Min mand og hans mor

Mamman skriver:

HØRT!!! 
det er så én forkælet holdning at have - at man forventer at andre passer ens børn. Det er nu én selv der har valgt at få børn - så kan man ikke forvente/forlange at andre passer dem krisesituation eller ej

Jeg tænkte faktisk nøjagtigt det samme, turde bare ikke helt skrive det  Både dét at få hjælp til ting med børnene af sine forældre, og dét at få lov til at være en stor del af sine børnebørns liv er store privilegier som man ikke skal tage forgivet. Det er bare ikke på nogen måde i orden at forlange det - fra begge sider. Som bedsteforælder har man hverken de samme rettigheder eller forpligtelser som en forælder, men hvis man gerne vil have mere af det ene må man efter min mening også tilbyde mere af det andet, igen fra begge sider. Så det er også er grunden til at jeg foreslår, at de evt kan inddrage farmor noget mere når den lille ny kommer - så kan det jo være at de hunde lige pludselig bliver lidt mindre vigtige 

Anonym skriver:

Som jeg også skrev tidligere, så har vi ingen forventninger om at folk smider alt for is, slet ikke. Men farmor har selv op flere gange ytret at vi "bare" skal ringe. 

Det virkelig virkelig sjældent vi har brug for hjælp, og tror i de 10 år vi har haft børn maks vi i har bedt andre om hjælp to eller tre gange (her er både min familie og farmor blevet spurgt om de har tid/lyst). Nu har det været første gang at vi havde akut brug for hjælpen, så selvfølgelig havde min mand nok en forventning om at hans mor ville træde til som hun selv har ytret så mange gange. 

Men, jeg kender også min svigermor og ved hun ofte lover og ønsker mere end hun lige kan overskue, så personligt blev jeg ikke så overrasket eller skuffet, men det blev min mand. Også meget mere end jeg havde troet han ville blive. Følte mig som en lus mellem to negle for kan følge og forstå begge sider af deres sag. Problemet var for mig at svigermor skrev flere beskeder og min mand ønskede en "pause" og bad mig ignorerer hende. 

Det dælme hårdt når man ikke vil gå bag om hans ryg, og samtidig gerne vil forklare svigermor hvorfor hendes søn reagere som han gør. Der er mange ting i det. 

Men det er løst pt så godt det kan blive. Men tror ikke min svigermor skal regne med at min mand kommer og hjælper med bilen foreløbigt. 

Jeg kan sagtens forstå det er en svær situation for dig. På den ene side har du ikke lyst til at deltage i "krigen", og på den anden side vil du gerne være loyal overfor din mand. Tænker I skal finde frem til et fælles ståsted, som I  begge kan godtage. Og ja, så igen tage en god snak med farmor, hvis han ikke allerede har gjort det. Det er jo ikke sikkert hun overhovedet ved hvordan han har det 

Nielsen333 skriver:

Jeg tænkte faktisk nøjagtigt det samme, turde bare ikke helt skrive det  Både dét at få hjælp til ting med børnene af sine forældre, og dét at få lov til at være en stor del af sine børnebørns liv er store privilegier som man ikke skal tage forgivet. Det er bare ikke på nogen måde i orden at forlange det - fra begge sider. Som bedsteforælder har man hverken de samme rettigheder eller forpligtelser som en forælder, men hvis man gerne vil have mere af det ene må man efter min mening også tilbyde mere af det andet, igen fra begge sider. Så det er også er grunden til at jeg foreslår, at de evt kan inddrage farmor noget mere når den lille ny kommer - så kan det jo være at de hunde lige pludselig bliver lidt mindre vigtige 

Som jeg også skrev til en anden, så har vi aldrig forlangt noget som helst af hende, heller ikke denne gang, vi spurgte og hun sagde nej (fair nok) det min mand bliver skuffet over er selvfølgelig at hun gentagne gange giver udtryk for at hun står klar og genre vil hjælpe osv. Men når man så HAR brug for hjælp i en tilspidset situation, så kan/vil/ønsker hun ikke at hjælpe (føler han).

Nu kender jeg efterhånden min svigermor og ved at hun ofte lover og siger mere end hun kan overkomme og overskue, så helt bag på mig kom det ikke (men det gjorde det for min mand.) 

Jeg følte mig i klemme i morges men det er pt løst så godt det kan blive lige nu. dog tror jeg ikke min svigermor skal regne med at hendes søn kommer og hjælper med bilen eller andet lige foreløbigt. 

