Hvad er der galt med mit familiemedlem?

(jeg kom til at sætte det i forkert kategori, ved ikke hvordan jeg ændrer det. Han har ikke et handicap.) 

Jeg har et familiemedlem på 12 år. Meget tæt, og har nærmest boet med dem siden han blev født. 

Der er forskellige ting, så jeg har forsøgt at dele det op så det er til at finde rundt i. 

Siden han var 2-3 år gammel, har leg og legetøj ikke interesseret ham, han har ingen fantasi til lege, overhovedet. Har altid siden kun interesseret sig for at spille på tlf og computer.

Alt hvad børn synes er det fedeste, sjoveste og mest spændende, siger han med rullende øjne: hvordan kan i overhovedet synes det er sjovt.. Alt fra at tage steder hen og opleve noget, legepladser, tage på stranden, fange krabber, gå en tur osv.

Det eneste han interesserer sig for er at få noget slik, junkfood, cola og en seng at spille tablet i. Han er overvægtig og motion skal man ikke engang nævne for ham. 

Hver gang han er på besøg er det eneste han kommer for mad og sodavand, så snart han har fået det, er han gået hjem igen. Man skal være meget varsom med at åbne noget som lyder som slik, så står han der. Også selvom han er kommet i seng, eller han ligger i den anden ende af huset og ser film, åbner man stille en pose chips så står han der i løbet af 3 sekunder og siger: hmm, jeg ville bare se hvad i laver, nu er jeg bare lidt sulten, hmmm hvad må jeg mon få. Han spørger aldrig.

Han lyver også rigtig meget, om ting der ikke giver mening af lyve omkring. Fx var vi til fest i byen hvor der var forlystelser. Han må af sine forældre få alle de billetter han vil have. Han møder et andet familiemedlem, og siger til os: jeg mødte X og spurgte om jeg måtte få en billet til en forlystelse, og så gav han mig det. Senere da vi spurgte familiemedlemmet var det aldrig sket, de havde ikke engang hilst på hinanden. Når man så konfronterer ham så siger han 'hahahah, troede i virkelig på det, det var sgu da bare en prank' 

Når jeg snakker om problemet med forældrene eller andre familiemedlemmer så griner de af det og siger 'han er bare et barn, og hans løgne er jo ikke forfærdelige, det betyder Ingenting, han er bare en dreng' 

Han er blevet forkælet rigtig meget i forhold til sin storesøster, og har aldrig haft pligter som hun har fordi han 'er den lille'

Han er også meget egoistisk i sin tankegang og væremåde, alt skal dreje sig om ham, og hvis man gør modstand, så finder han på løgne om en. Fx hev hans forældre mig til side efter jeg konfronterede ham med at jeg fandt hans opførsel uacceptabel og spørger mig: hvorfor sparker og slår du min søn bare fordi i diskuterer? 

Ser han billeder af sig selv (især af da han var baby/meget mindre, græder han og beder os lade være med at kigge på dem. 

Jeg er oprigtigt bekymret, har aldrig set andre børn være som ham, ikke engang hans forældre eller søster. Jeg er faktisk der hvor jeg ikke synes han er sjov og rar at være sammen med, og jeg ved ikke hvornår man kan stole på ham. Og det gør ondt for mig at sige, for vi er meget tætte. Men når han også spreder løgne som kan skade mig fordi han siger jeg gør ham og andre fortræd, så kan jeg ikke længere se på og lade det stå til. 

Har i nogen råd? 

Det lyder ik særlig rart, at stå i, når han direkte digter ting, der aldrig er sket. 

Tænker du ska lade være med at konfrontere ham med ting, uden hans forældre er til stede, hvis du føler du er nød til at sige noget. På den måde, undgår du at han ka komme og sige du har slået/sparket ham..

Dernæst ville jeg takke nej, til at have ham på overnatning, eller passe ham hjemme ved ham selv. Tænker ik det er nogen positiv oplevelse for nogen af jer.

Hvis han kommer efter han er puttet, og er sulten, ville jeg tilbyde ham havregryn eller et æble. Hvis han heller vil ha slik og chips, er han ik sulten. Hvis han så plager, ville jeg bare pakke det væk, og sige at det ik er til ham, men at han må få noget en anden dag. Eller at det her er kun til de voksne (dig)

Tag en ærlig snak med hans forældre, om at du holder af både dem og ham, men at du ik har overskud til, at passe ham, da du ik stoler på ham, og at det såre dig, at de overhovedet ka finde på at tro på ham, når han beskylder dig for vold. Sig at du rigtig gerne vil se dem sammen, eller feks tilbyd søster e at komme på lidt stor pige hygge/forkælelse. Vh Stine 

Ud fra din beskrivelse lyder der ikke til at være spor gal med det stakkels barn - men rigtig meget galt med familien og rammerne omkring ham. At et barn på 12 er overvægtig, men stadig får usund mad, nægter aktivitet, men stadig får lov at sidde foran en skærm, lyver, men uden konsekvenser …. det er alt sammen ikke barnets skyld eller ansvar, men alene de voksne omkring barnet, som skal tage ansvar og opdragelse på sig: Der skal selvfølgelig ændres radikalt på kosten, der skal selvfølgelig motioneres hver dag, måske skal alle skærme helt væk i en periode, og så skal der dykkes ned i barnets løgne og manipulation med en pædagogisk interesse for hvorfor barnet har behov for at lyve: hvad får han ud af det? Hvad er det udtryk for?

