Lærer - hvorfor?

Roselil skriver:

Jeg er lærer. Har efter 10 år valgt folkeskolen fra til fordel for en privatskole fordi jeg ikke kunne stå moralsk inde for den måde folkeskolen er skruet sammen på. Både pga. den manglende tid til forberedelse, trivsels og skole/hjem-samarbejde. Jeg har mange gange stået med dilemmaet, skal jeg forberede mig til undervisningen imorgen eller skal jeg tahe hånd om den og den konflikt, den slåskamp, det grædende barn etc. Og så finder jeg det enormt kedeligt og uinspirerende når kommunerne køber undervisningportaler som alle skal bruge sådan, at man ikke længere kan tilrettelægge undervisningen efter klassens behov. Følte mig reduceret til en “robot” der blot skulle trykke på en knap. Herudover er der målorienteret undervisning som dræber al kreativ tankeproces. Så er der hele den måde et skoleskema er bygget op på, som ofte er helt håbløst. F.eks. Idræt en morgentime og dansk om eftermidddagen. Kravet om at alle lærere skal være linjefagsuddannede helt ned i de små klasser har endvidere resulteret i, at klassen kan have enormt mange forskellige undervisere, der nok er dygtige til deres fag, men som ikke når at få en relation til eleverne eller har tid til at tale sammen med de andeøre undervisere tilknyttet klassen. Det før at de svage elever bliver tabt. For er der noget de fleste sårbare elever har til fælles så er det, at de har brug for en fast voksentilknytning og en fast daglig rytme og tryghed. Det får de ikke med dette system. Når man er lærer/pædagog/sygeplejerske etc. Så bruger man sig selv som “arbejdsredskab” det slider og er man et alminddeligt sympatisk menneske så påvirker det selvsagt hvis man ikke føler at man giver det bedste til de mennesker man arbejder med. F.eks. At se en elev med massive trivsels elller indlæringsvanskeligheder og intet kunne stille op, andet end lidt brandslukning hist og her. Heruover elever der er så uopdragne og forstyrrende for resten af klassen, som der ingen reelle sanktioner er overfor. Det er desværre meget alm. med stressramte eller kolleger med stressrelaterede sygdomme. For mig at se, er løsningen bl.a. færre konfeontationstimer (undervisninglektioner)) større autonomi for den enkelte lærer og skole og hurtigere og bedre opbakning fra ledelse og kommune ved udfordrede elever. Jeg arbejder på en friskole nu og har modtaget 4 folkeskoleelever der alle mistrivedes. Forældrene er så glade og begejstrede for hvor godt deres børn har det nu og jeg har fået meget ros og tak fra dem alle. Men sandheden er, at de ligeså godt kunne have mistrivedes med mig som deres lærer i folkeskolen. Det er altså ikke mig der er en genial lærer;-) jeg har nu blot muligheden for, at give eleverne det de har brug for. Fordi rammerne på skolen er tilrettelagt fornuftigt.

Jeg synes du rammer hovedet på sømmet i din beskrivelse.

Jeg kunne ikke være i det mere efter 10 år, som jeg også har skrevet længere oppe, men det der med at bruge sig selv som arbejdsredskab er spot on. 

Jeg tog altid mine elevers trivsel meget alvorligt og strak mig langt. Men efter jeg fik børn måtte jeg vælge; er det mine børns trivsel som er vigtigst for mig eller mine elevers?

Hvor ufatteligt det end lyder var det faktisk først da min mand bad mig om, at være mor og droppe med at tænke på mine elever at jeg kunne tage beslutningen. Han sagde det efter vi sad på børneafdelingen med vores to-årige søn som havde fået alvorlig hjernerystelse. Jeg skulle på tur med min 1. klasse dagen efter og vidste at der var en dreng som slet ikke kunne rumme hvis jeg ikke kom. Jeg sad i ramme alvor og overvejede at tage på job fremfor at være hos min søn på hospitalet

Nomnom skriver:

Jeg synes du rammer hovedet på sømmet i din beskrivelse.

 

Jeg kunne ikke være i det mere efter 10 år, som jeg også har skrevet længere oppe, men det der med at bruge sig selv som arbejdsredskab er spot on. 

Jeg tog altid mine elevers trivsel meget alvorligt og strak mig langt. Men efter jeg fik børn måtte jeg vælge; er det mine børns trivsel som er vigtigst for mig eller mine elevers?

