Hvordan kommer man igennem det?

Anonym skriver:

Jeg er ikke TS

og vil sige at det er fedt at have en dommer her i verden som ved hvad der er ok at sige og hvad der ikke er

man kan virkeligt læse hvordan du føler dig hævet over andre, så dejligt

du er sikkert en der er populær blandt veninder og kollegaer  du må endeligt aldrig stoppe med at være så dygtig til at have ret og være så forstående som du er, alle elsker den slags

masser af kærlighed til dig, jeg tror at du har brug for det

Flabet svar

Mor og meget mere skriver:

Kan du ikke forklare os uforstående, hvordan der kan være tvivl om rigtigt og forkert her? I stedet for at gå efter personen med useriøse angreb, så sæt ord på, hvordan det nogensinde vil være ok at hindre sit barns vej til et liv, der er så normalt og ukompliceret som muligt. 

Nu må du huske at der var en anden der skrev at hun ville gå til kommunen hvis hun var vidne til en forældre der ikke ville lade deres barn operere. 
til de uforstående: jeg skrev om et implantat der var boret fast i kraniet, ikke en ganespalte

Anonym skriver:

Mærkeligt svar.

Som jeg skriver har jeg selv været igennem mange operationer med min søn. Jeg kender da den rædsel og de tanker man sidder med. Jeg er helt med på ts følelser... de kan bare ikke forhindre operationen. 
Synes du alternativet til operationen er tiltalende? Og ja - Jeg vil ikke mene at man som forældre blot kan sige nej. Jeg ville i hvert fald kraftigt argumentere for operation - hvis det var i min familie eller vennegruppe.... for barnets skyld. 

Ville du kunne leve med dit barnet ikke blev opereret?

Ganespalte, den operation ville jeg få til mit barn, men ikke implantat af høreapparat.

ville du helt seriøst melde forældre til kommunen som ikke ville gennemføre en operation af høreapparat?

Anonym skriver:

Ganespalte, den operation ville jeg få til mit barn, men ikke implantat af høreapparat.

ville du helt seriøst melde forældre til kommunen som ikke ville gennemføre en operation af høreapparat?

Hvis en operation kunne give hørelse og man som forældre sætter sig imod dette så ville det vel være eneste løsning for lægerne eller ens familie. 
Hvorfor tror du at det genere at have et høreapparat..? Det svarer til at sige jeg vil ikke give min n briller - det ser ubehageligt ud at have noget bag øret og på næsen hele tiden. 

Og en ting er sikkert. Når barnet er 18 vil det hade dig for ikke at have haft hørelse hele barndommen. 

Min søn har diabetes og jeg græd og var fortvivlet da vi var på hospitalet til st starte med. Så tog en gammel sygeplejeske fast greb i mig på gangen og sagde “ det her handler om din søn og ikke dig - han bliver bange når du græder. Du må samle dig”

Anonym skriver:

Ganespalte, den operation ville jeg få til mit barn, men ikke implantat af høreapparat.

ville du helt seriøst melde forældre til kommunen som ikke ville gennemføre en operation af høreapparat?

Hvorfor vil du ikke give dit barn hørelse? 

Anonym skriver:

Ganespalte, den operation ville jeg få til mit barn, men ikke implantat af høreapparat.

ville du helt seriøst melde forældre til kommunen som ikke ville gennemføre en operation af høreapparat?

Det er ikke børnemishandling men jeg ville synes det var en virkelig mærkelig prioritering at sætte egne komplekser for operationer over et velafprøvet indgreb med lav risiko. Især fordi det er veldokumenteret at cochlear implant kan give en voldsomt forbedret livskvalitet.

Under alle omstændigheder tror jeg der er stor sandsynlighed for at barnet selv tilvælger operationen så snart det er muligt. 

Anonym skriver:

Nu må du huske at der var en anden der skrev at hun ville gå til kommunen hvis hun var vidne til en forældre der ikke ville lade deres barn operere. 
til de uforstående: jeg skrev om et implantat der var boret fast i kraniet, ikke en ganespalte

Det husker jeg - og dertil, at du ikke lød til at have den store viden om indgrebet (“et stort hul ind i hovedet”, og “det må virkelig give problemer&rdquo. Det, der slog mig - og nok også andre - mest, var din pointering af, at DU personligt ikke ville have et problem med tegnsprog. Sagen er jo, at det ikke handler om, hvad DU personligt i situationen ville have et problem med, men hvad dit barn skulle leve med. 
Nu tror jeg, at du i en sådan situation ville sætte dig grundigere ind i indgrebet og ikke bare ville modsætte dig det ud fra egne følelser og fornemmelser. Og derfor virker det uforståeligt, at du i dit svar til TS puster til hendes frygt for at lade sit barn operere - du vidste jo ikke, at det ikke var dén type operation. 

