Lærer - hvorfor?

Dutelidut skriver:

Jeg er også lærer, og kan 100% genkende beskrivelsen. Jeg er ikke udbrændt eller søger andre græsgange - endnu. Men frustrationerne er de samme.

Jeg ville pege på to ting: Færre politiske prestige-projekter, som fjerner fokus fra kerneopgaven, og som ikke tager hensyn til vores ret komplicerede opgave, men i stedet er ‘hurra-løsninger’ som kommer uden midler. Inklusion, folkeskolereform for st nævne de to største og med største konsekvenser for lærere og elever.

Den anden ting er tid: tid til at forberede sig ordentligt, sætte sig ind i stof, samarbejde med kolleger og forældre.

Jeg er virkelig glad for at du har spurgt og åbent lytter (eller hvad man siger, når det er på skrift) For jeg bliver så træt og ked af det, når folk udefra har en fortælling om, at vi lærere bare er lidt dovne og nogle forkælede brokkehoveder. Det er der selvfølgelig nogle lærere, der er. Men alle mine kolleger - uden undtagelse - brænder for deres job og gør deres bedste, og det er pissegodt! Jeg arbejder på en meget velfungerende skole.

Det er meget negativt for debatten om folkeskolen, at der er så stor tendens til at skyde skylden på lærerne. Man kommer sjældent særlig langt, før ‘lærernes indstilling’-kortet bliver trukket. Og det giver os desværre ikke nogen bedre folkeskole.

Heldigvis synes jeg, at der er nogle tegn på, at noget er ved at ændre sig- ikke i vilkårene, men i debattonen. Det går langsomt! Men jeg synes, jeg ser en ændring.

Jeg tror i hvert fald, at Corona har belyst mange ting for os forældre. Hjemmeskoling (med 4 børn) var en kæmpe mundfuld for mig, og jeg skulle kun skole mine egne børn, det gav dog også rigelige frustrationer, da jeg ikke har uddannelsen til det, stor respekt, at I gør det hver dag.

Inklusion og folkeskolereform fyldte meget I medierne dengang, mange havde en holdning til det, og det var lærerne, der fik luftet deres frustrationer, der gjorde, at jeg og mange andre blev nødt til at tage stilling til, om det var rimeligt at skylde "skylden" på lærerne, eller om det i virkeligheden ikke var et råddent system. Nu var det børnenes vilkår, der blev synlige.

Det er så fint, at I kan fortælle om det på en konstruktiv måde, det er virkelig en øjenåbner, tak.

Jeg er også lærer - dog for unge.

Manglende forberedelsestid er et kæmpe problem. 

eksempelvis har jeg ca 3-10 min til at rette en hel opgave for fejl, kommentere den og give begrundet resultat.

Derudover kommer mine elever og stiller mig en masse (relevante) og uddybende spørgsmål i alle mine pauser. Der er jo ikke tid afsat til at stille individuelle spørgsmål som sådan i timen, da der er så mange elever i klasserne. 

Når folk griner og siger “ja, lærerne går jo hjem kl 12 og får kaffe” 
Så må jeg sige “ja, fordi vi ikke har bord og stol til rådighed, hvor vi kan arbejde!” 
Vores arbejdsplads indregner, at vi har kontor derhjemme. 

Så jeg, jeg har en ekstremt opdelt arbejdsdag.

Jeg møder kl 8.30, hvor jeg gør klar til dagen. Kl 9 starter undervisningen. Her tager jeg mig så alle elevernes spørgsmål og underviser konstant i knap 2 timer.  Så er der pause ca kl 10 - hvor mine elever ALTID skal spørge mig om noget. Så jeg når (måske) at tisse. Så skal jeg tilbage og undervise til kl 12.15. Så er der pause (30 min). Her skal eleverne også altid liiiiiige forstå noget, spørge om noget, fortælle noget osv. så løber jeg op og spiser meget hurtigt, hvis jeg skal videre til næste undervisningstime, eller til møder. 

