Min mand og hans mor

Måske handler det også om man nogle gang skal se muligheder i stedet for begrænsninger i jeres tilfæde handler det ikke om liv og død men om at du skal ind og tjek og i sådan tilfælde mener jeg din mand godt kunne havde Sidde med jeres piger i bilen i mens det vil også betyde i ville spar noget tid på at skulle vente på passning det tager også lidt tid for de når frem

Jeg kan slet ikke forstå jer, der synes, at TS og manden er urimelige. 
Svangerskabsforgiftning er farligt for både mor og barn, og et tjek består af CTG og formentlig også blodprøver - altså varer typisk mindst en time (og som regel noget længere). Faderen skal være med, fordi sygdommen er så farlig, og for nogle kvinder betyder det, at barnet skal forløses ved akut kejsersnit, mens mor er møgsyg. Så skal der helst være en far til at være sammen med den præmature baby. 
Det er IKKE bare en blodtryksmåling! Det er en potentielt livstruende sygdom for både baby men så sandelig også moderen. 
At farmor siger nej til at træde til, er (i mine øjne) uacceptabelt. At flere herinde er af samme holdning som farmor undrer mig virkelig. 
Heldigvis er TS og manden i stand til at sige nej til at hjælpe farmor i minimum de næste 5 år med begrundelsen, at én af børnene har skreget indenfor de sidste timer - for det gør børn jo. Så må farmor ringe til en håndværker eller lignende, hvis hun skal have hjælp i huset. 

Som jeg ser det, så handler det her ikke om hvorvidt svigermor eller manden har ret. Det handler om et kompliceret forhold (som jeg forstår det) mellem mor og søn hvor TS er lidt i klemme.

Nu kunne jeg læse at han har snakket med hende, men ellers ville jeg have bedt ham tale med sin mor og hvis han nægtede så sige at så ville jeg selv skrive til hende at alt var ok. 

Og så tror jeg han ville få det bedre ved at sænke sine forventninger til hende og stoppe med at hjælpe så meget. Det er skidehårdt når man ikke har det forhold til sine forældre som man ønsker, især hvis det går helt tilbage til barndommen. Og det kræver meget at indse at man ikke kan ændre sine forældre og acceptere det forhold man nu kan få og ikke det man ønsker. Men tror bare det vil gøre ham gladere og give ham mere overskud hvis han kunne nå dertil. 

Abracadabra skriver:

Jeg kan slet ikke forstå jer, der synes, at TS og manden er urimelige. 
Svangerskabsforgiftning er farligt for både mor og barn, og et tjek består af CTG og formentlig også blodprøver - altså varer typisk mindst en time (og som regel noget længere). Faderen skal være med, fordi sygdommen er så farlig, og for nogle kvinder betyder det, at barnet skal forløses ved akut kejsersnit, mens mor er møgsyg. Så skal der helst være en far til at være sammen med den præmature baby. 
Det er IKKE bare en blodtryksmåling! Det er en potentielt livstruende sygdom for både baby men så sandelig også moderen. 
At farmor siger nej til at træde til, er (i mine øjne) uacceptabelt. At flere herinde er af samme holdning som farmor undrer mig virkelig. 
Heldigvis er TS og manden i stand til at sige nej til at hjælpe farmor i minimum de næste 5 år med begrundelsen, at én af børnene har skreget indenfor de sidste timer - for det gør børn jo. Så må farmor ringe til en håndværker eller lignende, hvis hun skal have hjælp i huset. 

HØRT! 

Abracadabra skriver:

Jeg kan slet ikke forstå jer, der synes, at TS og manden er urimelige. 
Svangerskabsforgiftning er farligt for både mor og barn, og et tjek består af CTG og formentlig også blodprøver - altså varer typisk mindst en time (og som regel noget længere). Faderen skal være med, fordi sygdommen er så farlig, og for nogle kvinder betyder det, at barnet skal forløses ved akut kejsersnit, mens mor er møgsyg. Så skal der helst være en far til at være sammen med den præmature baby. 
Det er IKKE bare en blodtryksmåling! Det er en potentielt livstruende sygdom for både baby men så sandelig også moderen. 
At farmor siger nej til at træde til, er (i mine øjne) uacceptabelt. At flere herinde er af samme holdning som farmor undrer mig virkelig. 
Heldigvis er TS og manden i stand til at sige nej til at hjælpe farmor i minimum de næste 5 år med begrundelsen, at én af børnene har skreget indenfor de sidste timer - for det gør børn jo. Så må farmor ringe til en håndværker eller lignende, hvis hun skal have hjælp i huset. 

