Lærer - hvorfor?

Der har gennem årene været mange tråde om læreres arbejdsvilkår og sygemeldinger og udbrændthed.

For os, der arbejder i ikke-relaterede stressede fag er det svært at gennemskue lærernes arbejdsvilkår.

Er der en lærer, der kan beskrive det nærmere, altså hvad er det, der vælter læsset?

Det er mig der hat lavet den nylige tråd om sygemelding under nedlukning.

Jeg tror der er mange forskellige grunde til at man som lærer bliver stresset. For mit vedkommende er det følgende faktorer der har spillet ind:

- begrænsede muligheder for faglig sparring grundet skolens størrelse, en meget usynlig ledelse der er meget lidt til stede, en kæmpe faglig spredning hos eleverne som betyder at den almindelige differentiering af undervisningen ikke er nok, et skema som ofte er blevet lavet om, samarbejdspartnere der flyttes/skiftes ud med meget kort varsel, en meget uhensigtmæssig kultur blandt elever der meget længe har fået lov til at gøre hvad de selv ville, mange tiltag der dikteres "oppefra", dårlig økonomi der betyder at det ikke er muligt at skaffe bøger og undervisningsmaterialer til alle, et enormt støjniveau dag ud og dag ind og forældre der meget ofte ikke får støttet deres unger i de ting som er nødvendigt . Jeg kunne blive ved...

Men det største problem er, at der simpelthen ikke er tid nok til at udføre arbejdet ordentligt, det kan føles som rent overlevelse at være på overfor en hel klasse fra 8-14, for så om eftermiddagen at skille tænke kreativt i planlægningen, snakke med forældre og sidde i møder med kollegaer og ledelse. Det er paradoksalt at man bliver lærer for at være sammen med eleverne, hjælpe dem, støtte dem, inspirere dem og hjælpe dem med at lære, men i hverdagen er mulighederne for netop det virkelig dårlige. Heldigvis ikke for alle, men for mange.

Anonym skriver:

Der har gennem årene været mange tråde om læreres arbejdsvilkår og sygemeldinger og udbrændthed.

For os, der arbejder i ikke-relaterede stressede fag er det svært at gennemskue lærernes arbejdsvilkår.

Er der en lærer, der kan beskrive det nærmere, altså hvad er det, der vælter læsset?

Nu underviser jeg på universitetet, ikke i skolen, så jeg kommer med nogle lidt andre øjne. Men hos mine lærer-bekendte ser jeg blandt andet stressfaktorer der går på 

- at man er uddannet til at udføre et pædagogisk arbejde hvor man løser individuelle problemer, men pga manglende ressourcer kun har mulighed for at konstatere problemerne, men ikke løse dem

- manglende tid som følge af at de ressourcestærke, knap så tidsrøvende, elever tages ud af folkeskolen

- et konstant fokus på performance og måling af denne, kombineret med et manglende fokus på læring og mestring (for det er ikke dette der bliver målet -- når eleverne kommer til os på uni mærker vi meget tydeligt konsekvensen af at fokus er på målbare karakterer, ikke på forståelse).

- en nedadgående respekt fra både samfund, forældre og elever.

Stress handler ofte om at man bliver sat i en situation hvor man ikke er i stand til at gøre det godt. Hvis man har valgt jobbet som et "kald" -- f eks at man vil gøre en forskel for de unge -- bliver det en meget personlig byrde når man ikke får ressourcer og tid til at gøre forskellen, til trods for at man godt kan se hvem der har brug for støtte. Vi har også elementer af det samme på uni, men vi har end så længe mere autonomi over egen undervisning, og det hjælper.

Anonym skriver:

Det er mig der hat lavet den nylige tråd om sygemelding under nedlukning.

Jeg tror der er mange forskellige grunde til at man som lærer bliver stresset. For mit vedkommende er det følgende faktorer der har spillet ind:

- begrænsede muligheder for faglig sparring grundet skolens størrelse, en meget usynlig ledelse der er meget lidt til stede, en kæmpe faglig spredning hos eleverne som betyder at den almindelige differentiering af undervisningen ikke er nok, et skema som ofte er blevet lavet om, samarbejdspartnere der flyttes/skiftes ud med meget kort varsel, en meget uhensigtmæssig kultur blandt elever der meget længe har fået lov til at gøre hvad de selv ville, mange tiltag der dikteres "oppefra", dårlig økonomi der betyder at det ikke er muligt at skaffe bøger og undervisningsmaterialer til alle, et enormt støjniveau dag ud og dag ind og forældre der meget ofte ikke får støttet deres unger i de ting som er nødvendigt . Jeg kunne blive ved...