Hvor ufatteligt det end lyder var det faktisk først da min mand bad mig om, at være mor og droppe med at tænke på mine elever at jeg kunne tage beslutningen. Han sagde det efter vi sad på børneafdelingen med vores to-årige søn som havde fået alvorlig hjernerystelse. Jeg skulle på tur med min 1. klasse dagen efter og vidste at der var en dreng som slet ikke kunne rumme hvis jeg ikke kom. Jeg sad i ramme alvor og overvejede at tage på job fremfor at være hos min søn på hospitalet

 

Det lyder ret klassisk. Selvom det er skørt! Jeg har selv gjort lignende med egne børn. Efterhånden har jeg heldigvis fundet en balance mellem at lægge afstand til og samtidig have indlevelse og empati overfor eleverne.

Nomnom skriver:

Jeg synes du rammer hovedet på sømmet i din beskrivelse.

 

Jeg kunne ikke være i det mere efter 10 år, som jeg også har skrevet længere oppe, men det der med at bruge sig selv som arbejdsredskab er spot on. 

Jeg tog altid mine elevers trivsel meget alvorligt og strak mig langt. Men efter jeg fik børn måtte jeg vælge; er det mine børns trivsel som er vigtigst for mig eller mine elevers?

Hvor ufatteligt det end lyder var det faktisk først da min mand bad mig om, at være mor og droppe med at tænke på mine elever at jeg kunne tage beslutningen. Han sagde det efter vi sad på børneafdelingen med vores to-årige søn som havde fået alvorlig hjernerystelse. Jeg skulle på tur med min 1. klasse dagen efter og vidste at der var en dreng som slet ikke kunne rumme hvis jeg ikke kom. Jeg sad i ramme alvor og overvejede at tage på job fremfor at være hos min søn på hospitalet

 

Puha får helt ondt i maven, for hvor har jeg mange gange valgt arbejdet til foran mine egne børn. 

Min datter ringede hjem, da hun gik i 6. klasse. Hun var og er aldrig syg, og hun eller en voksen har ringet til mig færre gange end jeg har fingre på min hånd. Hun sagde, at hun havde det rigtigt skidt, og hun havde brug for mig - hun spurgte om hun måtte gå hjem, og om jeg kunne komme meget meget hurtigt. 

Mit svar: Du må godt tage hjem, jeg kommer så hurtigt jeg kan - jeg skulle jo bare lige tage min frikvarters vagt, være sikker på at der var en vikar, fortælle vikaren hvad han skulle, forklare børnene hvad de skulle og lige berolige den dreng som jeg havde lovet noget særligt efter frikvarteret. Summa summarum jeg kom hjem halvanden time efter og fandt min datter rystende i sengen midt i et angst anfald.

Jeg er selv datter af en lærer, og nu får mine børn det samme. En mor som desværre mange gange tænker på eleverne før egne børn, fordi ja hvorfor... En mor som er færdig med juleklip, småkagebagning og sjove lege før hun når hjem til sine egne børn. 

Men når det er skrevet så er jeg ved at finde at balancen, og jeg kan også se en masse fordele, fx alle de ting jeg har med hjem som lige skal afprøves, hold da op hvor er de blevet slæbt gennem mange sjove spil, bøger osv. 

Jeg er gået til og fra denne tråd mange gange, og har nu taget tilløb til at svare. 

Du har fået mange gode svar og mange gode nuancer på det at være lærer. 

Men når det er skrevet ved jeg ikke om vores forhold, vores arbejde osv. er så meget væsensforskellig fra andre, hvor man arbejder med mennesker dagligt, og hvor det foregår i det offentlige. 

I de 12 år jeg har været lærer, er der skåret ned og skåret ned og skåret ned, så vi er færre til at klare de samme og endda flere opgaver, og det presser os der kan huske det anderledes - vi har nogle ambitioner for os selv som vi ikke kan leve op til og derfor føler jeg, at jeg konstant føler jeg løber lige bag ved toget og aldrig når det, men jeg kan heller ikke stoppe med at løbe og finde en ny strategi, for børnene står der jo dagen efter. 

Udfordringen er, at jeg kæmper med egne ambitioner, ledelsens, forvaltningens og politikernes forventninger, forældrenes forventninger og børnenes. De er ikke altid sammenfaldende, og i hvert fald er ideen om hvordan man skal nå målet ikke altid sammenfaldende. Et eksempel går man som lærer ind til sin ledelse (som også er presset af skårede budgetter, politiske forventninger osv.) og siger: jeg kan ikke nå det. så er svaret: du må skrue ned for dine ambitioner, for der er ikke flere timer, ikke flere midler. Men på den anden side står der jo forældre som heldigvis har forventninger om, at jeg har store ambitioner både på egne og børnenes vegne - og de kan klage (har jeg ikke prøvet selv, men har set det). 

