Hvad er der galt med mit familiemedlem?

Soonmom skriver:

Jeg kender godt lovgivningen og jeg kender også praksis, vi kan indstille til skoleudsættelse, så tosset vi vil, den ryger ikke igennem hvis der ikke er en diagnose eller en igangværende proces 

Så er der jo tale om dårlig forvaltningsskik. Det ville jeg gå videre med. Det har vi gjort før - og fik medhold

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Altså … sådan på papiret kan vi sagtens blive enige: Men i realiteten må du medgive, at diagnosen faktisk lige præcis ofte er adgangsgivende til hjælp og ressourcer og derfor ofte kan være en afgørende og nødvendig livline … ligesom at de ringe normeringer, høje klassekvotienter og evige stræben efter læringsmål helt sikkert medvirker til at forstærke symptomer hos en gruppe elever, som eller kunne have været rummet i det almene, hvis blot rammerne for deres  deltagelse havde været mere hensigtsmæssige… 

Men det er altså ikke korrekt, at skolerne tildeles ressourcer, når elever får diagnoser. Selv hvis en elev tildeles en plads på en specialskole i kommunen, er det distriktsskolen, der skal betale. Dermed er der ingen fordel ved at få elever udredt med en diagnose som resultat, ud over den åbenlyse: at vi som medarbejdere har mulighed for at forstå baggrunden for udfordringerne og potentielt støtte og vejlede mere kvalificeret. Dertil virker det både rimeligt og anstændigt, at forældre og barn via diagnosen opnår indsigt i muligheder og begrænsninger, kendskab til udfordringerne osv. - og får lettere adgang til særlig hjælp. Men nogen gevinst for skolen er det altså ikke set i et økonomisk perspektiv, og derfor er det en helt forfejlet opfattelse. 

Mor og meget mere skriver:

Men det er altså ikke korrekt, at skolerne tildeles ressourcer, når elever får diagnoser. Selv hvis en elev tildeles en plads på en specialskole i kommunen, er det distriktsskolen, der skal betale. Dermed er der ingen fordel ved at få elever udredt med en diagnose som resultat, ud over den åbenlyse: at vi som medarbejdere har mulighed for at forstå baggrunden for udfordringerne og potentielt støtte og vejlede mere kvalificeret. Dertil virker det både rimeligt og anstændigt, at forældre og barn via diagnosen opnår indsigt i muligheder og begrænsninger, kendskab til udfordringerne osv. - og får lettere adgang til særlig hjælp. Men nogen gevinst for skolen er det altså ikke set i et økonomisk perspektiv, og derfor er det en helt forfejlet opfattelse. 

Jeg får formuleret mig uklart kan jeg godt se, på både dit svar og svarer fra en anden ovenfor. Jeg er bestemt med på, at der ikke automatisk medfølger ressourcer. At en stor udfordring snarere er, hvor ofte der ikke gør. Min pointe var, at når og hvis der skal tildeles ydelser eller ressourcer, så kræves ofte en diagnose før der overhovedet kan være noget at kæmpe for - og at kategoriseringen i sig selv på den måde i praksis ofte bliver en nødvendighed for overhovedet at have (potentiel) adgang til noget som helst. 

Anonym skriver:

Nej. En diagnose er i sig selv ikke udslagsgivende. Dette er ikke korrekt. 

Nu er jeg en del af et meget stort netværk med forældre til syge/handicappede børn. Og det er netop dette de kæmper mest med. At de ikke får de ydelser der er behov for - trods diagnoserne. Fordi en diagnose ikke giver ressourcer eller økonomi. Og dermed forvalter kommunerne lovgivningen enormt forskelligt. Rigsrevisonen kom i sidste måned med en kæmpe røffel til KL og socialministeriet fordi de der var så store problemer med det - at en diagnose ikke giver noget - og kommunerne dermed anfægter barnets funktionsevne hele tiden - uagtet diagnosen - for at undgå at give økonomisk hjælp. Det er der en kæmpe rapport der slår fast er et gigantisk problem i DK.