Men det største problem er, at der simpelthen ikke er tid nok til at udføre arbejdet ordentligt, det kan føles som rent overlevelse at være på overfor en hel klasse fra 8-14, for så om eftermiddagen at skille tænke kreativt i planlægningen, snakke med forældre og sidde i møder med kollegaer og ledelse. Det er paradoksalt at man bliver lærer for at være sammen med eleverne, hjælpe dem, støtte dem, inspirere dem og hjælpe dem med at lære, men i hverdagen er mulighederne for netop det virkelig dårlige. Heldigvis ikke for alle, men for mange.

 

 

 

 

 

Tak for det. 

Hvad sker der, når man konfronterer ledelsen med kritikpunkterne?

kamikaze skriver:

Nu underviser jeg på universitetet, ikke i skolen, så jeg kommer med nogle lidt andre øjne. Men hos mine lærer-bekendte ser jeg blandt andet stressfaktorer der går på 

- at man er uddannet til at udføre et pædagogisk arbejde hvor man løser individuelle problemer, men pga manglende ressourcer kun har mulighed for at konstatere problemerne, men ikke løse dem

- manglende tid som følge af at de ressourcestærke, knap så tidsrøvende, elever tages ud af folkeskolen

- et konstant fokus på performance og måling af denne, kombineret med et manglende fokus på læring og mestring (for det er ikke dette der bliver målet -- når eleverne kommer til os på uni mærker vi meget tydeligt konsekvensen af at fokus er på målbare karakterer, ikke på forståelse).

- en nedadgående respekt fra både samfund, forældre og elever.

Stress handler ofte om at man bliver sat i en situation hvor man ikke er i stand til at gøre det godt. Hvis man har valgt jobbet som et "kald" -- f eks at man vil gøre en forskel for de unge -- bliver det en meget personlig byrde når man ikke får ressourcer og tid til at gøre forskellen, til trods for at man godt kan se hvem der har brug for støtte. Vi har også elementer af det samme på uni, men vi har end så længe mere autonomi over egen undervisning, og det hjælper.

Dit svar giver noget at tænke over. Vi har selv fravalgt folkeskolen til fordel for privatskole, har altid overbevist mig selv om, at det var et tilvalg for vores børn, men selvfølgelig er det jo også et fravalg af dem, der er i folkeskoleklassen.

Mit syn på skolelærerne har bestemt også været nedadgående i mange år, men fik en øjenåbner, da jeg pludseligt skulle hjemmeskole under Coronanedlukningen. Det er meget sværere og tidskonsumerende, end det lyder.

Jeg er lærer, og overvejer nye græsgange, desværre. Jeg elsker mit fag, jeg elsker at være sammen med børnene/de unge mennesker, og se dem rykke både fagligt og personligt. Jeg VED, at jeg kan gøre en stor forskel i deres liv og afsæt for fremtiden. Uden at prale vil jeg vove den påstand, at jeg også er en ganske dygtig lærer, der har styr på mine fag, på min klasserumsledelse og på mit forældresamarbejde. 

Men... der er desværre et men... jeg er dødtræt af at skulle forsvare mig overfor folk, der mener at lærere er møgforkælede og pivede (ikke ment mod dig trådstarter). Rent praktisk:

Jeg arbejder 40 timer om ugen. Jeg får løn for 37. Jeg har 6 ugers ferie som alle andre. De 5 uger er fastlagt på forhånd i nogle af de dyreste uger på året. Den 6. kan jeg frit lægge. Resten af fridagene er tvungen afspadsering af tvungen overarbejde. Jeg klager ikke over det, men jeg er træt af at høre at jeg har en masse gratis ferie. 

Jeg har i mange år arbejdet under en lov og ikke en overenskomst, hvilket har gjort, at det reelt ikke har været muligt for min fagforening at forhandle min arbejdstid. Min leder kan stort set frit disponere over mine opgaver, men uden at sætte tid på dem. Jeg er koordinerende medarbejder for mit årgangsteam. Det betyder ekstra møder, ekstra ansvar og ekstra forberedelse til teammøderne. Jeg får ikke tid til denne opgave. Dvs. det forventes at jeg løser denne opgave indenfor den samme forberedelsestid, som mine kolleger har - der ikke er koordinerende medarbejdere. Jeg kan blive indkaldt til møder fra 7.30-16.30 hver ugedag uden varsel. Dvs. jeg reelt skal stå til rådighed for min arbejdsplads 45 timer om ugen, men får løn for 40. Har jeg af den grund pludselig ekstra overarbejde, skal det afspadseres i min forberedelsestid. Det kan ikke udbetales, heller ikke selvom det er blevet mig pålagt. 

