Hvordan kommer man igennem det?

Vores søn på et år skal opereres om tyve dage, og jeg går bare og tæller ned. Han vil ikke kunne undvære operationen hvis han skal have chancen for et normalt liv med et sprog. Men hans operation er ikke LIVS nødvendig. 

Jeg kan ikke. Jeg troede jeg var stærk og at jeg kunne gøre alt for mit barn, men det her kan jeg ikke. Bliver ved af se for mig hvordan det vil foregå, hvordan han vil ligge på deres kolde operationsbord og "bare" være endnu en patient i rækken. 

Jeg er rædselsslagen og har aldrig følt mig mere magtesløs. Hvordan kommer man igennem det, hvordan gør andre ?

Har i forvejen en lang kamp med flere typer angst i bagagen, som jeg indtil nu har haft styr på. Men det er helt galt nu. Min mand mener det er selvpineri jeg har gang i, men hvis jeg kunne slukke det så havde jeg gjort det. 

Hvad gør jeg? Kan jeg tillade og leve med at vores søn ikke får et sprog pga han ikke bliver opereret...

Kan slet ikke holde det ud. Kan ikke undvære vores søn i ti minutter uden jeg bryder helt sammen og nærmest går i panik.   

Det er lorte hårdt de første gange. Alliér dig med nogen, du kan tale med i mens han er i narkosen. Vid de er skide dygtige! 

Og søg hjælp. Jeg bruger meget tid på metakognitivterapi. Det er en måde at håndtere angsten. At give den lov til at være uden at fylde. 

Der findes fine podcast du kan starte med.

pia Callesen har en fin podcast. Det er simpelthen angsthåndtering. Målrettet angsten - så man kan leve med den. 

hilsen en mor til et barn med kræft 

Kære du, det må være hårdt at være i

Prøv selv at læse dit indlæg igennem, for der er selvfølgelig kun ét svar på dit spørgsmål. Nej, du kan ikke tillade dig på din søns vegne at forhindre ham i et normalt liv fordi du er bange for operationen. 

De er selvfølgelig dygtige og skal nok få din søn igennem det hele. Og jeg tror ikke at man som kirurg og andet personale under en operation af et lille barn, kan arbejde uden at have empati med.

Vores søn på et år skal opereres om tyve dage, og jeg går bare og tæller ned. Han vil ikke kunne undvære operationen hvis han skal have chancen for et normalt liv med et sprog. Men hans operation er ikke LIVS nødvendig. 

Jeg kan ikke. Jeg troede jeg var stærk og at jeg kunne gøre alt for mit barn, men det her kan jeg ikke. Bliver ved af se for mig hvordan det vil foregå, hvordan han vil ligge på deres kolde operationsbord og "bare" være endnu en patient i rækken. 

Jeg er rædselsslagen og har aldrig følt mig mere magtesløs. Hvordan kommer man igennem det, hvordan gør andre ?

Har i forvejen en lang kamp med flere typer angst i bagagen, som jeg indtil nu har haft styr på. Men det er helt galt nu. Min mand mener det er selvpineri jeg har gang i, men hvis jeg kunne slukke det så havde jeg gjort det. 

Hvad gør jeg? Kan jeg tillade og leve med at vores søn ikke får et sprog pga han ikke bliver opereret...

Kan slet ikke holde det ud. Kan ikke undvære vores søn i ti minutter uden jeg bryder helt sammen og nærmest går i panik.   

 

Kan faktisk huske da du skrev om det første gang. Og svarene vil være de samme. Et liv uden sprog - hvis en mindre operation kan gøre forskellen- er ikke er liv. Du vil fratage din søn muligheden for et normalt liv og mulighed for at kommunikere. Jeg mener du nævne tegnsprog, som en mulighed sidst. Det er altså ikke en mulighed, du kan byde din søn .

Problemet ligger hos dig - og det skal din søn Ikke betale for. Uanset hvor hårdt det er for dig. Hvis du ikke kan forlade din søn i 10 uden at panikke skal du søge behandling - for din og din søns skyld. Hvad vil du gøre, når han skal i børnehave/ skole?

Mit barn er opereret 2 gang og har været indlagt med diabetes, som han lever med nu. Du vil gennem livet få smidt ting i hoveder du skal håndterer. Få hellere hjælp nu så angsten ikke styrer dit familieliv. Det er jo hele vejen rundt det piner jer - dit parforhold lider sikkert også under din ængstelse. 

Held og lykke - alt får fint. 

ps. Og det gør intet at man er en del af mange der opereres - det giver kun mere rutinerede kirurger . Heller være en ud af 300 på et år en nr 2.operation lægen har prøvet.

Det er synd for dig at du skal kæmpe sådan med det. Det er da virkelig ikke rart. Samtidig ved du jo udmærket godt at du ikke skal forhindre operationen.

Det lyder også lidt som om du aldrig selv er blevet opereret når du taler om det kolde operationsbord og "bare én i rækken". De par gange jeg har været opereret har jeg kun mødt omsorg og folk som gør deres bedste for at gøre én tryg. Og jeg kan kun tænke at de gør det endnu mere når det handler om børn. 