Det barnets manglende funktionsevne, der giver adgang. Diagnosen er forklaringen. 

vores barn fik en alvorlig diagnose som 6 måneder gammel. Men fik først tilkendt hjælp fra kommunen , da barnet fik kræft som 5 årig ( kræften er en kendt sygdom som følge af diagnosen) 

Det står helt sort på Hvidt i lovgivningen. At en diagnose i sig selv ikke giver adgang til noget. Men det er behovet som barnet har/ikke har som er afgørende. 

Derfor kan man også søge eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste til et barn, der ingen diagnose har (endnu). Netop fordi det ikke er udslagsgivende. 

En diagnose gives for at finde det rette tilbud, såfremt barnet ikke kan være i et alment tilbud trods sin diagnose. 

Autisme er jo mange ting. Nu er der 8 i min nærmeste omgangskreds med det (på papiret også). Og det er meget forskelligt, hvordan det kommer til udtryk. Og hvor meget ekstra børnene (og de voksne har behov for). Men fordi diagnosen er der, så kan man lettere placere/hjælpe dem, hvis barnet har et behov man kan begrunde med deres diagnose på sigt. 

læs evt om dette i Visos meget fine folder om sjældne sygdomme - som er målrettet til kommunerne. 

Se evt. mit andet svar ovenfor

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg får formuleret mig uklart kan jeg godt se, på både dit svar og svarer fra en anden ovenfor. Jeg er bestemt med på, at der ikke automatisk medfølger ressourcer. At en stor udfordring snarere er, hvor ofte der ikke gør. Min pointe var, at når og hvis der skal tildeles ydelser eller ressourcer, så kræves ofte en diagnose før der overhovedet kan være noget at kæmpe for - og at kategoriseringen i sig selv på den måde i praksis ofte bliver en nødvendighed for overhovedet at have (potentiel) adgang til noget som helst. 

Men indvendingerne rettede sig jo mod et indlæg, der hævdede, at “børnepsykiatrien og kommunerne smider om sig med diagnoser for at fx folkeskolerne og børnehaverne kan have en undskyldning for at få flere ressourcer til de børn der er lidt anderledes.” Og det er faktuelt forkert. 

Mor og meget mere skriver:

Men indvendingerne rettede sig jo mod et indlæg, der hævdede, at “børnepsykiatrien og kommunerne smider om sig med diagnoser for at fx folkeskolerne og børnehaverne kan have en undskyldning for at få flere ressourcer til de børn der er lidt anderledes.” Og det er faktuelt forkert. 

Ja. Det er jeg enig i. Jeg fik svaret på en besked, uden at læse hvad denne besked var oprindeligt svar på.

En lille tilføjelse er den ekstremt høje fejlrate i sager hos børnepsyk, som senere ender med at blive omgjort. Oftest husker jeg det dog som manglende diagnosticering, snarere end overdiagnosticering. Så det bestyrker jo egentlig bare din pointe.

Nej. En diagnose er i sig selv ikke udslagsgivende. Dette er ikke korrekt. 

Nu er jeg en del af et meget stort netværk med forældre til syge/handicappede børn. Og det er netop dette de kæmper mest med. At de ikke får de ydelser der er behov for - trods diagnoserne. Fordi en diagnose ikke giver ressourcer eller økonomi. Og dermed forvalter kommunerne lovgivningen enormt forskelligt. Rigsrevisonen kom i sidste måned med en kæmpe røffel til KL og socialministeriet fordi de der var så store problemer med det - at en diagnose ikke giver noget - og kommunerne dermed anfægter barnets funktionsevne hele tiden - uagtet diagnosen - for at undgå at give økonomisk hjælp. Det er der en kæmpe rapport der slår fast er et gigantisk problem i DK.