Ovenstående kunne jeg leve med, hvis det ikke var fordi at min forberedelsestid til min undervisning er så begrænset, at jeg ved f.eks. overarbejde skal vælge mellem at afspadsere og møde komplet uforberedt op til UV, eller droppe at afspadsere. 
Min forberedelsestid skal gå til:
forberedelse af UV - selvfølgelig hvad vi skal lave, hvilke overordnede mål og hvilke individuelle mål vi arbejder med. Derudover skal jeg differentiere i mange stadier: gode, mellem, svage, ordblinde (er ikke det samme som svage), dsa-udfordrede, modtagerelever, inklusionsbørn med diverse problemstillinger. Jeg har både en med ADHD, der har brug for at bevæge sig mest muligt og en autist, der ikke kan overskue larm, uro og hurtige bevægelser. Og i det spektrum, skal alle de andre elever også tilgodeses. På 45 minutter. Af én voksen.

evaluering af UV

efterbehandling af UV (rettearbejdet)

møder med ledelse, forældre, netværk osv.

møder i teams (klasse-, årgangs-, fag-)

tilsyn

forældresamarbejde/skolehjemkommunikation

konfliktløsning

Ofte er det de 3 første punkter, der lider under alt det andet. Og for mig er det utrolig utilfredsstillende, da jeg mener at netop de punkter er kerneydelsen. 
Jeg ser kolleger knokle 7-17 flere dage uden at nå i mål. Jeg har oplevet kolleger blive truet på livet, slået, sparket eller ydmyget verbalt. Og jeg er på en ret almindelig skole.
Jeg når ofte hverken at spise eller gå på toilettet i løbet af en arbejdsdag. Jeg er konstant bagud. Jeg vil så gerne mine elever og min undervisning og jeg har konstant en følelse af, at det nærmest er min mindste opgave. Jeg bruger ofte ferier og weekender op at catche op. Uden at få løn eller afspadsering for det. Fordi der er eleverne det går udover i sidste ende. Men jeg er også ved at være slidt af det og må erkende, at jeg ikke synes at det er fair overfor min familie. 
Jeg ved at der i alle fag er problemstillinger og f.eks sygeplejerskerne er måske endnu mere presset. Så tænker ikke, at det kun er egne branche - men nu blev der spurgt ind til det. 

Så efter den lange smørre... arbejdsvilkårene er ikke for gode, inklusion uden ressourcer fungerer elendigt, forventningerne fra omgivelserne er urealistiske ift. den tid vi får til de forskellige opgaver. Og så toppes det med at se hvor mange elever der bare ikke trives (reform, inklusion, lange dage osv), at høre i medierne at lærerne er skyld i at læsning/matematikmål ikke nås etc. Og så at få fortalt at jeg bare er doven og pivet. Jeg brænder ud af det. Jeg elsker stadig undervisningen, at være i klassen og se når de rykker. Men det er ikke længere nok

Anonym skriver:

Jeg er lærer, og overvejer nye græsgange, desværre. Jeg elsker mit fag, jeg elsker at være sammen med børnene/de unge mennesker, og se dem rykke både fagligt og personligt. Jeg VED, at jeg kan gøre en stor forskel i deres liv og afsæt for fremtiden. Uden at prale vil jeg vove den påstand, at jeg også er en ganske dygtig lærer, der har styr på mine fag, på min klasserumsledelse og på mit forældresamarbejde. 

Men... der er desværre et men... jeg er dødtræt af at skulle forsvare mig overfor folk, der mener at lærere er møgforkælede og pivede (ikke ment mod dig trådstarter). Rent praktisk:

Jeg arbejder 40 timer om ugen. Jeg får løn for 37. Jeg har 6 ugers ferie som alle andre. De 5 uger er fastlagt på forhånd i nogle af de dyreste uger på året. Den 6. kan jeg frit lægge. Resten af fridagene er tvungen afspadsering af tvungen overarbejde. Jeg klager ikke over det, men jeg er træt af at høre at jeg har en masse gratis ferie. 

