Jeg blev passet hos min faster og onkel fra jeg var 3 mdr, til jeg var lidt over 3 år, og startede i børnehave.
Godt nok var min storesøster der også, men vi ku ik li hinanden, sådan groft sagt. Min fætter og kusine er henholdsvis 13 og 15 år ældre end mig, og de var mine bedste venner, da jeg var lille.
Jeg hade at gå i børnehave (skod børnehave) og gik der kun Ca 1 år, inden jeg kom i en ny børnehave, som jeg var rigtig glad for. Da jeg var Ca 6 år, kom jeg i en ny børnehave, der lå ved den skole jeg sku starte i. Elskede også den børnehave, og de voksne der.
Hvorom alting er, så er mine bedste barndomsminder stadig omme fra min faster og onkel, og jeg elsker dem overalt på jorden, for det fundament de har givet mig, og som jeg stadig bygger ovenpå.
Jeg har lige været der omme i dag, med friskfanget fisk, som min onkel, ska røge. Han er lige blevet 80 år og kalder mig stadig Lille Stine, hver gang vi ses eller snakker i tlf. Når jeg spiser hans kokdt røget ørrede, blir jeg kastede tilbage til min barndom og alle mine lykkelige ig tosset minder.
Når jeg tænker tilbage til min tid i børnehaven (ik den første, men de andre) har jeg også mange gode minde, men intet ka måle sig, med de bånd jeg har med min faster og onkel. Total ubetinget kærlighed, tydelige grænser og frihed til at være den lille tosse, jeg nu engang stadig er.
De fælles minder, billeder tråde til både fortid og fælles fremtid, er en ret fantastisk gave at få.
Jeg er også pædagog og arbejder indenfor speciale området, fordi jeg simpelhen oplever for meget larm og uro, i de alm børnehaver jeg har været, både som medhjælper og som studerende. Fagliheden gar altid været høj, men der er bare ik nok varme hænder.
Ved ik om du ka bruge mit skriv til noget, men det er for at gi dig et indblik i min oplevelse, af at blive familuepasset. Vh Stine