Det barnets manglende funktionsevne, der giver adgang. Diagnosen er forklaringen. 

vores barn fik en alvorlig diagnose som 6 måneder gammel. Men fik først tilkendt hjælp fra kommunen , da barnet fik kræft som 5 årig ( kræften er en kendt sygdom som følge af diagnosen) 

Det står helt sort på Hvidt i lovgivningen. At en diagnose i sig selv ikke giver adgang til noget. Men det er behovet som barnet har/ikke har som er afgørende. 

Derfor kan man også søge eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste til et barn, der ingen diagnose har (endnu). Netop fordi det ikke er udslagsgivende. 

En diagnose gives for at finde det rette tilbud, såfremt barnet ikke kan være i et alment tilbud trods sin diagnose. 

Autisme er jo mange ting. Nu er der 8 i min nærmeste omgangskreds med det (på papiret også). Og det er meget forskelligt, hvordan det kommer til udtryk. Og hvor meget ekstra børnene (og de voksne har behov for). Men fordi diagnosen er der, så kan man lettere placere/hjælpe dem, hvis barnet har et behov man kan begrunde med deres diagnose på sigt. 

læs evt om dette i Visos meget fine folder om sjældne sygdomme - som er målrettet til kommunerne. 

Det er ikke den gruppe jeg taler om. Det er den gruppe der måske ikke er så gode til at sidde stille, eller bare ikke følger den måde de fleste børn er på.  Fordi der er så mange børn i klasserne og insitutionerne og så lidt hænder er der ikke plads til at skille sig en smule ud - og skiller barnet sig lidt ud tilkaldes PPR, fys etc for at finde ud sf hvad der er galt med barnet, som højest sandsynligt er helt normal. Og min erfaring fra mit eget liv er at jo flere der fortæller en man ikke er som de andre så føler man sig forkert og begynder tro på der er noget galt med en. Børn er meget letpåvirkelige. Og her taler jeg ikke om dem hvor der ingen tvivl er om diagnoser, handicap eller autisme etc. Men blot om dem der ikke passer ind i klassen/gruppen.

er man motorisk urolig eller sensitiv eller lign så bliver forveksles barnets adfærd med en autisme eller adhd. Og måske kunne man med de rette værktøjer til at hjælpe barnet så det får en god start på livet. Motorisk urolighed og sensitivitet behøver ikke betyde autisme men forveksles ofte. Nok derfor du har 8 i dit netværk hvor måske et en eller to af dem kunne være hjulpet på anden måde end at putte i autismekassen. Tror ikke en dyt på systemet. Vi lever i en diagnosetid hvor alle skal have diagnoser hvis man ikke passer ind i kasserne.  og tror også der er lang forældre der søger diagnoser. Jeg har mødt mange i ppr sammenhæng hvor forældre nærmest trygler om at finde en diagnose til deres barn, som kunne være hjulpet på anden vis med fys eller specialpædagog. Men mange forældre har ikke tid til at lave øvelser med deres barn hver dag. Så er det nemmere at sige at vitus har autisme for så forsvarer man det stakkels barns adfærd og behøver ikke gøre mere. 

Anonym skriver:

Det er ikke den gruppe jeg taler om. Det er den gruppe der måske ikke er så gode til at sidde stille, eller bare ikke følger den måde de fleste børn er på.  Fordi der er så mange børn i klasserne og insitutionerne og så lidt hænder er der ikke plads til at skille sig en smule ud - og skiller barnet sig lidt ud tilkaldes PPR, fys etc for at finde ud sf hvad der er galt med barnet, som højest sandsynligt er helt normal. Og min erfaring fra mit eget liv er at jo flere der fortæller en man ikke er som de andre så føler man sig forkert og begynder tro på der er noget galt med en. Børn er meget letpåvirkelige. Og her taler jeg ikke om dem hvor der ingen tvivl er om diagnoser, handicap eller autisme etc. Men blot om dem der ikke passer ind i klassen/gruppen.