Når ens faglighed både er den teoretiske inden for fag og inden for pædagogik, men samtidig også en selv som er på spil og med inde i alt, så kan det også ramme hårdt, når tingene ikke lykkes. 

Man kan ikke ave med dejlige børn at gøre uden at føle et ansvar, men som rammerne er (som mange også har beskrevet), så går man tit hjem og føler, at trods gode intentioner, så har man ikke levet op til det ansvar. Man fik lyttet til Pia som havde behov for at fortælle om sit marsvin, man fik ikke hjulpet Per med de matematikopgaver så han virkelig forstod, man fik ikke givet de rammer, så Frederik kunne være i dagen, man fik ikke set den tegning man lovede at se osv. og alt det kører rundt i hovedet på vej hjem på cyklen sammen med tankerne om, jeg nåede heller ikke at få kopieret det hele, jeg fik ikke svaret på den besked, jeg er slet ikke forberedt til timen i morgen klokken 10, hov var det forresten ikke i morgen jeg skulle være vikar for Susie. Nej jeg må lige tænde computeren når jeg kommer hjem, så jeg får svaret, jo jo klokken er 16, men.. Og så kører jeg i morgen lidt i 7 så jeg kan nå de kopier og samtidig være helt rolig og parat til at sige godmorgen klokken 7.50 for i morgen er dagen, hvor jeg får hørt om marsvinet, set tegningen, givet Frederik rammerne, leverer fantastisk undervisning, er med til stikbold i frikvarteret for det giver bare så meget til Gustav at jeg er med, for så kan hjælpe med reglerne uden han bliver hidsig - i morgen, ja i morgen der kan jeg det hele, i dag var bare fordi.... 

Og når så ungerne er lagt, man selv er krøbet i seng, så starter det igen: hvis bare jeg i morgen husker at bunkerne med opgaver er delt i farver, så kan Tilde bedre finde ud af det, så jeg skal lige hente farvet papir, Og hvis jeg nu sørger for den lille gruppe kan spille et spil frem for at sidde med de opgaver der er for svære og og og og....

Men mon ikke mange har det sådan, og det ikke er særegent for lærere?

lineog4 skriver:

Jeg er gået til og fra denne tråd mange gange, og har nu taget tilløb til at svare. 

Du har fået mange gode svar og mange gode nuancer på det at være lærer. 

Men når det er skrevet ved jeg ikke om vores forhold, vores arbejde osv. er så meget væsensforskellig fra andre, hvor man arbejder med mennesker dagligt, og hvor det foregår i det offentlige. 

I de 12 år jeg har været lærer, er der skåret ned og skåret ned og skåret ned, så vi er færre til at klare de samme og endda flere opgaver, og det presser os der kan huske det anderledes - vi har nogle ambitioner for os selv som vi ikke kan leve op til og derfor føler jeg, at jeg konstant føler jeg løber lige bag ved toget og aldrig når det, men jeg kan heller ikke stoppe med at løbe og finde en ny strategi, for børnene står der jo dagen efter. 

Udfordringen er, at jeg kæmper med egne ambitioner, ledelsens, forvaltningens og politikernes forventninger, forældrenes forventninger og børnenes. De er ikke altid sammenfaldende, og i hvert fald er ideen om hvordan man skal nå målet ikke altid sammenfaldende. Et eksempel går man som lærer ind til sin ledelse (som også er presset af skårede budgetter, politiske forventninger osv.) og siger: jeg kan ikke nå det. så er svaret: du må skrue ned for dine ambitioner, for der er ikke flere timer, ikke flere midler. Men på den anden side står der jo forældre som heldigvis har forventninger om, at jeg har store ambitioner både på egne og børnenes vegne - og de kan klage (har jeg ikke prøvet selv, men har set det). 

Når ens faglighed både er den teoretiske inden for fag og inden for pædagogik, men samtidig også en selv som er på spil og med inde i alt, så kan det også ramme hårdt, når tingene ikke lykkes. 

