Min mand og hans mor

Svare lige alle på en gang.  vi forventer ikke at man smider alt for os overhovedet, tror mest det handler om at hun/svigermor ofte har sagt vi/han bare skal ringe så skal hun nok være der. Der er en meget lang historik mellem min mand og hans mor som strækker sig helt tilbage til hans tidlige teenageår. Det vil jeg ikke komme ind på. 

Jdm oplyste os at man kun måtte have en pårørende med og at børnene skulle passes. (Havde vores naboer ikke været kommet hjem havde jeg taget derind selv. Men pga bekymringer ville jeg helst min mand var der også). Vi fik en akut tid og skulle være derinde inden for en halv time. 

Min mand forslog sin mor at køre pigerne derud til hende og så møde mig på hospitalet, eller tage hunden med herhen, men det afviste hun også.

Han har skrevet med hende over sms her til formiddag, men man kan godt fornemme at hun ikke forstår hans holdning. 

(En side ting er at min mand virkelig ofte er ude og hjælpe hende med f.eks. at sætte en vandhane op, klippe hæk, skifte olie på hendes bil osv. Men hjælpen kommer ikke den anden vej føler han.)

Hvis det var akut havde vi nok bare taget alle ungerne i bilen og min mand og de havde sat mig af - medmindre jeg selv kunne køre. Havde det været mindre akut havde vi sat ungerne af ved mine forældre  på vejen, - hvis altså min mand skulle med, fordi han har faktisk været hos de små når jeg har født.

Jeg forstår godt du gerne vil have din mand med, men jeg læser det heller ikke som liv / død når i ikke bare var kørt og dvs mine forventninger til bedsteforældrene ville heller ikke være at de skulle komme, hvis de ikke havde tiden. Og slet ikke at vi ikke selv afleverede børnene, men det var måske heller ikke muligt. Din mand kunne vel også være kommet senere hvis det blev nødvendigt. Nu hvor mændene må komme igen.

Jeg har en veninde hvis hunde er som børn for hende. Jeg forstår ikke altid hendes prioriteringer men jeg accepterer fuldt ud hendes følelser og anerkender dem. 
ligesom jeg har accepteret at mine svigerforældre bsre ikke er særlig interesseret I vores børn - og tager tingene som de nu er med almen høflighed. Sådan er det bare. Jeg har spurgt om min svigermor ville passe en dag jeg skulle scannes - et kvarter fordi min mor akut skulle køre fra mig af, men min svigermor skulle til negledamen og den anden gang jeg spurgte, tja der var hun ærlig og sagde nej det var for besværligt.

Så jeg ville nok snakke m min mand om han var urimelig og at det var ok han føler som han gør men at du nu svarer hende, at baby er ok !

Unicorn1 skriver:

Jeg er helt enig her.. Det var noget andet, hvis mor og barn var ved at dø eller noget, men fordi man "bare" skal ind og have tjekket blodtryk, og man ikke vil have børnene med, det er i min verden heller ikke en grund nok til, at man kan forvente, at andre smider alt, hvad de har i hænderne.. 

Jeg var selv inde og få tjekket blodtryk MANGE gange, og ja jeg regner med, at det sker igen ved næste graviditet.. Vores forældre bor på Lolland og Falster.. Hvad skal vi gøre? Der må vores datter jo enten med ind eller også må far blive hjemme med hende, og så må jeg selv tage af sted.. Vil jeg være pisse bange? Ja da, men der er jo ikke noget at gøre.. For som du siger, så kan man ikke forvente, at alle smider, hvad de har i hænderne, fordi man ikke vil have sine børn med på hospitalet 

Har skrevet et svar til alle herinde.

Ano18 skriver:

Hvis det var akut havde vi nok bare taget alle ungerne i bilen og min mand og de havde sat mig af - medmindre jeg selv kunne køre. Havde det været mindre akut havde vi sat ungerne af ved mine forældre  på vejen, - hvis altså min mand skulle med, fordi han har faktisk været hos de små når jeg har født.

Jeg forstår godt du gerne vil have din mand med, men jeg læser det heller ikke som liv / død når i ikke bare var kørt og dvs mine forventninger til bedsteforældrene ville heller ikke være at de skulle komme, hvis de ikke havde tiden. Og slet ikke at vi ikke selv afleverede børnene, men det var måske heller ikke muligt. Din mand kunne vel også være kommet senere hvis det blev nødvendigt. Nu hvor mændene må komme igen.