De dage hvor jeg slutter kl 12.15, skal jeg så: 

Kopiere, sørge for litteratur, rette opgaver (i mange timer), planlægge undervisning, lave læreplaner for eleverne, planlægge eksamen, koordinere ture ud af huset MED materiale til. Gennemlæse en bog for at se, om det er godt materiale... 

Min forberedelses faktor ser sådan ud: 

undervisning i 45 min (af ex 25 elever) udløser 30 min forberedelse. 

De 30 min er til ALT... - også afspadsering, hvis jeg har overarbejde... De er teknisk set også til at komme frem og tilbage til møder OG mine pauser.... (fordi de er “betalte”, derfor skal jeg stå til rådighed i mine pauser for eleverne)

Vi regnede engang ud, at hvis vi faktisk regnede den korrekte tid ud. Hvor vi tog de pauser vi måtte jf. forberedelsestiden osv. så var der ca 2 timer til alle mine 3-4 hold. Jeg har typisk ca 15-25 elever i mine klasser... så det er mellem 45-75 elevers opgaver, materiale indsamling, besvarelse af henvendelser osv... 

Så kan man selv regne min-prisen ud pr elev. Så ja, min forberelsestid har dårlige kår, fordi den skal rumme SÅ mange opgaver og ting.

Så man skal være BENhård til at planlægge sine opgaver, rettetid, tid med eleverne, kollegaerne, andre forfaldne opgaver osv. hvis ikke man vil arbejde gratis... og det gør langt de fleste af mine kollegaer... ellers hænger det ikke sammen. 

Jeg er ansat 32 timer. Så jeg skal arbejde 35 timer, fordi der er “tvungen” overarbejde fordi min tid til at planlægge en del af året er fastlagt. men på en typisk uge arbejder jeg ca 37-40 timer. 

en dag kan se sådan ud: 

8.30-12.15 undervisning med 25 elever

12.15-12.45 (cykel hjem) 

kl 13-15/16 rette opgaver, kommentere dem osv. (besvare mail fra kollegaer, besvare henvendelser fra eleverne) 

(pause hvor jeg henter børn) 

19-23 forberede dagene efter. Se på materiale, udvikle materiale, koordinere møder, læse op på stof der skal videreformidles osv.

Da det jo er “fleksibel” undervisning, skal man kunne indrette sig LYN hurtigt, når chefen siger “hey, du skal i øvrigt lige have et nyt hold i morgen som vikar, de bruger bogen “XXx”

Og som en anden skriver, så er min ferie  fastlagt af min arbejdsgiver - til de dyreste uger - altid. 

Nåh ja, og ens elever bliver helt underlige, hvis man ikke kan svare på en mail inden for 8 timer. Men nogle gange er man nødt til at høre en anden lærer, en chef eller en fra HR om deres ønske i forhold til eksamen kan lade sig gøre, eller flytning af hold osv... 

Der er helt absurd mange opgaver og mange mennesker og deadlines man skal have styr på. Og de føler alle, at du skal kunne give et svar. Ellers er det for dårligt. Og hvis du ikke liiiiige har givet en kommentar på noget, som de virkelig gerne ville vide noget om, så bliver de ved med at spørge dig. For du er jo læreren, og du SKAL jo have tid til lige dem... 

Folk glemmer, at man jo ikke kun har en klasse/et hold. Man har jo typisk 3-5 klasser. Som alle synes, du burde kunne huske i sidste uge, hvor de havde sagt noget i timen om noget, du ikke svarede rigtig fyldestgørende på...

Men hvorfor så gøre det? 
For det er helt fantastisk, når man kan være med til at rykke folk. Hjælpe dem videre, få dem til at få nye øjne på noget, som var svært... og ja, det lykkedes.. Men det betyder også, at jeg ikke rigtig har pauser. Eller kan lave materiale til den anden klasse, fordi der sidder 4 “dårlige” elever i en anden klasse, og har brug for at jeg disponerer over min korte tid til at hjælpe dem.

Jeg har tre uddannelser:

Salgsassistent, folkeskolelærer og kontorassistent.

Jeg gik ned med stress som lærer. 

Det er det hårdeste job jeg nogensinde har haft. Jeg var igennem en periode på 10 år på tre forskellige skoler. Jeg genkender fuldstændig beskrivelsen som andre kommer med i tråden. 