Man kan ikke ave med dejlige børn at gøre uden at føle et ansvar, men som rammerne er (som mange også har beskrevet), så går man tit hjem og føler, at trods gode intentioner, så har man ikke levet op til det ansvar. Man fik lyttet til Pia som havde behov for at fortælle om sit marsvin, man fik ikke hjulpet Per med de matematikopgaver så han virkelig forstod, man fik ikke givet de rammer, så Frederik kunne være i dagen, man fik ikke set den tegning man lovede at se osv. og alt det kører rundt i hovedet på vej hjem på cyklen sammen med tankerne om, jeg nåede heller ikke at få kopieret det hele, jeg fik ikke svaret på den besked, jeg er slet ikke forberedt til timen i morgen klokken 10, hov var det forresten ikke i morgen jeg skulle være vikar for Susie. Nej jeg må lige tænde computeren når jeg kommer hjem, så jeg får svaret, jo jo klokken er 16, men.. Og så kører jeg i morgen lidt i 7 så jeg kan nå de kopier og samtidig være helt rolig og parat til at sige godmorgen klokken 7.50 for i morgen er dagen, hvor jeg får hørt om marsvinet, set tegningen, givet Frederik rammerne, leverer fantastisk undervisning, er med til stikbold i frikvarteret for det giver bare så meget til Gustav at jeg er med, for så kan hjælpe med reglerne uden han bliver hidsig - i morgen, ja i morgen der kan jeg det hele, i dag var bare fordi.... 

Og når så ungerne er lagt, man selv er krøbet i seng, så starter det igen: hvis bare jeg i morgen husker at bunkerne med opgaver er delt i farver, så kan Tilde bedre finde ud af det, så jeg skal lige hente farvet papir, Og hvis jeg nu sørger for den lille gruppe kan spille et spil frem for at sidde med de opgaver der er for svære og og og og....

Men mon ikke mange har det sådan, og det ikke er særegent for lærere?

Jeg er helt enig her. Der er også mange andre faggrupper, som virkelig kæmper med de pressede budgetter, de store forventninger og de mange opgaver uden mere tid. 

Generelt er de fag som arbejder med mennesker pressede. Især fordi alle har en erfaring og har en mening om, hvad der er god behandling/læring osv. 

Men særligt skoleområdet er udsat, fordi der netop er så mange holdninger og pseudoviden om faget. 
Der er en holdning til mange lærere, at de er “dovne”, har meget ferie, drikker kaffe og underviser for lidt. 

Lige der har jeg ikke hørt ret mange andre fag blive dunket i hovedet på samme måde. Især den med ferie og at man går tidligt hjem, fordi folk ikke forstår, at arbejdspladsen kan være fysisk opdelt. Og at “ferie” er forberedelsestiden før skoleåret starter, så man sidder en uge før skolen starter og laver lærerplaner, pensum osv.

Der er uhyggeligt meget “skjult” arbejdet for forældrene og omverdenen.

CBbaby skriver:

Jeg er helt enig her. Der er også mange andre faggrupper, som virkelig kæmper med de pressede budgetter, de store forventninger og de mange opgaver uden mere tid. 

Generelt er de fag som arbejder med mennesker pressede. Især fordi alle har en erfaring og har en mening om, hvad der er god behandling/læring osv. 

Men særligt skoleområdet er udsat, fordi der netop er så mange holdninger og pseudoviden om faget. 
Der er en holdning til mange lærere, at de er “dovne”, har meget ferie, drikker kaffe og underviser for lidt. 

Lige der har jeg ikke hørt ret mange andre fag blive dunket i hovedet på samme måde. Især den med ferie og at man går tidligt hjem, fordi folk ikke forstår, at arbejdspladsen kan være fysisk opdelt. Og at “ferie” er forberedelsestiden før skoleåret starter, så man sidder en uge før skolen starter og laver lærerplaner, pensum osv.

Der er uhyggeligt meget “skjult” arbejdet for forældrene og omverdenen.

Helt enig - den smæde kampagne der kørte i 2013 (og før) har sat sig sine spor, og det er helt legalt at have mange holdninger om lærere og ikke mindst om, hvor lidt de laver og hvor lange ferier de har. 