Barnet har det utvivlsomt ikke godt. Han bøvler formentlig også i skolen? Socialt? Venner? Det er de voksne omkring ham, selvfølgelig primært hans forældre, der skal på banen og samarbejde om at hjælpe ham. 

StineW79 skriver:

Det lyder ik særlig rart, at stå i, når han direkte digter ting, der aldrig er sket. 

Tænker du ska lade være med at konfrontere ham med ting, uden hans forældre er til stede, hvis du føler du er nød til at sige noget. På den måde, undgår du at han ka komme og sige du har slået/sparket ham..

Dernæst ville jeg takke nej, til at have ham på overnatning, eller passe ham hjemme ved ham selv. Tænker ik det er nogen positiv oplevelse for nogen af jer.

Hvis han kommer efter han er puttet, og er sulten, ville jeg tilbyde ham havregryn eller et æble. Hvis han heller vil ha slik og chips, er han ik sulten. Hvis han så plager, ville jeg bare pakke det væk, og sige at det ik er til ham, men at han må få noget en anden dag. Eller at det her er kun til de voksne (dig)

Tag en ærlig snak med hans forældre, om at du holder af både dem og ham, men at du ik har overskud til, at passe ham, da du ik stoler på ham, og at det såre dig, at de overhovedet ka finde på at tro på ham, når han beskylder dig for vold. Sig at du rigtig gerne vil se dem sammen, eller feks tilbyd søster e at komme på lidt stor pige hygge/forkælelse. Vh Stine 

Jeg har ofte sat hjemme ved familien og set film/spillet brætspil hvor han er putte, og vi får snacks. Så jeg kan ikke afvise ham dem, når det er forældrene der giver lov at få det.

Hans mor er ikke til at have en god snak om sådan noget, især ikke når det gælder hendes børn, hun lukker helt i og stopper med at ville snakke.

Men ja, jeg er nået en grænse hvor jeg ikke har lyst til bare at være sammen med ham, og det er jo ogås synd for ham 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Ud fra din beskrivelse lyder der ikke til at være spor gal med det stakkels barn - men rigtig meget galt med familien og rammerne omkring ham. At et barn på 12 er overvægtig, men stadig får usund mad, nægter aktivitet, men stadig får lov at sidde foran en skærm, lyver, men uden konsekvenser …. det er alt sammen ikke barnets skyld eller ansvar, men alene de voksne omkring barnet, som skal tage ansvar og opdragelse på sig: Der skal selvfølgelig ændres radikalt på kosten, der skal selvfølgelig motioneres hver dag, måske skal alle skærme helt væk i en periode, og så skal der dykkes ned i barnets løgne og manipulation med en pædagogisk interesse for hvorfor barnet har behov for at lyve: hvad får han ud af det? Hvad er det udtryk for?

Barnet har det utvivlsomt ikke godt. Han bøvler formentlig også i skolen? Socialt? Venner? Det er de voksne omkring ham, selvfølgelig primært hans forældre, der skal på banen og samarbejde om at hjælpe ham. 

Det hvor jeg tænker der er noget galt med ham, det er især at han ikke interesserer sig for noget som børn internesserer sig for, og ingen fantasi har. Selvfølgelig er livsstilen forældrenes skyld. 

Jeg kan ikke lave mad og motionsvaner om når forældrene ikke vil. 

Han har det godt i skolen, har mange venner, det eneste der er svært for ham, er at han er ordblind 

Anonym skriver:

(jeg kom til at sætte det i forkert kategori, ved ikke hvordan jeg ændrer det. Han har ikke et handicap.) 

Jeg har et familiemedlem på 12 år. Meget tæt, og har nærmest boet med dem siden han blev født. 

Der er forskellige ting, så jeg har forsøgt at dele det op så det er til at finde rundt i. 

Siden han var 2-3 år gammel, har leg og legetøj ikke interesseret ham, han har ingen fantasi til lege, overhovedet. Har altid siden kun interesseret sig for at spille på tlf og computer.

Alt hvad børn synes er det fedeste, sjoveste og mest spændende, siger han med rullende øjne: hvordan kan i overhovedet synes det er sjovt.. Alt fra at tage steder hen og opleve noget, legepladser, tage på stranden, fange krabber, gå en tur osv.

Det eneste han interesserer sig for er at få noget slik, junkfood, cola og en seng at spille tablet i. Han er overvægtig og motion skal man ikke engang nævne for ham. 