Jeg har en veninde hvis hunde er som børn for hende. Jeg forstår ikke altid hendes prioriteringer men jeg accepterer fuldt ud hendes følelser og anerkender dem. 
ligesom jeg har accepteret at mine svigerforældre bsre ikke er særlig interesseret I vores børn - og tager tingene som de nu er med almen høflighed. Sådan er det bare. Jeg har spurgt om min svigermor ville passe en dag jeg skulle scannes - et kvarter fordi min mor akut skulle køre fra mig af, men min svigermor skulle til negledamen og den anden gang jeg spurgte, tja der var hun ærlig og sagde nej det var for besværligt.

Så jeg ville nok snakke m min mand om han var urimelig og at det var ok han føler som han gør men at du nu svarer hende, at baby er ok !

Har skrevet er svar til alle herinde. 

Anonym skriver:

Svare lige alle på en gang.  vi forventer ikke at man smider alt for os overhovedet, tror mest det handler om at hun/svigermor ofte har sagt vi/han bare skal ringe så skal hun nok være der. Der er en meget lang historik mellem min mand og hans mor som strækker sig helt tilbage til hans tidlige teenageår. Det vil jeg ikke komme ind på. 

Jdm oplyste os at man kun måtte have en pårørende med og at børnene skulle passes. (Havde vores naboer ikke været kommet hjem havde jeg taget derind selv. Men pga bekymringer ville jeg helst min mand var der også). Vi fik en akut tid og skulle være derinde inden for en halv time. 

Min mand forslog sin mor at køre pigerne derud til hende og så møde mig på hospitalet, eller tage hunden med herhen, men det afviste hun også.

Han har skrevet med hende over sms her til formiddag, men man kan godt fornemme at hun ikke forstår hans holdning. 

(En side ting er at min mand virkelig ofte er ude og hjælpe hende med f.eks. at sætte en vandhane op, klippe hæk, skifte olie på hendes bil osv. Men hjælpen kommer ikke den anden vej føler han.)

Men hvad var så grunden til at hun sagde nej til at få børnene ud til sig? 

Anonym skriver:

Min mand har et lignende forhold til sin far og hans kone. 

Jeg holder mig simpelthen neutral og lader det helt op til ham hvordan og hvorledes kontakten skal være. For der et så meget historie bag at jeg kunne kender toppen af isbjerget.

I perioder hvor det har været helt galt har jeg måtte skrive til hans far at jeg holder mig neutral og at han måtte kontakte sin søn. Simpelthen for at det ikke har skulle ødelægge vores indbyrdes forhold 

Har skrevet et svar til alle herinde.

Anonym skriver:

Men når det er forhøjet blodtryk hos gravid plus symptomer på svangerakabsforgiftning så kan det meget hurtigt blive liv og død. For det kan udvikle sig hurtigt over få timer. Så det er ikke bare lidt for højt bt som du nævner.

Jeg var også blevet enormt skuffet som ts mand gjore. Og jeg gætter på at der også ligger mange flere episoder bag end bare den ene.

Har skrevet et svar til alle herinde.

Men ja de mistænkte svangerskabsforgiftning. 

Nielsen333 skriver:

Men hvad var så grunden til at hun sagde nej til at få børnene ud til sig? 

Det ville stresse hendes hund.  

Det ville stresse hendes hund.  

Men altså, det er da en reel grund? Ikke alle hunde trives med børn.

Nu ved jeg jo ikke hvor gammel hun er, men mange ældre mennesker har altså også svært ved at tænke klart under pres. Jeg vil stadig mene, at I ikke burde være afhængige af andres hjælp i sådan en situation her. I er to, og igen, din mand kunne jo være blevet ude i bilen med børnene, hvis ikke naboerne var trådt til. Jeg kan simpelthen ikke se hvad din svigermor har gjort forkert. Din mand må jo overveje om han vil blive ved med at hjælpe hende, hvis han ikke føler hjælpen går den anden vej rundt også. Han kan jo sige til hende, at han ikke har lyst til at bruge så meget energi på at hjælpe én, der ikke er der for ham når han selv har brug for det - måske vil det få hende på bedre tanker, og få hende til at se urimeligheden i det? 

Det ville stresse hendes hund.  

Vil lige tilføje, at jeg sagtens kan forstå det er træls at føle sig underprioriteret af familien, især når man selv hjælper. Jeg tror bare stadig I skal huske på, at I jo ER to, og at det ikke er altid man kan gøre tingene sammen, selvom det er dét man helst vil. Den situation I har været i her var jo ikke træls fordi farmor ikke sprang til, men fordi I var bange for at baby i maven ikke havde det godt. Så måske skal din mand øve sig lidt i at holde følelserne adskilt, og så tage en god snak med sin mor, som ikke handler specifikt om denne situation, men om at han generelt ikke føler han helt kan regne med hende