Jeg tror han smutter nu..

Anonym skriver:

Må sige jeg er lidt chokeret over nogles svar, og din kærestes håndtering af det. Han burde have forståelse for, at du er i risikogruppen og han burde vel også være bange for at du potentielt gik hen og døde af det? Hvorfor har han ikke lyst til at passe på dig? Hvor gammel er hans barn, siden den voldsomme reaktion? 

 

Hvad er alternativet - at han ikke ser sit barn i et år..?

vi kommer ikke på den anden side af dette - verden uden corona. Det bliver en tilbagevende ting. Og der vil på sigt blive udviklet behandlinger og vaccine.

Vi er derfor nødt til også at kunne leve og finde løsninger. Hvis corona fylder så meget at man skriver afskedsbrev ville jeg søge professionelt hjælp. Det må være ekstremt hårdt. Men at sige “du skal ikke se dit barn i 1-2 år” er heller ikke en løsning. 
Selvfølgelig skal og vil han se sit barn. 

Tjullehej skriver:

Hvad er alternativet - at han ikke ser sit barn i et år..?

vi kommer ikke på den anden side af dette - verden uden corona. Det bliver en tilbagevende ting. Og der vil på sigt blive udviklet behandlinger og vaccine.

Vi er derfor nødt til også at kunne leve og finde løsninger. Hvis corona fylder så meget at man skriver afskedsbrev ville jeg søge professionelt hjælp. Det må være ekstremt hårdt. Men at sige “du skal ikke se dit barn i 1-2 år” er heller ikke en løsning. 
Selvfølgelig skal og vil han se sit barn. 

TS har aldrig sagt, at han ikke skal se sit barn i et år.

Hvis du læste hendes første indlæg, så havde hun afvist kærestens tilbud om at vente med at se sønnen i første omgang, men blev ramt af tankemylder og voldsom angst.

Og du kan nok ikke vurdere, at corona ikke ville være farligere for hende end influenza. Det er der jo ingen af os, der ved noget om.

Og prøv at læse hendes andet indlæg.

Hun har tidligere fået professionel hjælp, og det har hun brug for igen. Og jeg synes, det er vigtigt, at hun opsøger hjælp.

Tommelise skriver:

TS har aldrig sagt, at han ikke skal se sit barn i et år.

Hvis du læste hendes første indlæg, så havde hun afvist kærestens tilbud om at vente med at se sønnen i første omgang, men blev ramt af tankemylder og voldsom angst.

Og du kan nok ikke vurdere, at corona ikke ville være farligere for hende end influenza. Det er der jo ingen af os, der ved noget om.

Og prøv at læse hendes andet indlæg.

Hun har tidligere fået professionel hjælp, og det har hun brug for igen. Og jeg synes, det er vigtigt, at hun opsøger hjælp.

 

 

Tusind tak for forståelsen  jeg blev nemlig bare voldsomt ramt af tankemylder og hvad-nu-hvis-tanker. Jeg er med på jeg har brug for hjælp. Det er sat i værk. Det er en underlig og svær situation, og jeg plejer ellers ikke at være til at vippe af pinden på den måde. Det var en panikreaktion, og jeg kan sagtens se at det var over grænsen. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse fingre for, at det er til at redde. Ellers er der ikke noget at gøre ved det, livet går videre. Det er rart at der er nogen som dig, der forstår, at sådan noget kan opstå indimellem når man er presset. Og de breve jeg blev bedt om at skrive, kan jeg så konstatere havde den modsatte effekt   i hvert fald i forhold til det følelsesmæssige.

Anonym skriver:

Tusind tak for forståelsen  jeg blev nemlig bare voldsomt ramt af tankemylder og hvad-nu-hvis-tanker. Jeg er med på jeg har brug for hjælp. Det er sat i værk. Det er en underlig og svær situation, og jeg plejer ellers ikke at være til at vippe af pinden på den måde. Det var en panikreaktion, og jeg kan sagtens se at det var over grænsen. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse fingre for, at det er til at redde. Ellers er der ikke noget at gøre ved det, livet går videre. Det er rart at der er nogen som dig, der forstår, at sådan noget kan opstå indimellem når man er presset. Og de breve jeg blev bedt om at skrive, kan jeg så konstatere havde den modsatte effekt   i hvert fald i forhold til det følelsesmæssige.