Hver gang han er på besøg er det eneste han kommer for mad og sodavand, så snart han har fået det, er han gået hjem igen. Man skal være meget varsom med at åbne noget som lyder som slik, så står han der. Også selvom han er kommet i seng, eller han ligger i den anden ende af huset og ser film, åbner man stille en pose chips så står han der i løbet af 3 sekunder og siger: hmm, jeg ville bare se hvad i laver, nu er jeg bare lidt sulten, hmmm hvad må jeg mon få. Han spørger aldrig.

Han lyver også rigtig meget, om ting der ikke giver mening af lyve omkring. Fx var vi til fest i byen hvor der var forlystelser. Han må af sine forældre få alle de billetter han vil have. Han møder et andet familiemedlem, og siger til os: jeg mødte X og spurgte om jeg måtte få en billet til en forlystelse, og så gav han mig det. Senere da vi spurgte familiemedlemmet var det aldrig sket, de havde ikke engang hilst på hinanden. Når man så konfronterer ham så siger han 'hahahah, troede i virkelig på det, det var sgu da bare en prank' 

Når jeg snakker om problemet med forældrene eller andre familiemedlemmer så griner de af det og siger 'han er bare et barn, og hans løgne er jo ikke forfærdelige, det betyder Ingenting, han er bare en dreng' 

Han er blevet forkælet rigtig meget i forhold til sin storesøster, og har aldrig haft pligter som hun har fordi han 'er den lille'

Han er også meget egoistisk i sin tankegang og væremåde, alt skal dreje sig om ham, og hvis man gør modstand, så finder han på løgne om en. Fx hev hans forældre mig til side efter jeg konfronterede ham med at jeg fandt hans opførsel uacceptabel og spørger mig: hvorfor sparker og slår du min søn bare fordi i diskuterer? 

Ser han billeder af sig selv (især af da han var baby/meget mindre, græder han og beder os lade være med at kigge på dem. 

Jeg er oprigtigt bekymret, har aldrig set andre børn være som ham, ikke engang hans forældre eller søster. Jeg er faktisk der hvor jeg ikke synes han er sjov og rar at være sammen med, og jeg ved ikke hvornår man kan stole på ham. Og det gør ondt for mig at sige, for vi er meget tætte. Men når han også spreder løgne som kan skade mig fordi han siger jeg gør ham og andre fortræd, så kan jeg ikke længere se på og lade det stå til. 

Har i nogen råd? 

Jeg arbejder på børne psykiatrien, synes det er upassende at lave et indlæg om et barn der ikke ens eget i et offentligt forrum, især når det er ang barnets trivsel og problemer, hvis man er meget bekymret for et barn, så kan man lave en underretning.

Udefra din beskrivelse tænker jeg autist eller har Aspergers.

 Hvad er formålet med den her tråd helt præcist? 
“hvad er det galt med ham”. 

tråden kan gå i 2 retninger. Enten bliver forældrenes opdragelse anfægtet eller også kommer der gætterier om diagnoser. 

hvad vil du stille op med de svar? 
Det kan bare prikke til de forestillinger du sikkert går med allerede. At forældrene er for vattede eller at du tror han har en psykisk diagnose. Og hvad så? 

hvis du reelt er bekymret, synes jeg du skal lave en underretning. Det er det eneste det kan hjælpe ham.

Jeg synes faktisk du skulle blande dig fuldstændig udenom i hvertfald ikke skrive på et offentligt debatfora omkring. Hold nu fast jeg var blevet gal hvis jeg som mor kunne læse omkring mit barn på et forum

Vi kan sagtens diskuterer rigtig og forkert her i tråden, men det kan jeg ikke rigtig se der kommer noget ud af.

Tænker ikke det lyder unormalt at en dreng på 12 helst kun vil spille computer, så kan vi så diskutere om han skal have lov til det, men det er forældrenes opgave at sætte rammerne ligesom det er forældrenes opgave med kost og motion.

At han lyver på den måde ja det lyder unormalt, og her afvigere han. Men bortset fra det tænker jeg ikke noget alarmerende og slet ikke noget som skal ud på et offentligt fora

Som de andre skriver. Så lav en underretning hvis du er bekymret. 

Anonym skriver:

Jeg arbejder på børne psykiatrien, synes det er upassende at lave et indlæg om et barn der ikke ens eget i et offentligt forrum, især når det er ang barnets trivsel og problemer, hvis man er meget bekymret for et barn, så kan man lave en underretning.

Udefra din beskrivelse tænker jeg autist eller har Aspergers.

 

Men man kan vel godt have brug for at spare med nogen og få rådgivning om, hvad man som pårørende skal gøre med sin bekymring? Det kan være, at ts føler, at det er et drastisk skridt at skrive en underretning. Om hun så bør søge den rådgivning på et offentligt debatforum er så en anden sag.