Når andre børn slår

Jeg er lidt konfliktsky og har måske lidt svært ved at gribe ind, når andre børn slår. Jeg har ikke lyst til at være en curling forældre, men kan jo også høre, at noget ikke kører og søger råd til 2 situationer, jeg føler jeg skal gøre mere ved, fordi jeg ellers føler, jeg svigter min datter lidt.

1) Min datter er 4 år gammel. I børnehaven i dag har hun fået plaster på knæet på et noget grimt sår og fortæller, at det er en bestemt dreng, der har skubbet hende. Jeg ved jo ikke hvorfor - om min datter skulle have gjort noget for at provokere ham - men det er bare langt fra første gang vi hører drengens navn omtalt i forbindelse med skub/slag af hende eller andre og om tilhørende skæld ud fra de voksne. Skal jeg tage en snak med de voksne om det, eller lade den ligge, når nu jeg kan høre på min datter, at drengen jo typisk får skæld ud, når han er slår/skubber/er uartig/driller?

2) Vi har et vennepar som har en super lydhør, pædagogisk tilgang til deres 3,5 årige dreng: Sætter ord på, hvad han føler, når han reagerer med vrede og frustration osv. Alt efter bøgerne der, men han slår meget, kaster ting efter min datter, river legetøj ud af hænderne på hende både uprovokeret og nogle gange, hvor man godt kan se, hvorfor han reagerer. Fx kan det være han rigtig gerne vil lege med hende, men hun synes hans helt nye lillesøster er sød, og så bliver han vred og reagerer. De har tidligere leget fantastisk sammen og glæder sig altid til at se hinanden, og vi regner egentligt med, at det er en familie, vi skal se rigtigt meget til de næste mange år. Men forleden blev det bare rigtigt meget. Han slog hende vel ca. 10 gange og kastede ting på hende ca. 3-4 gange på de to timer, de var her. Forældrene siger efter hvert tilfælde, at han ikke må slå, men det stopper ham ikke. De er måske ikke så tydelige og har fokus på at rumme de konflikter han har kørende i sit hoved. Jeg synes det blev for meget. Min datter græd meget og ville gerne lege selv og søgte lidt tilflugt fra situationen på en god måde - men efterfølgende føler jeg mig lidt klemt. Situationen med gentagne slag var ikke okay overfor hende. Jeg føler igen, jeg har svigtet. Men jeg synes det er svært at sige fra overfor barnet eller forældrene uden at bryde det bånd, vi sådan håber på på sigt, når drengen lærer at rumme sine følelser. Hvordan får man sagt fra her, så vores datter ikke skal have så mange slag fra en lille dreng med mange følelser, og samtidig så forældrene ikke trækker sig fra os og vores fællesskab. Kan det gøres på en ordentlig måde?

Den dreng fra børnehaven er lidt svært da du ikke selv er der, men vil mene at du skal tag en snak med de pædagoger i børnehaven hvis det bliver ved med at gentage sig.

Den dreng som er søn af et vennepar er noget andet. Da du jo er der og kan se at han slå hende gang på gang på gang. Ærlig talt hvis det var mig så vil jeg skide på om de er gode vennepar eller ens bedste venner eller familie. Så vil jeg sige noget, og at de skal til at lære den dreng at han ikke må slå mm. Det er simpelthen uhørt. Din stakkels datter vi jo gå rundt og tro at det ok at andre mennesker behandler hende sådan. Når hendes egen mor ser på og intet siger noget til det.  Du må finde din indre styrke og forsvar din datter. 
hun skal ikke være offer for en dreng og hans vold indtil han kan lære at styre på sine så kaldte følelser som du skriver. 

Love Angel skriver:

Den dreng fra børnehaven er lidt svært da du ikke selv er der, men vil mene at du skal tag en snak med de pædagoger i børnehaven hvis det bliver ved med at gentage sig.