er man motorisk urolig eller sensitiv eller lign så bliver forveksles barnets adfærd med en autisme eller adhd. Og måske kunne man med de rette værktøjer til at hjælpe barnet så det får en god start på livet. Motorisk urolighed og sensitivitet behøver ikke betyde autisme men forveksles ofte. Nok derfor du har 8 i dit netværk hvor måske et en eller to af dem kunne være hjulpet på anden måde end at putte i autismekassen. Tror ikke en dyt på systemet. Vi lever i en diagnosetid hvor alle skal have diagnoser hvis man ikke passer ind i kasserne.  og tror også der er lang forældre der søger diagnoser. Jeg har mødt mange i ppr sammenhæng hvor forældre nærmest trygler om at finde en diagnose til deres barn, som kunne være hjulpet på anden vis med fys eller specialpædagog. Men mange forældre har ikke tid til at lave øvelser med deres barn hver dag. Så er det nemmere at sige at vitus har autisme for så forsvarer man det stakkels barns adfærd og behøver ikke gøre mere. 

Det er simpelthen så langt fra min virkelighed, hvad du beskriver. Jeg oplever gang på gang, når jeg overtager en 7. årgang, at der sidder 2-3-4 elever med tydelige udfordringer - langt ud over almindelig urolig adfærd - som i årevis er blevet spist af med interne forsøg på støtte og hjælp, og hvis historik er én lang kæde af “så prøver vi med dét” og utallige møder med forældre, uden at en udredning er sat i gang. Fordi vi ikke må inddrage i første omgang PPR og i næste runde børnepsyk unødigt - og søreme også meget ofte, fordi forældrene ikke ønsker et “stempel” på deres barn og modsætter sig alle forslag om udredning. 
Så begynder processen forfra - flere møder, interne tiltag, og efter måske et år eller halvandet kommer udredning endelig på tale. Og efter et langt forløb ender det med en diagnose - ikke overraskende, når lærerne siden indskolingen har råbt vagt i gevær.
Det unge menneske, som har haft atypisk adfærd og massive problemer i årevis, skal nu, som teenager med frygt for at skille sig ud, forholde sig til, at han/hun helt officielt har en diagnose - er påviseligt “anderledes” - og finde accept af dét på et af de mest sårbare tidspunkter i sit liv. Alt imens stiller skolen større og større krav om ansvarlighed og selvstændighed,  valget af ungdomsuddannelse venter lige om hjørnet, og de faglige huller, som er opstået som resultat af årelange udfordringer i skolen, spænder ben for videre indlæring. 

Jeg har oplevet dette med en dreng, som ved udredningen viste sig at være mentalt retarderet og autist. Han blev indstillet til specialskole - som 14-årig - og havde én lang række af nederlag med sig i bagagen. Jeg har oplevet det med mindst en håndfuld elever med ADHD, som i løbet af 8. eller 9. klasse fik relevant hjælp og for første gang i skoletiden fik tilstrækkeligt ro på sig selv til reelt at kunne modtage undervisning - bare ærgerligt, at det på dette tidspunkt er alt, alt for sent at indhente alt det forsømte. Nogle har forlængst udviklet skolevægring, andre eksperimenterer med selvmedicinering i form af rusmidler. De fleste har “bare” en kolossal opgave foran sig i forhold til at lære at modtage undervisning efter års lappeløsninger. 

Mine erfaringer er ikke enestående, desværre. Og jeg har simpelthen til gode at opleve forældre, som finder det nemt og belejligt “bare” at sige, at deres barn har autisme. Tværtimod går mange meget langt for ikke at se deres barn tildelt en diagnose, eftersom de færreste, om nogen, har et brændende ønske om, at der er “noget galt” med deres barn. 