Jeg har i mange år arbejdet under en lov og ikke en overenskomst, hvilket har gjort, at det reelt ikke har været muligt for min fagforening at forhandle min arbejdstid. Min leder kan stort set frit disponere over mine opgaver, men uden at sætte tid på dem. Jeg er koordinerende medarbejder for mit årgangsteam. Det betyder ekstra møder, ekstra ansvar og ekstra forberedelse til teammøderne. Jeg får ikke tid til denne opgave. Dvs. det forventes at jeg løser denne opgave indenfor den samme forberedelsestid, som mine kolleger har - der ikke er koordinerende medarbejdere. Jeg kan blive indkaldt til møder fra 7.30-16.30 hver ugedag uden varsel. Dvs. jeg reelt skal stå til rådighed for min arbejdsplads 45 timer om ugen, men får løn for 40. Har jeg af den grund pludselig ekstra overarbejde, skal det afspadseres i min forberedelsestid. Det kan ikke udbetales, heller ikke selvom det er blevet mig pålagt. 

Ovenstående kunne jeg leve med, hvis det ikke var fordi at min forberedelsestid til min undervisning er så begrænset, at jeg ved f.eks. overarbejde skal vælge mellem at afspadsere og møde komplet uforberedt op til UV, eller droppe at afspadsere. 
Min forberedelsestid skal gå til:
forberedelse af UV - selvfølgelig hvad vi skal lave, hvilke overordnede mål og hvilke individuelle mål vi arbejder med. Derudover skal jeg differentiere i mange stadier: gode, mellem, svage, ordblinde (er ikke det samme som svage), dsa-udfordrede, modtagerelever, inklusionsbørn med diverse problemstillinger. Jeg har både en med ADHD, der har brug for at bevæge sig mest muligt og en autist, der ikke kan overskue larm, uro og hurtige bevægelser. Og i det spektrum, skal alle de andre elever også tilgodeses. På 45 minutter. Af én voksen.

evaluering af UV

efterbehandling af UV (rettearbejdet)

møder med ledelse, forældre, netværk osv.

møder i teams (klasse-, årgangs-, fag-)

tilsyn

forældresamarbejde/skolehjemkommunikation

konfliktløsning

 

Ofte er det de 3 første punkter, der lider under alt det andet. Og for mig er det utrolig utilfredsstillende, da jeg mener at netop de punkter er kerneydelsen. 
Jeg ser kolleger knokle 7-17 flere dage uden at nå i mål. Jeg har oplevet kolleger blive truet på livet, slået, sparket eller ydmyget verbalt. Og jeg er på en ret almindelig skole.
Jeg når ofte hverken at spise eller gå på toilettet i løbet af en arbejdsdag. Jeg er konstant bagud. Jeg vil så gerne mine elever og min undervisning og jeg har konstant en følelse af, at det nærmest er min mindste opgave. Jeg bruger ofte ferier og weekender op at catche op. Uden at få løn eller afspadsering for det. Fordi der er eleverne det går udover i sidste ende. Men jeg er også ved at være slidt af det og må erkende, at jeg ikke synes at det er fair overfor min familie. 
Jeg ved at der i alle fag er problemstillinger og f.eks sygeplejerskerne er måske endnu mere presset. Så tænker ikke, at det kun er egne branche - men nu blev der spurgt ind til det. 

Så efter den lange smørre... arbejdsvilkårene er ikke for gode, inklusion uden ressourcer fungerer elendigt, forventningerne fra omgivelserne er urealistiske ift. den tid vi får til de forskellige opgaver. Og så toppes det med at se hvor mange elever der bare ikke trives (reform, inklusion, lange dage osv), at høre i medierne at lærerne er skyld i at læsning/matematikmål ikke nås etc. Og så at få fortalt at jeg bare er doven og pivet. Jeg brænder ud af det. Jeg elsker stadig undervisningen, at være i klassen og se når de rykker. Men det er ikke længere nok

Wau, bare wau. Jeg er helt blæst bagover af dit svar, det er helt nyt for mig, hvilke vilkår I egentlig har. Det burde faktisk ikke eksistere i et Danmark, hvor fagforeninger gerne vil være fremtrædende, men måske alligevel også er kommet til kort 

Sådan helt omkostningsfrit for dig, hvor vil du pege på, der skulle sættes ind, hvis det skulle ændres? Ledelse? Mindre klasser? Mere differentiering blandt børn? Mere tid?

Anonym skriver:

Tak for det. 

Hvad sker der, når man konfronterer ledelsen med kritikpunkterne?