For mig kunne lærerjobbet sammenlignes med den travlhed jeg oplevede som butiksansat i december måned. Travlheden var der bare HELE året. Efter 10 år samt det at jeg fik børn kunne jeg ikke mere psykisk.

Samtidig var det så utaknemmeligt i forhold til forældresamarbejde - og jeg har endda været utrolig heldig med mine forældregrupper som mere eller mindre altid gav mig opbakning. Men der var altid lige nogle som kunne brokke sig over alt. Som eksempel har jeg en tidligere kollega der ligger syg med Corona. Her har forældrene skrevet en klage til ledelsen om at vedkommende ikke har lagt vikarmateriale til den vikar som skal undervise klassen. Da jeg fik besked om det var jeg bare sådan "what"? Ledelsen er totalt på min tidligere kollegas side og har også meldt det ud til de forældre, men stadigvæk - hvor emsig har man lov at være?

Jeg var btw. også mega træt af at skulle forsvare lærergerningen overfor alt og alle - hold nu op der er mange som mener det må være peace of cake og som selv synes de ved alt om hvor nemt det hele er og at lærerne bare er møgforkælede.

Til sammenligning arbejder jeg i dag på kontor. Her kan man tale om at være forkælet - i hvert fald der hvor jeg er. 

Jeg er så glad for at være sluppet væk fra lærerjobbet.

Jeg har tre uddannelser:

Salgsassistent, folkeskolelærer og kontorassistent.

Jeg gik ned med stress som lærer. 

Det er det hårdeste job jeg nogensinde har haft. Jeg var igennem en periode på 10 år på tre forskellige skoler. Jeg genkender fuldstændig beskrivelsen som andre kommer med i tråden. 

For mig kunne lærerjobbet sammenlignes med den travlhed jeg oplevede som butiksansat i december måned. Travlheden var der bare HELE året. Efter 10 år samt det at jeg fik børn kunne jeg ikke mere psykisk.

Samtidig var det så utaknemmeligt i forhold til forældresamarbejde - og jeg har endda været utrolig heldig med mine forældregrupper som mere eller mindre altid gav mig opbakning. Men der var altid lige nogle som kunne brokke sig over alt. Som eksempel har jeg en tidligere kollega der ligger syg med Corona. Her har forældrene skrevet en klage til ledelsen om at vedkommende ikke har lagt vikarmateriale til den vikar som skal undervise klassen. Da jeg fik besked om det var jeg bare sådan "what"? Ledelsen er totalt på min tidligere kollegas side og har også meldt det ud til de forældre, men stadigvæk - hvor emsig har man lov at være?

Jeg var btw. også mega træt af at skulle forsvare lærergerningen overfor alt og alle - hold nu op der er mange som mener det må være peace of cake og som selv synes de ved alt om hvor nemt det hele er og at lærerne bare er møgforkælede.

Til sammenligning arbejder jeg i dag på kontor. Her kan man tale om at være forkælet - i hvert fald der hvor jeg er. 

Jeg er så glad for at være sluppet væk fra lærerjobbet.

Præcis. 

Jeg er også igang med at søge væk af samme grund. 

Det er simpelthen for dårlige vilkår. Og samtidig har alle en holdning til hvad man laver, hvordan man laver det og at de kunne lave det bedre...

For en lærer har så meget fri. Vi laver ingenting. Generelt er vi uduelige mennesker, og hvis elevens resultater er dårligere end forventet, så er det lærerens skyld. (Hvilket det sagtens kan være på mange måder).

Men hvis man synes, det er svært med en chef, så har en lærer alle sine elevers forældre + bonusforældre og hvem der ellers engagerer sig.

Man er altid på. Altid. Og man har ikke en kontorplads til sig selv, som sådan. Men man har stadig 1000 papirer, afleveringer, bøger osv at slæbe rundt og huske at give til de rigtige. Og information om nye tiltag, regler ture osv - nåh ja, og hvad eleverne vil i deres fremtid skal man jo også liiiiige have øje på. 