Jeg har selv angst, der kommer og går. Og jeg kan også pludselig blive ramt på de "små" ting. Min mand syntes at det er HÅRDT og vi kan også have diskussioner. Specielt hvis han er presset også. Men jeg har aldrig været bange for han gik! Hvis din kæreste går pga. Angsten. Så er han ikke den rigtige 

Sprit25 skriver:

Jeg har selv angst, der kommer og går. Og jeg kan også pludselig blive ramt på de "små" ting. Min mand syntes at det er HÅRDT og vi kan også have diskussioner. Specielt hvis han er presset også. Men jeg har aldrig været bange for han gik! Hvis din kæreste går pga. Angsten. Så er han ikke den rigtige 

Jeg har egentlig ikke rigtig angst, det er kun i forbindelse med det her jeg har haft sådan en reaktion. Og jeg talte ikke grimt, hævede ikke stemmen, gjorde egentlig ingenting, andet end at komme med mit dumme forslag og derefter ligge på mine grædende knæ mens han skældte mig ud foran sin ekskone og sagde ting som "fuck you" og at jeg opførte mig som en kost. Jeg blev egentlig ret chokeret... Jeg er ikke typen til at skændes eller skælde ud, jeg er faktisk aldrig sur eller ophidset, så jeg er meget påvirket. Særligt fordi jeg undskyldte så meget allerede efter det var kommet ud af munden på mig. Jeg bad ham om ikke at handle på noget, ikke ringe til ekskonen, men bare glemme hvad jeg havde sagt og lade tingene være som planlagt. Det gjorde faktisk ret ondt.. og inden jeg vidste af det havde han også ringet til sin mor  jeg synes faktisk også jeg fortjener en undskyldning.. hvor vanvittigt det end kan lyde. Og tak fordi du deler din historie  jeg håber, din mand giver dig alt den tryghed du fortjener 

Anonym skriver:

Jeg har egentlig ikke rigtig angst, det er kun i forbindelse med det her jeg har haft sådan en reaktion. Og jeg talte ikke grimt, hævede ikke stemmen, gjorde egentlig ingenting, andet end at komme med mit dumme forslag og derefter ligge på mine grædende knæ mens han skældte mig ud foran sin ekskone og sagde ting som "fuck you" og at jeg opførte mig som en kost. Jeg blev egentlig ret chokeret... Jeg er ikke typen til at skændes eller skælde ud, jeg er faktisk aldrig sur eller ophidset, så jeg er meget påvirket. Særligt fordi jeg undskyldte så meget allerede efter det var kommet ud af munden på mig. Jeg bad ham om ikke at handle på noget, ikke ringe til ekskonen, men bare glemme hvad jeg havde sagt og lade tingene være som planlagt. Det gjorde faktisk ret ondt.. og inden jeg vidste af det havde han også ringet til sin mor  jeg synes faktisk også jeg fortjener en undskyldning.. hvor vanvittigt det end kan lyde. Og tak fordi du deler din historie  jeg håber, din mand giver dig alt den tryghed du fortjener 

Undskyld, men det lyder ikke som et særligt sundt forhold. Det er forståeligt at han bliver vred og stødt over dit forslag, men det er da en fuldstændig håbløs overreaktion, især når du undskylder.

Jeg må sige jeg er enig med andre, som siger at du skal sørge for at sætte det der baby-projekt på hold.

Anonym skriver:

Jeg har egentlig ikke rigtig angst, det er kun i forbindelse med det her jeg har haft sådan en reaktion. Og jeg talte ikke grimt, hævede ikke stemmen, gjorde egentlig ingenting, andet end at komme med mit dumme forslag og derefter ligge på mine grædende knæ mens han skældte mig ud foran sin ekskone og sagde ting som "fuck you" og at jeg opførte mig som en kost. Jeg blev egentlig ret chokeret... Jeg er ikke typen til at skændes eller skælde ud, jeg er faktisk aldrig sur eller ophidset, så jeg er meget påvirket. Særligt fordi jeg undskyldte så meget allerede efter det var kommet ud af munden på mig. Jeg bad ham om ikke at handle på noget, ikke ringe til ekskonen, men bare glemme hvad jeg havde sagt og lade tingene være som planlagt. Det gjorde faktisk ret ondt.. og inden jeg vidste af det havde han også ringet til sin mor  jeg synes faktisk også jeg fortjener en undskyldning.. hvor vanvittigt det end kan lyde. Og tak fordi du deler din historie  jeg håber, din mand giver dig alt den tryghed du fortjener 

Han lyder som en frygtelig mand. Det er ALDRIG okay at kalde et andet menneske grimme ord! I skal hvertfald arbejde med en masse ting! 

Han er god min mand. Nogle dage kan han grine af min angst, andre dage dræner den ham. Også arbejder vi derudfra

IenFart skriver:

Undskyld, men det lyder ikke som et særligt sundt forhold. Det er forståeligt at han bliver vred og stødt over dit forslag, men det er da en fuldstændig håbløs overreaktion, især når du undskylder.

Jeg må sige jeg er enig med andre, som siger at du skal sørge for at sætte det der baby-projekt på hold.