 

Den dreng som er søn af et vennepar er noget andet. Da du jo er der og kan se at han slå hende gang på gang på gang. Ærlig talt hvis det var mig så vil jeg skide på om de er gode vennepar eller ens bedste venner eller familie. Så vil jeg sige noget, og at de skal til at lære den dreng at han ikke må slå mm. Det er simpelthen uhørt. Din stakkels datter vi jo gå rundt og tro at det ok at andre mennesker behandler hende sådan. Når hendes egen mor ser på og intet siger noget til det.  Du må finde din indre styrke og forsvar din datter. 
hun skal ikke være offer for en dreng og hans vold indtil han kan lære at styre på sine så kaldte følelser som du skriver. 

Det klemmer mig også noget. Jeg siger jo trøstende til hende: "nej, han må ikke slå, det er rigtigt. Se, det siger hans far også til ham nu" og så kommer hun sig lidt igen, men jeg føler det er svært at sige meget direkte fra overfor deres barn, når hans forældre faktisk er der og griber ind. Specielt fordi min tilgang er så anderledes end deres. Jeg er mere direkte med mit barn... Ved ikke hvordan de vil tage det, hvis jeg irettesatte ham. Eller om jeg i det hele taget burde gøre det, eller om jeg i stedet skal sige fra overfor dem? Og hvordan det så kommer bedst ud, så de forstår, at vi jo egentligt godt vil dem...

Og så har jeg også bare virkeligt ondt af dem og vil ikke gøre ondt værre. Puha hvor ville jeg synes det var hårdt at stå i deres sko og have et barn med, som reagerede så meget og ikke rettede ind... Jeg får helt ondt af dem, for som sagt kan jeg jo ofte godt se, hvor hans udbrud kommer fra. Han bliver jaloux eller vil gerne lige bestemme, hvad de skal lege, eller at hun skal lege med en bestemt ting. Nogle gange vil han gerne lege med hende, og forstår ikke, at hun trækker sig, fordi han slår. Så hendes flugt fra ham ender med at eskalere konflikten. Men hun skal jo have lov til at trække sig... Åh altså øv

Syntes du ska tage en snak med børnehaven, omkring situationen der. Samtidig ska man huske på, at nogen børn på en eller anden måde bliver til en naturlig syndebuk, der får skylden for alt. Selv på de dage, hvor de ik har været i børnehave osv. Men det er self aldrig i orden, at din datter bliv slået, skubbet osv.

Ang jeres vennepar, så ville jeg 100 procent gribe ind, så snart det er noget der gentager sig. Jeg ville bestemt, men venligt sige til drengen at det ska han stoppe med, og ellers ka han ik lege med mere, hvorefter han ville blive placeret ved hans forældre. Når han så er klar til at lege igen, må han være med igen. Hvis det skete igen, ville jeg vælge at sige farvel og tak. Evt se om lejeaftaler ka være hos dem, så i evt selv ka tage hjem. 

Fortæl dem, at I syntes det er svært, med alle de slag. Anerkend at i godt ka se, at de gør det godt, og at i er meget glade, for deres dreng, men at i og jeres datter, ik er tryg ged at lege med ham.

I vores vennekreds opdrager vi frit, på hinanden unger, når vi er sammen. Ingen blir sure over det, og vi har en fælles forventning om  at vi gør det af god grund! Det gør det også meget hyggeligere at være sammen. 

Alders spredningen i vores gruppe er fra 2 år, til 16 år, og vi har kendt hinanden mellem 10 og 20 år. Vh Stine 

Hej med dig

Situationen i børnehaven er blot en snak med pædagogerne ved lejlighed. Du skal jo ikke anklage eller dømme, men blot dele med dem hvad din datter fortæller at hun oplever og spørge dem til deres tanker om hvordan de tackler det i hverdagen.