Man er rent udsagt fagansvarlig, alt mulig mand, pædagog, psykolog, materialeudvikler, vejleder, koordinator, referent, skraldemand, tjener og servicemedarbejder...teknisk set får jeg kun løn for at være pædagog og faguddannet.

Og man skal huske at inklusionen nu medvirker til, at der sidder en del diagnose børn, der skal tages hensyn til også... 

Jeg får lige lyst til at skrive noget igen... noget positivt. Ikke fordi jeg ikke har fuld forståelse for jer, der vælger at forlade, eller har forladt lærergerningen. 

Men jeg er, på trods af dårlige vilkår, vild med mit arbejde. Jeg tror faktisk på - helt oprigtigt og uden at ynke mig selv - at det er blandt de hårdeste jobs man kan være i.

Men det jeg elsker er, at der altid sker noget. Det er meget omskifteligt, og ikke to dage er ens. Jeg elsker relationen til eleverne - tænk at have så mange små venner, det gør mig rigtig glad. Og tænk at få lov at betyde noget for så mange små mennesker. Jeg elsker samarbejdet med mine kolleger, der gør mig klogere og udfordrer mig. Jeg er vild med lærere (er fx også gift med en) fordi mange af dem er kreative og humoristiske og meget meget sociale. (Jaja, det er selvfølgelig meget generaliserende).

Presset er der, og manglen på anerkendelse fra forældrene er der, alle de negative kommentarer fra omverdenen. 

Men for mig fylder det positive ved lærerjobbet mest - og det kan være, jeg kører sur i det om fem år, og jeg har, som sagt, respekt og forståelse for, at man ikke orker mere. 
Jeg synes bare, debatten trængte til lidt modvægt 

Dutelidut skriver:

Jeg får lige lyst til at skrive noget igen... noget positivt. Ikke fordi jeg ikke har fuld forståelse for jer, der vælger at forlade, eller har forladt lærergerningen. 

Men jeg er, på trods af dårlige vilkår, vild med mit arbejde. Jeg tror faktisk på - helt oprigtigt og uden at ynke mig selv - at det er blandt de hårdeste jobs man kan være i.

Men det jeg elsker er, at der altid sker noget. Det er meget omskifteligt, og ikke to dage er ens. Jeg elsker relationen til eleverne - tænk at have så mange små venner, det gør mig rigtig glad. Og tænk at få lov at betyde noget for så mange små mennesker. Jeg elsker samarbejdet med mine kolleger, der gør mig klogere og udfordrer mig. Jeg er vild med lærere (er fx også gift med en) fordi mange af dem er kreative og humoristiske og meget meget sociale. (Jaja, det er selvfølgelig meget generaliserende).

Presset er der, og manglen på anerkendelse fra forældrene er der, alle de negative kommentarer fra omverdenen. 

Men for mig fylder det positive ved lærerjobbet mest - og det kan være, jeg kører sur i det om fem år, og jeg har, som sagt, respekt og forståelse for, at man ikke orker mere. 
Jeg synes bare, debatten trængte til lidt modvægt 

Jeg er fuldstændig enig. Der er virkelig virkelig mange vidunderlige ting ved at være lærer. Jeg får kram, gaver og en tillid fra de små røvhuller jeg synes det er skønt at møde dem om morgenen, at få et smil og en fortælling om et eller andet som de simpelthen ikke kan vente med at fortælle lige netop mig. Det er så dejligt. At de banker på ruden når de går forbi lærerværelset og spørger om ikke jeg kommer ud og spiller bold med dem, at de siger at de vil savne mig i juleferien... Det er så bekræftende og den dejligste del af jobbet.

Og netop er det også så hårdt når det bliver svært at give børnene det de har brug for. For man holder af dem og føler et ansvar. Hvilket nok også er derfor at mange lærere arbejder gratis og alt for meget, for ikke at føle at vi svigter de børn der ikke har andet valg end at stole på os. 