Jeg havde år, hvor jeg bevidst aldrig sagde, at jeg var lærer, når jeg sad i den kliche agtige: og hvad laver du så? Jeg valgte hver gang at fortælle om min første uddannelse, da det er en kandidatgrad i humaniora, så spurgte folk ikke videre, for så var jeg jo nok arbejdsløs 

Og det har helt klart også gjort noget i forhold til samarbejdet med forældrene, for der er jo nok også nogle forældre ude i det ganske danske land, som mener lærere er dovne, går tidligt hjem og har en masse sommerferie - jeg har haft venner som selv havde skolebørn, som troede jeg havde 7 ugers ferie, og da jeg spurgte dem hvor mange ugers ferie deres børn havde, kunne de ikke en gang se det ulogiske i, at jeg skulle have 7 uger, når deres børn kun havde 6 

Så ja du har ret den del af historien om en lærer fylder og helt sikkert også med til at skave et ekstra pres - hvor fx sygeplejersken som er mindst lige så presset med arbejdsbyrde roses. 

Har lige siddet i ekkokammeret og skrevet, og blev slugt ind netop af en masse og det endda offentlige ansatte, som mere eller mindre insinuerede, at lærere var klynkende, arbejdssky, og ikke gad gå det ekstra skridt i denne situation med covid19. Det er vildt, at vi som offentlige ansatte ikke kan stå sammen og gøre op med urimelige arbejdsvilkår som er et resultatet af voldsomme nedskæringer. Hvis ikke vi kan, hvem pokker kan så. 

lineog4 skriver:

Helt enig - den smæde kampagne der kørte i 2013 (og før) har sat sig sine spor, og det er helt legalt at have mange holdninger om lærere og ikke mindst om, hvor lidt de laver og hvor lange ferier de har. 

Jeg havde år, hvor jeg bevidst aldrig sagde, at jeg var lærer, når jeg sad i den kliche agtige: og hvad laver du så? Jeg valgte hver gang at fortælle om min første uddannelse, da det er en kandidatgrad i humaniora, så spurgte folk ikke videre, for så var jeg jo nok arbejdsløs 

Og det har helt klart også gjort noget i forhold til samarbejdet med forældrene, for der er jo nok også nogle forældre ude i det ganske danske land, som mener lærere er dovne, går tidligt hjem og har en masse sommerferie - jeg har haft venner som selv havde skolebørn, som troede jeg havde 7 ugers ferie, og da jeg spurgte dem hvor mange ugers ferie deres børn havde, kunne de ikke en gang se det ulogiske i, at jeg skulle have 7 uger, når deres børn kun havde 6 

Så ja du har ret den del af historien om en lærer fylder og helt sikkert også med til at skave et ekstra pres - hvor fx sygeplejersken som er mindst lige så presset med arbejdsbyrde roses. 

Har lige siddet i ekkokammeret og skrevet, og blev slugt ind netop af en masse og det endda offentlige ansatte, som mere eller mindre insinuerede, at lærere var klynkende, arbejdssky, og ikke gad gå det ekstra skridt i denne situation med covid19. Det er vildt, at vi som offentlige ansatte ikke kan stå sammen og gøre op med urimelige arbejdsvilkår som er et resultatet af voldsomme nedskæringer. Hvis ikke vi kan, hvem pokker kan så. 

 

 

Spot on - bare spot on! 

Så må man gerne grine lidt indvendigt i skægget, når en masse forældre messer “puha, det der hjemmeskoling er såååå hårdt”. ;-) 

Jeg er virkelig ked af, at folk taler så grimt til offentlige ansatte. Og at sandheden i offentligheden er, at vi alle ikke laver noget, går tidligt hjem, får meget ferie og har det nemmeste arbejde i verden.

Men nåh ja, så er det jo retfærdigt med den halvdårlige løn. Man laver jo alligevel ikke noget.
Det tror jeg virkelig, er med til skabe den indstilling. For hvorfor ville man ellers være i et fag med halvdårlig løn? Det må jo være fordi, man har verdens nemmeste job med masser af ferie. 

Sandheden er jo bare, at langt - langt de fleste af mine kollegaer, alle de skønne socialrådgivere, sundhedsassistenter, Sygeplejsker, pædagoger, osv faktisk gør det, fordi det er sindsygt meningsfyldt. Det giver det vildeste kick at kunne flytte nogen læringsmæssigt, at kunne give en god oplevelse til en borger...

At arbejde med mennekser er så vanvittigt hårdt, fordi der er så mange forskellige interesser, krav og forventer der ikke stemmer overens med tiden. 

Men det er helt vanvittigt meningsgivende og vidunderligt at få de dejlige smil. Men smil betaler desværre ikke min husleje, eller giver mig mindre stress og bedre arbejdsvilkår.

