Hvor meget kan man forvente af en pædagog?

Fortvivlet skriver:

Når man er 6 år er man vel også gammel nok til selv at gå ind, så jeg synes faktisk det er en fin priotering, kunne jo være pigen var en der havde svært ved det faglige og så synes jeg faktisk at resurserne er bedst der. I forhold til en kunstig dreng der ikke gider gå ind selv

Skræmmende tankegang. Det kan aldrig være vigtigere at give faglig hjælp end at give akut omsorg til et ulykkeligt barn - og da under ingen omstændigheder i 0. klasse! Og hvor kommer “gider ikke” og “kunstig” fra? 
Når det er pædagoger, man bruger som 0. klasses lærere, er det netop ud fra en - fornuftig - betragtning om, at overgangen fra børnehave til skole skal foregå blidt og med børnenes trivsel som allerhøjeste prioritering. 
- og når det er sagt, så vil jeg som lærer i 7. klasse stadig smide, hvad jeg har i hænderne for at hjælpe en ulykkelig elev fremfor at prioritere faglig hjælp til en anden. Ingen skal være utrygge og ulykkelige som start på skoledagen uden at få hjælp. 

Anonym skriver:

Jeg havde samme oplevelse i dag blot med en 0. Klasses elev. Jeg må ikke gå ind og min søn er bund ulykkelig. Jeg går et skridt ind for at signalere at hun gerne måtte hjælpe. Hun siger “kom ind og tag dine sutsko på” - som om det skal hjælpe på en grådkvalt dreng på 6 år 

så går hun Gud hjælpe mig...! Og efter 5 minutter med trøst kommer der en fra parallelle klassen ud og opdager ham - “Såå xx nu finder vi dine sutsko og y (klasselærer der var gået). Hun sidder så i klassen og laver morgenopgaver med en anden pige fra klassen. Jøsses en prioritering. 
selvfølgelig skal man som lærer og pædagog være opmærksom på en overgang når barnet er utrygt og ked. Jeg kan jo ikke som mor sparke mit barn ind i klassen - man må heller ikke gå ind. Corona eller ikke corona - man skal rumme børnene... basta. Og børn der græder er vigtigere end at et andet barn sættes igang med 2+5

Tænker og håber der kan være mange gode grunde til den handling og det du oplevede i morges.

Ved Fra mig selv som indskolingslærer, at jeg kan blive nød til t sige: vent lige netop til  forælder med et barn om har svært ved en aflevering. Det kan være fordi, at jeg er alene i klassen og ved, at uroen og dermed også utrygheden kan vokse hos hele gruppen, hvis jeg går fra i der øjeblik, så måske skal jeg være med til r skabe en ro, så jeg kan gå fra - det kan være fx være at sætte i gang med en opgave (møder de ind forskudt siden en var i gang med at få undervisning? Vi har selv tjek ind opgaver, men det er opgaver som ikke kræver hjælp, og de ved, at de skal tage en anden, hvis den kræver voksenhjælp).

Men det jeg egentlig tænker mest det er, hvorfor kan man slet ikke bøje reglen, når der er et ulykkeligt barn? Mange gange handler det jo om, ar forældre en får sko og jakke af, LG kan aflevere ind i klassen, hvor jeg sagtens kan have er ulykkeligt barn på skødet mens jeg er tilstede for de andre. Men jeg kan ikke, når jeg er alene hjælpe med sko, jakke osv fordi jeg har en hel klasse som har behov for jeg er der, så det bliver en god start på morgenen.

Og kan man ikke bøje reglerne, så må det lille pus komme ind i klassen med sko og jakke på, så han kan få en omsorg han har behov for samtidig med, at jeg kan være der for de andre og skabe ro. 

Fortvivlet skriver:

Når man er 6 år er man vel også gammel nok til selv at gå ind, så jeg synes faktisk det er en fin priotering, kunne jo være pigen var en der havde svært ved det faglige og så synes jeg faktisk at resurserne er bedst der. I forhold til en kunstig dreng der ikke gider gå ind selv

Tilføjelse til min tidligere kommentar: Hvor kommer det fra, at man - som 6-, 10- eller 12-årig - pr. definition er gammel nok til at kunne det ene eller det andet, hver dag, i enhver sindstilstand? Det er da et enormt rigidt og unuanceret syn på børn. 