Anonym skriver:

Wau, bare wau. Jeg er helt blæst bagover af dit svar, det er helt nyt for mig, hvilke vilkår I egentlig har. Det burde faktisk ikke eksistere i et Danmark, hvor fagforeninger gerne vil være fremtrædende, men måske alligevel også er kommet til kort 

Sådan helt omkostningsfrit for dig, hvor vil du pege på, der skulle sættes ind, hvis det skulle ændres? Ledelse? Mindre klasser? Mere differentiering blandt børn? Mere tid?

Jeg tror, desværre, at rigtig mange røg med på det billede KL/politikerne så dygtigt tegnede af lærerstanden i 2012-2013 op til lockouten. Og selvom stort set samtlige undersøgelser efterfølgende har vist at skolereformen ikke har haft den ønskede virkning, og den er blevet indført og betalt af både elevers og læreres arbejdsvilkår og trivsel, så hænger det flere steder fast. Langt de fleste lærere (som jeg kender) er dygtige, pligtopfyldende og sindssygt arbejdsomme mennesker, der er i jobbet fordi de VIL børnene. Og derfor arbejder vi de ekstra ulønnede timer. Det er ikke for ledernes eller politikernes eller kaldets eller reformens skyld - det er for de børn, vi så gerne vil skabe de bedste vilkår for.

Jeg synes, at jeg har en nogenlunde fair ledelse, gode kolleger, en FANTASTISK årgang (især “min” klasse). Jeg mangler at politikerne lytter og rent faktisk handler på vores opråb. Det er trods alt os, der er ude på skolerne i dagligdagen og ikke manden med excel-arket. 
Der skal først og fremmest gøres noget ved inklusionen. Der er så mange elever, der lider på skolerne lige nu, fordi de simpelthen ikke er skabt til sådan en dagligdag. Én ting er at differentiere fagligt. Det kan i sig selv være udfordrende nok at have 5-7 forskellige niveauer at differentiere på. Men så skal der også differentieres på udformningen af undervisningen. Ole skal helst holdes fysisk i gang hele timen for ikke at hænge i lamper og gardiner. Hugo skal helst skærmes fuldstændig fra lyde og indtryk. Lise og Bodil skal have det leget ind med sanser - men de er ikke nødvendigvis på samme faglige niveau osv. I min klasse er der 26 elever og jeg har 1 tolærertime om ugen. I de 14 lektioner jeg har derinde (i dén klasse). 
Så inklusionstanken skal gentænkes. Og når der så endelig henvises til specialtilbud, skal pengene ikke tages fra distriktskolens budget. Det koster ca. én lærerstilling om året at sende 1 elev i specialtilbud. Vi er 32 lærere og 380 børn på min skole. Der skal ikke mange elever i særlige tilbud, før der ikke er lærere til at undervise resten. Derfor holdes børnene oftest i uforholdsmæssigt lang tid på skolerne af økonomiske grunde. Og de lider. Og deres kammerater lider under deres frustrationer. Og deres familier lider. Og lærerne lider, for vi kan intet gøre for dem, andet end ren og skær opbevaring. Det gør ondt i mit lærer- og moderhjerte at se de børn.

Efter inklusionen tænker jeg også, at der skal skæres på undervisningslektionerne, så vi rent faktisk har tid til at planlægge, gennemføre og evaluere rigtig god undervisning. Og måske også til at spise vores frokost eller gå på toilettet i løbet af dagen. 

Alt dette skal politikerne støtte op om - og give midler til. Helt fra regerings- til kommunalt niveau. 

Klassestørrelsen kan man også kigge på. Både fordi 28 elever med forskellige behov er vanvittig mange elever at tilgodese. Med de 26 elever jeg har, har jeg under 2 minutter til hver elev i en lektion. Og jeg vil virkelig gerne nå at se hvert enkelt barn i øjnene bare én gang i løbet af dagen. Men for mig er det allerværste at mange skoler slet ikke er bygget til at rumme så store klasser. Klasseværelserne på skoler bygget før 1980-1990 har alt for små lokaler, indeklimaet er elendigt og eleverne vælter over borde, stole og tasker når de skal ind og ud. Så bevægelse i undervisningen er virkelig svært at gennemføre i de små lokaler - med mindre man bruger tid på at gå ind og ud af lokalet. Og så tager bevægelsesdelen pludselig en meget stor bid af lektionen med en masse spildtid på at få sko og overtøj på og af. 