Den anden situation er en rigtig god mulighed for at du kan vise din datter, hvordan man står ved sig selv og siger til og fra her i livet. Det får hun brug for - meget mere end for at opleve at mor lader sig køre over, af frygt for at miste et venskab, som det jo alligevel ikke er nogen garanti for vil bestå uanset hvem og hvad der sker. Og kan man ikke tale sammen og håndtere konflikter ærligt og åbent, har det venskab alligevel ikke mange chancer.

Så næste gang synes jeg, at du hjælper din datter med at sige fra. Jeg synes ikke at drengens forældres tilgang lyder særlig meget “efter bogen” - jeg synes de lyder slappe og konfliktsky. At opdrage med “anerkendelse” betyder jo ikke at man lader sine unger té sig, så de ikke er til at holde ud. Min 3-årige får ikke lov til at slå andre børn gentagende gange, uden at jeg skarpt og tydeligt går ind og guider - eller i sidste ende sætter den konsekvens, at legen afsluttes.

Var det mit barn der gentagende gange og uden forældrenes reaktion blev slået, ville jeg skride ind og tage den sammen med børnene. Tydeligt og rummeligt - men jeg ville sætte en klar grænse for det barn som slår, og jeg ville italesætte følelserne hos det barn som blev slået:

“Peter, jeg kan se at det du gør lige nu, ikke er rart for Katrine, og jeg vil gerne have at du stopper med at slå hende”.

“Katrine, jeg vil ikke have at du slår Peter, jeg kan se, at han bliver ked af det og at det gør ondt på ham”

I sidste ende ville jeg stoppe legen og gå ind sammen med børnene i nogle adskilte aktiviteter. Og var der tale om et barn som var vedblivende problematisk, og som mit barn derfor mistede interessen for at lege med, så ville jeg nok også i sidste ende lytte til det - omend jeg ville tale med forældrene først og forsøge at få dem op af stolen.

Med hensyn til børnehaven så har jeg egentlig et spørgsmål: kommer din datter hjem og fortæller om episoder altså en gang imellem, eller kommer hun hjem og fortæller om det hver dag, altså noget systematisk? Hvis det "bare" er episoder så ville jeg forvente, at det har børnehaven helt tjek på (også når du skriver hun fortæller om efterfølgende skæld ud), så ja du kan lade et ord falde, hvis det presser sig på, men ellers ville jeh forvente at de voksne professionelle kender situationen. 

Er det derimod mere hver dag, noget systematisk og det gør din datter ked af det og måske endda ked af at gå i børnehave, så er det sindsyg vigtigt, st du involverer pædagogerne.

Med hensyn til vennernes dreng. Det er et barn på 3,5 som lige er blevet storebror med alle de følelser som bunker rundt i kroppen. Jeg ville gå med ind i deres leg, guide og hjælpe og erkende at lige i dag er så dagen hvor jeg bliver legetante og ikke voksenhygger (ville jeg i endnu højere grad gøre, hvis jeg var drengens mor). Drengen slår jo ikke fordi han er ond eller vil gøre ondt, han slår fordi det opleves som udvejen, som den bedste relation på det han står i lige nu - så det han står i lige nu skal vi voksne hjælpe han til at komme ud af på en bedre måde. Kan vi ikke det ved at være med i legen, ja så skal han fjernes fra legen, fordi han fortæller jo det er for svært for ham. Men jeg ville først være aktiv og se i øjnene i dag var ikke dagen hvir de to små kunne lege selv. 

Når jeg er en aktiv del af legen, så opdrager jeg selvfølgelig også både ved at være et eksempel, ved at være lettere styrende og ved at sige stop til ting som ikke er i orden - har aldrig tænkt over om det var okay og hvad det andet barns forældre har tænkt, har egentlig bare gjort det. 

Til den første ville jeg nok tænke hvor tit det var, hvor alvorligt osv og det kommer nok også an på hvilket barn jeg selv har .