Min svigermor er ofte inddraget i vores børns liv, og vores børn er stort set altid med når min mand skal derud og hjælpe hende med ting (hendes ønske de skal med). Hun er mere inddraget end min familie men det nytter ikke at prøve at fortælle hende. Min svigermor er sød men lidt speciel.

Anonym skriver:

Som jeg også skrev til en anden, så har vi aldrig forlangt noget som helst af hende, heller ikke denne gang, vi spurgte og hun sagde nej (fair nok) det min mand bliver skuffet over er selvfølgelig at hun gentagne gange giver udtryk for at hun står klar og genre vil hjælpe osv. Men når man så HAR brug for hjælp i en tilspidset situation, så kan/vil/ønsker hun ikke at hjælpe (føler han).

Nu kender jeg efterhånden min svigermor og ved at hun ofte lover og siger mere end hun kan overkomme og overskue, så helt bag på mig kom det ikke (men det gjorde det for min mand.) 

Jeg følte mig i klemme i morges men det er pt løst så godt det kan blive lige nu. dog tror jeg ikke min svigermor skal regne med at hendes søn kommer og hjælper med bilen eller andet lige foreløbigt. 

Min svigermor er ofte inddraget i vores børns liv, og vores børn er stort set altid med når min mand skal derud og hjælpe hende med ting (hendes ønske de skal med). Hun er mere inddraget end min familie men det nytter ikke at prøve at fortælle hende. Min svigermor er sød men lidt speciel.

Nu var det dér med at blive rasende også mere henvendt til Abracadabra, fordi hun skrev at hun ville være blevet det i jeres sted. Har ikke læst det som om din mand er rasende, men det nytter jo (heller) ikke noget at ignorere hende. Hellere bare forklare kort og kontant hvad han tænker om hendes handlinger. Ret mærkeligt, at hun føler sig forfordelt ift din familie, hvis hun faktisk ser jer mere end de gør?  Har I spurgt hende hvorfor hun er af den opfattelse, at I inddrager dem mere? 

Nielsen333 skriver:

Nu var det dér med at blive rasende også mere henvendt til Abracadabra, fordi hun skrev at hun ville være blevet det i jeres sted. Har ikke læst det som om din mand er rasende, men det nytter jo (heller) ikke noget at ignorere hende. Hellere bare forklare kort og kontant hvad han tænker om hendes handlinger. Ret mærkeligt, at hun føler sig forfordelt ift din familie, hvis hun faktisk ser jer mere end de gør?  Har I spurgt hende hvorfor hun er af den opfattelse, at I inddrager dem mere? 

Hun antager det fordi min familie bor inden for 10 minutters kørsel. Jeg har forsøgt forklare hende at det ikke er tilfældet og hvorfor jeg ikke ser min familie så ofte, men det trænger ikke rigtigt ind hos hende, eller også tror hun jeg pynter på sandheden for ikke at såre hende. 

Jeg har ikke lyst til at tale grimt om min svigermor, for hun er faktisk rigtig sød på sin egen måde, men det nok ikke forkert at sige hendes IQ ikke er så høj og det svært for hende at klare udfordringer og konflikter. Hun er helt fantastisk til at være sammen med børn men kommunikation med voksne et svært for hende. 

Anonym skriver:

Hun antager det fordi min familie bor inden for 10 minutters kørsel. Jeg har forsøgt forklare hende at det ikke er tilfældet og hvorfor jeg ikke ser min familie så ofte, men det trænger ikke rigtigt ind hos hende, eller også tror hun jeg pynter på sandheden for ikke at såre hende. 

Jeg har ikke lyst til at tale grimt om min svigermor, for hun er faktisk rigtig sød på sin egen måde, men det nok ikke forkert at sige hendes IQ ikke er så høj og det svært for hende at klare udfordringer og konflikter. Hun er helt fantastisk til at være sammen med børn men kommunikation med voksne et svært for hende. 