Jeg lyder bitter - og på nogle punkter er jeg det også. Jeg elsker undervisningssituationerne. Min kerneopgave - at undervise og rykke børnene. At se et barn lykkes er fantastisk. Og at hjælpe, puffe og opmuntre dem undervejs. At være lærer er bestemt et fantastisk erhverv. Men vilkårene stinker. Og hver gang en regering kommer med et nyt prestigeprojekt, bliver det bare værre. Jeg havde så store forhåbninger til dem nuværende undervisningsminister og jeg er så dybt skuffet. Hun er ikke på børnenes side da

For mig har det været længe undervejs, og det er med en ikke uanseelig sorg at jeg forbereder mig på at sige farvel til erhvervet. For jeg HAR virkelig være glad for det. Og der er heldigvis stadig mange ildsjæle derude. Jeg håber, at der på et tidspunkt dukker en voksen op, der får sat skik på tingene igen. Det synes jeg i den grad at vi alle sammen skylder børnene  

Nomnom skriver:

Jeg har tre uddannelser:

Salgsassistent, folkeskolelærer og kontorassistent.

Jeg gik ned med stress som lærer. 

Det er det hårdeste job jeg nogensinde har haft. Jeg var igennem en periode på 10 år på tre forskellige skoler. Jeg genkender fuldstændig beskrivelsen som andre kommer med i tråden. 

For mig kunne lærerjobbet sammenlignes med den travlhed jeg oplevede som butiksansat i december måned. Travlheden var der bare HELE året. Efter 10 år samt det at jeg fik børn kunne jeg ikke mere psykisk.

Samtidig var det så utaknemmeligt i forhold til forældresamarbejde - og jeg har endda været utrolig heldig med mine forældregrupper som mere eller mindre altid gav mig opbakning. Men der var altid lige nogle som kunne brokke sig over alt. Som eksempel har jeg en tidligere kollega der ligger syg med Corona. Her har forældrene skrevet en klage til ledelsen om at vedkommende ikke har lagt vikarmateriale til den vikar som skal undervise klassen. Da jeg fik besked om det var jeg bare sådan "what"? Ledelsen er totalt på min tidligere kollegas side og har også meldt det ud til de forældre, men stadigvæk - hvor emsig har man lov at være?

Jeg var btw. også mega træt af at skulle forsvare lærergerningen overfor alt og alle - hold nu op der er mange som mener det må være peace of cake og som selv synes de ved alt om hvor nemt det hele er og at lærerne bare er møgforkælede.

Til sammenligning arbejder jeg i dag på kontor. Her kan man tale om at være forkælet - i hvert fald der hvor jeg er. 

Jeg er så glad for at være sluppet væk fra lærerjobbet.

Hvor er det bare forfærdeligt at være tvunget til at skifte fag for at beholde den mentale sundhed.

Vi snakker jo ikke bare ét dårligt firma med dårlig ledelse, det er jo gennemsyret i hele Danmark.

Jeg kan sådan set godt forstå, hvorfor lærerne bliver på vores friskole. I gennemsnitsklassen er der 12 elever, der spænder over 2 klassetrin, det er ikke sikkert, at det fagligt er nemt at undervise på 2 niveauer, men der er i hvert fald færre elever at dele tiden mellem.

Anonym skriver:

Præcis. 

Jeg er også igang med at søge væk af samme grund. 

Det er simpelthen for dårlige vilkår. Og samtidig har alle en holdning til hvad man laver, hvordan man laver det og at de kunne lave det bedre...

For en lærer har så meget fri. Vi laver ingenting. Generelt er vi uduelige mennesker, og hvis elevens resultater er dårligere end forventet, så er det lærerens skyld. (Hvilket det sagtens kan være på mange måder).

Men hvis man synes, det er svært med en chef, så har en lærer alle sine elevers forældre + bonusforældre og hvem der ellers engagerer sig.