Hvad skal det nytte at blive rasende på farmor? Det ændrer da ingenting til det bedre! 

Min holdning er ene og alene baseret på, at jeg helt generelt ikke synes man kan forlange andres hjælp. Man kan altid spørge om den, men får man et nej er det da så absolut ikke noget man kan tillade sig at blive rasende over - hvad for en indstilling er det egentlig at have til andre mennesker og deres liv?  At du ikke synes en hund er vigtig berettiger dig da hverken til at dømme ind i hvordan andre prioriterer, eller til at blive rasende på dem. Det eneste fornuftige er at gøre op med sig selv hvad man vil stå model til, og så tage en stille og rolig snak med personen om det. Og som jeg også skriver, så synes jeg da manden skal forklare sin mor sin skuffelse, og at han ikke synes det er rimeligt at han skal blive ved med at hjælpe hende, hvis hun ikke vil hjælpe ham i en krisesituation. Men at reagere med vrede er intet andet end barnligt og forkælet, desuden fører det sjældent noget konstruktivt med sig. 

Nielsen333 skriver:

Hvad skal det nytte at blive rasende på farmor? Det ændrer da ingenting til det bedre! 

Min holdning er ene og alene baseret på, at jeg helt generelt ikke synes man kan forlange andres hjælp. Man kan altid spørge om den, men får man et nej er det da så absolut ikke noget man kan tillade sig at blive rasende over - hvad for en indstilling er det egentlig at have til andre mennesker og deres liv?  At du ikke synes en hund er vigtig berettiger dig da hverken til at dømme ind i hvordan andre prioriterer, eller til at blive rasende på dem. Det eneste fornuftige er at gøre op med sig selv hvad man vil stå model til, og så tage en stille og rolig snak med personen om det. Og som jeg også skriver, så synes jeg da manden skal forklare sin mor sin skuffelse, og at han ikke synes det er rimeligt at han skal blive ved med at hjælpe hende, hvis hun ikke vil hjælpe ham i en krisesituation. Men at reagere med vrede er intet andet end barnligt og forkælet, desuden fører det sjældent noget konstruktivt med sig. 

HØRT!!

Man kan os vende den liiidt om....

Farmor tilkendegiver i kun bruger mormor mm....nu kan i bruge hende fordi mormor og den side af familien ikke har mulighed?

Kan det være farmor føler i kun ringer fordi i ikke har andre til at hjælpe? 

Vi aner ikke hvad der er sagt i samtalen, og om farmor har fået besked på det er VIGTIGT og akut? Og hvorfor skal søn gøre sig til dommer over hvad der er og bør være vigtigst for alle parter?

Man skal vel ikke som bedstefoeældre smide alt hvad man har i hænderne fordi noget klapper i hænderne og har en forventning om at andre stiller sig til rådighed - for lad os være ærlige havde søn inden forventninger om mor sagde ja og kom så var man heller ikke blevet skuffet.....

Nielsen333 skriver:

Hvad skal det nytte at blive rasende på farmor? Det ændrer da ingenting til det bedre! 

Min holdning er ene og alene baseret på, at jeg helt generelt ikke synes man kan forlange andres hjælp. Man kan altid spørge om den, men får man et nej er det da så absolut ikke noget man kan tillade sig at blive rasende over - hvad for en indstilling er det egentlig at have til andre mennesker og deres liv?  At du ikke synes en hund er vigtig berettiger dig da hverken til at dømme ind i hvordan andre prioriterer, eller til at blive rasende på dem. Det eneste fornuftige er at gøre op med sig selv hvad man vil stå model til, og så tage en stille og rolig snak med personen om det. Og som jeg også skriver, så synes jeg da manden skal forklare sin mor sin skuffelse, og at han ikke synes det er rimeligt at han skal blive ved med at hjælpe hende, hvis hun ikke vil hjælpe ham i en krisesituation. Men at reagere med vrede er intet andet end barnligt og forkælet, desuden fører det sjældent noget konstruktivt med sig. 