Hvem ville nogensinde tænke om eller sige til en kollega, der møder op på job med tårer i øjnene og ikke kan overskue at gå i gang, at hey, manden/kvinden er altså 38, og så er man gammel nok til at klare den selv? Eller ligefrem, at vedkommende bare ikke gider? 

Nej, det sker ikke ofte, at voksne møder op i dén tilstand, og ja, det forekommer oftere blandt (nogle) børn, men det betyder da på ingen måde, at man skal ignorere et barn i gråd eller ligefrem mistænkeliggøre det ved at gøre det til et spørgsmål om, at barnet ikke gider. Børn vil helst gøre det rigtige - ingen dreng på seks synes, det er fedt at indlede skoledagen med at frustrere mor og at stå og græde for øjnene af klassekammeraterne. Der ligger indlysende noget bag, hvad enten det er et øjebliks overvældende utryghed, en dårlig start på dagen eller mere alvorlige problemer. 

Hvis vi som professionelle ikke kan rumme, at et barn reagerer på en måde, der ikke er typisk for dets alder - jeg finder det nu ganske “normalt” og forventeligt, at nogle 6-årige nogle gange ikke kan overkomme at gå ind på skolen selv - så er vi i min opfattelse alt andet end professionelle. 

Fortvivlet skriver:

Når man er 6 år er man vel også gammel nok til selv at gå ind, så jeg synes faktisk det er en fin priotering, kunne jo være pigen var en der havde svært ved det faglige og så synes jeg faktisk at resurserne er bedst der. I forhold til en kunstig dreng der ikke gider gå ind selv

Ikke enig. En seksårig der lige er startet i skole er ikke nødvendigvis klar til, at gå alene ind. Det handler bestemt ikke om, at de ikke gider. 

Anonym skriver:

Jeg tror umiddelbart at ts (hvis hun har haft det som mig) har signaleret tydeligt at hun ønsker hjælp. 
Det  er jo ikke fordi ens barn “skal tages ud af ens hænder”. Men det kan være en stor hjælp hvis en voksen kommer og siger “skal vi ikke lige gå hen og kigge på..... 

Mit barn var I hvert fald ikke til at slippe af med i morges - og jeg signalerede mege klart st jeg ønskede hjælp. Jeg trådte endda fysisk hen imod hende. Hvorefter hun gik .

 

 

Nogen gange er det nødvendigt at åbne munden. Det kan godt være, at du følte, at du helt klart signalerede, at du skulle bruge hjælp, men det er måske opfattet på af pædagogen som om, at du selv var i gang med at trøste og klare situationen selv. Jeg er ikke selv pædagog, men jeg tror, at det nogen gange kan være svært at vurdere lige, hvornår man skal træde ind og hjælpe og, hvornår man blander sig for tidligt, og så er det nemmere, hvis forældrene kommunikerer det verbalt.

De få dage min søn har brug for en hånd til overgangen, henvender jeg mig til en pædagog og siger til dem, at XX har brug for hjælp til at sige farvel. Nogen gange henvender de sig også selv, men det kan nogle gange gøre det værre for min søn, da han ofte lige har brug for et kram og især at give et, inden han er klar til, at en anden kan hjælpe ham i gang. 

Fortvivlet skriver:

Når man er 6 år er man vel også gammel nok til selv at gå ind, så jeg synes faktisk det er en fin priotering, kunne jo være pigen var en der havde svært ved det faglige og så synes jeg faktisk at resurserne er bedst der. I forhold til en kunstig dreng der ikke gider gå ind selv

Der er heldigvis en anden prioritering på vores skole. Forhåbentlig kan læreren se forskel på, om der er tale om en elev, der er sur og ikke vil selv eller en elev, der er ked af det af en eller anden grund. Af samme årsag er reglerne på trods af corona ikke så rigide på vores skole. Forældre til 0. klasses elever er altid velkomne indenfor, mens forældre til andre årgange er velkomne ved behov, og det kan forældrene heldigvis godt styre, så ingen går med ind bare for hyggens skyld. Ingen mister noget lærdom, fordi læreren en gang imellem bruger 2 minutter på en elev, der er ked af det.