Man er altid på. Altid. Og man har ikke en kontorplads til sig selv, som sådan. Men man har stadig 1000 papirer, afleveringer, bøger osv at slæbe rundt og huske at give til de rigtige. Og information om nye tiltag, regler ture osv - nåh ja, og hvad eleverne vil i deres fremtid skal man jo også liiiiige have øje på. 

Man er rent udsagt fagansvarlig, alt mulig mand, pædagog, psykolog, materialeudvikler, vejleder, koordinator, referent, skraldemand, tjener og servicemedarbejder...teknisk set får jeg kun løn for at være pædagog og faguddannet.

Og man skal huske at inklusionen nu medvirker til, at der sidder en del diagnose børn, der skal tages hensyn til også... 

Tak for at bringe det frem.

Du beskriver det sådan set meget godt, forældrenes vinkel. Det er fuldstændig det samme som at være tastaturkriger, det er nemt at skyde på andre, når man ikke selv skal æde lorten.

Det har givet stof til eftertanke....

Anonym skriver:

Der har gennem årene været mange tråde om læreres arbejdsvilkår og sygemeldinger og udbrændthed.

For os, der arbejder i ikke-relaterede stressede fag er det svært at gennemskue lærernes arbejdsvilkår.

Er der en lærer, der kan beskrive det nærmere, altså hvad er det, der vælter læsset?

Jeg er lærer. Har efter 10 år valgt folkeskolen fra til fordel for en privatskole fordi jeg ikke kunne stå moralsk inde for den måde folkeskolen er skruet sammen på. Både pga. den manglende tid til forberedelse, trivsels og skole/hjem-samarbejde. Jeg har mange gange stået med dilemmaet, skal jeg forberede mig til undervisningen imorgen eller skal jeg tahe hånd om den og den konflikt, den slåskamp, det grædende barn etc. Og så finder jeg det enormt kedeligt og uinspirerende når kommunerne køber undervisningportaler som alle skal bruge sådan, at man ikke længere kan tilrettelægge undervisningen efter klassens behov. Følte mig reduceret til en “robot” der blot skulle trykke på en knap. Herudover er der målorienteret undervisning som dræber al kreativ tankeproces. Så er der hele den måde et skoleskema er bygget op på, som ofte er helt håbløst. F.eks. Idræt en morgentime og dansk om eftermidddagen. Kravet om at alle lærere skal være linjefagsuddannede helt ned i de små klasser har endvidere resulteret i, at klassen kan have enormt mange forskellige undervisere, der nok er dygtige til deres fag, men som ikke når at få en relation til eleverne eller har tid til at tale sammen med de andeøre undervisere tilknyttet klassen. Det før at de svage elever bliver tabt. For er der noget de fleste sårbare elever har til fælles så er det, at de har brug for en fast voksentilknytning og en fast daglig rytme og tryghed. Det får de ikke med dette system. Når man er lærer/pædagog/sygeplejerske etc. Så bruger man sig selv som “arbejdsredskab” det slider og er man et alminddeligt sympatisk menneske så påvirker det selvsagt hvis man ikke føler at man giver det bedste til de mennesker man arbejder med. F.eks. At se en elev med massive trivsels elller indlæringsvanskeligheder og intet kunne stille op, andet end lidt brandslukning hist og her. Heruover elever der er så uopdragne og forstyrrende for resten af klassen, som der ingen reelle sanktioner er overfor. Det er desværre meget alm. med stressramte eller kolleger med stressrelaterede sygdomme. For mig at se, er løsningen bl.a. færre konfeontationstimer (undervisninglektioner)) større autonomi for den enkelte lærer og skole og hurtigere og bedre opbakning fra ledelse og kommune ved udfordrede elever. Jeg arbejder på en friskole nu og har modtaget 4 folkeskoleelever der alle mistrivedes. Forældrene er så glade og begejstrede for hvor godt deres børn har det nu og jeg har fået meget ros og tak fra dem alle. Men sandheden er, at de ligeså godt kunne have mistrivedes med mig som deres lærer i folkeskolen. Det er altså ikke mig der er en genial lærer;-) jeg har nu blot muligheden for, at give eleverne det de har brug for. Fordi rammerne på skolen er tilrettelagt fornuftigt.