Mor og meget mere skriver:

Det er simpelthen så langt fra min virkelighed, hvad du beskriver. Jeg oplever gang på gang, når jeg overtager en 7. årgang, at der sidder 2-3-4 elever med tydelige udfordringer - langt ud over almindelig urolig adfærd - som i årevis er blevet spist af med interne forsøg på støtte og hjælp, og hvis historik er én lang kæde af “så prøver vi med dét” og utallige møder med forældre, uden at en udredning er sat i gang. Fordi vi ikke må inddrage i første omgang PPR og i næste runde børnepsyk unødigt - og søreme også meget ofte, fordi forældrene ikke ønsker et “stempel” på deres barn og modsætter sig alle forslag om udredning. 
Så begynder processen forfra - flere møder, interne tiltag, og efter måske et år eller halvandet kommer udredning endelig på tale. Og efter et langt forløb ender det med en diagnose - ikke overraskende, når lærerne siden indskolingen har råbt vagt i gevær.
Det unge menneske, som har haft atypisk adfærd og massive problemer i årevis, skal nu, som teenager med frygt for at skille sig ud, forholde sig til, at han/hun helt officielt har en diagnose - er påviseligt “anderledes” - og finde accept af dét på et af de mest sårbare tidspunkter i sit liv. Alt imens stiller skolen større og større krav om ansvarlighed og selvstændighed,  valget af ungdomsuddannelse venter lige om hjørnet, og de faglige huller, som er opstået som resultat af årelange udfordringer i skolen, spænder ben for videre indlæring. 

Jeg har oplevet dette med en dreng, som ved udredningen viste sig at være mentalt retarderet og autist. Han blev indstillet til specialskole - som 14-årig - og havde én lang række af nederlag med sig i bagagen. Jeg har oplevet det med mindst en håndfuld elever med ADHD, som i løbet af 8. eller 9. klasse fik relevant hjælp og for første gang i skoletiden fik tilstrækkeligt ro på sig selv til reelt at kunne modtage undervisning - bare ærgerligt, at det på dette tidspunkt er alt, alt for sent at indhente alt det forsømte. Nogle har forlængst udviklet skolevægring, andre eksperimenterer med selvmedicinering i form af rusmidler. De fleste har “bare” en kolossal opgave foran sig i forhold til at lære at modtage undervisning efter års lappeløsninger. 

Mine erfaringer er ikke enestående, desværre. Og jeg har simpelthen til gode at opleve forældre, som finder det nemt og belejligt “bare” at sige, at deres barn har autisme. Tværtimod går mange meget langt for ikke at se deres barn tildelt en diagnose, eftersom de færreste, om nogen, har et brændende ønske om, at der er “noget galt” med deres barn. 

Jeg er også lærer, og jeg giver dig fuldstændig ret i det du siger. Der er alt for mange tilfælde, hvor hjælpen kommer meget sent - men jeg oplever også det modsatte - at normalspektret efterhånden er blevet meget smalt. At PPR tilkaldes, før man reelt har afprøvet om interne tiltag kan hjælpe, og at man går til PPR med sådan en ‘kan I ikke lige fikse det her barn’-tilgang. 
Jeg tænker, at en del af det her kæmpestore problem er, at man ofte lader det være op til lærerne at vurdere, om der er ‘noget’ med det her barn. Og helt ærligt, det mener jeg faktisk ikke, jeg har kompetencerne til. Og heller ikke mine kolleger. Det eneste vi kan identificere er, om barnet har en adfærd, der ikke passer ind i skolen.

I min vennekreds er der eksempler på, at et barn er blevet indstillet til PPR mhp udredning, selvom forældrene og andre voksne omkring barnet ikke så nogle af de udfordringer lærerne så, og også flere børn, hvor lærerne nægter at indstille, fordi de ikke oplever udfordringerne i skolen, selvom forældrene er ved at gå ud af deres gode skind af frustration.

Så jeg tænker desværre at begge virkeligheder eksisterer side om side. 

Men vi er godt nok efterhånden kommet ret langt væk fra debattens udgangspunkt