 

Der bliver for det meste henvist til økonomien - der er ikke flere penge. Eller til antallet af ansatte, der jo ikke kan trylles større. Min ledelse har faktisk forsøgt at lytte og hjælpe når jeg er kommet med mine frustrationer, og der er blevet sat, på papiret, gode ting i værk. Fx fik jeg et ekstra sæt hænder i min undervisning 9 lektioner om ugen. Virkelig dejligt. Men! Den medarbejder der skulle hjælpe blev taget fra en anden klasse hvor behovet var ligeså stort... Og blev i øvrigt taget væk de dage hvor andre lærere var syge, så denne skulle være vikar. Det er både uhensigtsmæssigt for mig, for alle eleverne, og selvfølgelig for den medarbejder der bliver "kastet rundt" mellem opgaverne, og desuden ikke får tid til at omstille sig eller til at vi kunne samarbejde udenfor undervisningen. Det er desværre meget typisk at man kan lave nogle konstallationer der umiddelbart lyder gode, men det hele er så skrøbeligt fordi det smør vi har til brødet bare skal spredes endnu tyndere.

Anonym skriver:

Wau, bare wau. Jeg er helt blæst bagover af dit svar, det er helt nyt for mig, hvilke vilkår I egentlig har. Det burde faktisk ikke eksistere i et Danmark, hvor fagforeninger gerne vil være fremtrædende, men måske alligevel også er kommet til kort 

Sådan helt omkostningsfrit for dig, hvor vil du pege på, der skulle sættes ind, hvis det skulle ændres? Ledelse? Mindre klasser? Mere differentiering blandt børn? Mere tid?

Jeg er også lærer, og kan 100% genkende beskrivelsen. Jeg er ikke udbrændt eller søger andre græsgange - endnu. Men frustrationerne er de samme.

Jeg ville pege på to ting: Færre politiske prestige-projekter, som fjerner fokus fra kerneopgaven, og som ikke tager hensyn til vores ret komplicerede opgave, men i stedet er ‘hurra-løsninger’ som kommer uden midler. Inklusion, folkeskolereform for st nævne de to største og med største konsekvenser for lærere og elever.

Den anden ting er tid: tid til at forberede sig ordentligt, sætte sig ind i stof, samarbejde med kolleger og forældre.

Jeg er virkelig glad for at du har spurgt og åbent lytter (eller hvad man siger, når det er på skrift) For jeg bliver så træt og ked af det, når folk udefra har en fortælling om, at vi lærere bare er lidt dovne og nogle forkælede brokkehoveder. Det er der selvfølgelig nogle lærere, der er. Men alle mine kolleger - uden undtagelse - brænder for deres job og gør deres bedste, og det er pissegodt! Jeg arbejder på en meget velfungerende skole.

Det er meget negativt for debatten om folkeskolen, at der er så stor tendens til at skyde skylden på lærerne. Man kommer sjældent særlig langt, før ‘lærernes indstilling’-kortet bliver trukket. Og det giver os desværre ikke nogen bedre folkeskole.

Heldigvis synes jeg, at der er nogle tegn på, at noget er ved at ændre sig- ikke i vilkårene, men i debattonen. Det går langsomt! Men jeg synes, jeg ser en ændring.

Anonym skriver:

Der bliver for det meste henvist til økonomien - der er ikke flere penge. Eller til antallet af ansatte, der jo ikke kan trylles større. Min ledelse har faktisk forsøgt at lytte og hjælpe når jeg er kommet med mine frustrationer, og der er blevet sat, på papiret, gode ting i værk. Fx fik jeg et ekstra sæt hænder i min undervisning 9 lektioner om ugen. Virkelig dejligt. Men! Den medarbejder der skulle hjælpe blev taget fra en anden klasse hvor behovet var ligeså stort... Og blev i øvrigt taget væk de dage hvor andre lærere var syge, så denne skulle være vikar. Det er både uhensigtsmæssigt for mig, for alle eleverne, og selvfølgelig for den medarbejder der bliver "kastet rundt" mellem opgaverne, og desuden ikke får tid til at omstille sig eller til at vi kunne samarbejde udenfor undervisningen. Det er desværre meget typisk at man kan lave nogle konstallationer der umiddelbart lyder gode, men det hele er så skrøbeligt fordi det smør vi har til brødet bare skal spredes endnu tyndere.

Så jeg kan forestille mig, at det er trættende at blive ved med at pointere at det er fint, at der er givet med én hånd, men at man så ikke bare kan tage med den anden?