IenFart skriver:

Det er ikke børnemishandling men jeg ville synes det var en virkelig mærkelig prioritering at sætte egne komplekser for operationer over et velafprøvet indgreb med lav risiko. Især fordi det er veldokumenteret at cochlear implant kan give en voldsomt forbedret livskvalitet.

Under alle omstændigheder tror jeg der er stor sandsynlighed for at barnet selv tilvælger operationen så snart det er muligt. 

Du svarede slet ikke på spørgsmålet, ville du seriøst vælge at melde forældre til kommunen som ikke ville lade deres barn opererer et implantat med høreapparat? 
Er du bange for at svare på det? Du står måske ikke ved det du selv har skrevet?

Mor og meget mere skriver:

Det husker jeg - og dertil, at du ikke lød til at have den store viden om indgrebet (“et stort hul ind i hovedet”, og “det må virkelig give problemer&rdquo. Det, der slog mig - og nok også andre - mest, var din pointering af, at DU personligt ikke ville have et problem med tegnsprog. Sagen er jo, at det ikke handler om, hvad DU personligt i situationen ville have et problem med, men hvad dit barn skulle leve med. 
Nu tror jeg, at du i en sådan situation ville sætte dig grundigere ind i indgrebet og ikke bare ville modsætte dig det ud fra egne følelser og fornemmelser. Og derfor virker det uforståeligt, at du i dit svar til TS puster til hendes frygt for at lade sit barn operere - du vidste jo ikke, at det ikke var dén type operation. 

Hvor er det sødt at du skriver at du ikke tror at jeg har sat mig ind i det

Og jeg elsker også den måde hvor at du ved hvad alle andre tænker og derfor taler på deres vegne

Har du et konkret spørgsmål, eller skulle du bare af med noget kritik?

Anonym skriver:

De anbefaler at man er to med for at aflaste hinanden efterfølgende. Vi har ikke rigtigt nogen som kan hjælpe os eller tage min plads. 

Jeg er ikke bange for tiden efter hans operation og vil gerne være der når det overstået, men det selve tiden op til, når de skal forberede ham, narkose og selve operationen jeg er rædselsslagen for.

 

Og lige præcist derfor skal du ikke være der!

Jeg ved, det er en hård besked, men du er ikke i stand til at skjule det for ham, og din angst kan have konsekvenser for ham.

Min ældste datter på snart 13 er blevet opereret i begge knæ. Første gang var hun 8 år gammel og hendes far var på forretningsrejse i USA og kunne ikke nå hjem, så jeg stod alene med både hende og hendes lillesøster. Jeg er "heldigvis" professionel patient, og god til at håndtere hospitaler og læger (og til at håndtere frygten), og det gik rigtigt fint.

Jeg fik en reaktion bagefter og måtte tage en tur, hvor jeg sad med tårer i øjnene og rystede, men først da jeg var ankommet til Farmor og Farfar og hun ikke var der.

Da hun skulle opereres i det andet knæ, var hendes far også med, han ville super gerne være der for hende denne gang. Han gjorde meget ud af at skjule at han var bange, men hun samlede op på det alligevel, og blev mere og mere nervøs. Helt galt gik det, da han skulle holde hende i hånden mens hun blev lagt i narkose, og det sidste hun husker inden hun faldt i søvn, er hendes bange far med tårer i øjnene.

Vidste du, at man kan drømme i narkose? Og at man kan tage de indtryk man får, lige inden man bliver lagt til at sove, med sig ind i drømmen? Jeg vidste det faktisk godt, jeg har selv prøvet det, men jeg havde ikke tænkt så langt.

Allerede på opvågningen fik min ellers super afbalancerede datter et regulært panikanfald, med koldsved og rystelser og hele molevitten, og den dag i dag, kan hun næsten ikke se en læge eller et hospital uden at blive bange, noget der aldrig har været et problem tidligere.

Jeg er helt sikker på, at det var hendes fars angst den dag, der var den store trigger og det hæmmer hende ret meget i dag stadigvæk.

Jeg synes det er super fint at du anerkender, at det er DIT problem og ikke din søns, og at du har rakt ud til en psykolog for hjælp. Det er helt sikkert en svær erkendelse, og det kommer nok til at blive hårdt arbejde, men i sidste ende er det det hele værd, det er jeg sikker på.

Stadigvæk mener jeg, med vores egen historie i mente, ikke at du skal med på hospitalet, eller i det mindste først komme når han kommer på opvågningen, så din angst ikke kommer til at "smitte af", som den gjorde hos os.

Herhjemme har datteren selv sagt, at hvis hun skal opereres igen, skal far ikke med før bagefter.