Der kan også være enorm forskel på, hvad børnene kan. Min datter går i 2. klasse, og der er to elever, der er særligt sensitive, og er der noget, der går skæv i deres morgen, kan der godt være brug for en hånd til overleveringen på trods af, at de begge er 8 år. Hvis ikke de får den hånd, kan de i stedet være ulykkelige længe og dermed ødelægge roen til undervisning for alle børnene, så jeg er glad for, at de prioterer en god overlevering frem for, at min datter måske skal vente 2 minutter med matematikken.

Mor og meget mere skriver:

Skræmmende tankegang. Det kan aldrig være vigtigere at give faglig hjælp end at give akut omsorg til et ulykkeligt barn - og da under ingen omstændigheder i 0. klasse! Og hvor kommer “gider ikke” og “kunstig” fra? 
Når det er pædagoger, man bruger som 0. klasses lærere, er det netop ud fra en - fornuftig - betragtning om, at overgangen fra børnehave til skole skal foregå blidt og med børnenes trivsel som allerhøjeste prioritering. 
- og når det er sagt, så vil jeg som lærer i 7. klasse stadig smide, hvad jeg har i hænderne for at hjælpe en ulykkelig elev fremfor at prioritere faglig hjælp til en anden. Ingen skal være utrygge og ulykkelige som start på skoledagen uden at få hjælp. 

Du lyder som en rigtig dejlig og omsorgsfuld lærer 

Janey skriver:

Der er heldigvis en anden prioritering på vores skole. Forhåbentlig kan læreren se forskel på, om der er tale om en elev, der er sur og ikke vil selv eller en elev, der er ked af det af en eller anden grund. Af samme årsag er reglerne på trods af corona ikke så rigide på vores skole. Forældre til 0. klasses elever er altid velkomne indenfor, mens forældre til andre årgange er velkomne ved behov, og det kan forældrene heldigvis godt styre, så ingen går med ind bare for hyggens skyld. Ingen mister noget lærdom, fordi læreren en gang imellem bruger 2 minutter på en elev, der er ked af det.

Der kan også være enorm forskel på, hvad børnene kan. Min datter går i 2. klasse, og der er to elever, der er særligt sensitive, og er der noget, der går skæv i deres morgen, kan der godt være brug for en hånd til overleveringen på trods af, at de begge er 8 år. Hvis ikke de får den hånd, kan de i stedet være ulykkelige længe og dermed ødelægge roen til undervisning for alle børnene, så jeg er glad for, at de prioterer en god overlevering frem for, at min datter måske skal vente 2 minutter med matematikken.

"forhåbentlig kan læren se forskel på om der er tale om en elev der er sur og ikke vil selv eller en elev der er ked af det af anden grund"

Lige præcis, desværre ikke altid forældrene kan det 

"forhåbentlig kan læren se forskel på om der er tale om en elev der er sur og ikke vil selv eller en elev der er ked af det af anden grund"

Lige præcis, desværre ikke altid forældrene kan det 

Hvad vil du lige præcis med dette.. sige st jeg ikke kunne se om min søn oprigtigt var dybt ulykkeligt. Det er da godt nok mærkeligt at skrive. De fleste forældre kan da sagtens se forskel på, hvor deres barn er følelsesmæssigt. Men du mener måske at dine børn spiller skuespil hvis de er røde i hovedet og tårerne triller. Nå nej... så er de “kunstige”.

Jeg synes bestemt ikke det er for meget at forlange fra din side. Som den uddannede pædagog, synes jeg helt sikkert det ville være det mindste de kunne gøre, at sige “du må sige til hvis du skal have hjælp med afleveringen” Så kunne du afgøre om du/i var klar eller ej. 
Jeg synes også det er mega fesent som forældre, at følge at man en gang i mellem skal tigge og bede folk der bliver betalt for det, om at give en og ens barn lidt opmærksomhed.