Det gør jeg også. Jeg føler mig lidt slået ud og har egentlig mest lyst til at sige, at han kan forsvinde. Jeg vil ikke kaldes en kost og jeg vil ikke bruge "fuck you"-retorik herhjemme. Det er et skrækkeligt eksempel at sætte overfor sine børn. De hørte det ikke, tror jeg, men stadig. Han kunne sagtens undskylde og tale roligt til sin eks, så han var ikke i affekt eller på anden måde ude af sig selv. Det var ekstremt respektløst og jeg er faktisk rigtig ked af det. Det var min fejl, men jeg var ham om bare at ignorere det og undskyldte med det samme. Jeg er træt af at tigge ham om at blive. Undskyld det lige tog en drejning, men jeg har lidt behov for at forsvare mig en smule. Jeg er ikke ren ondskab.

Jeg synes fortsat ikke, at en ny baby lyder som en fornuftig idé. Hverken af hensyn til dit meget skrøbelige helbred og slet ikke af hensyn til dit meget skrøbelige parforhold. 

Det synes jeg bestemt heller ikke. Jeg har nogle ting, jeg skal have tænkt igennem. Og tak i øvrigt.

Anonym skriver:

Tusind tak for forståelsen  jeg blev nemlig bare voldsomt ramt af tankemylder og hvad-nu-hvis-tanker. Jeg er med på jeg har brug for hjælp. Det er sat i værk. Det er en underlig og svær situation, og jeg plejer ellers ikke at være til at vippe af pinden på den måde. Det var en panikreaktion, og jeg kan sagtens se at det var over grænsen. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse fingre for, at det er til at redde. Ellers er der ikke noget at gøre ved det, livet går videre. Det er rart at der er nogen som dig, der forstår, at sådan noget kan opstå indimellem når man er presset. Og de breve jeg blev bedt om at skrive, kan jeg så konstatere havde den modsatte effekt   i hvert fald i forhold til det følelsesmæssige.

Man kan godt blive bims af alt det her corona.

Det er en uvant situation. Vi har ikke før oplevet nedlukning af landet p.gr.a. virus.

Jeg er tidligere depressionsramt og kender tankemylderet. Jeg har ikke haft en angstlidelse, men dog et par panikanfald under depressionen. Anfald af panikangst, hvor jeg første gang virkelig troede, at jeg skulle dø.

Kort efter at der blev lukket ned, havde jeg en dag, hvor jeg blev totalt overvældet at tankemylder. Min mor har en alder og en helbredstilstand, der betyder, at vi ved, hun ikke overlever, hvis hun bliver smittet. Jeg blev ramt af - hvad-nu-hvis vi aldrig ser hende i live mere - hvad-nu-hvis JEG kommer til at smitte hende - hvad nu hvis hun får et hjertestop om to måneder, og vi ikke har set hinanden i den tid. 

Jeg måtte hive nogle gamle redskaber frem. Og vi har talt med lægen om, hvorvidt vi kan besøge hende, hvis vi tager alle forholdsregler. Det er blevet bedre vejr nu, så det er muligt at opholde sig udendørs.

Det er slet, slet ikke den samme situation. Jeg ved godt, at min mor har en alder, hvor vi ikke ved, hvor længe vi får lov at beholde hende. Mens du er ung, og dine børn kun har dig. Det er virkelig ikke mærkeligt, at det fylder. Det kan virkelig fylde hele hovedet, når 1000 tanker myldrer rundt.

Som du skriver - så fik brevene den modsatte effekt hos dig. Mennesker er forskellige, og derfor kan det redskab, der virker for den ene, have en anden virkning på den anden. Men jeg håber, at du kan få andre redskaber, der virker for dig.

Måske kan du også tale med din læge om din specifikke helbredssituation. Og hvis det kunne hjælpe - så måske finde ud af, hvad det præcis vil sige at komme i respirator - og huske, at der faktisk er mennesker, der overlever sygdommen, selv om forløbet er så slemt, at de kommer i respirator. Sådan lidt "nøgternt - selv om det er svært.

Man kan også hjælpe sig selv lidt ved at lukke ned for nyhedsstrømmen. Prøve at høre det, som man tror, er mest sagligt og springe de dramatiske overskrifter over. 

Man behøver ikke høre ALLE nyheder.

Noget andet er - det er helt uacceptabelt, at din forlovede har talt til dig på den måde. Selv om han blev overrasket og måske stødt - så er det slet ikke i orden at sige "fuck you" og kalde dig "en kost". Det hører ingen steder hjemme.

Så måske skal du også arbejde med dit selvværd sammen med en psykolog. 

Og genoverveje dit forhold til ham.