det virker, både fordi at det hjælper når en “fremmed” siger det, men også fordi at det sender et signal til jeres vennepar om at du ikke finder dig i hvad som helst + at du lærer din datter at du er en der passer på hende og at hun kan stole på dig

som andre skriver herinde, lyder det til at jeres vennepar er meget slatne deres opdragelse, mine børn fik ikke lov til at slå en pige 10 gange i hovedet  jeg ville være SÅ pinlig over det. nogen gange bliver folks opdragelse for pædagogisk og lidt for snakke-snakke agtig, børn har brug for tydelighed og hvis de ikke forstår det bliver de lukket ude fra fællesskabet. Det er ok at sige at hvis du bliver ved med at slå, kan du ikke være herinde sammen med os, så må du være på dit værelse eller lign. 

Nu må du love mig ikke føle dig trådt på, dette er skrevet med respekt. 

Men Er din datter god til at forstå når andre siger stop eller synes hun kommer for tæt på? Det lyder til hun er lidt udsat.

Har oplevet børn som har svært ved at forstå når andre siger stop og til sidst får de et slag fordi den der forsøger fortælle at nok er nok ikke er gamle nok til at have kunne forklare det på andre måder?

Nogle børn er meget “på”, går tæt op i hovedet på andre og kærlige, men det kan godt føles grænseoverskridende for dem der måske ikke er så meget til det.

Mit barn er rigtig god til at sige stop og forstå stop fra andre, men overskrides hans grænse og han ikke har flere måder at sige fra på, efter utallige forsøg, så kan et andet barn godt få et slag. Sker meget meget sjældent da han som sagt er god til at sige fra og sige stop. vi kender også børn som han er begyndt at sige han ikke gider lege med fordi de ikke forstår når han siger stop/siger fra, for han bliver ked af det når det når så langt ud at han kommer til at slå. Han er knapt 4 år. 

Minime2018 skriver:

Nu må du love mig ikke føle dig trådt på, dette er skrevet med respekt. 

Men Er din datter god til at forstå når andre siger stop eller synes hun kommer for tæt på? Det lyder til hun er lidt udsat.

Har oplevet børn som har svært ved at forstå når andre siger stop og til sidst får de et slag fordi den der forsøger fortælle at nok er nok ikke er gamle nok til at have kunne forklare det på andre måder?

Nogle børn er meget “på”, går tæt op i hovedet på andre og kærlige, men det kan godt føles grænseoverskridende for dem der måske ikke er så meget til det.

Mit barn er rigtig god til at sige stop og forstå stop fra andre, men overskrides hans grænse og han ikke har flere måder at sige fra på, efter utallige forsøg, så kan et andet barn godt få et slag. Sker meget meget sjældent da han som sagt er god til at sige fra og sige stop. vi kender også børn som han er begyndt at sige han ikke gider lege med fordi de ikke forstår når han siger stop/siger fra, for han bliver ked af det når det når så langt ud at han kommer til at slå. Han er knapt 4 år. 

Det er et helt fint spørgsmål og bestemt relevant at have med. Hun er meget social og forstår også et stop og et nej. I den her situation kunne han jo også finde på at kaste en giraf på 2 meters afstand efter hende, når hun søgte væk fra ham, så det var umiddelbart ikke hans problem.