Jeg kan godt forstå at det er svært for dig, det ville det virkeligt også være for mig  

nu ved jeg ikke hvilken operation din søn skal have, men jeg har nogen gange set børn med indopereret høreapparater og tænkt at det ville jeg ikke kunne gøre hvis det var mit barn  at have sådan et stort apparat siddende kan virkeligt ikke være rart, også med et stort hul ind i hovedet, det må virkeligt give problemer  er det den slags operation? Eller er det bare en operation i trommehinderne? 
jeg ville personligt ikke have noget problem med tegnesprog. 
jeg har fuld forståelse for de forældre der gør det, for jeg synes også at sprog er vigtigt, jeg ville bare ikke selv kunne gøre det ved mit barn desværre

Anonym skriver:

Jeg kan godt forstå at det er svært for dig, det ville det virkeligt også være for mig  

nu ved jeg ikke hvilken operation din søn skal have, men jeg har nogen gange set børn med indopereret høreapparater og tænkt at det ville jeg ikke kunne gøre hvis det var mit barn  at have sådan et stort apparat siddende kan virkeligt ikke være rart, også med et stort hul ind i hovedet, det må virkeligt give problemer  er det den slags operation? Eller er det bare en operation i trommehinderne? 
jeg ville personligt ikke have noget problem med tegnesprog. 
jeg har fuld forståelse for de forældre der gør det, for jeg synes også at sprog er vigtigt, jeg ville bare ikke selv kunne gøre det ved mit barn desværre

Har har en isoleret ganespalte, han er åben hele vejen fra svælg og frem til tænder. 

Tusind tak for dit skriv. Føler ofte jeg er alene om at finde det svært, og at andre er meget stærkere end jeg er. Føler jeg fejler som mor og menneske, når det er så svært for mig at lade ham opereres. Kan slet ikke slappe af i det. 

Anonym skriver:

Har har en isoleret ganespalte, han er åben hele vejen fra svælg og frem til tænder. 

Tusind tak for dit skriv. Føler ofte jeg er alene om at finde det svært, og at andre er meget stærkere end jeg er. Føler jeg fejler som mor og menneske, når det er så svært for mig at lade ham opereres. Kan slet ikke slappe af i det. 

Du er ikke alene om at føle det, tror jeg alle ville - mine børn har ikke været igennem en operation, men jeg ved med sikkerhed, at jeg ville være så bange, men også at den følelse ikke måtte vises for børnene og ikke mindst ikke måtte stoppe for en handling, som vil betyde bedre livskvalitet for mine børn.

Jeg er bange tit, anser det som en del af det at være mor, jeg var bange første gang de ville cykle alene i skole (og anden gang og 100. Gang), jeg er er bange når min nu store datter fester, når hun rejser alene, jeg er bange når de kravler op øverst i et kæmpe legetårn, jeg er bange så mange gange. Men jeg ved også, at min frygt ikke må bremse dem, og hvis du er et sted, hvor din angst kan bremse, så vil jeg håbe, at du rækker hånden ud og får hjælp. Du er ikke alene om at være bange, du fejler absolut ikke som mor, du er bare mor, og skal lære at håndtere de følelser man har som mor, så du kan give slip i det omfang det er nødvendigt fx så din søn kan få den operation som vil være godt for ham.

Anonym skriver:

Jeg kan godt forstå at det er svært for dig, det ville det virkeligt også være for mig  

nu ved jeg ikke hvilken operation din søn skal have, men jeg har nogen gange set børn med indopereret høreapparater og tænkt at det ville jeg ikke kunne gøre hvis det var mit barn  at have sådan et stort apparat siddende kan virkeligt ikke være rart, også med et stort hul ind i hovedet, det må virkeligt give problemer  er det den slags operation? Eller er det bare en operation i trommehinderne? 
jeg ville personligt ikke have noget problem med tegnesprog. 
jeg har fuld forståelse for de forældre der gør det, for jeg synes også at sprog er vigtigt, jeg ville bare ikke selv kunne gøre det ved mit barn desværre

Hvis du vender den om - synes du det ville være rimeligt at du stillede barnet klart sværere i livet mange år fremover? Udelukkende fordi du selv havde det svært med operation. Det ville være et egoistisk valg i mine øjne. Det lyder hårdere end det er ment for jeg forstår fuldstændig de følelser man kan stå i. Men det at få børn er én lang tilsidesættelse af egne behov. 

Anonym skriver:

Jeg kan godt forstå at det er svært for dig, det ville det virkeligt også være for mig  

nu ved jeg ikke hvilken operation din søn skal have, men jeg har nogen gange set børn med indopereret høreapparater og tænkt at det ville jeg ikke kunne gøre hvis det var mit barn  at have sådan et stort apparat siddende kan virkeligt ikke være rart, også med et stort hul ind i hovedet, det må virkeligt give problemer  er det den slags operation? Eller er det bare en operation i trommehinderne? 
jeg ville personligt ikke have noget problem med tegnesprog. 
jeg har fuld forståelse for de forældre der gør det, for jeg synes også at sprog er vigtigt, jeg ville bare ikke selv kunne gøre det ved mit barn desværre

Det du i modsatte tilfælde gør er så lang lang værre og jeg ville nok indberette det til kommunen, hvis du nægtede en sådan operation, der i den grad ville hæve livskvaliteten for sit barn.

tegnsprog og dårlig kommunikation og indvirkningen på skole, uddannelse, venner, parforhold osv osv. ... sat op imod tre timers operation af dybt kompetente læger på et af de større hospitaler i dk.  Det er da ikke er valg.

Det ville på ingen måde være fair overfor barnet! Helt ok at have det svært... men så får man støtte. Mit barn fik opereret en del af kraniet væk (en firkant) da han var 2 mnd gammel fordi hans fontanel var vokset sammen. Da han var 9 måneder skulle han have opereret sin sten ned i pungen. Sjovt nej... men gør man det ... ja selvfølgelig.