Hvis hun ikke er sådan helt skarp, så synes jeg som udenforstående, at hendes måde at tænke og agere på faktisk giver rigtig god mening. Lyder som om hun lever i sin egen lidt tossede verden?  Og så er det nok bare så meget desto vigtigere, at din mand forklarer hende på en tålmodig måde (også hvis han har gjort det før), at det ikke er holdbart for ham at prioritere dét at hjælpe hende så højt som han prioriterer det lige nu, hvis hun ikke også har lyst til at hjælpe den anden vej rundt. Det er jo helt fair and square, og ikke noget hun rigtigt kan blive sur over 

Nielsen333 skriver:

Hvis hun ikke er sådan helt skarp, så synes jeg som udenforstående, at hendes måde at tænke og agere på faktisk giver rigtig god mening. Lyder som om hun lever i sin egen lidt tossede verden?  Og så er det nok bare så meget desto vigtigere, at din mand forklarer hende på en tålmodig måde (også hvis han har gjort det før), at det ikke er holdbart for ham at prioritere dét at hjælpe hende så højt som han prioriterer det lige nu, hvis hun ikke også har lyst til at hjælpe den anden vej rundt. Det er jo helt fair and square, og ikke noget hun rigtigt kan blive sur over 

Det vil helt sikkert være den rigtige måde at gøre det på. Men tror lige han skal have lov at trække vejret inden han skal snakke med hende face to face.  for han blev meget skuffet igår og det sidder vist lidt dybt. Men at han trods alt har svaret hende er positivt

Jeg synes det har været gode svar.. men tænker også at det hænger sammen med hvor akut det lyder i situationen, når I beskriver det for hende. 

Jeg mener .. hvis I ringede og sad i en ambulance, og din mand havde et hjerteanfald ville hun nok kaste alt og tage på hospitalet. 
hvis hun blot har opfattet at du skulle scannes for at se at alt er ok - så virker det måske ikke akut i hendes verden? Specielt hvis hun ikke er den hurtigste knallert på molen.

Til alle der siger de ikke ville smide alt.... det ville jeg da godt nok forvente, hvis det var en akut situation og alvorligt. Det er ens forældre. Jeg ville da gøre det samme for mine forældre..? Det er da ikke fordi de har krav på det - men i min verden er det det mest naturlige. 

Tjullehej skriver:

Jeg synes det har været gode svar.. men tænker også at det hænger sammen med hvor akut det lyder i situationen, når I beskriver det for hende. 

Jeg mener .. hvis I ringede og sad i en ambulance, og din mand havde et hjerteanfald ville hun nok kaste alt og tage på hospitalet. 
hvis hun blot har opfattet at du skulle scannes for at se at alt er ok - så virker det måske ikke akut i hendes verden? Specielt hvis hun ikke er den hurtigste knallert på molen.

Til alle der siger de ikke ville smide alt.... det ville jeg da godt nok forvente, hvis det var en akut situation og alvorligt. Det er ens forældre. Jeg ville da gøre det samme for mine forældre..? Det er da ikke fordi de har krav på det - men i min verden er det det mest naturlige. 

 

Jeg er en af dem der siger at man ikke kan forvente at man smider alt for andre.  

men dermed ikke sagt at jeg ikke ville gøre der hvis min mor havde et hjerteanfald eller da jeg ringede grædende til hende fordi mit barn blev akut indlagt som 1,5 årig. Der smuttede hun fra arbejde og kom med det samme. Jeg var taknemmelig. Men jeg forventede det ikke af hende. Men håbede da. Ellers havde jef da ikke ringet til hende  

Abracadabra skriver:

Jeg synes sagtens, at man kan forvente, at farmor smider alt, hvad hun har i hænderne, hvis hendes barn har brug for at komme akut på sygehuset med sin kone og det ufødte barnebarn. Jeg er helt uforstående overfor, at hundens ‘skrigen’ i en løftesituation flere timer senere PÅ NOGEN MÅDE skal forhindre farmor i at træde til i en nødsituation for hendes barn og barnebarn. 
Jeg ville konkret bede far kontakte farmor og sige, at mor og barn er okay, men at far er meget skuffet over hendes afvisning ift at hjælpe i en nødsituation, og at dét var og er uacceptabel opførsel. Det ville jeg fastholde, ligemeget hvor meget hun fortæller, at hunden var forstoppet eller havde en nedgroet negl. 

Jeg forstår heller ikke hendes prioritering - på nogen måde. Men jeg ville aldrig bede min mand om at ringe og sige sådan og sådan. Jeg ville skrive kort til hende, at alt er ok, og så ville jeg lade min mand tage den tilsyneladende nødvendige konflikt med sin mor på den måde, han vil og kan. Ingen grund til at forplumre kommunikationen de to imellem ved at opfordre ham til at sige noget bestemt.