HØRT!!! 
det er så én forkælet holdning at have - at man forventer at andre passer ens børn. Det er nu én selv der har valgt at få børn - så kan man ikke forvente/forlange at andre passer dem krisesituation eller ej

Jeg har selv erfaringer med, at ens forældre ikke er der for én.. De siger konstant, at de aldrig bliver spurgt om hjælp.. At de gerne vil passe eller hjælpe, og vi skal bare sige til.. At de aldrig ser os og vi besøger dem for lidt (de bor som sagt på Falster, og vi bor på Fyn, så det er en lang og dyr tur).. 

Én gang har jeg spurgt min mor, om hun ikke ville komme over og hjælpe med at passe barnet på 15 måneder, da barnet havde haft feber, og jeg ikke havde sovet i 3 dage og bare gerne ville have et par timers ro og hvile, så min depression og belastningsreaktion ikke blussede op igen.. Min mor er førtidspensionist og havde netop masser af tid den dag, og hun har penge nok, da min far betaler regninger og mad.. Så hverken tid eller penge var en hindring, men alligevel fik jeg smidt i hovedet, at jeg da i ramme alvor ikke kunne mene, at hun skulle bruge 1000 kr. og 5 timers transport tur/retur for, at jeg kunne sove.. Men jeg var ved at knække fuldstændig, og det var min mor åbenbart pænt ligeglad med.. 

Sådan har det været stort set hver eneste gang, at jeg eller min søster har spurgt om hjælp.. Også hvis det bare var at få noget forståelse.. Fx da jeg mistede det første barn.. Der fik jeg af vide, at i det mindste var jeg da ikke så langt henne, så det skulle jeg være taknemmelig for.. Eller da jeg som teenager skar i mig selv og var tæt på at begå selvmord, der har jeg efterfølgende fået af vide, at jeg jo bare ville have opmærksomhed .. Både jeg og min søster har nu fundet ud af, at vi bare aldrig får det forhold til vores forældre, som vi har brug for/ønsker.. Det er pisse hårdt at indse, men det letter utrolig meget, at man ikke har den forventning til dem.. Så bliver man ikke skuffet.. 

Så måske din mand skulle begynde at indse det, som en anden også nævner?

Mamman skriver:

HØRT!!! 
det er så én forkælet holdning at have - at man forventer at andre passer ens børn. Det er nu én selv der har valgt at få børn - så kan man ikke forvente/forlange at andre passer dem krisesituation eller ej

Som jeg også skrev tidligere, så har vi ingen forventninger om at folk smider alt for is, slet ikke. Men farmor har selv op flere gange ytret at vi "bare" skal ringe. 

Det virkelig virkelig sjældent vi har brug for hjælp, og tror i de 10 år vi har haft børn maks vi i har bedt andre om hjælp to eller tre gange (her er både min familie og farmor blevet spurgt om de har tid/lyst). Nu har det været første gang at vi havde akut brug for hjælpen, så selvfølgelig havde min mand nok en forventning om at hans mor ville træde til som hun selv har ytret så mange gange. 

Men, jeg kender også min svigermor og ved hun ofte lover og ønsker mere end hun lige kan overskue, så personligt blev jeg ikke så overrasket eller skuffet, men det blev min mand. Også meget mere end jeg havde troet han ville blive. Følte mig som en lus mellem to negle for kan følge og forstå begge sider af deres sag. Problemet var for mig at svigermor skrev flere beskeder og min mand ønskede en "pause" og bad mig ignorerer hende. 

Det dælme hårdt når man ikke vil gå bag om hans ryg, og samtidig gerne vil forklare svigermor hvorfor hendes søn reagere som han gør. Der er mange ting i det. 

Men det er løst pt så godt det kan blive. Men tror ikke min svigermor skal regne med at min mand kommer og hjælper med bilen foreløbigt.