Den ene af mine er fx en lille politibetjent og ligger rapport hver gang jeg hente med hvem der har gjort hvad. Han selv har aldrig gjort noget (hvilket er løgn). Og det er selv den mindste ting, som lyder meget dramatisk hos ham 

Men tænker at hvis det er et barn som har svært ved kontakten til de andre børn, har pædagogerne nok fokus på det i forvejen.

Til nr 2 er det hammer svært og jeg tænker desværre ikke du kan blande dig så meget i opdragelsen af deres barn, men siger klart fra over for ham når de ikke er tilstede, på den måde kan det være at han lære at du i hvertfald ikke tolerere det 

Altså, mht. vennernes dreng, så synes jeg at nogle her i tråden glemmer at det er et lille barn på tre år, og ikke en voldsmand der er ude på at skade din datter.

Synes allerede du har fået nogle fine råd, men vil bare tilføje, at du skal prøve at se bag om adfærden, og se at drengen måske har det svært af en årsag. Måske er det svært med den nye lillesøster, at dele legetøj, at komme på besøg hos andre etc.

Og så hjælper det ikke noget konstant at sige, at han ikke må slå. Det tror jeg godt han ved, men han er tre år. Prøv med anvisninger og sæt ord på. Sig: “Var det lige den bil du gerne ville lege med? Den har Julie, du kan lege med den her bil”. 
Det hjælper ikke drengen konstant at kommentere eller skælde ud fordi han ikke må slå hvis han ikke ved hvordan han ellers skal reagere.

Soonmom skriver:

Til den første ville jeg nok tænke hvor tit det var, hvor alvorligt osv og det kommer nok også an på hvilket barn jeg selv har .

Den ene af mine er fx en lille politibetjent og ligger rapport hver gang jeg hente med hvem der har gjort hvad. Han selv har aldrig gjort noget (hvilket er løgn). Og det er selv den mindste ting, som lyder meget dramatisk hos ham 

Men tænker at hvis det er et barn som har svært ved kontakten til de andre børn, har pædagogerne nok fokus på det i forvejen.

 

Til nr 2 er det hammer svært og jeg tænker desværre ikke du kan blande dig så meget i opdragelsen af deres barn, men siger klart fra over for ham når de ikke er tilstede, på den måde kan det være at han lære at du i hvertfald ikke tolerere det 

Jeg er enig i at det er svært at blande sig i andres opdragelse, men når det helt konkret går ud over ens eget barn eller ens ting, så må man gerne efter min mening. Så må de blive sure. 

Til situationen med venneparrets søn vil jeg bare minde om, at forældrene kan være mindst lige så usikre som du på, hvordan I lige griber dette an. De kan meget vel gå og frygte, at I synes, deres søn er belastende, og at det kan slå skår i jeres venskab. Og når man nu som mor - og far - knuselsker sin unge og føler med ham, når han kæmper med sine svære følelser, kan alene tanken om, at andre voksne “i smug” tager afstand fra ham, føre til, at man er ekstra overbeskyttende og forsigtig i sine reaktioner på hans adfærd. (Andre forældre reagerer stik modsat og gør et stort nummer ud af at straffe og skælde uforholdsmæssigt voldsomt ud, fordi det ikke skal hedde sig, de ikke kan opdrage deres barn.) 

Min pointe er, at det vil være godt for alle parter, hvis I voksne får svesken på disken og sat ord på hans adfærd. Du virker meget, meget rummelig og empatisk over for drengen, og det giver god grobund for en rolig samtale. Jeg mener altså ikke noget med at overproblematisere hans opførsel eller irettesætte forældrene for deres håndtering - mere noget med, at du sætter ord på, at du kan se, han er meget frustreret, og at I må finde en måde at hjælpe begge børn på, så jeres datter ikke bliver slået og ked af at være sammen med ham. 
Jeg tror, det vil være en lettelse for alle parter, for hans forældre er næppe upåvirkede.