Og derfor bliver man nok hurtigt slidt op og har mange syge dage

(også fordi mennesker - og især børn - smitter når de er syge. Og den er jeg lidt træt af “pædagoger/lærerne er altid syge... øhm, ja.. jeg kan ikke nå at vaske hænder mens jeg går fra barn til barn, som I har sendt afsted med snotnæse, og som du forventer jeg giver omsorg)  

CBbaby skriver:

Spot on - bare spot on! 

Så må man gerne grine lidt indvendigt i skægget, når en masse forældre messer “puha, det der hjemmeskoling er såååå hårdt”. ;-) 

Jeg er virkelig ked af, at folk taler så grimt til offentlige ansatte. Og at sandheden i offentligheden er, at vi alle ikke laver noget, går tidligt hjem, får meget ferie og har det nemmeste arbejde i verden.

Men nåh ja, så er det jo retfærdigt med den halvdårlige løn. Man laver jo alligevel ikke noget.
Det tror jeg virkelig, er med til skabe den indstilling. For hvorfor ville man ellers være i et fag med halvdårlig løn? Det må jo være fordi, man har verdens nemmeste job med masser af ferie. 

Sandheden er jo bare, at langt - langt de fleste af mine kollegaer, alle de skønne socialrådgivere, sundhedsassistenter, Sygeplejsker, pædagoger, osv faktisk gør det, fordi det er sindsygt meningsfyldt. Det giver det vildeste kick at kunne flytte nogen læringsmæssigt, at kunne give en god oplevelse til en borger...

At arbejde med mennekser er så vanvittigt hårdt, fordi der er så mange forskellige interesser, krav og forventer der ikke stemmer overens med tiden. 

Men det er helt vanvittigt meningsgivende og vidunderligt at få de dejlige smil. Men smil betaler desværre ikke min husleje, eller giver mig mindre stress og bedre arbejdsvilkår.

Og derfor bliver man nok hurtigt slidt op og har mange syge dage

(også fordi mennesker - og især børn - smitter når de er syge. Og den er jeg lidt træt af “pædagoger/lærerne er altid syge... øhm, ja.. jeg kan ikke nå at vaske hænder mens jeg går fra barn til barn, som I har sendt afsted med snotnæse, og som du forventer jeg giver omsorg)  

 

Ja,  hvad tjener en lærer egentligt?

Til jer anonyme i tråden: vil I fortælle hvad I tjener, og hvor lang anciennitet I har?

Anonym skriver:

Ja,  hvad tjener en lærer egentligt?

 

Til jer anonyme i tråden: vil I fortælle hvad I tjener, og hvor lang anciennitet I har?

Jeg er nyuddannet i 2018. Jeg er ansat på 80% og min bruttoløn lyder så ca. 28000 (plus pension). Jeg er ikke ultfreds med min løn, jeg synes egentlig den er god. Da jeg var helt ny og arbejde fuldtid fik jeg 20000 udbetalt hver måned. Jeg havde 3 lektioner mindre end alle andre om ugen (fordi jeg var nyuddannet), velfungerende klasser og dejlige forældregrupper. Mit første lærerår var hektisk, men helt fantastisk. 

Uddannet i 2014.

Har aftenarbejde og weekendarbejde, da jeg arbejder med unge/unge voksne. Så mine penge kommer ind på aftenarbejdet. 

Arbejder 32 timer i forhold til løn. Men 34.5 pga den tvungne afspadsering. reelt arbejder jeg et sted mellem ca 32-50 timer pr uge alt efter som der er eksamen, censoropgaver, samtaler osv. 

på mit arbejde må vi ikke gå længere op i tid, da det vil betyde fyringer. Så vi er mange på 32 timer, der har alt for meget på bordet pt...

Får 32.000 brutto... jeg er steget 1. Trin siden jeg blev uddannet i 2014... 

I min overenskomst stiger vi 1500kr i et tillæg hvert 4 år.... 

min grundløn uden tillæg er 24.000kr 

Vi når max efter 12 år. Som ligger på omkring 40.000kr ( og der er ingen lønforhandling nogensinde)

Lønnen er ok i starten - det synes mange. Problemet er, at den stiger meget langsomt og hurtigt stagnerer. 

Men lønnen er ikke det store problem, den er okay, hvis man så havde et godt fundament for at kunne udføre sit arbejde og gøre det godt! . Det er vilkårene og arbejdspresset - det er svært. Mit stressniveau er helt vildt - og så holder min løn mig godt nok ikke på min arbejdsplads. Det ville den måske, hvis jeg så havde den at se frem til. Men jeg bliver så længe jeg kan pga eleverne...